Spring hovednavigationen over
Tilbage

Retshjælp og fri proces: Klar fejl at advokater ikke er med i justitsministerens arbejdsgruppe

Advokatrådet er ikke indbudt til at deltage i udvalgsarbejdet om retshjælp og fri proces på trods af at reglerne i høj grad skal regulere det arbejde, der ydes af landets advokater. Det er en klar fejl, mener formanden for Advokatrådets Procesretsudvalg, Nikolaj Linneballe.

Advokatrådet er inviteret med i følgegruppen til et lovforberedende udvalg, der netop er nedsat af justitsministeren, og som skal undersøge, om de nuværende regler om fri proces og retshjælp sikrer, at alle har adgang til at få hjælp eller juridisk bistand i retssystemet.
Men derimod er Advokatrådet ikke indbudt til selve udvalgsarbejdet på trods af at reglerne i høj grad skal regulere det arbejde, der ydes af landets advokater. Det er en klar fejl, mener formanden for Advokatrådets Procesretsudvalg, Nikolaj Linneballe, som opfordrer til at beslutningen genovervejes, så der kan findes løsninger, der behørigt og reelt inddrager de relevante aktører.
Ifølge kommissoriet for udvalgets arbejde, er ”formålet at gennemgå de gældende ordninger for retshjælp og fri proces, samt ordningernes samspil med de private retshjælpsforsikringer, og fremkomme med anbefalinger til ændring af ordningerne”. For at udvalget kan inddrage viden og erfaringer fra praktikere vil udvalgets arbejde blive fulgt af en følgegruppe.
Nikolaj Linneballe, er først og fremmet positiv overfor, at der bliver taget fat på en undersøgelse af ordningerne for fri proces og retshjælp. Men han ærgrer sig over, at Advokaterne ikke er en del af arbejdsgruppen.
”Vi har meget længe arbejdet med denne dagsorden, og har selv haft en arbejdsgruppe, som har set på de udfordringer, der er, når det gælder retshjælp, og i 2016 udgav Advokatrådet en rapport sammen med Danske Advokater, som også vil blive inddraget i justitsministerens kommende arbejde. Det er jo positivt, at der er nedsat en arbejdsgruppe, men når det er sagt, er jeg uforstående overfor, at domstolene er inviteret ind i arbejdsgruppen, men at advokater – som den anden halvdel af aktørerne på retsområdet, og som en gruppe der er tænkt at skulle udføre en stor del af arbejdet – ikke er med. Det mener jeg er en klar fejl, for advokatens rolle i samfundet er jo netop at sikre borgerens retssikkerhed, blandt andet ved at der er mulighed for at få sin sag indbragt for domstolene”, siger Nikolaj Linneballe, der vil følge arbejdet i udvalget tæt.

”Advokatrådets rolle bliver som medlem af følgegruppen at komme med stærke, faglige input til arbejdsgruppen, og dermed påvirke arbejdet mest muligt. Det er en rolle, jeg har tænkt mig at tage meget alvorligt, for der er rigeligt med plads til forbedring af borgerens muligheder for at få juridisk hjælp og bistand uanset økonomisk formåen – i sidste ende handler det om det helt grundlæggende juridiske princip, at alle har lige adgang for loven. Med andre ord, at retssikkerhed skal være for alle”, siger Nikolaj Linneballe, der også ser det som sin opgave at udfordre de anbefalinger, som udvalgets arbejde vil munde ud i.

”Som følgegruppe er vi ikke bundet af anbefalingerne. Vores rolle bliver også at være den vagthund, der skal udfordre og gå i rette med de anbefalinger, der kommer ud af arbejdet i udvalget.”.

Kommissoriet for udvalgets arbejde er sendt til Folketinget og kan læses her.