Ringere retssikkerhed og ingen indflydelse. Advokater i CCBE-komitéerne fortæller her om konsekvenserne ved det danske retsforbehold. I straffesager halter retssikkerheden flere steder, og forbeholdet komplicerer arbejdet som kurator. Også familie- og arveretsområdet ser udfordringer.
For godt tre årtier siden stemte danskerne i første omgang nej til Maastrichttraktaten, som udvidede det, der dengang hed EF-samarbejdet. Derefter blev de danske EU-forbehold, herunder retsforbeholdet, en realitet.
Retsforbeholdet betyder i dag, at Danmark ikke er med i EU’s samarbejde om grænsekontrol, udlændingepolitik, civilret, politi og strafferet. I en årrække har Danmark kunnet deltage i det retlige samarbejde, fordi der var tale om et mellemstatsligt samarbejde, som blandt andet betyder, at de enkelte lande skal godkende og vedtage nye regler. Med Lissabontraktaten, som trådte i kraft i 2009, blev EU-samarbejdet som udgangspunkt overstatsligt. Det betyder, at EU kan lave regler, uden at de først skal godkendes i hvert land. Dermed står Danmark nu i højere grad end tidligere uden for EU-samarbejdet.
Advokaten har stillet justitsminister Peter Hummelgaard (S) en række spørgsmål vedrørende retsforbeholdets konsekvenser og om, hvorfor Danmark ikke indfører de samme regler som EU på strafferetsområdet og dermed hæver retssikkerhedsniveauet til EU’s minimumsniveauer. Justitsministeriet oplyser, at det ikke har været muligt at få ministerens kommentarer til emnet.
KONKURSRET
Til skade for dansk erhvervsliv
Ingen fordele, kun ulemper. Sådan stempler advokat Anne Birgitte Gammeljord med speciale i insolvensret retsforbeholdet, som forhindrer Danmark i at være en del af EU’s konkursforordning.
”Arbejdet som kurator bliver mere kompliceret, omkostningerne stiger, og der er stor risiko for ikke at få adgang til penge og andre aktiver placeret i EU-lande. Det er klart til skade for dansk erhvervsliv og også for provenuet til den danske stat at stå uden for forordningen,” siger Anne Birgitte Gammeljord, som er medlem af Advokatrådets internationale udvalg og formand for CCBE’s vedtægtsgruppe.
Konsekvenserne ved retsforbeholdet omfatter i hovedtræk kun EU-lande uden for Norden, da en nordisk konvention fra 1933 sikrer anerkendelse af konkurser på tværs af Norden. Anne Birgitte Gammeljord arbejder i øjeblikket med et konkursbo med fast ejendom i Frankrig, der som udgangspunkt ikke anerkender den danske konkurs.
”Derfor skal jeg bruge penge på at involvere en fransk advokat, som skal indlede en proces i det franske retssystem for at få en fransk domstol til at anerkende mig som kurator og mine beføjelser til at handle på boets vegne. Hvis vi var en del af forordningen, ville andre EU-lande anerkende konkursen med det samme.”
Det kan betyde, at vi ikke kan få adgang til aktiver i udlandet og til at sælge dem.
Anne Birgitte Gammeljord fortæller, at det er forskelligt fra EU-land til EU-land, hvilke krav domstole stiller til en anerkendelse, og det kan langtfra altid svare sig at betale de omkostninger, der skal til for at få anerkendelsen gennemført. Nogle lande er mindre restriktive end andre, men som følge af den manglende gensidige anerkendelse er det aldrig let.
”Det kan betyde, at vi ikke kan få adgang til aktiver i udlandet og til at sælge dem. Så går konkursboet og dermed kreditorerne, som tit er Skat, lønmodtagere eller almindelige forretningsdrivende, glip af pengene. Det kan godt være, at virksomheder kan trække tabet fra i skat, men det betyder, at vi alle i sidste ende kommer til at betale,” siger hun og uddyber, at hendes advokatfirma ofte støder på den slags udfordringer i forbindelse med et dansk konkursramt selskab med udenlandske aktiver, som også kan være bankindeståender eller debitorer.
En anden ulempe ved at stå uden for konkursforordningen er ifølge Anne Birgitte Gammeljord, at Danmark ikke er en del af arbejdet med det fælles europæiske insolvensregister, som man kan få adgang til gennem den europæiske e-justice-portal, svarende til statstidende i Danmark.
”Du kan risikere ikke at gøre dit krav gældende på den rigtige måde, for det kan være svært at gennemskue reglerne, da de varierer i de enkelte lande. På nuværende tidspunkt arbejdes der i EU på et udbygget system, som harmoniserer oplysninger omkring insolvensbehandling, uanset hvor i EU-processen foregår. Men vi er udenfor.”
FAMILIERET
Et brud på retssikkerheden for offeret
Hvis en mor er rejst på ferie til Spanien med sine børn efter en skilsmisse fra faren, kan faren frit rejse efter dem og chikanere dem, selv hvis han skulle have et tilhold mod at opsøge sin ekskone efter at have udøvet fysisk eller psykisk vold. Forklaringen ligger i, at Danmark står uden for EU’s politisamarbejde på grund af retsforbeholdet.
”Hvis den ene part i for eksempel en skilsmisse-, samværs- eller bopælssag rejser på ferie i et andet EU-land, er den anden part ikke bundet af det danske tilhold, hvis vedkommende er fulgt efter. En overtrædelse af tilholdet i udlandet kan derfor ikke straffes. Det medfører et brud på retssikkerheden for offeret, som ikke er beskyttet,” fortæller advokat Liv Dyrhauge-Klargaard, som er medlem af Advokatrådets internationale udvalg og Advokatsamfundets repræsentant i CCBE’s arve- og familieretskomité.
Danmark står fuldstændig uden for indflydelse i det arbejde, EU foretager på familieretsområdet.
Et ugyldigt tilhold er ifølge Liv Dyrhauge-Klargaard en af de eneste konsekvenser, hun har oplevet på det familieretlige område ved forbeholdet. En stor del af sagerne på hendes bord, der går på tværs af landegrænser, er reguleret af andre konventioner.
”Retsforbeholdet giver ikke udfordringer i mit daglige arbejde som advokat. Jeg arbejder blandt andet meget med sager om børnebortførelser, som er et område reguleret af Haagerkonventionen,” forklarer hun.
Alligevel ser hun gerne, at Danmark afskaffer forbeholdet:
”Problemet er, at Danmark står fuldstændig uden for indflydelse i det arbejde, EU foretager på familieretsområdet.”
STRAFFERET
Danmark er bagud på retssikkerheden
”I Danmark er der jo ingen retssikkerhedsmæssige problemer. Det går jo meget godt,” sagde advokat Jakob S. Arrevad højt, da han til et fagligt arrangement i den polske hovedstad Warszawa i 2011 for første gang hørte om Stockholmprogrammet, som fastsatte en køreplan med henblik på at styrke mistænktes eller tiltaltes proceduremæssige rettigheder i straffesager. Dengang så han intet behov for, at EU gennem direktiver skulle fastsætte regler om retssikkerhed, der også gjaldt for Danmark.
”Men virkeligheden er, at EU siden 2011 har overhalet Danmark med indførelsen af seks direktiver, der forbedrer retssikkerheden i straffesager. For hvert eneste direktiv, der er kommet, har Danmark bare stået stille,” siger Jakob S. Arrevad, som sammen med advokat Katrine W. Gottlieb repræsenterer Advokatsamfundet i CCBE’s strafferetsudvalg. Begge sidder i dag også i Advokatrådets strafferetsudvalg. Katrine W. Gottlieb er enig med Jakob S. Arrevad:
”Vi er gået fra at være et foregangsland til, at retssikkerhedsniveauet de seneste 10 år har stået stille eller er gået en smule tilbage, mens det er steget i resten af EU.”
Vi er et bekymrende sted med tolkesituationen og adgangen til at få oversat retsakter og andre væsentlige dokumenter i Danmark i forhold til resten af EU.
De to advokater er uforstående over for, hvorfor Danmark undlader at løfte retssikkerhedsniveauet til de minimumsniveauer, EU fastsætter i direktiverne, herunder direktiverne om uskyldsformodningen og om retssikkerhedsgarantier for børn.
”Jeg ser ingen gode grunde til at undlade at implementere direktiverne fuldt ud, andet end at det koster penge,” siger Katrine W. Gottlieb. Jakob S. Arrevad tilføjer:
”Retsforbeholdet forhindrer jo ikke, at vi på nationalt plan følger med resten af Europa og i det mindste indfører de minimumsregler, som er gældende i lande omkring os.”
Som eksempel på et område, hvor der decideret er tale om en tilbagegang i forhold til retssikkerheden, nævner de begge tolkeområdet.
”Vi er et bekymrende sted med tolkesituationen og adgangen til at få oversat retsakter og andre væsentlige dokumenter i Danmark i forhold til resten af EU, hvor tolkedirektivet fastsætter et højere niveau af retssikkerhedsgarantier,” siger Katrine W. Gottlieb, mens Jakob S. Arrevad supplerer:
”Den manglende implementering af tolkedirektivet gør, at sigtede og tiltalte risikerer at få udleveret dokumenter på et uforståeligt sprog. De bliver måske varetægtsfængslet og lærer først efterhånden, hvordan hverdagen fungerer, fordi de ikke forstår sproget. Sådan er systemet fra top til bund, og den manglende interesse for dette aspekt gør, at retssystemet ikke fungerer optimalt i forhold til at sikre en proces med en høj grad af retssikkerhed og en retfærdig rettergang.”
Retssystemet ikke fungerer optimalt i forhold til at sikre en proces med en høj grad af retssikkerhed.
Blandt andet skal EU-lande ifølge direktivet fremme en fyldestgørende tolke- og oversættelsesbistand ved eksempelvis at oprette registre over tolke med passende kvalifikationer. Ved udgangen af 2015 ophørte beskikkelsesordningen for translatører, så tolke i retten ikke længere har kvalitetsstemplet ’statsautoriseret translatør’.
”Der er ingen kvalitetskontrol længere. Der er selvfølgelig dygtige tolke ind i mellem, men det vil højne kvaliteten, hvis vi genindførte autorisationsordningen og flere af de nedlagte tolkeuddannelser,” siger Jakob S. Arrevad.
Han vurderer, at Danmark på lang sigt kan risikere at blive dømt i nogle sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for ikke at have forbedret de processuelle rettigheder:
”Systemet fungerer sådan, at EU-regler og EU-Domstolens domme indgår i, hvad Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anvender som gældende ret, så i sidste ende kan lande, der ikke følger de regler og den retspraksis, der er almindeligt gældende i alle de andre lande, blive tvunget til at gøre det alligevel.”
ARVERET
Arv over grænserne er besværligt uanset hvad
”I teorien er idéen med et fælles europæisk arvebevis god,” mener advokat Marianne Bruun Jensen, som har mange års erfaring med dødsboskifte og repræsenterer Advokatsamfundet i CCBE’s arve- og familieretskomité. Som advokat oplever hun, at praksis er en anden. Derfor vurderer hun, at Danmark på dødsboskifteområdet - i modsætning til andre retsområder - ikke går glip af noget ved at have et retsforbehold og dermed stå uden for EU’s arveretsforordning.
”Idéen var, at et fælles arvebevis skulle gøre det meget lettere at håndtere dødsboskiftesager og tilgå aktiver i udlandet. Hvis det reelt var tilfældet, ville Danmark gå glip af noget ved at stå uden for arveretsforordningen. Dog har det vist sig, at udstedelsen af et arvebevis er tidskrævende og besværligt.” siger Marianne Bruun Jensen.
Beviset er blevet så kompliceret, at det er meget svært at udfylde.
Et tilfælde, hvor det europæiske arvebevis ifølge hende, kan være en fordel, er, hvis et dødsbo indeholder aktiver - typisk ejendomme og dertilhørende bankkonti - i for eksempel Spanien, Italien og Frankrig, og skiftet bliver håndteret i et fjerde EU-land.
”Så kan du nøjes med at få udstedt ét arvebevis, der gælder i alle tre lande, og så har du optimeret hele processen en smule. Men der er ikke mange personer, der ejer ejendomme i flere forskellige lande, og hvis de gør, har de typisk håndteret det mere hensigtsmæssigt for eksempel ved at oprette et selskab, som er lettere at håndtere i forbindelse med et skifte.”
Ud over blandt andet dette eksempel er arvebeviset ifølge Marianne Bruun Jensen ”ligegyldigt” i forhold til Danmark, og arveretsforordningen ville derfor ikke have haft den store betydning, hvis Danmark var med, fordi beskatningsretten ikke er omfattet af forordningen.
”Den forordning, som giver hjemmel til arvebeviset, er et kompromis som så meget andet, og det har i dette tilfælde resulteret i, at beviset er blevet så kompliceret, at det er meget svært at udfylde. Derfor er arvebeviset mindst lige så tidskrævende som den ”gammeldags” dokumenthåndtering med apostillering og notarpåtegning, som Danmark fortsat benytter”, siger hun.