Spring hovednavigationen over
Tilbage

Advokaten anno 2026-udvalg anbefaler, at Danmark tiltræder advokatkonventionen 

Udvalget om advokaten anno 2026 anbefaler i en ny delrapport, at Danmark tilslutter sig advokatkonventionen. I delrapporten kommer udvalget med anbefalinger til, hvordan konventionen skal indarbejdes i dansk ret – blandt andet at kompetencen til at udstede advokatbeskikkelse overføres til Advokatsamfundet. 

Gennem godt et år har Udvalget om advokaten anno 2026 gennemlyst reguleringen af advokater. Inden den egentlige hovedrapport skal udgives senere på året, har udvalget valgt at udgive en delrapport om gennemførelse af Europarådets advokatkonvention nu.

Delrapporten udgives nu, så udvalgets anbefalinger kan indgå i Justitsministeriets forberedelser af, hvordan en gennemførelse af advokatkonventionen kan ske.

Den overordnede konklusion i delrapporten lyder, at Danmark bør tiltræde advokatkonvention, som 34 andre lande allerede har undertegnet.  

”Hvis Danmark tilslutter sig advokatkonventionen vil det indebære en styrkelse af advokatprofessionen og være med til at fremtidssikre grundlæggende retsstatsprincipper, herunder princippet om adgang til uafhængig juridisk rådgivning til gavn for borgere og virksomheder i Danmark” siger højesteretsdommer Rikke Foersom, der er formand for Udvalget om advokaten anno 2026.

I delrapporten er udvalget kommet med en række anbefalinger om hensigtsmæssige ændringer af den danske lovgivning for at opfylde advokatkonventionen. Èn af disse anbefalinger går ud på, at kompetencen til at træffe afgørelser om beskikkelser overføres fra Justitsministeriet til Advokatsamfundet. Og den er vigtig for uafhængigheden, mener Advokatrådet.

”Advokatkonventionen kodificerer det helt grundlæggende princip i en retsstat, om at advokater skal være uafhængige af statsmagten. Det er bedst stemmende med hele ånden og formålet i konventionen, at det er Advokatsamfundet og ikke Justitsministeriet, der træffer afgørelse om, hvem der skal være advokater, og derfor har et enigt Advokatråd også stillet sig bag denne anbefaling. Det svarer også til ordningen i langt de fleste lande, som vi normalt sammenligner os med,” siger Martin Lavesen, formand for Advokatrådet.

Udvalget kommer derudover med en række andre anbefalinger, som vil være relevante eller nødvendige, hvis Danmark skal gennemføres konventionen. Det drejer sig blandt andet om:

- At også administrativt frihedsberøvede personer har ret til ukontrolleret besøg af deres beskikkede advokat.

- At bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 56 om ret til fortrolig kommunikation udvides til også at gælde advokatens personale.

- At der skabes klarere hjemmel til, at en beskikket advokat eller en repræsentant fra Advokatsamfundet inden for visse rammer kan overvære ransagninger af en advokats forretningslokaliteter.

Endelig anbefales det også, at Danmark tager forbehold for den del af konventionen, som giver rettigheder til personer (der ikke er advokater), som kan møde for internationale domstole og tribunaler, da anvendelsesområdet er uklart.

Læs delrapporten om gennemførelse af Europarådets advokatkonvention her

Udvalget om advokaten anno 2026

Advokaten anno 2026 udvalgets sammensætning ved afgivelsen af denne rapport:

• Højesteretsdommer Rikke Foersom (formand)

• Advokat Martin Lavesen (udpeget af Advokatrådet)

• Advokat Birgitte Sølvkær Olesen (udpeget af Advokatrådet)

• Advokat Christian Bachmann (udpeget af Advokatrådet)

• Advokat Maria Malling Eriksen (udpeget af Advokatrådet)

• Advokat Michael Kjær Lauritsen (udpeget af Advokatrådet)

• Advokat Ole Spiermann (udpeget af Advokatrådet)

• Professor Rasmus Kristian Feldthusen (universitetsmedlem udpeget af Advokatrådet)

• Professor Lasse Højlund Christensen (universitetsmedlem udpeget af Advokatrådet)

• Direktør Mette Green van de Ven (udpeget af Advokatnævnet)

• Landsdommer Mette Lyster Knudsen (udpeget af Dommerforeningen)

• Dommerfuldmægtig Mette Saabye Maaløe (udpeget af Dommerfuldmægtigforeningen)

• Kontorchef Troels Sten Nielsen (udpeget af Justitsministeriet)

• Professor Philipp Schröder (udpeget af Konkurrencerådet)

• Advokat Christian Gregersen (udpeget af Danske Advokater)

• Advokat Rasmus Thingholm (udpeget af Djøf Advokat)

• Forperson Laurits Anton Jørgensen (udpeget af Danske Virksomhedsjurister)

• Advokat Martin André Dittmer (udpeget af Dansk Industri)

• Advokat Peter Steentoft (udpeget af Dansk Erhverv)

• Bestyrelsesformand Jesper Olsen (udpeget af Forbrugerrådet Tænk)

Læs mere om udvalgets kommissorium mm. her