Spring hovednavigationen over
Tilbage

Advokatrådet: Glædeligt at domstole nu kan åbne yderligere op

I en politisk aftale om yderligere genåbning af Danmark, slår partierne fast, at der nu også skal mere gang i domstolene.

I en politisk aftale om yderligere genåbning af Danmark, slår partierne fast, at der nu også skal mere gang i domstolene. I en pressemeddelelse fra Statsministeriet hedder det bl.a., at der er behov for at få gennemført flere retssager.

”Domstolene opfordres derfor til at genåbne med henblik på hurtigst muligt at kunne gennemføre flest mulige sager. Samtidig vil Familieretshuset åbne for gennemførelse af børnesamtaler og overvåget samvær som helt specifikke børnerelaterede kritiske aktiviteter.”

Ud over retterne skal der, når det vurderes at være sundhedsmæssigt forsvarligt, påbegyndes gradvis indkaldelse til afsoning. De nærmere rammer for en ansvarlig genåbning skal aftales i et sektorpartnerskab, hvor Advokatsamfundet er inviteret til at deltage.

Det glæder formand for Advokatrådet, Peter Fogh, at der nu kan gøres noget ved de mange retssager, som har ligget stille.

”Retssystemet har været frosset mere eller mindre ned, og mange borgere og virksomheder afventer at få nogle sager behandlet og dermed nogle helt afgørende svar, så de kan komme videre i livet. Det er meget positivt, at man fra politisk side har erkendt vigtigheden af, at retssystemet skal prioriteres som noget af det første i genåbningen blandt de mange funktioner i samfundet, som politikerne har skullet forholde sig til. Det er godt for vores retssikkerhed, at vi nu igen får skub i de mange sager,” siger Peter Fogh.

Domstolsstyrelsen planlægger at genåbne retterne den 27. april og forventer at kunne gennemføre op imod 75 pct. af alle sager. Tilrettelæggelsen af det arbejde skal blandt andet drøftes i partnerskabet, hvor Advokatsamfundet deltager.

”Vi vil fra Advokatrådets side være opmærksomme på, hvordan den præcise tilrettelæggelse af genåbningen bliver, og hvilke rammer domstolene skal arbejde under, så vi sørger for, at bliver sat så meget gang i sagsbehandlingen, som det overhovedet er muligt og forsvarligt. Det er vigtigt, at der kommer fokus på alle typer af sager, og der skal ikke være tvivl om at vi fra advokaternes side vil være meget fleksible,” siger Peter Fogh.