Spring hovednavigationen over
Tilbage

Advokatrådet indkalder til ekstraordinært advokatmøde

Advokatrådet vil ændre vedtægten for Advokatsamfundet for blandt andet at indføre ændringer i kredse og den kollegiale organisering samt for at omlægge Erstatningsfonden. Det ekstraordinære advokatmøde afholdes den 27. juni.

Advokatrådet vil fremsætte et forslag til at ændre vedtægten for Advokatsamfundet, og på den baggrund indkaldes til ekstraordinært advokatmøde torsdag den 27. juni. Her skal forslaget formelt vedtages.

Vedtægtsændringerne vedrører tre forskellige områder:
• Ændringer som følge af strukturudvalgets rapport og anbefalinger
• Ændringer som har til formål at omdanne Erstatningsfonden til en forsikringsordning.
• En række mindre præciseringer og moderniseringer til den eksisterende vedtægt

Ændringerne i den kollegiale struktur og organisering sker på baggrund af det udvalgsarbejde, som strukturudvalget har gennemført. Det vedrører blandt andet en anden kredsopdeling, indførelse af digitale valghandlinger, dekorumkrav mm. (Se nyhed om strukturudvalgets rapport her)

Samtidig har Advokatrådet arbejdet på et oplæg, hvor Erstatningsfonden omdannes til en forsikringsordning. Når en advokat er ansvarlig for en klients tab, og hverken advokatens garanti eller ansvarsforsikring dækker, har Advokatsamfundets erstatningsfond mulighed for at yde hel eller delvis erstatning. Fonden bliver sjældent aktiveret, men typisk er det sket i situationer, hvor en advokat har begået underslæb, og tabet ikke fuldstændig dækkes af advokatens garanti.

Med ændringsforslaget vil fonden pr. 1. januar 2025 blive erstattet af en forsikringsordning i et forsikringsselskab, hvor klienter også får et retskrav på behandling af sagen. Vilkårene svarer overordnet set til de betingelser og muligheder for erstatning, som fonden har ydet. Præmien til ordningen betales af Advokatsamfundet og svarer til et beløb på ca. 120 kr. pr. advokat om året.

Den sidste del af vedtægtsændringerne handler om, at vedtægten bliver præciseret og moderniseret. For eksempel vil ordningen med tilsynsadvokater, som er et tilsynsværktøj, hvor en kollega bliver udpeget som tilsynsadvokat, udgå, da det ikke har været anvendt i mange år.

”Vedtægtsændringerne kommer samlet set til at give nogle bedre rammer for at drive vores organisation og vores kollegiale arbejde i fremtiden. Det er vigtigt for hele advokatstanden, og derfor håber vi, at der vil være opbakning til rådets forslag,” siger Advokatrådets formand, Martin Lavesen.

Hvis vedtægtsændringerne godkendes på det ekstraordinære advokatmøde den 27. juni, vil der efterfølgende af justitsministeren skulle fremsættes lovforslag med ændringer af retsplejeloven, for at ændringerne kan træde i kraft.

Alle advokater vil modtage en personlig mail med vedtægtsændringerne og en indkaldelse til det ekstraordinære advokatmøde.