Spring hovednavigationen over
Tilbage

Stærk advokatrepræsentation på årets folkemøde

Advokatrådet deltog for syvende år i træk i Folkemødet på Bornholm, og igen i år havde Advokatrådet flere spændende og alsidige arrangementer på programmet, som alle blev velbesøgt af engagerede gæster. Det kunne også i år konstateres, at der er en stor interesse for retssamfundet og retssikkerhedsmæssige spørgsmål.

Advokatrådet havde fuldt program i alle Folkemødets fire dage. Rådet mødtes blandt andre med justitsminister Søren Pape Poulsen til fri debat om retssikkerhedsmæssige emner samt andre gode samarbejdspartnere og gav gratis juridisk rådgivning i den juridiske skadestue, hvor mange lagde vejen forbi. Sideløbende deltog rådet i mange debatter arrangeret af andre, blandt andet om skattely og om kriminalitetsbekæmpelse.

Folkedomstolen blev opført to gange i år for at få plads til alle interesserede. Folketingets retsordførere og publikum tog stilling til, om en mor skulle straffes for at lægge billeder på Facebook af den mand, som havde blottet sig for hendes 11-årige datter. Ja, mente størstedelen af både publikum og retsordførerne, og der var samtidig bred enighed om, at morens bøde på 5.000 kroner var passende, selvom det var det dobbelte af den bøde, som blotteren havde fået.

Også debatterne om Østeuropas vaklende retssamfund, krigsveteraners kamp for erstatning og digitalisering i advokatbranchen trak masser af interesserede til. Arrangementet ”Bliver fremtidens dommer en robot” skabte god diskussion i debatpanelet bestående af en advokat, en dommer og en Watson Ambassadør. Her var der enighed om, at robotter formentlig ikke kommer til at overtage dommerens rolle i retssalen, men at robotter på sigt vil blive et brugbart værktøj for dommeren.

Dreyers Fond har ydet en værdsat støtte til Advokatrådets deltagelse i Folkemødet.

Se flere stemningsbilleder fra Folkemødet i næste nummer af Advokaten, som udkommer den 27. juni 2018.