Spring hovednavigationen over

Tema: Jura nu og i fremtiden: Ny jurauddannelse indfører praktik på bachelordelen

Publiceret: 19. september 2023

Tekst: Camilla Bergsagel Nielsen
Foto: Jeppe Carlsen

LinkedIn ikon Link ikon Prink ikon

Som den eneste jurauddannelse i Danmark slår den nye jurauddannelse i Esbjerg sig op på at have obligatorisk praktik. Et praktikforløb i en virksomhed, i det offentlige eller et advokatfirma skal give de studerende mulighed for at snuse til jura i praksis, men også være med til at få deres øjne op for lokale karrieremuligheder.

Hanne Søndergaard Birkmose

De allerførste jurastuderende har netop lukket jurabøgerne op til første semester på bachelordelen i Danmarks femtestørste by Esbjerg. Syddansk Universitet (SDU) står bag den nye jurauddannelse, som i september bød 50 studerende velkommen. Ambitionen er at skabe en uddannelse med en tættere kobling til det lokale erhvervsliv, og det skal indførelsen af obligatorisk praktik på bacheloruddannelsen være med til at understøtte.

”Gennem den obligatoriske praktik får man som studerende noget andet med sig ved at læse jura i Esbjerg. Praktikken skal være med til at adskille os en smule fra de andre jurauddannelser, for vi kan ikke konkurrere på at være en del af en stor, international studieby, som Københavns Universitet for eksempel kan,” siger Hanne Søndergaard Birkmose, institutleder på SDU’s juridiske institut.

Den nye jurauddannelse har ingen problemer haft med at fylde pladserne, da 478 ansøgte om at læse jura i Esbjerg, hvoraf 86 havde Esbjerg som førsteprioritet. Beslutningen om at placere en jurauddannelse i Esbjerg er opstået politisk ud fra et ønske om at få flere uddannelser og arbejdspladser til yderområder. Hanne Søndergaard Birkmose fortæller, at det var oplagt, at SDU greb muligheden, fordi universitet allerede havde en universitetscampus i Esbjerg.  

Praktikforløbet, som er en fast del af femte semester på jurauddannelsen hos SDU Esbjerg, vil tælle som 7,5 ETCS-point svarende til knap en tredjedel af et semester. Hanne Søndergaard Birkmose, der som institutleder både står i spidsen for jurauddannelsen i Odense og Esbjerg, fortæller, at fagene på de to uddannelser ikke er 100 procent ens, men at man groft sagt kan sige, at praktikken i Esbjerg træder i stedet for det praktisk orienterede fag i Odense, Law in Action.

”De studerende får mulighed for at prøve kræfter med den praktiske del af juraen på et tidligt tidspunkt ved at være i praktik hos for eksempel politiet, et advokatkontor eller i kommunen. Forhåbentlig kan praktikforløbet være med til at give dem et mere præcist billede af, hvordan arbejdet som færdiguddannet jurist ser ud,” siger hun.

Hanne Søndergaard Birkmose understreger, at det er vigtigt for den nye jurauddannelse at uddanne kandidater, der kan det samme som kandidater fra de øvrige jurauddannelser og har samme høje faglige niveau. Derfor kommer uddannelsen ifølge hende ikke til at skille sig ud rent fagligt og indholdsmæssigt, men den vil helt generelt – også ud over praktikken – sætte det højt at samarbejde mere systematisk med erhvervslivet.

”Det gør vi ud fra en betragtning om, at det er med til at skabe bro mellem de studerende og arbejdspladser i lokalområdet. Jo mere, vi agerer bindeled, des større er sandsynligheden også for, at de studerende får øjnene op for de lokale karrieremuligheder. Ellers er der en risiko for, at de studerende forsvinder til København eller andre af de større byer, og så bidrager vi jo ikke til at opfylde den politiske målsætning om, at vi skal have flere uddannede jurister til det syd- og vestjyske.”

Som en del af SDU’s forberedelse af den nye jurauddannelse har der været dialog med de lokale arbejdsgivere, og tilbagemeldingen fra mange var, at de har ledige stillinger inden for jura og oplever, at det kan være svært at rekruttere fra andre dele af landet. Den tendens bekræfter Allan Nejbjerg, som ud over at være medlem af Advokatrådet er partner i Penta Advokater med daglig gang på advokatfirmaets kontor i Esbjerg.

”Vi kan godt slå advokatstillinger op, men der er næppe nogen ansøgere. Derfor har vi fokus på at styrke fødekæden nedefra. Jeg ser den nye jurauddannelse som en del af løsningen på lokalområdets rekrutteringsproblemer, når det gælder jurister og advokater. Det er lettere at tiltrække og holde på lokalt forankrede medarbejdere. Det sker sjældent, at en advokat hiver teltpælene op og flytter fra København til Esbjerg,” siger han.

Allan Nejbjerg er selv et af de sjældne eksempler, da han som københavner rykkede til Esbjerg for 24 år siden. Oprindeligt var planen et halvt år i Esbjerg, men han endte med at blive.

 ”Som advokatkontor vil vi støtte så meget som muligt op om uddannelsen og dens praktiske fokus, som er med til at styrke uddannelsens og dermed de studerendes lokale forankring. Jeg oplevede selv som yngre advokat at få mulighed for at prøve lidt af hvert herovre. Der er god mulighed for at være generalist frem for at sidde med små fagområder.”

Ud over obligatorisk praktik får bacheloruddannelsen i Esbjerg også et nyt obligatorisk fag, som man ifølge Hanne Søndergaard Birkmose heller ikke finder som et obligatorisk fag på de andre universiteter.

”Faget kommer til at handle om, hvordan digitalisering er med til at udfordre og forandre den måde, jurister arbejder på. Idéen er opstået ud fra de snakke, vi har haft med aftagerne under forberedelsen af jurauddannelsen. Når man bygger en ny uddannelse op, er det nemmere, fordi så er byggeklodserne ikke lagt fast på forhånd,” forklarer hun.

SDU har også besluttet at indføre det obligatoriske fag i Odense. Det arbejder studienævnet med lige nu.