Spring hovednavigationen over
Tilbage

Ny praksis for principalens uddannelsesforpligtelse


Advokatrådet har fastlagt en ny linje i sager vedrørende manglende betaling for fuldmægtigens kurser.

Advokatrådet har besluttet, at rådet i fremtiden vil indlede disciplinærsag i forhold til principaler, som ikke betaler for fuldmægtigens uddannelsesaktiviteter. Tidligere har rådet alene vejledt fuldmægtigen om muligheden for selv at indgive en klage til Advokatnævnet. Med den nye linje ønsker Advokatrådet at betone vigtigheden af, at principalen er villig til at løfte det ansvar, som følger med ansættelsen af en advokatfuldmægtig.

Uddannelsen til advokat er en mesterlære. Selvom en jurist er godt klædt på med faglige kompetencer fra universitetet, er der meget at lære, inden juristen kan udfylde rollen som partsrepræsentant og betroet rådgiver. Som principal påtager man sig derfor en stor opgave, når man afgiver fuldmagten til at optræde som advokat på ens vegne.

Regler om uddannelsesforløbet
Retsplejelovens krav til principalen fremgår af § 126, stk. 3 og 4, og handler om fuldmægtigens deltagelse på advokatuddannelsen og i obligatorisk efteruddannelse. Principalen skal medvirke til, at fuldmægtigen kan deltage både på advokatuddannelsen og i obligatorisk efteruddannelse, i eksamen og retssagsprøven, og principalen skal afholde udgifterne forbundet med alle disse aktiviteter.

Herudover skal principalen sørge for, jf. retsplejelovens § 119, stk. 3, at fuldmægtigen deltager i  ”almindelig advokatvirksomhed, herunder opnåelse af kendskab til retssagsbehandling”. Det forudsættes ikke, at fuldmægtigen på egen hånd har varetaget en eller flere retssager fra start til slut, men fuldmægtigen skal have beskæftiget sig med retssager som led i ansættelsen, f.eks. ved udarbejdelse af processkrifter. Fuldmægtigen skal også uddannes med henblik på retssagsprøven, som er et krav for at opnå beskikkelse jf. retsplejelovens § 119, stk. 2, nr. 5. Kan principalen ikke tilbyde en uddannelse i retssagsbehandling må fuldmægtigen gennemføre en del af sin fuldmægtigtid hos en anden principal, som beskæftiger sig med retssager.