Hvad er du drevet af på det retspolitiske område?

Jeg har en udpræget retfærdighedssans. Jeg tror rigtig meget, det er socialpolitikken i retspolitikken, som jeg er optaget af. Altså, jeg er optaget af dem, der bliver ofre for kriminalitet. Jeg synes, vi taler rigtig meget om straf, men meget lidt om offer-rettigheder. Og det er paradoksalt, fordi vi altid siger, at vi hæver straffen for ofrenes skyld. Men hvad med den hjælp, man får i kølvandet på et overgreb? Den sagsbehandlingstid, der er i Erstatningsnævnet, er jo helt, helt horribel. Jeg synes, der er så mange ting, vi kunne gøre mere for ofrene. 
Så er jeg meget optaget af retshjælp, som jo er sådan lidt retspolitisk nørdet. Jeg tror, jeg måske er den eneste, der er optaget af det. Sådan for alvor. Der er mange, der siger pæne ord om det, men ikke rigtig – synes jeg – går efter at skabe forbedringer.

I har selv foreslået at udvide ordningen, så socialrådgivere er kommet med ind og kan rådgive borgerne under retshjælpen – er det godt for retssikkerheden?

Ja det er korrekt, og jeg vil sige, at det var et afmagtsforslag, fordi der ikke sker noget som helst på det her område. Er der så en eller anden flig af en forbedring, vi kan skabe, så det gjorde vi – det her var en meget lille del af det.
Men jeg tror, jeg oprindeligt var med til at nedsætte det første udvalg til at forbedre retshjælpsordningerne under Lars Barfoed, så det er mange år siden. Og siden er der jo så fulgt – jeg   ved ikke, hvor mange udvalg, og hvor nogen har afrapporteret, og hvor oplæggene har været, at man ikke må bruge flere penge. Og så hjælper det jo ligesom ikke så meget. Det her område trænger for alvor til forbedringer.

Du har været med i retspolitik siden 2007 – hvad er egentlig de største forandringer i retspolitikken fra dengang til nu?

Alt det digitale har skabt en lang række forbedringer – og en lang række problemer. 
Den digitale udvikling betyder grundlæggende, at vi kan få langt flere oplysninger, end vi kunne tidligere. Hold op, hvor er jeg tidligere stødt meget ind i, at man på spørgsmål har sagt i Justitsministeriet, at ”det kræver en stor manuel optælling, så det kan vi ikke give dig svar på.” Og det vil sige, at på mange områder blev vi holdt lidt i mørket, bevidst eller ubevidst, og det blokerede for, at man kunne lave initiativer. 
Og så giver det digitale også bare mange problemer. Det har åbnet for typer af svindel, som jo er ufattelig svært at bekæmpe, hvor dem, der begår forbrydelsen, kan sidde et helt andet sted, og slet ikke kan dansk. Måske har vi været lidt beskyttet af vores sprogbarriere tidligere i forhold til det. Men nu kan de kriminelle jo sidde og svindle os i fakturafabrikker alle mulige steder rundt omkring i verden.

Hvad er det største retspolitiske problem her og nu, som du ser det?

Jamen, du spørger jo en, som virkelig elsker smalle sager og noget af det mere nørdede i retspolitikken. Og jeg har meget svært ved at ”pick my darlings”, hvis jeg kan sige det på den måde.
Men jeg tror, at en af de helt store problematikker er, at straffesagskæden er smadret. Det har sejlet alt for længe. Så er det domstolene, der har problemer og stadigvæk har problemer. De er jo i gang med at høvle sagsbunker ned. Så er det kriminalforsorgen, der ikke har pladser. Så er det politiet, der bare henlægger for at komme i sync med sagsbunkerne, hvor folk så ikke får efterforsket kriminalitet. Det er Erstatningsnævnet, som har umenneskelige sagsbehandlingstider. 
Det forekommer mig, at justitsområdet er gået i stykker på en eller anden måde.
Det er simpelthen blevet underprioriteret i alt for mange år, og det har skabt en masse uhensigtsmæssigheder, at vi ikke kan rekruttere længere i kriminalforsorgen, at politiet så småt også har rekrutteringsproblemer.
Vi har jo bevilget lidt flere penge, men jeg føler mig ikke overbevist om, at det er nok til, at der kommer en ordentlig fremdrift i det. Men altså, det er jo en start, og Rom blev ikke bygget på én dag.
Når det eksempelvis handler om dommerstanden, så kan man jo ikke lige gå ud og trække en dommer i en automat – og man kan heller ikke lige trække en politibetjent. Så det tager tid før, at det her bliver genoprettet.

Har du selv nogen forklaring på, hvorfor justitsområdet er endt i sådan en ”lavstatus” og har været underprioriteret?

Ansvaret er politisk. Der har simpelthen ikke været givet penge nok. Det er en stor udfordring, når vi forhandler. Ofte er udgangspunktet, at vi må arbejde med det, vi kan få af finansministeren. Men jeg mener, der er behov for at vende det på hovedet og tage udgangspunktet: Hvad er det, der skal til?
Jeg har siddet på det her område så lang tid, at det nu efterhånden er blevet lidt sværere at køre om hjørner med mig. Det lykkes stadigvæk nogle gange, fordi det er svært at gennemskue tallene. Det foregår i nogle lukkede kredse i Justitsministeriet, hvor man får nogle forklaringer.
Der er jo ikke så meget politik længere, der foregår i selve Folketinget. Alle forhandlinger er rykket til et ministerium, og det gør det ikke særlig gennemskueligt for borgerne heller, hvordan de der beslutningsprocesser er, og hvordan det der foregår. Det synes jeg er en udfordring.
Men jeg tror, at mediefokus er vigtigt. Eksempelvis kan vi se, at hele Danmarks Radios fokus på vask af sager, som jo helt klart bunder i noget økonomi, er noget af det, der er med til at sætte fokus på problemerne. Og som jo også er noget af det, som vi prøver at tale om i politiforliget og de forhandlinger, der kører lige nu. 

I har for nylig lavet en aftale om strafreformen. Der kommer penge. Var det så ikke nok, eller var der nogle områder, du gerne ville have givet mere til?

Der er helt klart mange områder, jeg ville give mere til. Jeg synes, det er underkendt, hvordan kriminalforsorgen er en del af den offentlige velfærd. Det er det, der skaber tryghed for, at kriminelle ikke går rundt på gaden. Men det skulle jo også gerne være det, som skaber tryghed for, at vi forhindrer det næste offer, og det ser jeg ikke rigtigt, at man gør, fordi rehabiliteringsdelen er udfordret.

Jeg er utrolig glad for, at der denne gang kom lidt mere fokus på de mange diagnoser, der er i kriminalforsorgen. Jeg kan ikke forstå, at vi skriver 2025, og så har vi stadigvæk ikke et beredskab, når halvdelen af de indsatte har ADHD. Jeg tror, det var helt tilbage i 2009, at jeg foreslog, der skulle være ADHD-afdelinger i fængslet, fordi vi jo bliver nødt til at lære den gruppe at mestre et liv med de udfordringer, de har. Det kræver nogle andre faggrupper også, som kan supplere fængselsbetjentene. De er rigtig gode til relationerne og vil det også rigtig gerne. Vi skal have langt flere psykologer, vi skal have langt mere sundhedspersonale – folk, som har forstand på de her ting.