Forældreansvarsloven har medført flere undersøgelser fra børnesagkyndige. Det er forkert at påstå, at mange af undersøgelserne ender med klager.
Af Helge Kolodziej, næstformand for Dansk Psykolog Forenings Selskab for Børnesagkyndige
I en artikel i Advokaten 1/2012 med overskriften “Samvær det er altid godt … eller er det?” skriver advokat Pia Deleuran, at de børnesagkyndige undersøgelser, som udarbejdes til brug for afgørelser ved Statsforvaltningerne og domstolene, ikke er af betryggende faglig kvalitet, og at antallet af klager over dem er ’eksploderet’. Dette er imidlertid ikke korrekt.
Af tal fra Psykolognævnet fremgår det således, at der for perioden 1. januar 2006 – 31. december 2009 ikke er sket nogen stigning i antallet af klagesager og afgørelser. Det er rigtigt, at der i løbet af 2010 er sket en mindre stigning i antallet af klagesager på i alt 14 sager, således at man i 2010 behandlede i alt 55 klagesager, hvoraf formentlig ca. 2/3 var klager over børnesagkyndige undersøgelser. Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at der i denne periode – formentlig som en konsekvens af forældreansvarslovens krav om mere omfattende og bedre undersøgelsesarbejde i disse sager – samtidig er sket en meget betydelig stigning i antallet af børnesagkyndige undersøgelser.
Desværre foreligger der ikke nøjagtige tal for, hvor mange af disse undersøgelser, som samlet iværksættes årligt i Danmark, idet vi ikke kender tallene for domstolene. Men vi ved, at der ved Statsforvaltningerne i 2010 blev foretaget ca. 540 børnesagkyndige undersøgelser (jf. Børn & Unge 2011 nr. 16 s. 14), og at der ifølge Domstolsundersøgelsen fra 2009 blev foretaget 286 børnesagkyndige undersøgelser i 2009 ved de danske domstole. Det må i forlængelse heraf formodes, at der også for domstolenes vedkommende er sket en stigning i antallet af børnesagkyndige undersøgelser fra 2009 – 2010. Et forsigtigt skøn vil derfor være, at det samlede antal børnesagkyndige undersøgelser, som i 2010 blev udført for statsforvaltningerne og domstolene i Danmark, ligger mellem 900 og 1.000.
Psykolognævnet udtalte i 2010 ’kritik’ og ’alvorlig kritik’ i henholdsvis 20 og 12 klagesager. Af disse har klager over børnesagkyndige undersøgelser formentlig udgjort ca. 2/3. Opgjort i procenttal svarer dette til, at der bliver udtalt ’kritik’ henholdsvis ’alvorlig kritik’ i under 1,5 og 1 procent af de børnesagkyndige undersøgelser fra 2010. Dette må siges at være et meget beskedent antal, som – selv om det selvfølgelig kunne blive endnu lavere – viser, at de børnesagkyndige undersøgelser i Danmark generelt har en robust og betryggende faglig kvalitet. Ikke mindst når man holder sig for øje, at der her er tale om et område, hvor der står endog meget stærke partsinteresser på spil, ligesom de involverede parter ofte har et omfattende forbrug af advokatbistand, hvilket kan være med til at øge antallet af klagesager.
Mørketal og toppen af et isbjerg
Af Pia Deleuran advokat og mediator, og Vivian Jørgensen, advokat og mediator
På trods af næstformand Helge Kolodziejs tal-akrobatik er vi fortsat bekymrede, omend vi gerne takker for, at han på forbilledlig vis illustrerer, at der findes et mørketal, når det gælder klager og afgørelser med kritik og alvorlig kritik over børnesagkyndige og deres undersøgelser.
Da klageproceduren er opslidende for parterne, og ventetiden på Psykolognævnets afgørelser er uforholdsmæssig lang, således at resultatet kommer efter selve retssagens afgørelse, taler alt for, at det kun er toppen af isbjerget, der ses i de ufuldstændige statistikker fra nævnet.
Da de omhandlede børnesagkyndige erklæringer anvendes som en central del af afgørelsesgrundlaget i familiesagerne om forældremyndighed, bopæl og samvær, er fejl i dette grundlag derfor yderst alvorligt.
Den afsluttende bemærkning i Helge Kolodziejs kommentar om de stærke partsinteresser og de involverede advokater må sammenholdes med, at ca. 50 procent af klagerne får medhold – en ydmyghed over for den kendsgerning ses ikke i næstformandens svar.
Af retssikkerhedsmæssige grunde er det helt centralt, at der ikke kommer falske lodder i vægtskålen – heller ikke i de sager, hvor psykologer medvirker.