Når et barn er hovedvidne i en straffesag mod forældrene, står det i en særlig sårbar rolle, hvor der er meget på spil for hele familien. Men også bistandsadvokaten kan komme i en vanskelig situation, da advokaten i yderste konsekvens kan stå med nøglen til, om far eller mor bliver dømt. Forfatter til bogen Børnevenlig Retspleje foreslår lovændring for at få hjemmel til at inddrage børnesagkyndige psykologer i strafferetssager på samme måde, som der er hjemmel til i familieretssagerne. Formanden for Advokatrådets strafferetsudvalg foreslår, at der nedsættes en tværfaglig arbejdsgruppe eller iværksættes lovforberedende arbejde.
Jeg vil ikke have, at min far får det her at vide. Sådan lyder det fra en dreng på otte år, som bliver videoafhørt i en sag om vold i hjemmet. Han bliver afhørt i et børnehus, mens han har en bistandsadvokat ved sin side. I slutningen af afhøringen bliver drengen gjort opmærksom på, at far får afhøringen at se. Herefter trygler han om, at videoafhøringen ikke kommer videre. Skal bistandsadvokaten bede om vidnefritagelse for drengen?” I voldssagerne spiller vidneforklaringen ofte en stor rolle, og det betyder altså, at anklagerens bevismuligheder ryger, medmindre der er andre stærke beviser som eksempelvis skadestuerapporter. Derfor er beslutningen om vidnefritagelse et stort ansvar, som man i virkeligheden står ret alene med, både som følge af tavshedspligten, men også da bistandsadvokaten langtfra nødvendigvis behøver at dele politiets eller kommunens syn på, hvordan barnets interesser bedst varetages,” siger advokat Rune B. B. Pedersen, der ikke ser en klar løsning på dilemmaet.
Ingen børn skal leve i et hjem med vold. Når sagen kører, er det en samfundspligt at reagere, så volden kan blive stoppet. Det er det klare udgangspunkt for dommerfuldmægtig Marianne Nørregaard, der er forfatter til bogen Børnevenlig Retspleje, som omhandler børns rettigheder i en menneskerettighedskontekst.
”Men når det er sagt, forstår jeg godt de overvejelser, som aktørerne i strafferetssagen kan have, når børn er mindreårige, for der er mange komplicerede hensyn at tage og modsatrettede spørgsmål at forholde sig til, når forældrene står anklaget for vold,” siger hun.
”Som voksne kan vi dog nemt komme til uhensigtsmæssigt at skærme barnet. Men barnet må ikke føle sig udenfor. I forarbejderne til retsplejeloven står der, at børn fra otte år skal informeres om vidnefritagelse. Så her har man altså vurderet, at det kan lade sig gøre at få barnet til at tage stilling. Desuden gør reglerne fra Europarådet det klart, at alle børn skal inddrages, fordi barnet jo allerede er i situationen. Det kan ingen ændre på, selvom vi som voksne har lyst. Men ved ikke at inddrage barnet bliver det som en pakke, som aktørerne i retssystemet bringer rundt,” siger Marianne Nørregaard.
Spørgsmålet er, hvem der skal støtte barnet i dets beslutninger.
”I strafferetssagerne savner jeg, at der er en børnesagkyndig psykolog inde over. Selvom både bistandsadvokaten og den kriminalassistent, der afhører barnet, måske selv har børn og er empatiske mennesker, så er det noget særligt at have med børn at gøre, som er i krise. Men i dag er der ikke hjemmel til at kunne tilkalde en psykolog. Det vil kræve lovændring,” forklarer Marianne Nørregaard, der sammenligner straffesager om vold mod børn i hjemmet med bopælssager.
”Når jeg er dommer i disse sager, så taler jeg ikke alene med barnet, der er en børnesagkyndig psykolog inde over, og det sker automatisk af den grund, at jeg jo ikke er uddannet til at forstå børns reaktioner. Disse sager kan sammenlignes med voldssagerne, for der er mange af de samme problematikker. Det kan være, at et barn ikke vil hjem til sin far, fordi hans nye kone slår. Selvom det er en familieretssag, så ligner dilemmaerne hinanden i disse sager og straffesagerne, hvor far er under anklage for vold.”
At få en lovændring og dermed hjemmel til at kunne inddrage en børnesagkyndig psykolog, vil ifølge Marianne Nørregaard være i overensstemmelse med Europarådets regler, hvoraf det fremgår, at personer, der arbejder med børnesager, skal være særligt uddannede til at tale med børn. Børn er efter disse regler børn, til de er fyldt 18 år.
Formanden for Advokatrådets strafferetsudvalg, Karoline Normann, ser også et behov for, at der kommer mere fokus på afhøringer af børn i straffesager.
”Afhøringer, der involverer børns vidneudsagn mod deres nærmeste – typisk forældrene – rummer deres helt egne kompleksiteter, og det er en yderst vanskelig øvelse at balancere barnets behov,” siger hun.
”I straffesager forsøger man at finde den materielle sandhed, og børnene skulle gerne på en ordentlig måde være delagtiggjort i den proces, der fører dertil – både af hensyn til børnene, men også til forældrene, og i sidste ende tilliden til domstolene,” siger Karoline Normann, der foreslår, at mulighederne for at forbedre vilkårene og forudsætningerne for disse afhøringer bliver undersøgt nærmere.
”Det kunne for eksempel være ved at nedsætte en tværfaglig arbejdsgruppe eller iværksætte andet lovforberedende arbejde, der kunne undersøge fordele og ulemper ved ændrede regler på området, som herunder for eksempel også afdækkede, hvordan man i dag løser de tilsvarende problemer i andre lande. ”
Læs tema om børn som vidner i det nye nummer af Advokaten, der udkommer på onsdag