Spring hovednavigationen over
Tilbage

Skattesystemet skal rustes til fremtidens arbejdsmarked

Stadig flere danskere falder uden for arbejdsmarkedets klassiske bokse som selvstændige eller almindelige lønmodtagere, fordi de arbejder freelance eller tilbyder deres arbejdskraft gennem eksempelvis app-baserede tjenester med børnepasning, havearbejde og rengøring.

Det kan give udfordringer i forhold til den rigtige betaling af moms og skat. Skattelovgivningen tager nemlig ikke i tilstrækkelig grad højde for denne tredje gruppe på arbejdsmarkedet.

Skatteministeren har derfor bedt Skattelovrådet om at undersøge og afdække udfordringerne med denne tredje gruppe på arbejdsmarkedet. Undersøgelsen skal fremlægges for skatteministeren i efteråret 2018, og senest i maj 2019 skal Skattelovrådet præsentere sine anbefalinger til forenklinger for den tredje gruppe.

Det er 15 år siden, at de skatte- og momsmæssige udfordringer for den tredje gruppe senest blev belyst.

Der er knap 2,8 millioner lønmodtagere i Danmark, hvilket er det højeste niveau nogensinde. Det skriver Dansk Industri, som har hentet tallene i Nationalregnskabet fra Danmarks Statistik. Det høje antal beskæftigede og den nye gruppe på arbejdsmarkedet har lagt fundamentet for udfordringerne med den gældende skattelovgivning.

Læs Skatteministeriets nyhed her   

Læs kommissorium for den tredje gruppe på arbejdsmarkedet her