Det er ikke nemt at være fængselsbetjent, og som direktør for kriminalforsorgen er der mange udfordringer, men Ina Eliasen vil ikke bytte for noget og slet ikke lige nu.

”Vi fik verdens bedste flerårsaftale, sidst den landede, og det er ekstremt vigtigt af to grunde: Vi har fået ressourcer og rammer til, at vi kan ansætte flere, og vi kan bygge flere fængselspladser. Men lige så vigtigt er signalet om, at man politisk har set problemerne, og at man er villig til at hjælpe kriminalforsorgen.”

De ekstra bevillinger til kriminalforsorgen kommer ikke til at løse alt her og nu, men alene den politiske støtte gør en forskel blandt de ansatte, som mest af alt ønsker sig flere kolleger.

"Når man ikke kan løse noget henover natten, gælder det om at holde modet oppe blandt medarbejderne. Det at få så tydelig en politisk håndsrækning har gjort, at folk i de spidse ender tænker: ’Ok der er hjælp på vej, det vender på et tidspunkt’. Hvis vi kan holde den gejst oppe, indtil det begynder at virke, tror jeg, at vi kommer i mål,” siger Ina Eliasen, der siden 2020 har været øverste direktør for kriminalforsorgen.

Det er ikke en hemmelighed, at kriminalforsorgen i takt med adskillige strafferetlige skærpelser er stærkt udfordret af overbelægning og underbemanding, og det har mærkbare konsekvenser for både ansatte og indsatte. Problemer, som også en lang række forsvarsadvokater har påpeget. Blandt andet det besvær, der kan være for at få adgang til at møde klienter, der sidder i varetægt. Eller når det er vanskeligt for varetægtsfængslede at få besøg af deres pårørende, fordi der simpelthen ikke er ledige besøgsrum, da de bruges til belæg, eller fordi der ikke er personale til at sørge for den sikkerhed, der er påkrævet. Men den vedvarende kritik er ikke noget, der skræmmer Ina Eliasen – tværtimod byder hun den velkommen.

”Advokater har en særlig viden, og den prøver jeg at bruge positivt. Forsvarsadvokater har første parket til hele straffesagskæden. Det er der jo ikke andre, der har på samme måde. Så den skal de blive ved med at bruge. De kan både påpege udfordringer hos os, ved domstolene eller i et andet led af retskæden og bidrage med de gode idéer, fordi de har et gennemgående blik på hele retsvæsnet.”

I dialog med advokater

Det er også en af grundene til, at kriminalforsorgen har etableret et advokatforum, hvor man blandt andet drøfter forholdene i fængslerne sammen med Advokatsamfundet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater og Danske Advokater. Og når der påpeges specifikke udfordringer, samarbejdes der om at finde løsninger.

”Vi har eksempelvis nedsat en særlig arbejdsgruppe, der kigger på, hvordan vi kan gøre forholdene omkring besøg bedre. Og her har vi inviteret repræsentanter fra kriminalforsorgens advokatforum med. Det har gjort en forskel, og der er kommet løsninger, vi ikke selv havde kunnet udforme. Arbejdsgruppen er ikke færdig endnu, så jeg kan ikke sige så meget om resultatet, men der er kommet gode anbefalinger ud af det. Jeg tror helt klart, at vi kan løse nogle af ting, der bøvler, når vi begynder at implementere nogle af anbefalingerne."

Ina Eliasen har generelt et godt indtryk af advokatstanden, selvom det ikke er alt, hun er enig med advokaterne i.

”Vi kan se tingene på forskellige måder, fordi vi har vores opgaver, og advokater har deres opgaver. Men jeg spidser altid ører, når der kommer noget fra den kant. Netop fordi de har den store erfaring i mødet med os, og fordi de også har et særligt blik for retssikkerheden blandt de indsatte – det er ikke alle, der har det.”

Derfor er det vigtigt med engagement i den retspolitiske debat, og at man som advokatstand har og giver udtryk for sin mening.

”Vi er jo enige om, at vi mange steder har forældede rammer og bygninger, og at vi mangler personale. Og der gør advokater det, de skal - de presser på og siger, at det ikke er godt nok, og at jeg skal løse det - hellere i dag end i morgen. Det er et pres, som jeg synes, er helt rigtigt at lægge på kriminalforsorgen. At vi skal skynde os med at løse en given problemstilling. Jeg kan så sige alt det, jeg vil om, at det er svært at rekruttere mv. Det lytter de også til, men det ændrer ikke ved, at det er rigtigt at presse et system, en offentlig myndighed. De forstår jo udmærket, at jeg ikke kan ansætte 300 betjente i morgen, men det skal de ikke lade sig tage til takke med.”

Et vildt sted

Ina Eliasen har arbejdet i kriminalforsorgen igennem store dele af sin karriere, efter hun afsluttede jurauddannelsen. Her blev hun meget tidligt interesseret i retsvæsenet, fordi det er så grundlæggende for et velfungerende demokrati og for samfundet.

”Jeg har været ude ad flere omgange, og jeg har også været andre steder i straffesagskæden, fordi hele kæden interesserer mig, men jeg vender altid tilbage til kriminalforsorgen. Jeg har altid tænkt, at det var et vildt sted – specielt med de hårde kriminelle. For der er jo nogen, der skal håndtere dem og sørge for at de kommer ud igen – med alle de dilemmaer, der ligger i det. Og det har altid tiltalt mig.”

Lige nu handler det ifølge Ina Eliassen om at rekruttere flere fængselsbetjente. Hun oplever ofte fordomme om, at hvis man ikke kan blive til andet, så kan man altid blive fængselsbetjent. Men det holder ikke, for der stilles særlige krav til ansøgerne, som har en klar men ikke simpel opgave.

”Opgaven er på den ene side hele tiden at tænke i sikkerhed, og på den anden side at tænke i mennesker. Vi får rigtig mange ansøgninger, men vi optager kun cirka en femtedel, og det har vi gjort i mange år. Vi overvejer altid, om vi kan optage lidt flere - men de skal kunne gå ind i de her svære relationer, de skal kunne samarbejde, og de skal kunne skrive, så det kan bruges i en retssag. Samtidig skal de have en vis fysik, de må ikke have noget på straffeattesten, og så skal de formå det sværeste, man kan i den her verden: at ændre andre menneskers adfærd. Det er det, vi vurderer på, og derfor optager vi kun de bedste.”

Trods et lønløft som følge af de seneste trepartsforhandlinger, hvor fængselsbetjente var en af fire særligt udvalgte grupper, der forhandlede særskilt, så er drivkraften hos de ansatte mere end bare løn:

”Jeg spurgte på et tidspunkt en fængselsbetjent, hvorfor han havde valgt jobbet. Han fortalte, at han var vokset op i en kriminel familie, at det havde ødelagt hele hans barn- og ungdom. Det ville han gerne komme med et modsvar til. Så han havde valgt at gå den vej at blive fængselsbetjent. Og så sagde han: ’Jeg går på arbejde, og jeg ved, at jeg ikke får de store sejre hver dag, men jeg får små sejre hele tiden, fordi jeg skubber til mennesker - jeg flytter mennesker. Den dag jeg får en indsat til at acceptere, at han skal i misbrugsbehandling, eller at han skal gå i gang med en uddannelse, så går jeg hjem fra arbejde og føler, at jeg har givet noget tilbage.’ Det er det, man møder i vores institutioner, og det er det, der driver arbejdet - at gøre en forskel og at få de indsatte ud, så de ikke begår kriminalitet igen.”

Der er mange holdninger til kriminalforsorgens arbejde, og med det følger også misforståelser.

”Jeg bliver mødt af alt lige fra: ’Hvorfor gør I ikke noget mere for, at de ikke kommer igen, hvorfor uddanner I dem ikke, og hvorfor gør I ikke alt muligt – til den anden ende af spektret, hvor folk siger: 'Jamen hvorfor smider I ikke bare nøglen væk?' Der er mange misforståelser, og de er nok lidt afhængige af, hvad ens egen holdning er til kriminalforsorgen. Den største misforståelse er nok, at vi gør ting, fordi vi er blødsødne. Eksempelvis hvorfor man skal have en uddannelse, når man har slået én ned? Men alt, hvad vi gør, har ét sigte, og det er at få folk ud af kriminalitet. I sidste ende skal vi være med til, at der kommer færre ofre for kriminalitet. Det er det eneste pejlemærke, vi har. Selvfølgelig skal vi fuldbyrde straffen og holde dem så længe de har straf. Men målet er i sidste ende at få færre ofre for kriminalitet,” siger Ina Eliasen.

Dilemmaer på stribe

Det daglige arbejde i kriminalforsorgen med at forebygge kriminalitet og at sørge for sikkerheden kræver hver dag et utal af svære beslutninger.

”Det er utroligt dilemmafyldt, og man skal balancere alt på en knivsæg. Vi skal passe på samfundet udenfor, vi skal gøre det rigtige omkring de dømte, og vi skal overholde al lovgivning og sørge for, at de retssikkerhedsmæssige principper er overholdt. De ting føles nogle gange som modsætninger, men det er det, vi skal håndtere, og det synes jeg er ret spændende.”

Kriminalforsorgen er en af de mest gennemregulerede instanser, men alligevel er der altid et skøn i enhver sag - hver eneste dag.

"Vi afgør nok 50.000 sager om året – lige fra spørgsmål om afsoningssted til, hvad de indsattes dagligdag kan og skal indeholde. Og alle afgørelser kan potentielt have et forkert skøn indbygget. Vi beder sådan set vores folk om at forudse, hvad et menneske vil gøre i morgen. Det er der jo ingen, der kan. Men vi arbejder indenfor de juridiske rammer, og vi gør alt for at skønne rigtigt og træffe de rigtige afgørelser. Samtidig har vi jo også med personer at gøre, der ikke nødvendigvis reagerer ligesom du og jeg ville gøre. Så det er nogle utroligt svære skøn og afgørelser, vi arbejder med, og følgerne af forkerte vurderinger kan være meget alvorlige."

Ombudsmanden er jævnligt på tilsynsbesøg i kriminalforsorgens institutioner, ligesom forsvarsadvokaterne har deres daglige gang og kan pege på problemerne i det ellers helt lukkede miljø. Men Ina Eliasen ser meget gerne, at flere - eksempelvis pressen - får adgang indenfor murene, og derved kan formidle videre, hvad der foregår. Ikke kun til borgerne, men også til potentielle nye ansatte.

”Hvis jeg skulle sige én vigtig ting for retssikkerheden, så ville det være at få flere betjente i morgen,” understreger Ina Eliasen.

”Vi vil gerne åbne portene, og vi vil gerne have kendskabsgraden op. Men det går langsomt, for vi kæmper mod forhåndsholdninger. Man ser så meget film - typisk om amerikanske forhold, og det er jo ikke det, vi har at gøre med i Danmark.”

Programmer som ’Indefra’ med Anders Agger og senest ’De mistænkte’, der viser vilkår og forhold for varetægtsfængslede, og som giver et retvisende billede, byder hun velkommen. Men også fiktionsserier, som senest den danske ’Huset’, der giver et skræmmende, fordrejet og urealistisk billede af livet i de danske fængsler, kan have en positiv effekt, fordi de giver mulighed for at blive synlig i debatten.

”Det var et kulsort billede, der blev tegnet, som vi ikke kan genkende, og nogle ansatte blev ramt af det. Men vi prøvede at bruge opmærksomheden positivt. Så vi kunne fortælle alle de gode historier, vi har fra fængsler og arrester - og hele systemet i øvrigt. Vi fik lov til at forklare, hvad den rigtige kriminalforsorg er, hvordan vi arbejder, og hvilke mennesker vi har ansat. Vi har ikke set noget negativt på det optag, der kom efter. Men vi har heller ikke kunne se noget positivt, så jeg tror, at den landede neutralt. Men kendskabet blev helt klart større.”

Ina Eliasen håber, at også advokater vil fortsætte med at deltage i debatten og bide sig fast, selvom løsningerne ikke kommer med det samme.

”Bliv ved med at udfordre os. I hører os måske gentage, at vi mangler personale og pladser, men det ender jo næsten altid med, at kritikken bidrager til nogle andre løsninger. Det er der, advokater er stærke - de hjælper os med at finde nye løsninger på gamle problemstillinger. Så bliv bare ved, selvom det måske kan føles som om, at vi giver det samme svar igen og igen.”