Spring hovednavigationen over

2018 - Advokaten 6 Retsstat på glidebane

Publiceret: 27. august 2018

LinkedIn ikon Twitter ikon Link ikon Prink ikon

Den danske retsstat, som er en grundsten i vores demokratiske samfund, er under pres. Regeringens ghettoplan, der blandt andet indeholder strafskærpede zoner og obligatoriske dagtilbud for børn, er blot ét eksempel på lovgivning, der skaber tvivl om, hvorvidt vi alle er lige for loven.

Af Birgitte Arent Eiriksson, vicedirektør i Justitia

Det lige skal behandles lige. Det er grundstenen i den danske retsstat, som opstod med vedtagelsen af grundloven i 1849. Retsstaten er blandt andet karakteriseret ved, at den lovgivende, dømmende og udøvende magt er adskilt og kan kontrollere hinanden, og at borgerne er beskyttet mod vilkårlige, uforudsigelige overgreb fra staten og er sikret en retfærdig rettergang. Retsstaten er derudover kendetegnet ved, at alle borgere skal have adgang til at gøre sig bekendt med lovgivningen, og at alle er lige for loven, uanset etnisk oprindelse, religion, social status, køn mv.

I Danmark tager de fleste borgere nok retsstaten for givet. Vores samfund er kendetegnet ved en høj grad af retssikkerhed, mens magtmisbrug, hemmelige aftaler og bestikkelse kun forekommer i begrænset omfang. Der har dog løbende og ikke mindst i den seneste tid været flere alvorlige eksempler på, at den danske retsstat reelt er under pres.

Eksempler på presset på retsstaten
Det gælder for eksempel Atea-sagen, hvor en række højtstående ansatte i offentlige myndigheder og hos it-leverandøren Atea i byretten blev dømt for henholdsvis at modtage og yde systematisk bestikkelse (flere af de dømte har anket deres domme til landsretten), og sagen om to politifolk fra Nordsjælland, som i landsretten blev dømt for at modtage bestikkelse fra rigmanden Karsten Ree (dommen er anket til Højesteret). Det gælder også sagen om politiets håndtering af demonstrationer mod Kinas politik i Tibet under kinesiske statsbesøg, hvor det ikke lykkedes den første Tibet-kommission at få de nødvendige oplysninger til belysning af sagens fulde omfang, og hvor ansvaret for at knægte demonstranternes ytringsfrihed alene blev placeret hos to mellemledere i politiet.

Hertil kommer de generelle og strukturelle problemer med den danske retsstat. For eksempel har Justitias tidligere analyser af adgangen til retshjælp, retshjælpsforsikring og fri proces vist, at vores retshjælpsmodel har en social slagside, og at der reelt ikke er lige adgang til at gøre sin ret gældende i Danmark.

Regeringens ghettoplan
Regeringens ghettoplan, som der for nylig er indgået en række politiske aftaler om, har også givet anledning til debat om vores retsstatslige principper, herunder ikke mindst om lighedsprincippet er blevet tilsidesat i vores iver for at bekæmpe samfundsmæssige problemer som følge af manglende integration af indvandrere og deres efterkommere. Intentionen bag ghettoplanen er for så vidt legitim, da boligområderne tilsyneladende er plaget af utryghed og kriminalitet, og mange af beboerne er endt uden uddannelse og job, ligesom flere ikke taler et tilstrækkeligt godt dansk til at begå sig i det omgivende samfund.

Der kan dog sættes spørgsmålstegn ved de metoder, som man vil anvende til at nedbryde ghettoernes parallelsamfund, herunder ikke mindst anvendelsen af øget overvågning, tvang, økonomiske sanktioner og forhøjede straffe over for særlige samfundsgrupper. Spørgsmålet er, om vi er ved at indrette vores lovgivning på en måde, hvor der gælder en slags regler for beboerne i ghettoområderne og andre udsatte boligområder, som har en overvægt af borgere med en lavere social status og/eller en anden etnisk oprindelse end dansk, og en anden lovgivning for det øvrige Danmark. Nedenfor gennemgås to af ghettoplanens initiativer med henblik på en belysning af problemet.

Dobbelt straf bryder med retsstatslige principper
Et af de initiativer i ghettoplanen, som skal øge trygheden i ghettoområderne, er ordningen om strafskærpede zoner. Det indebærer, at personer, som udøver visse kriminalitetstyper i en strafskærpet zone, vil få en dobbelt så høj straf som personer, der udøver den samme kriminalitet uden for zonen. Eksempelvis kan straffen for et par butikstyverier begået inden for zonen blive straffet med fængsel i 80 dage, mens den samme overtrædelse begået i butikker uden for zonen kan blive straffet med fængsel i 40 dage, selvom gerningspersonen i begge tilfælde ikke er tidligere straffet.

Teoretisk kan man argumentere for, at forslaget rammer borgerne lige, idet alle, som udøver kriminalitet i zonen, vil blive straffet på samme måde, uanset hvor de i øvrigt har deres bopæl, uddannelsessted, job eller andet. I praksis er der imidlertid en væsentlig forhøjet risiko for, at den dobbelte straf særligt vil ramme de personer, som har deres daglige færden i zonen. Det skyldes, at der er meget kriminalitet, som finder sted spontant og lokalt. Det kan eksempelvis være mindre alvorlig kriminalitet som hærværk og tyveri, som begås efter en pludselig indskydelse, eller trusler og vold foranlediget af sammenstød med andre personer, som den pågældende har en konflikt med eller lignende.

Ordningen med strafskærpede zoner vil således betyde, at en beboer i et ghettoområde, for eksempel Mjølnerparken, med beboere, der typisk har en lavere social status og/eller en anden etnisk herkomst end dansk, ofte vil blive straffet dobbelt så hårdt for den samme kriminalitet, som begås af mere velstillede og/eller etnisk danske borgere i for eksempel Gentofte og Rudersdal. Det kan næppe anses som lighed for loven.

Fortalere for ordningen med strafskærpede zoner har sammenlignet den med andre ordninger, eksempelvis fordobling af bøden for hastighedsoverskridelser ved vejarbejde. Denne ordning udgør imidlertid ikke en forskelsbehandling af særlige samfundsgrupper, da den omfatter alle, der kører forbi et skiltet vejarbejde. Samtidig er hele landet omfattet af ordningen, da vejarbejde over tid vil omfatte det samlede vejnet.

Politiets visitationszoner er heller ikke nogen god sammenligning. Selvom selve zonedannelsen i to ordninger kan sammenlignes, så er der alene tale om en stikprøvevis våbenkontrol, som skal forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd. Borgere, der færdes i disse zoner, kan således risikere flere forebyggende visitationer, men oplever ikke forskellige konsekvenser af deres handlinger.

Ordningen med strafskærpede zoner rejser også spørgsmål om overholdelsen af andre retsstatslige principper. Det gælder blandt andet princippet om, at lovgivningen skal være forudsigelig. Ordningen indebærer ikke nogen ændringer i forhold til, hvilke handlinger der er strafbare. Det kan derimod være vanskeligt for borgerne at forudse sanktionerne. Det hænger sammen med, at det er den lokale politidirektør, som skal træffe beslutning om zonernes oprettelse, ligesom zonerne løbende kan ændres afhængig af kriminalitetsbilledet. Politidirektørernes beslutninger og kort over zonernes områder vil blive offentliggjort på politiets hjemmeside og i en pressemeddelelse, men det er en atypisk kommunikation, som sammen med zonernes midlertidige og skiftende karakter kan gøre det svært for borgerne at holde sig orienteret. De borgere, som færdes i de strafskærpede zoner, vil derfor ikke have den samme mulighed for at gøre sig deres retsstilling klar, inden de handler, hvilket må anses for en klar forringelse af deres retssikkerhed.

Samtidig sker der en forrykkelse af grundlovens magtdeling. Normalt er det den lovgivende magt, som fastsætter bestemmelser om strafudmåling, men dette delegeres på en måde til politidirektørerne, der er en del af den udøvende magt. Samtidig er den dømmende magt ved deres strafudmåling i høj grad bundet af de tilkendegivelser, som vil være fastsat i lovforslaget om de strafskærpede zoner, og som udmøntes af politidirektørerne gennem deres beslutninger om oprettelse, ændring og nedlæggelse af zonerne. Magtdelingen bliver således noget mere uskarp.

Obligatoriske dagtilbud til børn
Et andet interessant initiativ i regeringens ghettoplan er de obligatoriske dagtilbud for børn i udsatte boligområder med henblik på at styrke deres læring, sprog og kendskab til danske traditioner, værdier og normer. Regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har efterfølgende indgået en aftale om dette initiativ, som sikrer, at børn, der ikke allerede er optaget i en daginstitution eller en dagpleje, som udgangspunkt skal modtage obligatorisk læring i et dagtilbud 25 timer om ugen, fra de fylder et år. Timerne skal som udgangspunkt fordeles over ugens fem hverdage og placeres på tidspunkter, hvor børnene ikke sover. Hvis forældrene ikke deltager i samarbejdet omkring deres barn i det obligatoriske læringstilbud, skal kommunen træffe afgørelse om standsning af børneydelsen.

Da mange forældre i de udsatte boligområder er økonomisk afhængige af børneydelserne, vil det for mange af familiernes vedkommende være en nødvendighed at indgå et samarbejde med kommunen om obligatorisk læring i en vuggestue eller dagpleje 25 timer ugentligt. Disse forældre får derved ikke den samme mulighed for selv at bestemme over barnets opvækst, herunder om barnet skal passes hjemme af en forælder/slægtning, og på hvilke dage og tidspunkter barnet skal være væk fra hjemmet.

Også her er intentionen bag ordningen, som er at sikre en vellykket integration af den nye generation, for så vidt legitim, men det er samtidig en begrænsning af forældrenes frihed i boligområder kendetegnet ved lavere social status og/eller anden etnisk herkomst end dansk. Mens Fatima i Vollsmose eller Yasmin fra Vejleåparken i Ishøj af økonomiske årsager kan være tvunget til at lade deres et-årige børn være i dagtilbud 25 timer om ugen med et særligt fastsat læringsindhold, kan Birthe fra Ribe vælge at tage en forlænget orlov med sit barn de første to år eller at blive hjemme, indtil barnet skal starte i 0. klasse.

Vi bør værne om retssamfundet
Der er mange danskere, som er stolte af vores retssamfund og de værdier, det bygger på. Sådan skulle det gerne blive ved med at være. Desværre har den seneste tid vist, hvor presset vores retssamfund reelt er. Det er et problem, hvis man gerne vil bevare den høje tillid til det offentlige system og sikre, at Danmark af den grund fortsat er attraktiv for investorer og handelspartnere på det globale marked.

Derfor skal vi også tage alle angreb på retsstaten alvorligt. Det gælder både de generelle og strukturelle udfordringer af vores retssamfund og sager om korruption og magtmisbrug, som kan skabe tvivl om, hvorvidt danske myndigheder overholder lovgivningen og ikke træffer tilfældige afgørelser eller giver særlige privilegier til familie/venner eller mod betaling. Men det gælder i høj grad også, når der laves lovgivning, der alene gælder for særlige samfundsgrupper, og som skaber tvivl om, hvorvidt vi i Danmark er lige for loven.

Vi bør værne mere om lighedsprincippet og de øvrige retsstatslige principper, som kendetegner et samfund med en høj grad af retssikkerhed og tillid til de offentlige myndigheder. Derfor er der også grund til at tvivle på berettigelsen af en lovgivning, som indskrænker friheden og forhøjer de strafmæssige sanktioner for visse borgere, alene fordi de er bosat i områder, som er karakteriseret ved lavere social status og/eller anden etnisk oprindelse end dansk. Der må bestemt være andre måder at løse de samfundsmæssige problemer, som er blevet skabt i landets ghettoområder.

 

Den danske retsstat
Grundlaget for den danske retsstat er beskrevet forskellige steder i national lovgivning, men frihedsrettighederne og retssikkerhedsgarantierne fremgår også af international ret som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og en række andre internationale konventioner fra FN, Europarådet og EU. Lighedsprincippet er eksempelvis optaget i EU's Charter om grundlæggende rettigheder og FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne. Desuden fremgår diskriminationsforbuddet – som er tæt forbundet med lighedsprincippet – af en lang række internationale konventioner, herunder EU's Charter, FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN's Børnekonvention.

 

Birgitte Arent Eiriksson
Vicedirektør og advokat i Justitia, hvor hun bl.a. er ansvarlig for projekterne om socialt udsattes retssikkerhed og borgeres mulighed for at få prøvet deres ret (effektiv domsstolsprøvelse). Birgitte har tidligere besiddet en række forskellige stillinger på Justitsministeriets område, herunder hos Rigspolitiet og Rigsadvokaten.