Rikke-Louise Ørum Petersen spiller som en del af topledelsen i EU’s nye hvidvaskmyndighed, AMLA, en central rolle i at styrke bekæmpelsen af hvidvask på tværs af EU. Her kan advokater gøre en forskel, og derfor opfordrer hun til, at de i endnu højere grad tager ansvaret på sig.
Arbejd med og ikke imod hvidvaskreglerne. Sådan lyder Rikke-Louise Ørum Petersens bedste råd og ønske til advokaterne. Hun er tidligere vicedirektør i Finanstilsynet og er nu en af de i alt fem executive board members, som udgør den øverste ledelse i EU’s hvidvaskmyndighed, AMLA (Anti-Money Laundering Authority). Hun har forståelse for, hvorfor nogle advokater kan føle, at en tsunami af nye EU-regler og bureaukrati rammer dem på hvidvaskområdet.
”Der er stor usikkerhed i øjeblikket. Hvad betyder det her egentlig, hvor meget rammer det mig, hvor meget rammer det min branche, og risikerer jeg nu, at de lægger 47 nye krav ovenpå. Den usikkerhed er med til at hvirvle støvet op og sætte sig i en form for bekymring,” siger Rikke-Louise Ørum Petersen.
Men hun mener, at man skal passe på med at blæse det større op, end det er:
”Det er jo ikke en ny ting, at advokater er omfattet af hvidvaskreglerne. Reguleringen bliver skærpet nogle steder og får en mere bindende karakter, fordi det er en forordning i stedet for et direktiv. Så føler man sig måske også endnu mere forpligtet, men det var man jo også før. Tidligere havde man på nogle områder måske også en lidt for lempelig forståelse eller måske et større spillerum nationalt, som man så ikke får fremadrettet.”
Hun håber, at der vil ske en gradvis ændring i opfattelsen af hvidvaskforpligtelserne.
”Jeg er klar over, at det måske er lige vel meget at bede advokaterne om at omfavne dem, men måske alligevel lidt. Jeg synes stadigvæk, at der er en lille tendens til, at man arbejder lidt mere mod, end man arbejder med hvidvaskreglerne. Hvidvaskindsatsen er mere end en byrde – brug den aktivt. Jeg er med på, at der er tale om en complianceopgave, som koster noget, men den kan også give værdi,” siger Rikke-Louise Ørum Petersen.
Står i første linje
For hende består værdien i, at advokaterne i højere grad også betragter hvidvaskbekæmpelse som et samfundsansvar.
”I nogle segmenter kunne jeg godt tænke mig, at man i lidt højere grad ser det som positivt, at her kan man bidrage med noget. Her kan man faktisk være med til at sikre, at Den sorte svane ikke sker igen, eller at der eksempelvis ikke er problemer med sort arbejde i byggebranchen – eller beskytte sig selv imod, at man pludselig bliver involveret i et mærkeligt setup, som i virkeligheden viser sig at være avanceret, digital svindel, som er et kæmpe problem.”
Advokater er ifølge Rikke-Louise Ørum Petersen vigtigere end nogensinde før i bekæmpelsen af hvidvask. Det begrunder hun med, at det er sværere at få profitten for kriminalitet ind i den almindelige økonomi, fordi man har stillet større krav til en række forskellige andre aktører. Derfor er det ofte nødvendigt for de kriminelle at opbygge avancerede systemer på tværs af landegrænser for at sløre kriminaliteten. Typisk har de også brug for at lave nogle forskellige ejer- og selskabsstrukturer til at sløre billedet, og her risikerer advokaterne at blive misbrugt. Hun understreger, at advokater på ingen måde skal agere politi:
”Man skal ikke efterforske som advokat, men advokater står altså i første linje og skal påtage sig det samfundsansvar, der ligger i at være opmærksom i forhold til at identificere, når noget ser mistænkeligt ud.”
Hun siger, at vi alle sammen kan blive snydt, men er samtidig overbevist om, at advokater har en god fornemmelse for, når noget lugter:
”Man skal selvfølgelig overholde sin tavshedspligt som advokat, men har man sager omfattet af hvidvaskreglerne, og ser man noget mistænkeligt, så stopper tavshedspligten. Så bliver man nødt til at underrette til Hvidvasksekretariatet. Advokathvervet handler meget om tillid, og tillid går begge veje. Men man skal heller ikke være naiv og tænke, at det er der nok nogle andre, der håndterer.”
Forskellig praksis giver huller
1. juni 2025 havde Rikke-Louise Ørum Petersen første arbejdsdag i AMLA, som blev etableret med EU’s seneste hvidvaskpakke. Den store ændring med hvidvaskpakken er ifølge hende, at man går fra et direktiv, som EU-landene selv skal implementere, til en forordning, hvor reglerne gælder direkte og er ens for alle lande.
En fælles forståelse af reglerne er afgørende for at kunne dæmme endnu mere op for hvidvask, mener hun:
”En af svaghederne i Europa er, at landene har grebet reglerne lidt forskelligt an. Er der noget, de kriminelle er gode til, så er det at udnytte de svagheder eller huller, der kan være, fordi man måske et sted har slækket lidt eller har ment, at en mindre foranstaltning var nok,” siger hun.
I løbet af 2026 begynder AMLA at sende standarder og vejledninger i høring, og så kan man blive en del klogere på, hvad der er på vej.
”Jeg tror, at usikkerheden og bekymringen vil falde i takt med, at vi kan dele, hvad vi fastsætter. I den sammenhæng vil jeg også opfordre til, at man afgiver høringssvar, men gør det med en forståelse af, at hverken I eller vi i AMLA kan ændre på forordningen. Vi oplever tit, at en del af den frustration og kritik, der kommer, omhandler regler, som er klare og faste, og hvor vi ikke har noget manøvrerum.”
AMLA
- AMLA (Anti-Money Laundering Authority) er en tilsynsmyndighed, som er en del af EU’s hvidvaskpakke. Pakken indeholder blandt andet også det sjette hvidvaskdirektiv samt en ny forordning, som træder endeligt i kraft 10. juli 2027.
- AMLA, som har hovedsæde i Frankfurt, påbegyndte sit arbejde i midten af 2025, men er stadig i opbygningsfasen. Ved udgangen af 2025 var der lidt over 100 ansatte på lønningslisten, men når AMLA er fuldt operationel i 2028, vil det tal være steget til over 430.
- AMLA skal føre direkte tilsyn med 40 højrisikofyldte finansielle institutioner, men får også en central rolle i at fastsætte fælles standarder og koordinere tilsynspraksis på tværs af EU’s medlemsstater.
