Alt taler for at gøre brug af retsmægling. Det er billigt, giver ofte hurtige resultater og dertil kommer, at det er bedre for parterne selv at finde en løsning på konflikter. Men siden indførelsen i 2008 er antallet af retsmæglinger blevet færre, og i dag bliver kun godt 400 sager om året afsluttet ved retsmægling. Hvad skyldes udviklingen? Advokaten har talt med advokaten, dommeren og forskerne, der giver hver sit bud.
Temaet er skrevet af Sten Thorup Kristensen
Foto: Sif Meincke
Mægling er effektiv også internt i virksomheder
Det er ikke kun i familiesager, at parterne har stærke følelser involveret. Det gælder i nok så høj grad i erhvervssager. Det mener Finn Lænkholm, der har stor erfaring med både mediation og retsmægling.
- Efter min opfattelse er der et kæmpe uforløst potentiale i brugen af mediation blandt virksomheder og organisationer. Det gælder både konflikter med samarbejdspartnere og kunder, men også konflikter internt i virksomhederne, hvor det er helt afgørende for succes, at der er et godt konstruktivt samarbejde i direktionen og bestyrelsen.
Sådan lyder det fra Finn Lænkholm, der er advokat i Ingeniørforeningen og desuden selvstændig mediatoradvokat. Han har haft rig lejlighed til at omsætte sin holdning til praksis, for siden 2003 har han gennemført over hundrede mediationer som mægler og 18 retsmæglinger som partsadvokat. Hertil kommer en række mæglingsforløb i virksomheder og organisationer, hvor der var intern uenighed i bestyrelsen eller direktionen. Og dette er efter hans mening et af de mest oplagte steder, hvor ledelsen med fordel kan bruge en neutral mægler, inden tingene går helt i hårdknude.
Han nævner mediation og retsmægling i samme åndedrag, fordi det grundlæggende er de samme virkemidler, man tager i brug. Mediation har dog den fordel, at parterne endnu ikke har indledt en retssag, og dermed ikke har eskaleret konflikten yderligere.
- Mine egne advokatsager er et godt eksempel på, at mediation og retsmægling kan noget særligt. Jeg forsøger som advokat altid at finde en forligsmæssig løsning i mine sager, hvor jeg også gør brug af min viden om mægling og forhandling. Alligevel er der en række sager, hvor jeg ikke kan forhandle mig frem til en løsning med min modpart, men er nødt til at udtage stævning. Jeg har indtil videre fået retsmæglet 18 af mine egne retssager, hvoraf de 14 sager er blevet forligt. Det viser, at retsmægling virker og kan afslutte retssager – også selvom både advokater og dommeren har forsøgt at forlige sagen, siger Finn Lænkholm.
Behovet for retfærdighed
Både i erhvervstvister og familiekonflikter fylder behovet for retfærdighed, anerkendelse og oprejsning meget. Parterne er ofte ikke klar til seriøst at drøfte forskellige løsninger, før de har fortalt deres version af sagen og givet udtryk for skuffelse eller vrede over for modparten. Det gælder også de dybt professionelle parter.
- Mange har fejlagtigt en opfattelse af, at følelser kun fylder noget i familiekonflikter og ikke i erhvervskonflikter. Intet kunne være mere forkert. Det er ofte lige så afgørende for ledelsen i en virksomhed og dens lyst til at nå til enighed med en modpart, at ledelsen oplever processen som retfærdig. Det er sjældent selve uenigheden med modparten, men dårlig kommunikation og modvilje over for modparten, der er årsag til, at man ikke kan finde en løsning, siger Finn Lænkholm.
- Mine oplevelser med mediation i erhvervssager er, at parterne ofte har et dårligt og forvrænget billede af modparten. Kommunikationen mellem parterne har ofte været afbrudt i lang tid, fordi advokaterne har overtaget kommunikationen. Og den kontakt, der er mellem advokaterne, handler ofte om jura og mindre om, hvad parterne har brug for. Der sker også ofte det, at forståelsen mellem parterne bliver mindre, når advokaterne overtager kommunikationen, fordi man som advokat fremhæver de forhold, der er juridisk gunstige for ens klient, ligesom man sjældent anerkender de synspunkter, som modpartens advokat kommer med. Det øger sjældent parternes lyst til at finde en løsning med modparten, tilføjer han.
Advokaten er nøglen til retsmægling
I mange tilfælde kan sådan en proces måske også forlede såvel parterne som deres advokater til at opgive mediation eller retsmægling, mener Finn Lænkholm. Deres oplevelse er, at de allerede har kommunikeret i lang tid, uden at det har ført nogen vegne. Men i så fald overser man de ekstra dimensioner, der bliver tilføjet, når man går ind i en mediationsproces.
- Mange advokater tænker nok, at mediation vil være spildte kræfter, fordi de allerede selv har prøvet at forlige en sag uden held. Men som mine egne retssager viser, kan der være brug for en neutral tredjepart og i øvrigt en proces, hvor parterne selv er til stede og taler om det, der er væsentligt for dem, uanset om det er juridisk relevant eller ej. Så jeg ser advokaterne som nøglen til øget brug af mediation og retsmægling, fordi parterne selvfølgelig lytter til deres advokats råd i sagen, herunder om mediation er en god idé, siger Finn Lænkholm.
Advokaterne bliver ikke overflødige, når parterne forsøger mediation, understreger han. Men rollen bliver en anden. Parterne har stadig brug for rådgivning om, hvad de juridiske muligheder er i en sag, og dermed hvad parterne opnår og eventuelt mister ved en forligsmæssig løsning af sagen. Derfor er advokater gode at have med i mediationsprocessen.
Hurtig og god løsning giver tilfredse klienter
- Vi ved, at mange klienter af frygt for store advokatregninger venter med at kontakte deres advokat, når der opstår konflikter og behov for rådgivning. Vi kender også alle til sager, hvor en klient har vundet en retssag, men alligevel ikke er tilfreds med advokaten, fordi sagen har været dyr og langvarig, og man derfor ikke kontakter advokaten igen.
- Jeg tror på, at den tendens vil ændre sig for de advokater, der ser mulighederne i mediation. En god og hurtig løsning giver tilfredse klienter, siger Finn Lænkholm, der har forståelse for, at advokater kan være bekymrede for at komme i klemme, når der er intern uenighed i ledelsen hos en klient. Det kan løses ved at få en mediatoradvokat til at genoprette et fornuftigt samarbejde i bestyrelsen eller direktionen.
- De sager, jeg har været involveret i, har typisk haft et forløb med to til fire møder over nogle måneder, hvor parterne har fået talt de væsentligste knaster igennem og fået lagt en plan for det videre arbejde. Samtidig er tilliden blevet styrket, så der ikke er brug for en mediatoradvokat, næste gang ledelsen står over for nye udfordringer. Det er resultater, der vil kunne aflæses direkte på bundlinjen, slutter Finn Lænkholm.
Finn Lænkholm
Advokat (H) i Ingeniørforeningen og retsmægler ved domstolene. Han er uddannet mediatoradvokat i 2003 og har stor erfaring som mediator i erhvervstvister og familiekonflikter samt konflikter internt i virksomheder. Han underviser i mediation, konflikthåndtering og forhandling. Derudover er han medlem af Danske Mediatoradvokater og Mediationsinstituttet.
Domstolsstyrelsen har sat fokus på rets- og forligsmægling
Domstolsstyrelsen har gennem halvandet år gjort en ekstra indsats for at få flere til at vælge rets- og forligsmægling. Dommer Marianne Peschcke-Køedt er projektleder, og hun har under sine mange besøg ved retterne erfaret, at mange – fejlagtigt – mener, at retsmægling kun er egnet i særlige sager.
Marianne Peschcke-Køedt vil blive skuffet, hvis ikke der efter sommerferien viser sig en markant stigning i antallet af sager, hvor parterne vælger retsmægling fremfor en traditionel retssag.
Hun er dommer og retsmægler, men har gennem halvandet år været indstationeret i Domstolsstyrelsen, hvor hun har ledet en indsats for at gøre både rets- og forligsmægling mere udbredt. Netop her i slutningen af juni bliver indsatsen rundet af med en kommunikationsindsats, der blandt andet omfatter nye vejledninger, artikler samt en film om retsmægling, illustreret ved en nabostrid.
- Det er ikke mit indtryk, at der generelt er en negativ holdning til retsmægling – tværtimod. Men nogle ved ikke helt, hvad det er, og vi har oplevet myter om, at retsmægling kun er til særlige sagstyper, hvor der for eksempel er en nær relation mellem parterne, hvor der er følelser på spil, eller hvor parterne skal handle med hinanden i fremtiden. Den slags myter har vi prøvet at få manet i jorden, siger Marianne Peschcke-Køedt.
- Efterhånden som jeg har gravet mig ned i det her, har jeg hørt om retsmægling i stort set alle typer af sager, herunder i foged- og skiftesager. Der har tidligere nok været en tendens til, at man ikke kan bruge retsmægling, når der er offentlige instanser involveret. Men der er masser af sager, hvor det offentlige er part, der kan retsmægles, for eksempel fordi de har privatretlig karakter, og måske bare handler om en betaling. Der er også mulighed for at retsmægle sager om prøvelse af myndighedsafgørelser, hvis de ikke er principielle. Blot skal de, der har rådighed over sagsgenstanden, være til stede, siger Marianne Peschcke-Køedt.
I mange sager, hvor tredjeparter har interesser i sagen, kan man løse problemet med, at andre har rådighed over sagsgenstanden ved enten at lade dem deltage i retsmæglingen eller ved at give mulighed for, at de kan kontaktes under retsmæglingsmødet, inden aftalen bliver indgået.
Lokale ambassadører
I forbindelse med indsatsen har Marianne Peschcke-Køedt besøgt retterne rundt omkring i landet, og hvert enkelt embede har arbejdet med, hvilke tiltag der lokalt skulle igangsættes for at fremme rets- og forligsmægling. Samtidig er der ved hvert embede udnævnt en ambassadør for rets- og forligsmægling, som dels skal stå for kontakten til Domstolsstyrelsen, dels – som Marianne Peschcke-Køedt udtrykker det – holde gryden i kog, efter at projektet er afsluttet. Det sker i erkendelse af, at en del af muligheden for at fremme anvendelsen af rets- og forligsmægling også ligger hos domstolsjuristerne. Under alle omstændigheder er det en opgave for dem at sørge for, at advokaterne ikke forbigår muligheden for retsmægling og forlig – uanset hvad årsagen måtte være.
- Vi har kigget på, hvad vi kan gøre internt, og det handler meget om, at der er opmærksomhed på det i sagsgangene. Domstolsjuristerne skal huske at gå til advokaterne med tilbuddet om rets- og forligsmægling, både ved telefonmøder og på anden vis, så man faktisk får talt om det som en mulighed, siger Marianne Peschcke-Køedt.
Til efteråret, når den digitale sagsportal bliver introduceret som en forsøgsordning, vil borgerne via NemID kunne sidde i deres hjem og se dokumenterne i deres sag. Dermed bliver der også åbnet en mulighed for at informere de berørte direkte om fordelene ved at vælge retsmægling som et alternativ til den traditionelle retssag.
- For borgerne er fordelene ved retsmægling, at det er enklere, hurtigere og billigere. Dertil kommer, at der kan opnås løsninger, som parterne selv har haft indflydelse på, og som de derfor ofte er mere tilfredse med. Det vil også være ressourcebesparende for retterne, hvis det lykkes at få flere til at vælge retsmægling, idet parterne i over 50 procent af tilfældene indgår en aftale, der afslutter sagen. Valget af rets- og forligsmægling som fokusområde er dog ikke truffet ud fra ressourcemæssige overvejelser. Det skyldes, at vi synes, det er en rigtig god mulighed, som vi gerne vil tilbyde som et alternativ til den traditionelle retssag, slutter Marianne Peschcke-Køedt.
Marianne Peschcke-Køedt
Uddannet ved Københavns Universitet i 1987. Samme år dommerfuldmægtig i Roskilde. I 2004 dommer ved Københavns Byret og i 2007 i Hillerød, hvor hun fra 2009 også var retsmægler. Medlem af Retsplejerådet 2002-2004.
Danskerne har aldrig forstået retsmægling
Med retsmægling har parterne mulighed for at forholde sig til det, der faktisk betyder noget for dem, fremfor den hårde jura. Men princippet er aldrig rigtig slået an, og det er grunden til, at muligheden kun bliver brugt meget lidt, mener forskere, der også peger på, at forholdet ikke mindst skyldes, at retsmægling er fremmed for mange advokater.
Lad jer inspirere af, hvad der er lov og ret. Men lad jer ikke styre af det. Træf i stedet selv en afgørelse ud fra det, der er vigtigt for jer.
Lidt skarpt skåret er det den mulighed, parterne i tvister har haft siden 2008, hvor retsmægling blev indføjet som et alternativ til domstolsafgørelser eller forligsmægling, hvor dommeren på et tidligt tidspunkt i processen indikerer sin foreløbige opfattelse af sagen og tilbyder parterne at afgøre sagen med et forlig.
Men muligheden for retsmægling har aldrig rigtigt slået an og bliver kun brugt cirka 400 gange om året. Og allerede da Lin Adrian, lektor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, arbejdede på sin ph.d. fra 2011 om emnet, kunne hun konstatere, at det voldte problemer at forstå princippet. Eller i hvert fald at forstå, hvordan det kan bruges i praksis, og dermed hvor mange fordele der følger med.
- Jeg kan konstatere, at det er svært for parterne at forstå, at retsmægling ikke handler om at køre en juridisk sag, men at der er mulighed for at tage andre emner op, end man kan gøre i en retssal, og at nå frem til nogle helt andre løsninger, siger Lin Adrian, der bemærker, at advokaternes usikkerhed muligvis udgør en selvstændig barriere.
- Når jeg dengang spurgte folk, hvorfor de havde valgt retsmægling, var det meget ofte, fordi advokaterne havde foreslået det. Så når man taler kommunikationsbehov, er det væsentligt at differentiere mellem advokaterne, som er gatekeeperne, og den almindelige befolkning. Det er i høj grad advokaterne, der er afgørende for, om en sag kommer til mægling eller ej, siger hun.
Lær af byggebranchen
Johan Tufte-Kristensen, der arbejder på samme fakultet som Lin Adrian, skriver lige nu på en ph.d.-afhandling, som handler om inhabilitet, herunder i forbindelse med retsmægling. Ifølge ham er der ikke sket store forbedringer i mellemtiden: Der mangler fremdeles tilvænning, og det er særlig kritisk for advokaternes vedkommende.
- Aktørerne har ikke vænnet sig til at bruge retsmægling. Aktørerne er ikke blot parterne, men i endnu højere grad advokaterne, der typisk reelt træffer valget, og i nogen grad dommerne. Dommerne er vant til at træffe materielt rigtige afgørelser, og advokater er vant til at skrive processkrifter og møde op i retten og procedere med det formål at få dommeren til at træffe en afgørelse, der er så gunstig som mulig for deres respektive klienter. Det har de gjort i hundredvis af år, og det er svært at få dem til at ændre på det. Men det er man nødt til, hvis man skal få dem til at anbefale retsmægling, der jo har et helt andet væsen, end en retssag har, siger Johan Tufte-Kristensen.
Kun på ganske få retsområder er retsmægling nogenlunde slået an. Et af dem er familieretten, hvor det hurtigt og åbenlyst får en brutal karakter, når parterne slår hinanden i hovedet med paragraffer. Et andet er inden for bygge- og ejendomsbranchen, hvor to aktører i en entreprise har en meget stor interesse i at finde en mindelig løsning, fordi de også skal arbejde sammen om andet end netop det, sagen angår.
Men netop det sidste kan andre brancher lære noget af, mener Johan Tufte-Kristensen. For selvom der findes tilfælde, hvor dommeren må afvise en retsmægling, fordi den konkrete sag også har betydning for andre end de direkte parter, er fremgangsmåden velegnet inden for en lang række juridiske områder.
Andre barrierer end viden og uddannelse
- Retsmægling har potentiale til at være utrolig effektiv og omkostningsbesparende. Når parterne skal løse deres konflikt gennem en retssag, ødelægger det jo typisk deres forretningsforhold, uanset at afgørelsen er materielt rigtig, siger Johan Tufte-Kristensen, der mener, at vejen frem er at give retsmægling mere plads på de relevante uddannelser.
- Både på jurauddannelsen og på advokatfuldmægtiguddannelsen fylder retsmægling utrolig lidt, sammenlignet med den almindelige civilproces. Det skal fylde meget mere, hvis man skal have dommere og advokater til at bruge det. De skal forstå, både hvornår de kan bruge det, og hvor effektivt og brugbart, det er, siger Johan Tufte-Kristensen.
Lin Adrian hæfter sig ved, at man, siden retsmæglingen kom ind i loven, har talt meget om, at man måtte være tæt på et gennembrud. Retsmæglingens kvaliteter er også blevet fremhævet i et større antal artikler i fagtidsskrifter. Men nogen stor effekt i den virkelige verden har det aldrig haft, og det kunne indikere, at der er andre forhindringer end blot advokaternes manglende viden og uddannelse – nogle hævder, at det kan være økonomiske barrierer.
- Advokater ved jo godt, at de har en forpligtelse til at varetage klientens tarv, og ikke bare gå efter det, der giver det højest mulige honorar. Derfor tror jeg, at det vil være tilstrækkeligt at lære advokaterne, hvordan retsmægling kan være bedst for klienten, siger Johan Tufte-Kristensen.
En anden mulig barriere kunne være, at det på et meget grundlæggende plan strider mod mange advokaters natur at søge ikke-juridiske løsninger.
- Vanens magt er jo stor. Jeg tror sagtens, at advokater kunne finde sig til rette i at bruge retsmægling i højere grad. Men måske er man helt fra sin grunduddannelse opdraget til at tænke anderledes omkring, hvordan konflikter skal håndteres. Man er mindre fokuseret om det fælles og mere på forskellene, siger Lin Adrian.
Selvom parterne – med eller uden retsmægling – naturligvis altid kan tage initiativ til selv at finde en mindelig løsning, vil advokaterne i praksis næsten altid have en afgørende rolle, når der er tale om formel retsmægling. Det er nemlig dem, og ikke sagens direkte parter, domstolene henvender sig til, også når det gælder et forslag om retsmægling.
Dommernes og byretternes administrationer er således også vigtige led i processen, og de har naturligt været i fokus i forbindelse med en halvanden år lang indsats for at styrke retsmægling, som Domstolsstyrelsen netop i disse dage er ved at afrunde.
Spørgsmålet er så, om de få retsmæglinger skyldes ukendskab hos advokaterne, eller om det har andre årsager.
Lin Adrian
Lektor, ph.d., Københavns Universitet. Har arbejdet med mægling siden 1980’erne, blandt andet som underviser, forsker og mægler. Hun er forfatter til en række artikler og bøger om emnet.
Johan Tufte-Kristensen
Ph.d.-stipendiat på Københavns Universitet. Han beskæftiger sig med konfliktløsning i sit forskningsarbejde og som repræsentant for Danmark i FN’s voldgifts- og konfliktløsningsarbejdsgruppe.