Der er tre klare nedslag, når danskerne bliver spurgt om, hvorfor retssikkerheden for den enkelte borger i Danmark er blevet forringet i løbet af de seneste tre år. Mere og mere lovgivning bliver hastet igennem af politikerne på bekostning af kvaliteten, sagsbehandlingstiderne ved domstolene er for lange, og der begås flere fejl i sagsbehandlingen hos myndighederne, for eksempel hos kommunerne.

I Advokatsamfundets Retssikkerhedsanalyse 2023 svarer blot 44 procent af de adspurgte, at de har høj tillid til, at staten overholder den gældende lovgivning, mens kun 35 procent har høj tillid til, at regionerne overholder gældende lovgivning, og slutteligt er det blot 30 procent af danskerne, som har høj tillid til, at kommunerne overholder den gældende lovgivning.

For advokat Mads Pramming er særligt den lave tiltro til myndighederne skræmmende læsning.

”Hvis der er nogen, som skal overholde lovgivningen, så er det myndighederne. De rettigheder, som man har som borger i et samfund – det er præcis de rettigheder, der er lav tillid til i retssikkerhedsanalysen. Det er kun mellem 30 og 44 procent af de adspurgte, der har tillid til, at myndigheder overholder lovgivningen og giver én de rettigheder, som man reelt har krav på. Det tal skriger jo til himlen,” siger han.

For advokat og formand for Advokatrådets grundrettighedsudvalg, Ole Spiermann, er tallene også foruroligende:

”Når man ser på de tal for borgernes forventning til, hvorvidt myndighederne overholder lovgivningen – så synes jeg, at de er chokerende lave. Hvis vi ikke er oppe i den høje ende, så er der virkelig anledning til at gøre noget.”

Mistillid bør granskes

Også professor i forvaltningsret og juridisk ekspert i myndighedskontrol, Michael Gøtze, ser problemer i forbindelse med myndighedernes dårlige omdømme.

”Jeg hæfter mig særligt ved, at så mange ikke har tillid til kommunerne. Men det overrasker mig desværre ikke. Det retssikkerhedsmæssige set-up synes at være generelt udfordret, men det ses mest tydeligt i kommunerne. Selv om staten klarer sig bedre i målingen, er det et interessant resultat, at der også her er en del grå skyer,” siger Michael Gøtze.

Ole Spiermann mener, at det er paradoksalt, at de adspurgte borgere generelt synes at have høj tillid til offentlige myndigheder og eksempelvis ikke har noget imod at blive overvåget, men samtidig betvivler de, at myndighederne overholder reglerne.

”Hvis resultaterne blev kombineret, kan borgerne jo dårligt forvente, at overvågning sker efter reglerne,” siger han og uddyber:

”At man kan have så stor mistillid til, at staten og offentlige myndigheder hele vejen ned overholder reglerne, og at borgerne så samtidig mener, at det går meget godt med retssikkerheden kan tyde på, at der er en ret snæver forståelse for, hvad retssikkerhed er. Uanset hvad man kalder det – retssikkerhed eller noget andet – så fremstår resultatet på det her område så problematisk, at det er værd at granske nærmere.”

Blandt andet hæfter Ole Spiermann sig ved, at kun 30 procent af de adspurgte i undersøgelsen svarer, at ’de i høj grad’ mener, kommunerne anvender reglerne. Han tror ikke, at det afspejler den reelle situation i kommunerne, men at både kommunerne og de offentlige myndigheder bredere set burde interessere sig for det.

”Jeg synes bestemt, at det giver anledning til, at man som offentlig myndighed fordyber sig. Staten, regioner og kommuner burde måske lave en mere grundig undersøgelse af, hvad der egentlig er realiteterne, og hvad der er perception,” siger han.

Kompleks jura

Michael Gøtze ser en tendens til, at kommunerne er under voldsomt økonomisk pres samt mangler tiden til ordentlig sagsbehandling, hvilket unægteligt vil have en påvirkning på borgerbetjeningen. Men det er ikke kun det økonomiske og ressourcemæssige pres, der er årsag til mistillid.

”Juraen bliver mere og mere kompleks – også på det sociale område, og det er altså ikke noget, man bare lige kan få ordnet på en times tid, for det er vanskelig og kompliceret forvaltningsret. Vi har i høj grad brug for flere jurister til både at rådgive og afkode de forskellige processer, som man skal igennem – og så er der brug for flere in-house-jurister i kommunerne, som kan hjælpe med de store mængder af forvaltningsret. Der er en del kommuner, som næsten ikke har jurister ansat.”

Michael Gøtze understreger, at der er et sæt juridiske grundregler om netop retssikkerhed, som man skal have styr på, og som skal ligge på rygraden.

Over 50 procent fejl i kommunernes afgørelser

At der er et stort pres på myndighederne, der derved fører til en kolossal fejlmargen, tilslutter Mads Pramming sig.

”Jeg tror absolut, at økonomi spiller ind, men jeg tror også, at det har meget at gøre med, at medarbejdere i eksempelvis kommunerne ikke bliver vejledt korrekt i, hvordan loven egentlig er. Det går ikke, at kommunerne selv begynder at tolke reglerne uden at have den juridiske baggrund for at gøre det,” siger Mads Pramming. Han fører selv hovedsageligt myndighedssager og uddyber:

”Den mængde fejlbehandlinger, manglende lovoverholdelse og forkert lovgivning, som jeg møder i sagerne mod myndighederne, er ekstrem høj. Det er områder, hvor der er dokumenteret bevis for, at kommunerne træffer forkerte afgørelser i over 50 procent af de sager, som der bliver klaget over.”

Mads Pramming understreger, at der naturligvis skal tages det forbehold, at der ikke er nogen, som ringer til ham som advokat for at berette om deres fantastisk sagsforløb. Men de sager, som han ser, har trods det forbehold en meget høj fejlmargen.

Michael Gøtze ser også mange eksempler på, at det kan gå helt galt, og han fremhæver blandt andet socialsagerne i Frederiksberg Kommune, som var fremme i medierne for år tilbage, hvor en tidligere sagsbehandler, mente, at Frederiksberg Kommune udsatte borgerne for kritisable forhold og derfor videregav personoplysninger fra 90 borgeres sager.

”Det kan være en konsekvens af, at kommunerne er pressede på flere parametre og ikke nødvendigvis har pengene til alle de ydelser, som der efterspørges i for eksempel fjerde kvartal af året.”

Digitaliseringen spiller ind

”Jeg vil ikke være en lyseslukker – men digitalisering kan også komplicere tingene. Det skal gøre tingene lettere, da man kan ekspedere sagerne hurtigere og skabe hurtig kontakt med myndighederne – men i realiteten mangler der mere menneskelig kontakt, når det kommer til denne type sager, som der især er mange af hos kommunerne. Der er stadig borgere, som har det svært med IT, og der kan komme en ekstra distance, når alt foregår digitalt. Vi må på helt sagligt grundlag nok erkende, at digitalisering ikke per automatik er et skridt fremad for retssikkerheden. Fremover må vi sætte retssikkerhed længere op i bussen. Det nuværende bagsæde er desværre ikke godt nok,” siger han.

Ni ud af ti taber sager

Mads Pramming peger desuden på, at problemet ikke slutter hos myndighederne, men at aben hopper med videre. Han oplever gang på gang, at sager mod myndighederne ikke får en ordentlig domstolsbehandling, da domstolene er yderst tilbageholdende, når de får myndighedsafgørelser til prøvelse.

”De her sager har meget dårlige vinderchancer i retterne, fordi domstolene meget nødigt blander sig i dem. Derfor kan man nemt sidde tilbage med den oplevelse, at der først bliver truffet en forkert afgørelse i kommunen, og hvis man så kommer gennem nåleøjet, får en advokat samt fri proces og derved endelig kan komme til domstolene, så taber ni ud af ti deres sager mod myndighederne.”

Ifølge Mads Pramming bliver problemet derfor cirkulært, for når domstolene ikke fører kontrol med kommunerne, har myndighederne så at sige frit spil. Hvis de oveni har et stramt budget, kan de vælge at skrue ned på nogle af de sociale områder, da det er uden konsekvens.  Han mener, at kommunerne og myndighederne er så pressede, at de derfor ender med at gå helt til grænsen.

”Når disse sager ikke kommer for retten – eller kommer for retten, og ni ud af ti gange vindes af de myndigheder, der i første omgang ikke overholder loven af den ene eller anden grund – så rammer man lige præcis i hjertet af retssikkerheden, for så dækkes borgernes basale rettigheder ikke,” slår Mads Pramming fast. 

Han får cirka 200 henvendelser af denne type sager om måneden, som han må sige nej til. Og det er ikke kun samfundets nederste lag, der bliver fanget i systemet. Han modtager også henvendelser fra direktører og andre højt på strå, der bliver kørt over af myndighederne.

”Det tager eksempelvis 10 til 15 år at komme på førtidspension. Det er jo vanvittigt, at man skal slæbes gennem aktivering og jobcentrene i femten år fra den dag, hvor man ikke længere er arbejdsdygtig, før man kan få den førtidspension, som man reelt har ret til. Altså, hvor syg skal man være, før man har ret til førtidspension? Det er rigtig dyrt, når en borger skal på førtidspension, så hvis en kommune har fået  en borger til at arbejde lidt længere, end det måske er passende, før de kan få deres pension, og en domstol ikke har gjort noget ved den afgørelse, så prøver man måske næste gang også at rykke grænsen for, hvor længe man kan vente, før den næste person får lov til at få sin pension.”