Spring hovednavigationen over
Tilbage

Udvalg blåstempler supplerende klientbetaling i erhvervsretshjælpssager

Advokater kan i erhvervssager med retshjælpsdækning afregne i henhold til en salæraftale med klienten, så længe aftalen er klar og tydelig samt godkendt af forsikringsselskabet. Det vurderer Advokatrådets responsumudvalg i en ny udtalelse.

En advokat har mulighed for at opkræve salær i henhold til en indgået salæraftale i erhvervssager, som er omfattet af en retshjælpsforsikring, konkluderer responsumudvalget i en ny udtalelse. Det kræver ifølge udvalget, at der foreligger en klar og tydelig salæraftale mellem advokaten og klienten, som også forsikringsselskabet har accepteret.

I forbrugersager med retshjælpsdækning er forsikringsvilkårene standardiserede, så de samme vilkår gælder på tværs af alle forsikringsselskaber. I erhvervssager er vilkårene derimod ikke altid enslydende, og der er ifølge responsumudvalgets vurdering derudover mulighed for at indgå salæraftaler, der afviger fra forsikringsselskabets almindelige vilkår.

”Jeg oplever, at der generelt er usikkerhed om, hvilke regler der gælder for salæret i sager omfattet af en erhvervsretshjælpsforsikring. Der er en betydelig forskel på, om der er tale om retshjælpsdækning i forbrugerforhold eller i erhvervsforhold, da der i erhvervsforhold er videre muligheder for som advokat at afregne i henhold til en indgået salæraftale med erhvervsklienten, uden at det er i strid med god advokatskik,” siger Klavs V. Gravesen, formand for responsumudvalget.

Udtalelsen fra responsumudvalget er blevet til efter en advokats anmodning om en responsumudtalelse til brug i en retssag.

Klavs V. Gravesen, medlem af Advokatrådet

For klienterne vil det derfor formentlig betyde, at der vil være flere advokater at vælge imellem.

Klavs V. Gravesen

Formand for responsumudvalget

Når en virksomhed eller erhvervsdrivende anmelder en sag til sit forsikringsselskab, er udgangspunktet, at det er forsikringspolicens vilkår, der gælder. Hvis der skal ske en afvigelse fra forsikringsvilkårene, skal forsikringsselskabet derfor have accepteret salæraftalen, ligesom den skal accepteres af klienten. Klavs V. Gravesen fortæller, at formuleringen ’en klar og tydelig salæraftale’ med klienten i praksis betyder, at enhver tvivl om en sådan aftale vil komme advokaten til skade, da det er advokaten, der har til opgave at præcisere pris og opdrag.

Responsumudvalget understreger, at det udelukkende er i erhvervssager – ikke i sager med forbrugere – at denne mulighed kan tages i brug. Desuden bemærker udvalget i udtalelsen, at advokatens salær for det samlede arbejde i forbindelse med sagen skal være rimeligt, hvilket i øvrigt også gælder for advokaters salær helt generelt.

Muligheden for at afregne i henhold til salæraftalen åbner ifølge Klavs V. Gravesen op for, at flere advokater vil byde ind på at føre den type af retshjælpssager.

”Problemet er, at advokaten ofte ikke får dækket sit normale salærniveau, og det kan afholde nogle advokater fra at påtage sig disse sager. For klienterne vil det derfor formentlig betyde, at der vil være flere advokater at vælge imellem, hvis de er villige til også selv at betale en del af salæret som led i en sædvanlig salæraftale,” siger Klavs V. Gravesen.

Find hele responsumudtalelsen her.