”Effektivisering af civile retssager må ikke gå udover kvalitet og retssikkerhed”

Mette Lyster Knudsen, formand for Dommerforeningen, dommer i Østre Landsret og medlem af strukturudvalget for domstolene. 

Hvad synes du overordnet om de konkrete anbefalinger?

Der er tre helt grundlæggende udfordringer, som rapporten adresserer. For det første de lange sagsbehandlingstider. Det er uden tvivl en af de største retssikkerhedsmæssige udfordringer, da de påvirker borgernes muligheder for at få prøvet deres sag indenfor rimelig tid. For det andet den øgede kompleksitet i sagerne og for det tredje omfanget af processtof og processkrifter, som er steget betydeligt i de senere år. Der er en tendens til, at de bliver længere og længere, og det betyder jo også, at hele afviklingen af sagen tager længere tid. 

Anbefalingerne er interessante – de indeholder overordnet rigtig mange gode og fornuftige tanker, og vi vil helt sikkert drøfte dem i strukturudvalget, hvor vi i stor udstrækning drøfter, hvordan vi bruger dommernes tid bedst muligt.

Men de rejser også nogle grundlæggende spørgsmål om blandt andet forhandlingsprincippet, bevisførelse og domstolenes rolle. Så jeg har nogle betænkeligheder – særligt i forhold til princippet om bevisumiddelbarhed og åbenhed i retsplejen. Meget af det her handler om adfærd og kultur.  

Effektivisering opnås ikke nødvendigvis ved blot at flytte arbejdet fra retslokalet til skrivebordet. Der skal være reelle tidsbesparelser, og det skal vi samarbejde med advokaterne om, for selvom vi har forskellige roller, er det jo os, der kæmper for vores retsstat.  

Der er behov for kulturændringer og et øget samarbejde – det, mener jeg, er vejen frem snarere end lovændringer. I Danmark har vi en meget høj tillid til domstolene, og det er vigtigt, at vi bevarer den. 

Hvilke anbefalinger ville rykke mest og er mest realiserbare i forhold til effektivisering?

Der er gode tiltag i alle anbefalingerne, og meget af det kan man jo allerede i dag se i retningslinjerne fra Østre Landsret og landsretternes fælles vejledning, som oplægget også siger. Så kan man med rette spørge, hvorfor det ikke i videre omfang bliver fulgt? 

Jeg er enig i at, aktiv retsledelse fra dommerne og tilrettelæggelse af hovedforhandlingen er meget vigtigt. 
Men jeg synes også, at advokaterne selv kan adfærdsregulere en hel del. Meget af det her handler jo ikke kun om, at dommeren skal være den styrende i rummet. Advokaterne kan selv sørge for at skære sagerne til – ind til benet, og de kan for eksempel undlade at indkalde for mange vidner, nedbringe antallet af formalitetsindsigelser i relation til syn og skøn eller at trække forelæggelsen i langdrag. 

Ser du nogle retssikkerhedsmæssige udfordringer ved at indføre anbefalingerne?

Systemet med syn og skøn fungerer ikke efter hensigten i dag. Dommerne bruger uforholdsmæssig meget tid på det, så der skal ske noget på det område. Men udfordringen ved, at parterne alene indhenter ensidige eksperterklæringer, som oplægget foreslår, vil jo stadig være, at dommerne skal vælge imellem, hvilken ekspert de vil tro på. 

Retssikkerhedsmæssigt er jeg mest bekymret for, at bevisumiddelbarhedsprincippet bliver brudt ved at vende udgangspunktet om, sådan at et vidnebevis som udgangspunkt erstattes af en skriftlig erklæring. Det, synes jeg, kun skal være muligt dér, hvor det reelt er overflødigt, og når vidnet alene skal bekræfte noget faktuelt. 

Der er i det hele taget en udfordring ved at flytte en del af det personlige møde mellem aktørerne i retten over på skrift. Det er utroligt vigtigt, at dommerne hører de vigtigste vidners udsagn i retten, når de skal vurdere troværdigheden. 

I forhold til helt at afskaffe forelæggelsen, der kan jeg blive bekymret for, at man bare skyder ansvaret over på dommeren i forhold til at have læst processkriftet, og det, synes jeg, er specielt, når vi i forvejen har et forhandlingsprincip, som en helt grundlæggende tanke for vores retssystem. 

Vi har også et offentlighedsprincip, hvor retsmøderne som udgangspunkt er åbne, og selvom det ikke er alle retssager, der har tilhørere, så er der jo sager, som kan fylde for eksempel ude i lokalområderne, og hvor folk møder op. 

Vi skal passe på med at rokke for meget ved den grundlæggende måde, vores retsplejelov er opbygget på – det kræver nogle mere principielle overvejelser. 

Men jeg er også med på, at det hele ikke skal drukne i betænkeligheder, og jeg vil mene, at vi kan gøre rigtig meget bedre og mere effektivt, indenfor de rammer vi har nu.  

Hvad er der ellers af udfordringer ved at indføre de her tiltag?

Der er meget fokus på hastighed, men der er også behov for en grundig diskussion af de principielle konsekvenser for domstolene arbejde, og effektivisering må ikke ske på bekostning af kvalitet og retssikkerhed.

Domstolene er generelt under pres. Kalenderen er fyldt op, så hvis mængden af materiale er den samme, bliver det blot en forskydning af dommerens tid. Det kommer ikke til at hjælpe på sagsbehandlingstiderne at flytte arbejde fra retssalen ud til skrivebordene. Der er ikke noget quick-fix.

Hvad kan advokaterne selv gøre for at spare tid i civile sager?

Der bør være større fokus på god advokatskik, bedre sagsstyring og skarpere prioritering af, hvad der faktisk er relevant for sagens bedømmelse. Kortere og mere fokuserede forelæggelser kombineret med bedre skriftligt materiale kan gøre sagsbehandlingen mere effektiv.

Udover at frontloading-forslaget som sådan kræver en bestemmelse, så er der jo ikke noget, der hindrer et adfærdskodeks, hvor man siger, at man så vidt muligt skal angive påstande, anbringender og bevismidler i første processkrift, og at hvis du senere tilføjer noget, så skal der være særlige årsager til det. 

Det er også helt ok at bruge skriftlige vidneerklæringer mere – også i større sager. Jeg opfordrer selv til det, når jeg kan se, at der ikke er behov for, at vidnet møder op.

Hvad kan dommerne gøre?

Der kan hentes gevinster ved at bruge de eksisterende procesværktøjer mere aktivt og konsekvent, og her er aktiv retsledelse selvfølgelig en del af det.

Jeg tror, vi kan nå meget langt, både dommere og advokater, hvis vi selv finder ud af det i fællesskab og uden at ændre i retsplejeloven. Det, synes jeg, ikke er nødvendigt, og det tager også lang tid med det lovforberedende arbejde, der skal til. 

Ser du andre muligheder for en mere effektiv sagsbehandling? 

Jeg ser gerne, at domstolene får samme arbejdsmuligheder og adgang til AI-løsninger som for eksempel Kaila, som anklagerne og advokaterne har, og at de kan anvende AI som støtteværktøj både administrativt og i retten. Ikke til at erstatte selve den juridiske vurdering men som en støtte – også til for eksempel transskription. 

Jeg er også åben for moderat specialisering for dommere, som de har i Norge. Dommere er og skal være generalister, men derfor kan man godt mere systematisk specialisere sig på bestemte områder, for eksempel visse dele af skatteområdet, og det gør vi til dels allerede, for eksempel i sager om gældssanering. Dette er også et emne, vi her i efteråret skal drøfte mere grundigt i strukturudvalget.  

”Problemer løses ikke altid ved at indføre nye og flere regler”

Julie Arnth Jørgensen, dommer i Højesteret og bestyrelsesmedlem i Dansk Forening for Voldgift.

Hvad synes du overordnet om de konkrete anbefalinger?

Rapporten peger overordnet på, at der er et oplagt behov for effektivisering i de store civile sager ved domstolene. Det er åbenbart problematisk, at sager ender med at tage op mod ti år eller mere for at nå igennem en behandling i første instans. Men der er, som rapporten også er inde på, muligheder for at gøre noget ved problemet. 

Generelt ligger rapportens anbefalinger i fin forlængelse af de interne retningslinjer, som Østre Landsret har udarbejdet, men som ikke synes at have vundet den udbredelse, som man kunne have ønsket sig.

Hvor er udfordringerne?

Rapporten lægger op til en række ændringer af retsplejelovens regler, og uden at jeg forholder mig specifikt til de enkelte forslag, vil jeg fremhæve, at det efter min opfattelse ikke er sikkert, at man vil opnå en mere effektiv og hurtigere behandling af de store civile sager ved domstolene ved at tilføje flere regler til retsplejeloven. 

Retsplejeloven indeholder allerede en række bestemmelser, der – hvis de i praksis blev efterlevet, som de er skrevet og tiltænkt – ville effektivisere processerne. Retsplejelovens § 353 er i sig selv et oplagt eksempel på en regel, der efter sin ordlyd og forarbejder indeholder en masse værktøjer for dommeren til at effektivisere sagsforberedelsen.

Ser du andre muligheder? 

Det er et gennemgående tema i rapporten, at advokaterne efterlyser en mere aktiv retsledelse. Det budskab er jeg helt enig i. Efter min opfattelse vil man med en mere aktiv retsledelse under hele sagsforberedelsen kunne nå meget langt med at få ”effektiviseret” de store civile sager. Det er da også en del af Østre Landsrets eksisterende retningslinjer, at der hvert kvartal bør holdes et forberedende møde i sagen. Det, tror jeg ikke, sker i alle store civile sager. Men hvis dette blev efterlevet, ville man – selv uden ændringer af retsplejeloven i øvrigt – kunne nå ganske langt i en hurtigere og smidigere behandling af sagerne. 

Den aktive retsledelse under sagsforberedelsen indebærer, at dommeren i samarbejde med advokaterne finder løsninger, der passer til sagen og dens parter. Det kan for eksempel være procesaftaler om brug af skriftlige vidneerklæringer (retsplejelovens §297), og hvordan en sådan brug skal udmønte sig i praksis til gavn for en mere effektiv sagsbehandling. 

Det kan også være brug af egne sagkyndige/eksperter i stedet for syn og skøn (retsplejelovens § 209 a).  En aktiv retsledelse fra start til slut er naturligvis en tidskrævende opgave for dommeren, fordi det kræver, at dommeren tager sig tid (og har tid) til at sætte sig ind i sagen og tvistepunkterne forud for hvert forberedende retsmøde. Men det er den bedste måde at holde en sag ”på sporet” og at sikre en hurtigere behandling i en proces, som også parterne kan anse for betryggende.

”Der skal gøres noget for at sikre, at sagerne ikke trækkes i langdrag” 

Carsten Kristian Vollmer, retspræsident i Østre Landsret og formand for strukturudvalget for domstolene. 

Hvad synes du overordnet om de konkrete anbefalinger?

Jeg har med stor interesse læst rapporten fra Advokatsamfundets arbejdsgruppe om effektivisering af større civile sager. 
Rapporten vidner om, at der fra advokatside er meget stor vilje til at bidrage konstruktivt til at finde løsninger på udfordringen med de lange sagsbehandlingstider ved domstolene. Det er også det, jeg oplever fra advokaternes repræsentanter i strukturudvalget.

Arbejdsgruppen er kommet med nogle meget konkrete bud, og jeg ser frem til det videre arbejde med anbefalingerne og til at følge debatten også blandt advokater, herunder om advokaternes rolle i en bedre tilrettelæggelse og tilskæring af de større sager. 
Arbejdsgruppen sætter fokus på en af de helt store udfordringer for det danske retssystem i disse år; nemlig de meget lange sagsbehandlingstider i ikke mindst de civile sager. Arbejdsgruppen kommer i den forbindelse med en række meget konkrete anbefalinger til, hvordan (navnlig) de større civile sager kan behandles på en mere hensigtsmæssig måde. Jeg hilser anbefalingerne meget velkomne som et vigtigt indspark til overvejelserne om, hvordan retsvæsenet kan geares til at opprioritere de civile sager. 

Problemstillingen er også noget, som optager strukturudvalget for domstolene. De lange sagsbehandlingstider ved domstolene kan udfordre retssikkerheden og kan påvirke borgernes og virksomhedernes tillid til domstolene som samfundets centrale konfliktløsningsorgan. Derfor har udvalget i sine drøftelser også fokus på, hvordan domstolene sikres mulighed for at kunne fremme de civile sager på en mere hensigtsmæssig og koncentreret måde.

Udvalgets drøftelser kredser om behovet for mere effektive redskaber til at skabe fremdrift i sagerne og tiltag til en mere fokuseret sagstilskæring. Udvalget ser også på, om der er behov for tilpasning af, hvad man kan kalde ”strukturen” for sagsbehandlingen i form af ændret lovgivning. 

Strukturudvalgets drøftelser af emnet er endnu ikke afsluttet, og det er for tidligt at sige noget mere konkret om de forslag, udvalget kan tænkes at lægge frem. Men der er ikke tvivl om, at der skal gøres noget for at sikre, at den enkelte sag ikke optager mere tid i kalenderen, end hvad den kræver. Og der skal også gøres noget for at sikre, at sagerne ikke trækkes i langdrag. Det er en fælles opgave for såvel domstolene som parterne og ikke mindst deres advokater, som spiller en central rolle for planlægningen og afviklingen af en retssag. 

Hvor er udfordringerne?

Det er naturligvis centralt, at nye tiltag til effektivisering af større civile sager ikke må gå ud over retssikkerheden. Den meget høje tillid til de danske domstole skyldes ikke mindst den høje faglighed og ordentlighed ved domstolene, og at der er tillid til, at domstolene har den fornødne tid til at behandle den enkelte sag grundigt i en proces, hvor man kan komme til orde og har mulighed for at præsentere sine synspunkter og understøtte sin sag med den nødvendige bevisførelse. Det skal vi selvfølgelig værne om.

Det er derfor også vigtigt, at man i overvejelser om for eksempel øget brug af præklusion og eksperterklæringer inddrager blandt andet grundlæggende hensyn til kontradiktion. Det er også noget, som arbejdsgruppen er meget opmærksom på i sin rapport. 
I begyndelsen af 2027 forventes det, at strukturudvalget for domstolene præsenterer deres afrapportering med anbefalinger til, hvordan de mener, domstolenes fremtid bør se ud.