Spring hovednavigationen over
Tilbage

Leder: Vi skal fastholde en stærk organisation for advokaterne

Advokatrådets formand, Martin Lavesen, fortæller om organisationen og bidraget.

Af Martin Lavesen, formand for Advokatrådet

Alle advokater er en del af Advokatsamfundet – sådan er reglerne. Dette krav om medlemspligt forpligter Advokatrådet.

Som Advokatråd arbejder vi stedse for at leve op til de formål, som fremgår af vores vedtægt: At værne om advokaters uafhængighed og integritet, at håndhæve opfyldelsen af advokatpligterne, at sikre advokaters faglige kompetence og at virke til gavn for det danske retssamfund. Det er Advokatrådets ambition, at vi fører et effektivt tilsyn, men også qua det kollegiale arbejde gør gavn for standen – idet vi har stort fokus på at anvende vores ressourcer klogt.

Indsatsen kan man læse mere om i bl.a. årsberetningen. Vi har i den nu snart afsluttede rådsperiode leveret faglige initiativer, nye vejledninger, politiske projekter og holdt møder med politikere mm. Dertil kommer de faste opgaver i sekretariatet med at koordinere uddannelsen af advokater, at yde sekretariatsbistand til Advokatnævnet og Advokatrådet - og sidst, men ikke mindst, at drive vores omfattende tilsynsindsats.

Her er det afgørende, at vi som advokatstand lever op til den forventning, der er i samfundet om, at vi slår ned på brodne kar og holder orden i eget hus - og det er nødvendigt, at vi har ressourcerne til dette tilsyn. Én dårlig sag smitter af på standen som helhed, og det kan ingen af os være tjent med. Det er derfor vores opgave og pligt at sørge for, at der arbejdes for en høj etisk og faglig standard. Vi har af samme grund i de seneste år tilpasset tilsynet til den virkelighed, som advokaterne befinder sig i i dag. Dette er blandt andet sket ved at styrke indsatsen på hvidvaskområdet, så vi er sikre på, at vi advokater lever op til de pligter, som gælder på dette samfundskritiske område.

I den forgangne rådsperiode har bidraget for hver advokat været 7.500 kr. ekskl. moms, og derudover har rådet pr. 1. januar 2023 udnyttet bemyndigelsen til ekstraordinært at opkræve 500 kr. til den særlige hvidvaskindsats. Tilsynsindsatsen –herunder en stærk fokus på hvidvaskområdet – ønsker vi at kunne fastholde i både 2024 og 2025. Derfor indstiller Advokatrådet at bidraget til Advokatsamfundet fastsættes til 8.800 kr. ekskl. moms i 2024 og også i 2025, når der skal afholdes Advokatmødet den 12. maj.

I og med at alle advokater har pligtmedlemsskab i Advokatsamfundet, er vi meget bevidste om, at vi skal ramme et balancepunkt, og vi har nøje vurderet nøje, hvad der er rimeligt og nødvendigt. Det er vores vurdering, at et bidrag på den foreslåede størrelse vil give Advokatrådet mulighed for at fortsætte det gode arbejde, der er i gang til gavn for hele standen.

Vi håber derfor på, at advokaterne vil bakke op om Advokatrådets indstilling.