Advokater skal bygge bro mellem parter i familieretlige tvister. Men bestemt ikke altid og vi advarer om, at et retligt pres til at indgå forligsaftaler er dybt problematisk i et demokrati.
Af advokat og mediator Pia Deleuran, cand. med. Bente Holm Nielsen og advokat og mediator Vivian Jørgensen
Jane Bækgaards artikel i Advokaten 8/2010 er en kærkommen anledning til at gøre opmærksom på, at både advokater og parter er under et lovgivnings- og systemmæssigt pres i forhold til at indgå forlig i sager om forældremyndighed og samvær.
Uden at være sig bevidste om det kan advokaterne i en iver efter at opfylde systemkrav, og følge normerne om samarbejde, komme til at ofre de klienter og børn, der skulle beskyttes mod eksempelvis vold og på anden måde urolige opvækstvilkår.
Det kan naturligvis lyde sympatisk, tilforladeligt og ligetil, når Jane Bækgaard i sin artikel belærer advokater om, at de skal være brobyggere snarere end grøftegravere. Der er imidlertid tale om en falsk modstilling. Fremstillingen bygger på en forenkling af den meget komplekse problemstilling, der findes i langt de fleste familiesager, når disse når så vidt som til retten.
Efter kommunalreformen i 2006 skete nemlig en omlægning af det familieretlige område, således at alle sager starter i Statsforvaltningerne. Med denne ordning blev advokaterne afskåret fra at udtage stævning i forældremyndighedssagerne direkte. Forløbet i Statsforvaltningerne er nu obligatorisk og undervejs i sagsbehandlingen dér, er det forudsat, at der sættes ind med alternativ konfliktløsning, hvis det skønnes at tjene et formål. Alt dette forbigår psykologen i sin artikel, når hun omtaler de sager, der behandles i retten. Ca. ti procent af de sager, der indleveres til Statsforvaltningerne, vurderes til at indeholde højkonfliktfyldte problemstillinger, og mange af dem går således videre til retlig behandling.
Negativt samvær
At Jane Bækgaard føler sig berettiget til at kalde advokatgruppen til orden på den måde er symptomatisk. Psykologens fokus er helt i tråd med den dominerende diskurs i Forældreansvarsloven, der p.t. regulerer området og som et enigt Folketing vedtog i 2007. Heri lægges vægten på forældrenes samarbejde om børnene, på alternativ konfliktløsning og på muligheder for at se frem i stedet for at anvende den foreliggende viden, og de erfaringer som man har om parterne og deres tilknytning til barnet.
Det giver for os at se problemer, at kontekstuel viden ikke i samme grad som tidligere findes relevant. I hvert fald hvis man ønsker et beskyttelsesperspektiv inkluderet. Psykologen nævner desværre ikke betydningen af ændringerne i beslutningsgrundlaget i sin fremstilling.
Det er dybt foruroligende, at forskningsbaserede resultater om samarbejdsdiskursens effekter endnu ikke tages i betragtning her i landet. Når man ser på udgivelser fra udlandet, bliver man klar over, at den vej, som Bækgaard i artiklen er fortaler for, er farlig at gå.
Senest har den tværfaglige udgivelse Domestic Violence, Abuse and Child Custody: Legal Strategies and Policy Issues (2010), (redigeret af Dr. Mo Therese Hannah og Barry Goldstein med bidrag fra 25 ledende eksperter blandt andre dommere, advokater, psykiatere, psykologer, sociologer, journalister og socialrådgivere fra USA og Canada) slået fast, at samarbejdsdiskursen har medført, at børn er blevet tvunget til at leve med voldelige og på anden måde grænseoverskridende fædre som følge af de afgørelser, der træffes i systemet.
Også den engelske dommer Sir Nicholas Wall’s udsagn på en konference i London i oktober i år om overgreb understøtter samarbejdsdiskursens alvorlige konsekvenser: ”We all now know that domestic abuse knows no social or legal boundaries. It is found in every class and nation. It is pervasive. But judges, I suspect, came late to realise the true evil of its effects on victims and on children. The ethos of the Children Act 1989 was perceived by many, myself included, as non-blameworthy, un-recriminatory. Look forward, not back. The relationship is over: don’t spend time raking over its embers: look to the future. I suspect that this attitude prevented a number of us from investigating allegations of domestic abuse, and also stopped us permitting victims to advance abuse as a reason - to take just one example - for denying contact. It was not really […] until [2001] that the judiciary really took domestic abuse on board for the evil that it is.”
Letkøbt retorik
Langt de fleste advokater er sig heldigvis rollen som brobygger fuldt ud bevidst, da den rolle følger af de advokatetiske regler 3.7.1. Hertil kommer, at en lang række advokater tilmed har en mediatoruddannelse som et supplerende grundlag for deres virke. Samtidig med brobygningen må advokaten imidlertid til stadighed tænke over de retssikkerhedsmæssige implikationer, der består. I sager om forældremyndighed og samvær, hvor der medvirker børnesagkyndige, må de for eksempel overveje, om retsplejelovens regler overholdes, og om grundlovssikrede rettigheder trædes under fode i forbindelse med de forberedende retsmøder, der fremhæves af Bækgaard i artiklen.
Vi ved ikke, om de børnesagkyndige er sig de retssikkerhedsmæssige perspektiver bevidste, når de medvirker i retten. De er naturligvis ikke oplært på samme måde som de professioner, der har deres faste gang i domstolsregiet. Vi ved heller ikke om de synes, at de formelle regelsæt, der er til for at beskytte parterne mod pres, magt og vilkårlighed i retsanvendelsen, virker forstyrrende i forhold til etablering af pragmatiske løsninger. Den retssikkerhedsmæssige dimension nævnes ikke i artiklen som en dimension, der skal tages højde for.
Dette citat fra den netop udkomne bog LTI – Lingua Tertii Imperii – det tredje riges sprog af Victor Klemperer, forlaget tekst og tale (2010), kan illustrere, hvorledes den pålagte samarbejdsdiskurs er vigtig at vogte sig for i en retssikkerhedsmæssig sammenhæng:
“Ord kan virke som bitte små doser arsenik. De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.”
Vores konklusion er, at der på det alvorligste må advares mod en letkøbt brobygger-retorik i familiesagerne. Lige så godt og konstruktivt det kan være, at parter kan finde frem til en løsning, som er gavnlig for dem selv og børnene, lige så farligt er det, hvis vi ikke værner om vores retssystems garantier og dermed sikrer alle parter en fair proces.
Vores indfaldsvinkel er at se advokaterne som vagthunde, der er garanter for retssikkerhed og fortalere for gennemsigtighed i regelanvendelsen. Det betyder blandt andet, at en medvirken af de børnesagkyndige må ske på et oplyst og transparent grundlag.
Advokaten som brobygger er en fastslået kendsgerning og fremgår af de advokatetiske reglers 3.7.1, der lyder således “En advokat skal altid tilstræbe den billigst mulige løsning af klientens problem og, når det er hensigtsmæssigt, rådgive klienten om nytten ved forsøg på at opnå forlig og/eller muligheden for alternativ konfliktløsning”.
Trods omlægning af familieområdets sagsbehandling og vedtagelsen af en ny lov stiger antallet af sager. Det gælder også antallet af fogedsager om udlevering af børn.
Forfatterne af denne kommentar er del af fagnetværket Barnets Tarv Nu, der arbejder for at tydeliggøre, hvor Forældreansvarsloven skaber problemer. De har medvirket til udgivelsen af to temahæfter “Forældreansvarsloven – hvad blev der af barnets tarv?”, Djøf 2008 og 2010, og arbejder p.t. på et temahæfte 3, hvor de børnesagkyndiges rolle og de børnesagkyndige erklæringer problematiseres. Der kan læses mere på www.barnetstarv.nu.
Af advokat og mediator Pia Deleuran, cand. med. Bente Holm Nielsen og advokat og mediator Vivian Jørgensen
Jane Bækgaards artikel i Advokaten 8/2010 er en kærkommen anledning til at gøre opmærksom på, at både advokater og parter er under et lovgivnings- og systemmæssigt pres i forhold til at indgå forlig i sager om forældremyndighed og samvær.
Uden at være sig bevidste om det kan advokaterne i en iver efter at opfylde systemkrav, og følge normerne om samarbejde, komme til at ofre de klienter og børn, der skulle beskyttes mod eksempelvis vold og på anden måde urolige opvækstvilkår.
Det kan naturligvis lyde sympatisk, tilforladeligt og ligetil, når Jane Bækgaard i sin artikel belærer advokater om, at de skal være brobyggere snarere end grøftegravere. Der er imidlertid tale om en falsk modstilling. Fremstillingen bygger på en forenkling af den meget komplekse problemstilling, der findes i langt de fleste familiesager, når disse når så vidt som til retten.
Efter kommunalreformen i 2006 skete nemlig en omlægning af det familieretlige område, således at alle sager starter i Statsforvaltningerne. Med denne ordning blev advokaterne afskåret fra at udtage stævning i forældremyndighedssagerne direkte. Forløbet i Statsforvaltningerne er nu obligatorisk og undervejs i sagsbehandlingen dér, er det forudsat, at der sættes ind med alternativ konfliktløsning, hvis det skønnes at tjene et formål. Alt dette forbigår psykologen i sin artikel, når hun omtaler de sager, der behandles i retten. Ca. ti procent af de sager, der indleveres til Statsforvaltningerne, vurderes til at indeholde højkonfliktfyldte problemstillinger, og mange af dem går således videre til retlig behandling.
Negativt samvær
At Jane Bækgaard føler sig berettiget til at kalde advokatgruppen til orden på den måde er symptomatisk. Psykologens fokus er helt i tråd med den dominerende diskurs i Forældreansvarsloven, der p.t. regulerer området og som et enigt Folketing vedtog i 2007. Heri lægges vægten på forældrenes samarbejde om børnene, på alternativ konfliktløsning og på muligheder for at se frem i stedet for at anvende den foreliggende viden, og de erfaringer som man har om parterne og deres tilknytning til barnet.
Det giver for os at se problemer, at kontekstuel viden ikke i samme grad som tidligere findes relevant. I hvert fald hvis man ønsker et beskyttelsesperspektiv inkluderet. Psykologen nævner desværre ikke betydningen af ændringerne i beslutningsgrundlaget i sin fremstilling.
Det er dybt foruroligende, at forskningsbaserede resultater om samarbejdsdiskursens effekter endnu ikke tages i betragtning her i landet. Når man ser på udgivelser fra udlandet, bliver man klar over, at den vej, som Bækgaard i artiklen er fortaler for, er farlig at gå.
Senest har den tværfaglige udgivelse Domestic Violence, Abuse and Child Custody: Legal Strategies and Policy Issues (2010), (redigeret af Dr. Mo Therese Hannah og Barry Goldstein med bidrag fra 25 ledende eksperter blandt andre dommere, advokater, psykiatere, psykologer, sociologer, journalister og socialrådgivere fra USA og Canada) slået fast, at samarbejdsdiskursen har medført, at børn er blevet tvunget til at leve med voldelige og på anden måde grænseoverskridende fædre som følge af de afgørelser, der træffes i systemet.
Også den engelske dommer Sir Nicholas Wall’s udsagn på en konference i London i oktober i år om overgreb understøtter samarbejdsdiskursens alvorlige konsekvenser: ”We all now know that domestic abuse knows no social or legal boundaries. It is found in every class and nation. It is pervasive. But judges, I suspect, came late to realise the true evil of its effects on victims and on children. The ethos of the Children Act 1989 was perceived by many, myself included, as non-blameworthy, un-recriminatory. Look forward, not back. The relationship is over: don’t spend time raking over its embers: look to the future. I suspect that this attitude prevented a number of us from investigating allegations of domestic abuse, and also stopped us permitting victims to advance abuse as a reason - to take just one example - for denying contact. It was not really […] until [2001] that the judiciary really took domestic abuse on board for the evil that it is.”
Letkøbt retorik
Langt de fleste advokater er sig heldigvis rollen som brobygger fuldt ud bevidst, da den rolle følger af de advokatetiske regler 3.7.1. Hertil kommer, at en lang række advokater tilmed har en mediatoruddannelse som et supplerende grundlag for deres virke. Samtidig med brobygningen må advokaten imidlertid til stadighed tænke over de retssikkerhedsmæssige implikationer, der består. I sager om forældremyndighed og samvær, hvor der medvirker børnesagkyndige, må de for eksempel overveje, om retsplejelovens regler overholdes, og om grundlovssikrede rettigheder trædes under fode i forbindelse med de forberedende retsmøder, der fremhæves af Bækgaard i artiklen.
Vi ved ikke, om de børnesagkyndige er sig de retssikkerhedsmæssige perspektiver bevidste, når de medvirker i retten. De er naturligvis ikke oplært på samme måde som de professioner, der har deres faste gang i domstolsregiet. Vi ved heller ikke om de synes, at de formelle regelsæt, der er til for at beskytte parterne mod pres, magt og vilkårlighed i retsanvendelsen, virker forstyrrende i forhold til etablering af pragmatiske løsninger. Den retssikkerhedsmæssige dimension nævnes ikke i artiklen som en dimension, der skal tages højde for.
Dette citat fra den netop udkomne bog LTI – Lingua Tertii Imperii – det tredje riges sprog af Victor Klemperer, forlaget tekst og tale (2010), kan illustrere, hvorledes den pålagte samarbejdsdiskurs er vigtig at vogte sig for i en retssikkerhedsmæssig sammenhæng:
“Ord kan virke som bitte små doser arsenik. De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.”
Vores konklusion er, at der på det alvorligste må advares mod en letkøbt brobygger-retorik i familiesagerne. Lige så godt og konstruktivt det kan være, at parter kan finde frem til en løsning, som er gavnlig for dem selv og børnene, lige så farligt er det, hvis vi ikke værner om vores retssystems garantier og dermed sikrer alle parter en fair proces.
Vores indfaldsvinkel er at se advokaterne som vagthunde, der er garanter for retssikkerhed og fortalere for gennemsigtighed i regelanvendelsen. Det betyder blandt andet, at en medvirken af de børnesagkyndige må ske på et oplyst og transparent grundlag.
Advokaten som brobygger er en fastslået kendsgerning og fremgår af de advokatetiske reglers 3.7.1, der lyder således “En advokat skal altid tilstræbe den billigst mulige løsning af klientens problem og, når det er hensigtsmæssigt, rådgive klienten om nytten ved forsøg på at opnå forlig og/eller muligheden for alternativ konfliktløsning”.
Trods omlægning af familieområdets sagsbehandling og vedtagelsen af en ny lov stiger antallet af sager. Det gælder også antallet af fogedsager om udlevering af børn.
Forfatterne af denne kommentar er del af fagnetværket Barnets Tarv Nu, der arbejder for at tydeliggøre, hvor Forældreansvarsloven skaber problemer. De har medvirket til udgivelsen af to temahæfter “Forældreansvarsloven – hvad blev der af barnets tarv?”, Djøf 2008 og 2010, og arbejder p.t. på et temahæfte 3, hvor de børnesagkyndiges rolle og de børnesagkyndige erklæringer problematiseres. Der kan læses mere på www.barnetstarv.nu.