Spring hovednavigationen over

Advokatrådet har netop oversendt sin årlige tilsynsrapport for 2020 til Justitsministeriet. Rapporten bærer præg af, at corona-situationen har haft stor indflydelse på tilsynet.

Advokatsamfundet skal årligt rapportere om sit tilsyn til Justitsministeriet. I denne uge blev rapporten for 2020 oversendt til ministeriet og lagt på Advokatsamfundets hjemmeside. I rapporten kan man konstatere, at corona-situationen har haft stor indflydelse på tilsynet. Advokatsamfundet forsøgte i 2020 i vidt omfang at erstatte fysiske tilsynsbesøg med skriftlige tilsyn og online tilsyn, hvor dette kunne lade sig gøre. Trods omlægningen har det ikke været muligt at gennemføre alle de planlagte tilsynsbesøg. I advokatvirksomhederne blev der samlet set gennemført 189 tilsynsbesøg, mens der blev ført tilsyn med 339 advokater i 2020.

”Corona-nedlukningen og -situationen var en udfordring for vores tilsyn. Det var svært at komme på tilsyn, da landet var lukket ned, og der ikke var nogen på kontorerne. Selv om vi i vidt omfang gjorde brug af skriftlige- og online tilsyn, så har det ikke været muligt at komme helt i mål i 2020 i forhold til de målsætninger, Advokatrådet har sat op,” siger generalsekretær Andrew Hjuler Crichton.

Han understreger, at der naturligvis er taget hånd om alle henvendelser fra myndigheder og andre, og at det navnlig er ”standardbesøgene”, som ikke har kunnet gennemføres i det planlagte omfang.

Se tilsynsrapporten for 2020 her