Der var kun 14 dage til, at sagen om tre rammer sodavand, som min klient Ricco som 17-årig havde været med til at stjæle, skulle for Højesteret. Materialesamlingen var egentlig færdig, og jeg var sikker på, at vi havde trawlet alle relevante domme igennem. Men så fandt vores studentermedhjælper en omtale af en byretsdom fra Bornholms Tidende, og der blev lavet en tillægsmaterialesamling. Om dommen var udslagsgivende for resultatet i Højesteret, ved jeg ikke, men det var en vigtig dom lige for vores sag, og den eneste dom, jeg procederede på i Højesteret.  

Da jeg gik op ad den lange stejle trappe til Højesteret, som gør, at føler du dig ikke lille inden, så gør du det i hvert fald dér, havde jeg en god mavefornemmelse. Den skyldtes i høj grad, at jeg med mig i tasken havde materialesamlingen, der indeholdt dommen fra Bornholm og tal fra Danmarks Statistik, som viste, at der var givet flere hundrede tiltalefrafald og bøder i indbrudstyverisager årligt. Vi kunne ikke se, om det var sket ved politiet eller i retten, men tallene viste i hvert fald, at det kunne lade sig gøre. Men samtidig havde jeg i baghovedet, at fem ud af seks kloge landsretsdommere havde sagt nej til at give en mildere straf end fængsel. Kun én dommer stemte for at give bødestraf i stedet. I øvrigt havde jeg som altid fodtøj af mærket Dr. Martens på i Højesteret. Nogen studser måske over, at jeg møder sådan op i retten og endda i Højesteret, men jeg går som forsvarsadvokat konsekvent i Dr. Martens-sko eller -støvler i en stærk farve, fordi jeg ønsker at skille mig ud fra mængden af jakkesæt med en signifikant og individuel fremtoning, som diskret udstråler en anti-establishment-attitude.

Retten i Sønderborg idømte i marts 2022 Ricco og hans to venner 14 dages betinget fængsel for indbrudstyveri. Vestre Landsret stadfæstede dommen, efter at Ricco som den eneste havde anket afgørelsen. Grunden til, at der var tale om et indbrudstyveri var, at de var gået ind ad en ulåst dør til, hvad de troede var en nedlagt skole i landsbyen Skrydstrup, men som viste sig at lægge lokaler til et hinduistisk tempel. Det kommer især bag på mange mennesker, som ikke arbejder med jura, at går du ind ad noget, der er lukket, og tager noget, så er der tale om indbrudstyveri, hvor udgangspunktet er fængsel. De tre unge mænd stjal en ramme Faxe Kondi og to rammer Coca-Cola til en anslået værdi på 225 kroner. Havde de i stedet stjålet for 7.000-8.000 kroner i en butik, ville han kun havde fået en bødestraf. Fordi der var tale om et ind”brud” – altså at de gik ind et sted, hvor de ikke var inviteret, så stod den på fængsel.

De fortrød deres handling og stillede derfor nogle dage senere de stjålne halvliters sodavand tilbage sammen med nogle nyindkøbte halvandenliters sodavand for at kompensere for de få, de selv havde drukket. Tragikomisk nok var det medvirkende til, at tyveriet overhovedet blev opdaget og meldt til politiet, da de nye, væsentlig større sodavand stak ud. Med et smil kan man sige, at moralen er, at man ikke skal gøre skaden god igen, hvis man angrer, men det mener jeg selvfølgelig ikke. I sidste ende lagde Højesteret vægt på, at de returnerede sodavandene og forsøgte at genoprette skaden. Det var derfor med til at ændre fængselsstraffen til en bødestraf med fire dagbøder á 250 kroner. Jeg forventede ikke, at Ricco ville få en lavere straf end en bøde, men vi ville ikke gå glip af muligheden for at opnå straffrihed. Vi ankede til Højesteret med påstand om straffrihed og subsidiært bødestraf og var derfor alligevel kisteglade for, at det lykkedes at opnå en formildelse af straffen.

Det er ikke normalt, at man procederer på byretsdomme i Højesteret, men der fandtes ingen praksis fra hverken landsret eller Højesteret, hvor indbrudstyveri kun har udløst bødestraf eller givet straffrihed, hvilket straffelovens paragraf 287 giver mulighed for, hvis der er formildende omstændigheder. Den manglende praksis var med al sandsynlighed baggrunden for, at Procesbevillingsnævnet tillod, at vi kunne anke til Højesteret. Sagen er principiel, da der var et behov for at fastslå, hvornår kattelemmen for ikke at idømme fængselsstraf åbner.

Dommen fra Bornholm var fra 2015 og var vigtig, fordi det var den eneste dom med samme tema, vi kunne finde. I sagen var to 15-årige tiltalt for indbrud og forsøg på indbrud. Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om straffrihed, hvis de tiltalte erkendte sig skyldige, hvilket de gjorde. Dommen viser, at anklagemyndigheden kan være fornuftig i vurderingen af mindre sager. Jeg mener, at der er en tendens til, at politi- og anklagemyndigheden går i for små sko i dag. Rigtig mange små sager skal prøves for retten, og en del af dem kunne efter min vurdering være afsluttet med bøde uden at komme for en dommer. Det er ude af proportioner og spild af ressourcer.

Højesteretsdommen er syv sider lang, og det er usædvanlig langt for en så simpel sag, der startede som tilståelsessag på knap en time i byretten. Derfor vurderer jeg, at den helt klart er skrevet som havende præjudikatsværdi. Når jeg taler med nogen fra anklagemyndigheden, hæfter jeg mig ved, at de alle kender dommen. På den baggrund forventer jeg, at den vil få stor betydning for senere afgørelser i lignende sager. I sagen lykkedes det os at kravle under barren for fængselsstraf, og Højesteret slår fast, at bødestraf kan være tilstrækkeligt i indbrudstyverisager. Selvfølgelig er hver sag forskellig, og der vil komme andre domme, hvor det også skal vurderes, hvor barren går, men denne højesteretsdom viser, at det ikke er umuligt at få en mildere straf end fængsel. Samtidig er det mit fromme håb, at dommen vil få den betydning, at anklagemyndigheden vil holde lidt mere igen med skytset og anvende ressourcerne på andre sager end bagatelagtige sager.

Da sagen havnede på mit skrivebord, tænkte jeg, at det var endnu en banal tilståelsessag, jeg fik fra retten som beneficeret advokat. Ricco skulle have en advokat, og retten udpegede mig. Dengang havde jeg på ingen måde forventet, at sagen ville ende i Højesteret og få så massiv medieomtale, som den fik.

For Ricco var sagen vigtig, fordi det kan få en afgørende betydning for hans karriere, om der kommer til at stå bøde eller betinget fængsel i politiets register. Da han var under 18 år på gerningstidspunktet, vil hans offentlige straffeattest ikke blive plettet, men hos politiet vil straffen stå der til evig tid. Det kan få betydning, hvis du søger et job, der kræver sikkerhedsgodkendelse – for eksempel hos politiet. Vi ved ikke præcis, hvilke kriterier der skal være opfyldt for at blive sikkerhedsgodkendt, men man må gå ud fra, at bødestraf betyder mindre end en fængselsstraf. Ricco drømmer om at blive forsvarsadvokat, og det kunne nok lade sig gøre uanset hvad, men vil han i stedet være anklager, tror jeg, at en fængselsstraf ville stå i vejen.

Efter hovedforhandlingen i Højesteret, hvor der var godt en uge til domsafsigelsen, stillede Ricco op til interview i studiet hos Go’aften Live på TV 2, mens jeg var med fra et studie i Kolding. Da dommen så kom, var mediedækningen endnu større. Jeg deltog endnu en gang i Go’aften Live og stillede op til radio- og avisinterviews. Derudover kom nyhedsudsendelserne fra de store tv-kanaler forbi vores advokatkontor, og det resulterede i, at man på tv kunne se mig læse dommen op for Ricco. ”Det er fedt,” sagde en glad Ricco, da han hørte udfaldet.

Jeg tager det med mig fra sagen, at det kan være en god idé at gøre endnu mere brug af medierne, hvis det tjener klientens interesse. Vi drøftede bagsiden ved at stille sig frem, men Ricco var indforstået med, at sagen og hans navn ville kunne søges frem på internettet i årene frem. Han vedstod sig det, han havde gjort, men syntes samtidig, at straffen skulle være rimelig.

Fordi han sagde ja til at fortælle sin historie, kunne hr. og fru Danmark se konsekvenserne af de konstante lovstramninger. Det gør ondt og er pludselig urimeligt, når det rammer nogen, man kan identificere sig med – nogen, der kunne være ens egen søn, nevø, bror eller lignende. Det er måske et sundt wakeup-call i forhold til at sige: Der er lighed for loven. Hårdere straffe rammer også ens egen pæne og ordentlige søn, som aldrig har trådt ved siden af før. Det er jo ikke kun Brian eller Muhammed, loven gælder for. Den gælder også for Constantin og Leopold. Ville mediedækningen have været den samme for en sag som denne, hvis ikke Ricco fremstod så sympatisk og fotogen, som han nu engang gjorde, og sagens hovedpersoner i stedet var ”the usual suspects”? Det håber jeg, men jeg kunne have en frygt for, at det ikke ville være tilfældet.

Undervejs – lige efter vi tabte landsretssagen - fik Ricco kolde fødder, fordi han var træt ovenpå at have tabt 5-1 i landsretten, og fordi der var en risiko for en større regning for sagsomkostninger. Jeg var personligt indigneret, og det var en vigtig og principiel sag, som jeg mente skulle prøves for Højesteret, så jeg endte med at sige, at højesteretssagen ikke skulle koste ham noget – altså at jeg ville føre sagen pro bono, hvilket aldrig blev relevant, fordi statskassen endte med at betale alle sagsomkostninger. Hvis vi havde tabt sagen i Højesteret, ville det havde været ærgerligt for Ricco, men det ville ikke have været spildte kræfter. Den store mediedækning medførte, at oppositionspolitikere kommenterede sagen og stillede spørgsmål til justitsministeren. Sagen har været med til at skabe en meget vigtig politisk debat og et politisk pres. Det virker ofte til, at det er automatreaktion fra politikerne, at vi altid skal have hårdere straffe og gerne mindstestraffe. Lad nu noget være op til domstolene. Denne sag er et skoleeksempel på, at hårdere straffe ikke altid er vejen frem.