Opkrævning af gebyrer

Advokater skal i forbindelse med modtagelse og oprettelse af nye sager foretage en række undersøgelser og overholde en række pligter, hvilket kan være tidskrævende. Advokatnævnet har haft lejlighed til at påkende en række sager, hvor advokaten har krævet gebyr for arbejdet forbundet hermed.

Det er nævnets udgangspunkt, at sådant arbejde er omfattet af udgifter til almindeligt kontorhold, som en klient med rette må kunne forvente er indeholdt i advokatens salær. Det er således ikke rimeligt at opkræve særskilte udgifter til overholdelse af pligter, medmindre sagens karakter gør det påkrævet at afholde ekstraordinære udgifter til denne post, for eksempel i form af udlæg.

Advokatnævnet tog ved kendelser af henholdsvis 21. december 2023 (sagsnr. 2023- 1234) og 28. februar 2024 (sagsnr. 2023-3522) stilling til opkrævede gebyrer vedrørende henholdsvis et ”persondatagebyr” på 563,50 kr. og et "digitaliseringsgebyr" på 50 kr. i forbindelse med oprettelse af sager. I begge sager var klienterne, som var forbrugere, blevet orienteret om gebyret i ordrebekræftelsen. Nævnet fandt, at advokaterne ikke var berettiget til at opkræve gebyrerne.

Ved kendelser af henholdsvis 13. december 2024 (sagsnr. 2024-1710) og 29. januar 2026 (sagsnr. 2025-2129) tog nævnet stilling til et advokatfirmas opkrævning af et ”opstartsgebyr” på 1.032,50 kr. Advokatfirmaet havde i begge sager i ordrebekræftelsen til klienterne, som var forbrugere, anført, at de opkrævede det faste beløb for opstart af sagen, og at det omfattede klargøring af sagen til advokatens sagsbehandling, herunder oprettelse af stamnummer, journalnummer, digital sagsmappe, interessekonflikttjek, vurdering ift. hvidvasklovens bestemmelser, samt evt. indhentelse af legitimationsoplysninger i den forbindelse. Advokatnævnet fandt i begge sager, at det ikke var rimeligt at opkræve gebyret på de 1.032,50 kr. Advokatnævnet lod herefter det fakturerede beløb bortfalde.

Når parterne har indgået et udenretligt forlig

En nyere kendelse illustrerer, at spørgsmålet om nævnets kompetence i ovennævnte situation beror på en konkret vurdering – og at et forlig ikke nødvendigvis afskærer nævnets efterfølgende prøvelse af salærets rimelighed.

Advokatnævnet tog ved kendelse af 15. december 2025 (sagsnr. 2025-824) stilling til, om nævnet har kompetence til at behandle en klage over et salær, hvor der forud for klagens indgivelse til Advokatnævnet var indgået et forlig mellem parterne herom. Den indklagede advokat havde påstået salærklagen afvist, fordi parterne havde indgået et forlig herom.

Advokaten havde igennem cirka ét år bistået klager i en familieretlig sag. Sagen var blevet afregnet løbende, ligesom klager også havde betalt fakturaerne løbende. Efter cirka ét år opsagde klager samarbejdet med advokaten. På dette tidspunkt var der et udestående faktureret salær, som parterne efterfølgende korresponderede om. Parterne indgik herefter et forlig, hvorefter det udestående salær blev nedskrevet. Af forliget fremgik blandt andet, at beløbet skulle betales straks, og at forliget var til fuld og endelig afgørelse af ethvert mellemværende mellem klager og indklagede, samt at forliget kunne danne grundlag for tvangsinddrivelse i henhold til retsplejelovens § 478.

Advokatnævnet udtalte, at ”det må bero på en konkret vurdering, om indgåelsen af et forlig om betaling af salær indebærer, at klienten har givet afkald på en indsigelse over for advokaten om, at salæret ikke er rimeligt, jf. retsplejelovens § 126, stk. 2. I vurderingen må navnlig indgå forligets indhold og omstændighederne ved forligets indgåelse. Det kan efter omstændighederne også tillægges betydning, om klienten er forbruger eller ikke-forbruger.” Nævnet fandt efter det oplyste om forliget og omstændighederne ved dets indgåelse, at klager ikke ved indgåelsen af forliget havde givet afkald på en indsigelse om, at salæret ikke var rimeligt, og realitetsbehandlede herefter salærklagen. Advokatnævnet godkendte herefter med dissens det samlede salær fratrukket det beløb, som fulgte af forliget.

Til sammenligning kan nævnes, at Advokatnævnet ikke har praksis for at afvise salærklager i den situation, hvor en advokat efter drøftelser med klienten vælger at kreditere en del af sit salærkrav, for eksempel med henblik på at imødekomme klienten i forhold til forestående eventuel salærklage, og hvor klienten herefter betaler det aftalte. Nævnet forholder sig som udgangspunkt også til sager, hvor der er givet fast pris og overslag, hvilket også kan indeholde et aftalemæssigt fundament.

Omhu ved fremsøgning af praksis

Ved kendelse af 15. december 2025 (sagsnr. 2025-1655) fandt Advokatnævnet, at den indklagede advokat havde forsømt at udvise den fornødne omhu ved i en henvendelse at henvise til to domme, der ikke eksisterede. Advokaten repræsenterede en klient, som havde gjort mangelsindsigelser gældende mod et VVS-firma. Advokaten henvendte sig til selskabet, som på daværende tidspunkt ikke var repræsenteret ved advokat, og gjorde gældende, at det fulgte af praksis, at selskabet hæftede for manglerne ved arbejdet udført af det tidligere VVS-firma. Advokaten henviste i den forbindelse til to konkrete domme fra Ugeskrift for Retsvæsen. Selskabet rettede efterfølgende henvendelse til en advokat, som bad den indklagede advokat fremsende de påberåbte domme. Den indklagede advokat frafaldt i første omgang dommene og beklagede efter flere opfordringer til at fremsende dommene, at der havde været tale om en tastefejl. Advokaten henviste herefter to helt andre domme.

Advokatnævnet udtalte generelt, at det påhviler en advokat – ved angivelse af praksis til støtte for et krav i henvendelser til modparten eller retten – at udvise omhu i fremsøgningen, herunder hvis man måtte overlade søgningen til for eksempel en anden medarbejder eller ved brug af digitale værktøjer. 

Advokatnævnet fandt, at advokaten ikke havde udvist den fornødne omhu ved i sin henvendelse til selskabet at henvise til to forkerte domme. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om en henvendelse til en modpart, som ikke var repræsenteret ved advokat, med det formål at vinde ret. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at der alene var tale om en tastefejl, idet der var fejl i begge henvisningerne, og idet de senest fremsendte domme afveg både i årstal, sidetal, domstol og indhold fra de først anførte.

Pro bono-arbejde

Advokatnævnet tog ved kendelse af 16. december 2025 (sagsnr. 2025-900) stilling til en sag, hvor der i et offentligt tilgængeligt tilbud var ydet gratis, mundtlig vejledning.

Klager var blevet pålagt at tilbagebetale SU af SU-myndighederne. Derfor opsøgte hun gratis mundtlig vejledning i en kommunal iværksætterindsats, hvor advokaten var tilknyttet. Advokaten ydede i den forbindelse gratis, mundtlig vejledning til klager om sagen. På et senere tidspunkt i forbindelse med at klager skulle fraflytte sit fremlejemål, mødte klager og advokat hinanden igen, idet advokaten bistod udlejeren, som var mangeårig klient hos indklagede. Klageren og hendes nye advokat klagede efterfølgende til Advokatnævnet over blandt andet, at advokaten ikke havde afgivet opdrags- og prisoplysninger vedrørende SU-sagen, og at advokaten havde befundet sig i en interessekonflikt.

Det var i sagen oplyst af advokaten, at der i iværksætterindsatsen blev ydet rådgivning af blandt andet advokater. Det var i øvrigt ubestridt, at advokaten havde ydet den gratis vejledning som advokat. Herefter lagde nævnet det som ubestridt til grund, at advokaten i forbindelse med den konkrete vejledning i SU-sagen havde optrådt som advokat. Nævnet lagde også til grund, at advokatens bistand i sagen kunne sammenlignes med bistanden i en advokatvagt, hvor en person kan modtage gratis rådgivning.

Nævnet fandt på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, samt henset til at det i øvrigt var ubestridt, at han havde optrådt som advokat, at adfærden derfor skulle bedømmes efter retsplejelovens § 126, stk. 1, og at advokaten derfor også skulle leve op til god advokatskik. Nævnet fandt herefter, at advokaten efter en konkret vurdering, ved sin vejledning ikke kunne anses for at have etableret et klientforhold med et opdrag i sædvanlig forstand. Advokaten var derfor ikke forpligtet til at afgive opdrags- og prisoplysningen til klageren. For så vidt angår klagen over interessekonflikt, fandt nævnet, at advokaten i forbindelse med den gratis vejledning til klageren ikke havde fået kendskab til oplysninger, som klageren med føje kunne frygte, at advokaten kunne anvende imod hende i den efterfølgende lejeretlige sag, hvor advokaten repræsenterede udlejeren. På denne baggrund havde advokaten ikke befundet sig i en interessekonflikt eller en nærliggende risiko herfor.

Det kan udledes af kendelsen, at en advokat skal være bevidst om, hvornår advokattitlen anvendes. Videre kan det udledes, at hvis en advokat bruger sin advokattitel i forbindelse med bistand ydet i advokatvagten, er advokaten ikke forpligtet til at give opdrags- og prisoplysninger, men advokaten kan i princippet bringe sig i en interessekonflikt.

Kendelserne kan læses i sin helhed i Praksissamlingen på nævnets hjemmeside.