Spring hovednavigationen over

Find praksis for god advokatskik i Advokatnævnets Praksissamling

Publiceret: 4. marts 2024

Tekst: Vibeke Tarpgaard, souschef i Advokatnævnet

LinkedIn ikon Link ikon Prink ikon

Udvalgte afgørelser fra nævnet og domstolene har siden februar været tilgængelige i en ny og mere brugbar vidensdatabase ved navn Advokatnævnets Praksissamling.  

Advokatnævnet stiller med støtte fra Dreyers Fond en ny praksissamling til rådighed på nævnets hjemmeside, hvor man kan søge og finde afgørelser, der afspejler Advokatnævnets og domstolenes fortolkning af retsplejelovens § 126 – god advokatskik.

Advokatnævnets Praksissamling er navnet på den nye database, der gik i luften i februar 2024. Den er resultatet af en gennemgribende renovering af den tidligere Vidensdatabase.

Praksissamlingen er et vigtigt værktøj, når advokater eller andre vil holde sig orienteret om praksis for god advokatskik, og det glæder Advokatnævnets formand Ole Hasselgaard, at det fremover bliver nemmere og mere tilgængeligt at finde frem til, hvordan ”god advokatskik” er udformet gennem disse afgørelser.

”Advokatnævnet og domstolene fastlægger det nærmere indhold af generalklausulen om ”god advokatskik” i retsplejeloven, og det er derfor afgørende, at praksis på området er let tilgængelig. Praksissamlingen indeholder udvalgte afgørelser af både ældre og nyere dato, og den viser, hvordan forskellige problemstillinger og temaer med hensyn til ”god advokatskik” er blevet bedømt. Så Praksissamlingen gør det så at sige muligt at blive klogere på, hvordan advokater skal overholde god advokatskik.”

Det har længe været et ønske for Advokatnævnet at forbedre den tidligere Vidensdatabase, der ikke altid var let at søge i grundet en utidssvarende søgemaskine. Ønsket var at skabe en moderne løsning, hvor det er nemmere for både advokater og andre brugere at fremfinde relevant praksis.

Dette har nu resulteret i en helt ny database, hvor man som bruger har nemmere ved at fremfinde kendelser og domme om et specifikt emne, for eksempel via konkrete søgeord. Det er også blevet nemmere at finde en bestemt afgørelse, hvis man kender sagsnummeret eller datoen for afgørelsen. Praksis om god advokatskik bliver på denne måde mere tilgængelig for brugerne og bliver nu også søgbart via søgemaskiner.

De publicerede kendelser og domme vil fortsat blive udvalgt efter en konkret vurdering af indholdet og rækkevidden af afgørelserne. Der vil således fortsat ikke ske publicering af al praksis.

Kronologisk beskrivelse

Strukturen i Praksissamlingen afspejler nu, i modsætning til den tidligere Vidensdatabase, så vidt det har været muligt, kronologien i en sags forløb hos advokaten. Således er praksis, der vedrører modtagelsen af sagen og interessekonflikter, placeret først efter nogle mere generelle emner om Advokatnævnet, og praksis, der vedrører afregning og afslutning af sagen, er tilsvarende placeret som de sidste emner i Praksissamlingen. Herved er der også hentet inspiration i opbygningen af de gældende advokatetiske regler.

Med den nye emneopdeling i Praksissamlingen er det således muligt ved en enkel søgning at fremfinde relevant praksis vedrørende et specifikt emne - eksempelvis praksis vedrørende straffesager, eller hvad man som advokat skal være særlig opmærksom på i forhold til praksis om advokatundersøgelser.

Advokatnævnets sekretariat har ligeledes i forbindelse med etableringen af Praksissamlingen og overflytningen af indholdet fra den gamle Vidensdatabase taget stilling til, hvorvidt hver enkel kendelse/dom i den gamle database stadig er relevant og afspejler den nuværende praksis om god advokatskik. Det samme arbejde er foretaget i relation til databasens artikler om god advokatskik. Der er tillige arbejdet med afgørelsernes overskrift og resume, således at disse kort refererer indholdet i afgørelsen. På denne måde er det håbet, at det er nemt for Praksissamlingens mange brugere at finde, hvad man søger efter.

Afgørelser i Praksissamlingen vil fortsat blive trykt uden navne på sagens parter m.v. Det betyder, at selvom man kender navnet på en eller flere af sagens parter, kan man ikke anvende dette til at søge på en afgørelse. Man kan i stedet med fordel anvende et eller flere søgefiltre, hvor man blandt andet kan søge og filtrere på et emne, stikord, sagsnummer og afsigelsesdato eller periode.

Det videre arbejde

Praksissamlingen vil gradvist blive udvidet med flere afgørelser og domme, efterhånden som nye relevante afgørelser bliver afsagt, og dermed afspejle udviklingen i praksis vedrørende god advokatskik. Lige i øjeblikket arbejder sekretariatet på at få ”fyldt op” med relevant praksis under de mange nye emner og underemner. Erfaringer med emneopdelingen kan ligeledes medføre, at der over tid vil ske en justering – og eventuelt tilføjelse af nye emner og underemner, så de også afspejler den naturlige udvikling inden for advokatbranchen og samfundet generelt.

Man kan tilgå Advokatnævnets Praksissamling via Advokatnævnets hjemmeside.

Fakta om Advokatnævnets Praksissamling

 

  • Praksissamlingen er åbnet i februar 2024, hvorefter alle kan tilgå afgørelserne - der er mulighed for at hente, gemme og eventuelt printe afgørelserne.
  • Praksissamlingen indeholder et udvalg af Advokatnævnets og domstolenes afgørelser om god advokatskik. Herudover indeholder Praksissamlingen relevante artikler om god advokatskik.
  • Afgørelserne i Praksissamlingen vil fortsat blive anonymiseret.