Spring hovednavigationen over
Tilbage

Ny næstformand og nye medlemmer af Advokatrådet

I forbindelse med Advokatmødet i dag har Advokatrådet valgt Birgitte Sølvkær Olesen som næstformand for de kommende to år. Samtidig er tre nye medlemmer indtrådt i Advokatrådet.

Advokatrådet har i dag valgt Birgitte Sølvkær Olesen som ny næstformand. Birgitte Sølvkær Olesen har siddet i Advokatrådet siden 2021 og i den periode været med i Advokatrådets procesretsudvalg, responsumudvalg, skatteudvalg og i strukturudvalget. Hun er valgt ind i 6. kreds (Østjylland) og er partner og advokat i Halling-Overgaard i Aarhus med speciale i blandt andet erstatningsret, generationsskifter og skatteret.

”Jeg er glad og stolt af at være blevet valgt af mine kolleger som næstformand, og jeg ser frem til arbejdet i Advokatrådet i min nye rolle. Det ligger mig meget på sinde, at vi holder fast i en advokatbranche, hvor der både er små og store advokatvirksomheder, og at de findes i alle dele af landet. Det er en meget vigtig dagsorden, både for os som branche, men også for borgere og virksomheder, at retssikkerheden er understøttet bredt,” siger Birgitte Sølvkær Olesen.

Birgitte Sølvkær Olesen afløser Charlotte Krarup, der ifølge vedtægterne skal udtræde af Advokatrådet efter seks års kollegialt arbejde.

Birgitte Sølvkær Olesen

Det ligger mig meget på sinde, at vi holder fast i en advokatbranche, hvor der både er små og store advokatvirksomheder, og at de findes i alle dele af landet.

Birgitte Sølvkær Olesen

Ny næstformand i Advokatrådet

På kredsmøder hen over foråret er der desuden valgt tre nye rådsmedlemmer, som officielt er indtrådt i forbindelse med Advokatmødet. De tre nye medlemmer er Linda Hebo Lange (Hebo Lange Advokater, Holbæk), Andreas Leidesdorff (ditAdvokathus, Ringkøbing) og Simon Frøsig (Mazanti-Andersen, København).

De tre medlemmer afløser Charlotte Krarup, Karen Wung-Sung og Karoline Normann, der alle har siddet de seks år, som vedtægterne giver mulighed for. (Læs artikel om de tre afgående medlemmer her)

Formanden for Advokatrådet vælges for en fireårig periode. Den nuværende formand, Martin Lavesen, var ikke på valg på dette års Advokatmødet.

Endelig indtræder fire nye medlemmer i Advokatnævnet og en række nye medlemmer indtræder i kredsbestyrelserne. Se oversigten her.  

Fakta om Advokatrådet

  • Advokatrådet består af 15 advokater og er Advokatsamfundets bestyrelse. Formanden vælges direkte på Advokatmødet for en fireårig periode med mulighed for forlængelse i yderligere to år.
  • Næstformanden vælges blandt Advokatrådets medlemmer for en to-årig periode.
  • De resterende 14 medlemmer vælges på kredsmøder i de otte advokatkredse, som landet er opdelt i.
  • De menige rådsmedlemmer vælges ligesom formanden for en fireårig periode med mulighed for forlængelse i yderligere to år.
  • Advokatrådet fastlægger de overordnede linjer og træffer de overordnede beslutninger for Advokatsamfundet. Det gælder opgaverne med at sikre advokaternes integritet og uafhængighed, sikre advokaternes faglige kompetencer, håndhæve de krav, som advokaterne er underlagt, og at arbejde for at gavne retssikkerheden i samfundet.