Oven på et år med ufrivillig nedlukning af vores samfund kan vi nu se ind i en normal hverdag igen. Danskerne kan dyrke sport, komme på restaurant, tage på museum eller ud at rejse. Det er alt sammen godt og tiltrængt.
Men tager vi retssikkerhedsbrillen på, så er vi desværre stadig i en undtagelsestilstand, hvor en række vidtgående beføjelser til myndighederne og indskrænkninger i vores rettigheder giver anledning til bekymring. Ikke bare hos mig, men bredt i advokatstanden.
Det kunne man blandt andet konstatere i en rundspørge om retssikkerhed, som Advokatsamfundet gennemførte i begyndelsen af året. Her deltog 267 advokater, og tre ud af fire af disse mente, at retssikkerheden har været mere udfordret i 2020 under coronanedlukningen end tidligere. Samtidig mente halvdelen af de adspurgte, at retssikkerheden i dag er dårligere, end den var for fem år siden. Jeg er (desværre) enig i det dobbeltdystre budskab i undersøgelsen: Retssikkerheden er skredet kraftigt under krisen, men skredet startede ikke med nedlukningen. Krisen har imidlertid accelereret en ærgerlig udvikling, vi allerede har været vidne til i nogen tid.
Vi har hele tiden haft forståelse for, at coronasituationen har været ekstraordinær og kunne retfærdiggøre visse tiltag. På trods af det synes jeg, man politisk er gået for langt. De garantier og den retssikkerhed, vi normalt bryster os af, har været under voldsomt pres, og borgernes rettigheder har måttet vige for udstrakte magtbeføjelser til regeringen.
Både epidemiloven, særlige strafskærpelser for coronarelateret kriminalitet (hvad det så end er) og flere andre bestemmelser har forringet borgere og virksomheders retssikkerhed. Her hænger der nu her på kanten af genåbningen stadig en række love og vidtgående indgreb, der er gennemført som hastelovgivning i Folketinget med henvisning til “krisen”. Disse love, der i mange tilfælde er vedtaget uden tilstrækkelig tid til grundig overvejelse, bør snarest muligt ændres, så vi kommer tilbage til vores normale retssamfund.
Og når vi nu skal rydde op i lovgivningen efter krisen – for det skal vi – så vil det være en oplagt anledning til også at tage et bredere kig på vores frihedsrettigheder. Jeg mener, der er grund til at genoverveje den vej, vi som samfund har været på vej ud ad for længe. Vi skal væk fra et regime, hvor “retsfølelsen” og “trygheden” partout dikterer særlove, strengere straffe, “tryghedskameraer” og myndighedsbeføjelser. Det er efter min mening ikke en særlig betryggende måde at skabe tryghed på.
Lad os komme ud af coronaens skygge og samtidig kraftigt overveje, om de midler, vi som samfund har taget i brug for at forsvare vores frihed, i virkeligheden ikke begrænser vores frihed og rettigheder.