20.11.2025
Klientkonto
Klientkontovedtægten fastsætter de nærmere regler for advokaters pligter ved behandlingen af betroede midler samt Advokatsamfundets tilsyn med, at adv...
Storkundeordningen – advokaten hæfter for tinglysningsafgiften fra anmeldelsen
Det følger af Tinglysningsafgiftslovens § 17, at en virksomhed kan registrere sig som månedlig betaler hos Told- og skatteforvaltningen, den såkaldte ”storkundeordning”. Når advokatfirmaet er registreret som storkunde, skal firmaet selv sørge for at registrere afgifterne til Tinglysningsretten og foretage månedlig betaling. Lovens § 18, stk. 2, fastslår, at storkunden hæfter for betaling af afgift for alle de tinglysningsanmeldelser, som storkunden foretager. Dette er en undtagelse til den almindelige hæftelsesregel i § 18, stk. 1, nr. 1, hvorefter den afgiftspligtige i forbindelse med ejerskifte er både sælger og køber.
I 2011 udtalte den daværende formand for regel- og tilsynsudvalget følgende om storkundeordningen: Vi må […] konkludere, at ToldSkat betragter klienten som frigjort for hæftelsen for afgiftsbeløbet ved advokatens indlevering af dokumentet til tinglysning. Dette betyder, advokaten kan hæve afgiftsbeløbet på klientkontoen allerede på dette tidspunkt, selvom hans betaling til ToldSkat først skal ske den følgende måned.
Fra og med tidspunktet fra anmeldelsen har advokaten således et krav mod klienten svarende til afgiftsbeløbet, der berettiger til modregning i klientens indestående.
Særlige bogføringskrav til storkunder
Det følger af Bekendtgørelse om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v. (BEK nr. 2283 af 29/12/2020), § 28, stk. 2, at storkunden i sin bogføring skal have to konti vedrørende tinglysningsafgiften; udgående tinglysningsafgift og indgående tinglysningsafgift. Tinglysningerne skal bogføres med dato-løbenummer og beløb.
Advokatrådets sekretariatet ser to potentielle muligheder for at efterleve både klientkontovedtægten og bogføringskravene. Det forudsættes her, at klienten har indbetalt tinglysningsafgiften til advokaten inden anmeldelsen, og at beløbet henstår på klientbankkonto.
Mulighed 1 – overførsel af afgiftsbeløbet fra klientbankkonto til driftskonto samtidig med anmeldelsen
Som det fremgår ovenfor, er advokaten berettiget til at overføre afgiftsbeløbet til driftskontoen samtidig med anmeldelsen. Hævning bogføres på klientstamkortet, og afgiftsbeløbet indgår ikke længere i det samlede tilsvar. Bogføringskontiene vedrørende udgående og indgående tinglysningsafgift er klientbogholderiet uvedkommende.
Mulighed 2 – overførsel af afgiftsbeløbet fra klientbankkonto til driftskonto, når afgiften betales
Hvis advokaten af en eller anden årsag ikke ønsker at overføre afgiftsbeløbet fra klientbankkonto til driftskonto samtidig med anmeldelsen, må advokaten i forhold til klientkontovedtægten kunne undlade dette, så længe tinglysningsafgiften ikke er betalt. Advokaten er imidlertid stadig forpligtet til at bogføre afgiften på bogføringskontiene vedrørende udgående og indgående tingslysningsafgift pr. anmeldelsesdagen, så datoangivelserne bliver korrekte.
Hvis advokatens bogholderi kan indrettes på en måde, hvor tinglysningsafgiften bogføres korrekt på bogføringskontiene vedrørende udgående/indgående tinglysningsafgift, samtidig med, at afgiftsbeløbet indgår i beregningen af tilsvaret over for den enkelte klient og det samlede tilsvar, anser Advokatrådets sekretariat ikke denne fremgangsmåde med en senere hævning fra klientbankkontoen som værende i strid med klientkontoreglerne.
Kreditkortgebyrer, når der betales fra gang til gang
Advokater, som ikke er omfattet af storkundeordningen, kan have andre udfordringer – kreditkortgebyr.
Så længe det ikke er muligt at få udstedt Dankort til et firma, kan advokaten ikke betale tinglysningsafgiften fra driftskontoen uden i visse tilfælde at blive pålagt et kreditkortgebyr.
Nogle advokater vælger efter aftale med klienten, at klienten betaler afgiften direkte til Tinglysningsretten via Mobilepay. Advokaten indtaster klientens mobilnummer i forbindelse med anmeldelsen, og klienten sidder klar til at foretage betaling helt uden om klientbogholderiet.
Advokatsamfundet har herudover ikke fundet grundlag for at kritisere en fremgangsmåde, hvor advokaten betaler afgiften med privat Dankort, hvorved advokaten får et krav mod advokatfirmaet. Beløbet overføres herefter fra driftskontoen til privatkontoen, og endelig fra klientbankkontoen til driftskontoen. Det hele skal naturligvis bogføres korrekt.