Advokaten bragte i august 2016 artiklen ”Sagen henhører under skifteretten…. Eller gør den?”. Artiklen belyste med udgangspunkt i Advokatnævnets praksis grænsedragningen mellem skifterettens og Advokatnævnets kompetence. Artiklen blev i Advokaten 8, 2018, fulgt op af artiklen ”Klage over en bobestyrer” med eksempler på Advokatnævnets afgørelser vedrørende klager over advokater, der af skifteretten er udpeget til at behandle et dødsbo som bobestyrer. Som en opfølgning herpå følger her eksempler på Advokatnævnets afgørelser vedrørende klager over advokater, der af skifteretten er udmeldt som kurator i et konkursbo.
Skifteretten behandler efter konkurslovens regler klager over kuratorer. Efter retsplejelovens § 146, stk. 1, og § 147 b, stk. 1, behandler Advokatnævnet klager over advokaters adfærd og salær.
I nogle tilfælde, hvor en advokat er udpeget af skifteretten som kurator i et konkursbo, henhører kompetencen til at behandle en klage over advokaten under Advokatnævnet. I andre tilfælde henhører kompetencen til at behandle en klage over kurator under skifteretten. Når skifteretten har taget stilling til en klage, har Advokatnævnet i visse tilfælde kompetence til at behandle en klage.
Det beror på en konkret vurdering af klagen, hvorvidt denne skal indgives til skifteretten eller til Advokatnævnet. Til belysning af, hvornår Advokatnævnet finder, at nævnet har kompetence til at behandle en klage – og hvornår nævnet ikke finder at have kompetence - gennemgås i denne artikel uddrag af Advokatnævnets afgørelser gennem de senere år vedrørende klage over en advokat, der var udpeget som kurator.
Hvis konkursboet verserer i skifteretten, fremgår det af Advokatnævnets praksis, at det indgår i nævnets vurdering af kompetencespørgsmålet blandt andet, hvem der klager, hvad klagen vedrører, og om skifteretten har forholdt sig hertil.
I Advokatnævnets sagsnr. 2018-2745 og 2018-2746 havde klager, der var under konkurs, klaget over advokaten, der var udmeldt som kurator i blandt andet klagers konkursbo, og en advokat, der bistod kurator i forbindelse med konkursboernes behandling, ved flere forhold havde tilsidesat god advokatskik.
Advokatnævnet udtalte i kendelse af 26. september 2019 i sagerne, at det i et verserende konkursbo i første omgang henhører under skifterettens kompetence at vurdere, hvorvidt kurator har foretaget fornøden undersøgelse af boets aktiver, foretaget korrekt høring i forbindelse med fordringsprøvelse og i fornødent omfang imødekommet anmodning om kopi af boets akter.
Endvidere fremgik, at hvorvidt en kurator er habil til at foretage fordringsprøvelse af et krav i et konkursbo, hvor han har anmeldt kravet som kurator i et andet konkursbo, og om han har afgivet ukorrekte oplysninger i den forbindelse, i første omgang ligeledes henhører under skifterettens kompetence. Der var for Advokatnævnet ikke oplysninger om, at skifteretten havde forholdt sig til, om advokaten i det konkrete tilfælde var habil til at foretage fordringsprøvelse af et krav. Advokatnævnet afviste på den baggrund for tiden disse dele af klagen efter beskaffenheden, fordi det som udgangspunkt henhørte under skifterettens kompetence at tage stilling til klagepunkterne.
Advokatnævnet udtalte imidlertid, at nævnet havde kompetence til at behandle de øvrige klagepunkter, da de drejede sig om, hvorvidt advokaten havde tilsidesat god advokatskik i forbindelse med varetagelsen af hvervet som kurator. Nævnet fandt, at advokaten blandt andet ikke havde tilsidesat god advokatskik ved ikke at sende kopi til klager af sit svar til skifteretten vedrørende klagers anmodning om gældssanering. Det fremgik, at nævnet herved havde lagt vægt på, at kurator handlede på vegne af skifteretten i konkurssagen.
I Advokatnævnets sagsnr. 2017-1390 var advokaten kurator i selskab X under konkurs. Klager havde blandt andet klaget over, at advokaten havde kontaktet klager (selskab Y) direkte, selvom selskabet var repræsenteret ved advokat, og søgt at indgå aftale med klager uden repræsentation ved advokat samt ved at fremkomme med injurierende udtalelser. Sagen vedrørte henvendelser og møde i december 2016 og januar 2017. Advokatnævnet fandt i kendelse af 20. december 2017, at advokaten groft havde tilsidesat god advokatskik ved at tage direkte kontakt til klager flere gange samt gennemføre møde, når han var bekendt med, at klager var repræsenteret ved advokat. Advokatnævnet frifandt advokaten for den del af klagen, der vedrørte hans ytringer.
Advokatnævnets afgørelse blev stadfæstet ved dom af 26. september 2018 fra Retten i Odense. Østre Landsret ophævede ved dom af 25. februar 2020 Advokatnævnets kendelse, idet landsretten efter de da foreliggende oplysninger fandt, at advokaten først den 26. januar 2017 havde fået kendskab til, at Z var direktør i klager (selskab Y), og at hans direkte henvendelser til Z var af hændelig karakter.
Hvis advokatens kuratorhverv er ophørt, fremgår det af Advokatnævnets praksis, at nævnet som udgangspunkt anser sig for kompetent til at behandle en klage over kurators adfærd.
Således fandt Advokatnævnet i kendelse af 27. november 2019 i sagsnr. 2019-2275, at advokaten, der havde været kurator i to konkursboer, havde tilsidesat god advokatskik ved ikke at efterkomme henvendelser om udlevering af oplysninger mv. af betydning for behandlingen af konkursboerne til den nye kurator.
Hvis konkursboet er afsluttet i skifteretten, fremgår det ligeledes af nævnspraksis, at Advokatnævnet som udgangspunkt anser sig for kompetent til at behandle en klage over kurators adfærd.
Således realitetsbehandlede Advokatnævnet i kendelse af 29. juni 2023 klagen i nævnets sagsnr. 2022-2504, hvor konkursdekret vedrørende klager var ophævet. Klager havde klaget over, at advokaten, der havde været kurator i konkursboet, havde tilsidesat god advokatskik ved under konkursboets behandling at møde personligt på klagers adresse uden forudgående orientering af hans advokat og ved at videregive fortrolige oplysninger i sin redegørelse til skifteretten og fordringshavere. Advokatnævnet fandt under de konkrete omstændigheder, at advokaten ikke havde tilsidesat god advokatskik i forbindelse med orienteringen af klagers advokat om mødet, og at advokaten ikke var gået videre end berettiget varetagelse af konkursboets interesser tilsagde ved at medtage oplysningerne i redegørelsen til kreditorerne om klagerens lejebolig, hans søns privatskole og finansiering af livsstil.
Ved klage over, at en advokat, der er udmeldt som kurator i et konkursbo, befinder sig i en interessekonflikt, fremgår det af Advokatnævnets praksis, at det ligeledes indgår i Advokatnævnets vurdering af, om nævnet har kompetence til at behandle klagen, blandt andet om boet verserer i skifteretten, og om skifteretten i så faldt har forholdt sig til en klage over kurators habilitet.
I nævnets sagsnr. 2018-2478 var advokaten fratrådt som kurator. Klager havde blandt andet klaget over, at advokaten havde befundet sig i en interessekonflikt. Advokatnævnet udtalte i kendelse af 30. oktober 2019, at det som udgangspunkt henhører under skifterettens kompetence at vurdere, om en advokat, der er udpeget som kurator, er inhabil til at udføre det hverv, som advokaten er udpeget til at udføre. Henset til, at klagen blandt andet vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt advokaten havde handlet i strid med god advokatskik i forbindelse med afgivelse af habilitetserklæring, og om han havde befundet sig i en interessekonflikt i forbindelse med salget af boets aktiver, hvilke spørgsmål rakte videre end skifterettens kompetence, og da advokaten på tidspunktet for klagen var fratrådt som kurator, fandt Advokatnævnet ikke grundlag for at afvise klagen efter dens beskaffenhed.
Da der med rette kunne rejses tvivl om advokatens upartiskhed, fandt Advokatnævnet, at advokaten med sin erklæring ikke i tilstrækkelig grad havde sikret sig, at oplysninger, der var af væsentlig betydning for skifterettens beslutning om at beskikke ham som kurator, forelå for skifteretten, og advokaten havde herved handlet i strid med god advokatskik. Nævnet fandt endvidere, at advokaten havde handlet i strid med god advokatskik ved ikke af egen drift at have foranlediget, at der blev udpeget en ad hoc-kurator til at varetage salgsprocessen ved salg af boets aktiver.
I Advokatnævnets sagsnr. 2018-3297 var klage ligeledes indgivet til skifteretten. Advokatnævnet afviste ved afgørelse af 20. december 2018 klagen for tiden efter beskaffenheden, fordi den vedrørte klage over kurators habilitet, og fordi klager ved brev af 10. december 2018 havde indgivet klage til skifteretten vedrørende samme forhold. Det fremgik endvidere, at Advokatnævnet i visse tilfælde havde kompetence til at behandle klagen, efter skifteretten havde behandlet klagen.
I Advokatnævnets sagsnr. 2019-1438 havde klageren blandt andet klaget over, at indklagede, der var kurator i et konkursbo, befandt sig i en interessekonflikt. Nævnet afviste ved afgørelse af 31. oktober 2019 klagepunktet for tiden efter beskaffenheden, fordi det som udgangspunkt henhører under skifteretten i et verserende konkursbo at behandle en klage over en kurators habilitet.
Advokatnævnet realitetsbehandlede i sagsnr. 2022-2753 klage over, at advokaten havde påtaget sig hvervet som kurator, uanset at hun var inhabil. Advokatnævnet fandt i kendelse af 30. marts 2023 at advokaten, der var udmeldt som kurator, under de konkrete omstændigheder ikke havde befundet sig i en interessekonflikt ved at lade sig udpege som kurator. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at skifteretten på et retsmøde tilkendegav, at advokaten ikke generelt var inhabil til at varetage konkursboet som kurator ”men alene i forhold til de 2 rejste spørgsmål”, samt at skifteretten endvidere i en kendelse afviste klagerens begæring om afsættelse af advokaten som kurator. Nævnet lagde herudover vægt på, at advokaten havde anmodet skifteretten om at udpege en ad hoc-kurator. Advokatnævnet fandt på den baggrund, at advokaten ikke havde tilsidesat god advokatskik.
De omtalte afgørelser kan sammenfattes således, at Advokatnævnet som udgangspunkt afviser en klage over, at en advokat, der er udpeget af skifteretten som kurator, befinder sig i en interessekonflikt, for tiden efter beskaffenheden, når kuratorhvervet består, og skifteretten ikke har forholdt sig til spørgsmålet om habilitet. Det fremgår endvidere, at nævnet, når skifteretten i et verserende konkursbo har forholdt sig til kurators habilitet og efter kuratorhvervet er ophørt, som udgangspunkt realitetsbehandler en klage over, at advokaten befinder sig i en interessekonflikt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Det henhører under skifteretten at træffe afgørelse om en kurators salær. Advokatnævnet har derfor ikke kompetence til at behandle en klage over kurators salær.
I Advokatnævnets sag nr. 2022-113 havde klager adfærdsklaget over, at advokaten, der var kurator i klagers konkursbo, havde tilsidesat god advokatskik ved at afregne sit salær på klientkontoen, inden salæret var endeligt, og inden kærefristen var udløbet. Nævnet fandt i kendelse af 28. november 2022, at advokaten ikke havde tilsidesat god advokatskik ved at afregne sit salær, inden kærefristen var udløbet. Nævnet lagde særligt vægt på, at skifteretten ved kendelse af 4. juni 2020 godkendte advokatens salærindstilling, og at kæren, der blev iværksat efter, at advokaten havde hævet sit salær, ikke blev tillagt opsættende virkning. Advokaten var således berettiget til at udstede faktura af 5. juni 2020.