Langstrakte civile retssager, der binder betydelige ressourcer i årevis og tager unødigt lang tid har længe været en hovedpine ved de danske domstole. Særligt i de største verserende sager er der en udbredt oplevelse af, at de nuværende rammer ikke fungerer. En rapport om effektivisering af større civile retssager kommer derfor med seks konkrete anbefalinger til ændringer af den civile proces, som både vil effektivisere domstolenes arbejde og stramme rammerne for advokaternes procesførelse.

Arbejdsgruppen bag rapporten, der er nedsat af Advokatrådet, fremhæver, at der flere eksempler på sager, som verserer i over 10 år og som har op til 100 retsdage berammet til behandlingen. Kritikken går på, at sagerne tager unødigt lang tid, fordi procesmåden ved domstolene ofte ikke fungerer til disse meget store og omfattende sager.

“Det underminerer i bred forstand tilliden til retssystemet og retssikkerheden og virker konkret hæmmende for opstarten af nye, større civile sager – en slags ‘late justice is no justice’. Når en retssag trækker unødigt ud, pålægger det ikke alene parterne ekstra omkostninger i både tid og penge; det lægger også beslag på ressourcerne i andre verserende sager og belaster retssystemet samt retssamfundet samlet set,” siger advokat og formand for arbejdsgruppen, Ole Spiermann.

Kortere forelæggelser og mere aktiv retsledelse

Et centralt forslag i rapporten såkaldt frontloading, kendt fra international voldgift. Her skal parterne så vidt muligt fremlægge påstande, anbringender og beviser allerede i stævning og svarskrift. Forslaget vil indebære en ændring i advokaters arbejdsform. Det vil samtidig forkorte forberedelsen af sagen og på et tidligere tidspunkt skabe en større klarhed, også i forhold til eventuelle forligsforhandlinger, ligesom det kan modvirke strategisk procesførelse.

Et andet forslag går på mere aktiv procesledelse, ikke mindst ved fastlæggelse af hovedforhandlingen og dens længde. Anbefalingen går på en langt mere kritisk stillingtagen fra domstolenes side, til hvad de enkelte retsdage skal bruges til, og hvor mange retsdage der samlet er behov for.

I den sammenhæng foreslås det også at ændre den måde, som sager indledes på i retten i form af forelæggelse. I dag kan gennemgangen af sagens dokumenter tage flere dage, hvor advokater i praksis læser op fra omfattende materiale. Det betegnes som tungt og ineffektivt. I stedet foreslår rapporten, at man i højere grad lægger til grund, at dommerne har forberedt sig på sagen. Forelæggelsen skal derfor erstattes af kortere og mere koncentrerede indlæg, hvor begge parter på eksempelvis en time hver præsenterer sagens hovedpunkter og de centrale spørgsmål.

”Forslagene hænger sammen med et ønske om højere effektivitet forankret i mere aktiv retsledelse. Og det er jo ikke en ny tanke. Men det er en tanke, som kan foldes langt mere ud. Jo mere retsledelse dommerne udfolder under forberedelsen, og jo grundigere dommerne forbereder sig med henblik herpå, jo mere tid kan der vindes i forhold til hovedforhandlingen. I dag opleves det, at dommere ofte giver "lang snor" til advokater, måske fordi de ikke føler sig tilstrækkeligt rustet til at afvise eksempelvis vidneførsel, som en af parterne synes er relevant. Med en anden tilgang kan der vindes meget tid samlet”, siger Ole Spiermann.

Opgør med tungt syn og skøn

Brugen af syn og skøn er også i fokus. Ordningen kritiseres for at være tung, tidskrævende og ofte vanskelig at gennemføre. Der har tidligere været gjort forskellige forsøg på at effektivisere ordningen, men det er endnu ikke lykkedes.

”Vi foreslår at øge brugen af partsindhentede eksperterklæringer. Her kan hver part fremlægge sin egen sagkyndige vurdering, hvilket både vil lette processen og afdække eventuelle faglige uenigheder, som ikke vil komme frem ved syn og skøn,” siger Ole Spiermann.

Et beslægtet forslag handler om skriftlige vidneerklæringer. I mange sager bruges der tid på vidner, som egentlig kun skal bekræfte helt formelle eller faktuelle forhold – for eksempel hvorvidt de har været ansat et bestemt sted i en bestemt periode. I andre tilfælde vil en øget brug af skriftlige vidneerklæringer give en forudsigelighed, som ellers ikke er mulig ved brug mundtlig vidneforklaring under hovedforhandlingen.

”Hvis en part mener, at et vidne alligevel bør afhøres mundtligt, vil man fortsat kunne anmode om, at vidnet bliver indkaldt. Fordelen ved skriftlige vidneerklæringer er ikke desto mindre, at man kan spare betydelig tid og skabe klarhed forinden eventuelle mundtlige afhøringer, der samtidig kan begrænses væsentligt,” forklarer Ole Spiermann.

Samlet set vil forslagene kunne forkorte sagsbehandlingstiden mærkbart. Hvis man fremlægger materiale tidligere, begrænser antallet af mundtlige afhøringer, effektiviserer sagkyndig bevisførelse, erstatter dagevis af dokumentoplæsning med kortere redegørelser og får en mere aktiv retsledelse, kan sagerne både blive hurtigere klar til hovedforhandling og gennemføres på færre retsdage. Det gør det også lettere at finde plads i domstolenes kalendere.

Læs hele rapporten her