Sager, hvor der er rejst sigtelse efter straffelovens terrorbestemmelser, skal hele vejen op gennem systemet via stats- og rigsadvokat til Justitsministeriet til vurdering, da det formelt set er justitsministeren, der beslutter, om der skal rejses tiltale. Det er en tung og langsommelig proces. Så trods min plan om at få min klients sag afgjort hurtigt, gik der 13 måneder fra tilståelsen, til hun fik dom i byretten, og varetægtsfængslingen blev dermed forlænget i lige så lang tid.

Helt konkret drejer sagen sig om, hvad der skal til for, at man overtræder straffelovens § 114 e, som handler om at fremme virksomheden for en terrororganisation, uden at man selv begår terrorhandlinger.  Jeg vurderede fra starten, dels at min klient rent faktisk havde overtrådt straffelovens § 114 e, dels at anklagemyndigheden uden de store problemer kunne bevise det. Min klient havde levet som husmor under IS i kalifatet. Hun handlede i de lokale butikker, hendes børn gik i skole, hendes mand arbejdede på det lokale hospital, familien levede af hans løn, og de blev islamisk gift på rådhuset dernede med Islamisk Stats emblem på deres vielsespapirer. De fik yderligere et barn under det fem år lange ophold i kalifatet. Når man har et liv og en dagligdag i kalifatet, er man også med til at konsolidere IS’ position i området.

Så derfor blev min klient og jeg hurtigt enige om, at det ikke ville give mening at bestride, at hun havde overtrådt bestemmelsen. Hun ville under alle omstændigheder blive dømt, og derfor valgte hun at erkende, så processen kunne gå så hurtigt som muligt.

Eftersom min klient erkendte sigtelserne, skulle retten ikke tage stilling til, om hun var skyldig, men alene til straffens længde. Min klient har ikke været såkaldt syrienskriger eller arbejdet for IS, som det har været tilfældet i andre sager, der har været for retten de seneste år. Min klients brøde bestod i at være hjemmegående husmor, og hun har ikke foretaget sig ulovlige handlinger i form af vold, drab eller planlægning af terror, mens hun boede i kalifatet. Så spørgsmålet var altså, hvad det skulle koste gennem fem år at have været husmor i kalifatet. Da denne sag er den første af sin slags, har der ikke været tidligere lignende sager, som jeg har kunnet læne mig op ad – heller ikke fra de lande, vi normalt sammenligner os med.

Jeg vidste fra starten, at jeg ville påberåbe mig straffelovens § 86, stk. 5, i denne sag. Det er en bestemmelse, som giver retten mulighed for at afkorte den tid i straffen, som den tiltalte har været anholdt eller varetægtsfængslet i udlandet. Imidlertid synes det forudsat, at frihedsberøvelsen i udlandet skal være sket på grund af den i Danmark verserende sag. Eksempelvis at man er sigtet for narkokriminalitet i Danmark og anholdes samt fængsles i udlandet på baggrund af en international arrestordre udstedt af en dansk dommer. I den situation er det ret oplagt, at den tid, man sidder varetægtsfængslet i udlandet og venter på udlevering til Danmark, efterfølgende skal afkortes i den danske dom.

Anklagemyndigheden anerkendte sådan set, at min klient ikke havde kunnet forlade al-Roj lejren og havde levet der under fængselslignende forhold, og derfor de facto havde været frihedsberøvet i de tre år. Udfordringen i forhold til § 86, stk. 5, var imidlertid, at hun ikke var tilbageholdt i lejren på baggrund af sagen i Danmark. Kurderne havde således ikke anholdt min klient i sin tid, fordi der lå en international arrestordre på hende – der var slet ikke nogen sag mod hende i Danmark på det tidspunkt – men kurderne internerede af egen drift de kvinder, som kom fra kalifatet.  Så derfor mente anklagemyndigheden ikke, at der var grundlag for, at straffen helt eller delvist skulle afkortes med årene i al-Roj-lejren.

I min optik var det to sider af samme sag: min klient blev netop tilbageholdt af kurderne, fordi hun har levet i kalifatet og dermed var at betragte som IS-kvinde, og det er jo præcis det samme, hun blev sigtet for i Danmark: nemlig at være husmor i kalifatet. Så derfor synes jeg, at det var helt oplagt og det eneste rimelige, at der efter princippet i straffelovens § 86, stk. 5, skulle ske strafafkortning i dommen. Ikke nødvendigvis med de fulde tre år, hun havde siddet i lejren, men evt. i et mindre omfang efter rettens skøn. Hvis ikke min klient blev krediteret for den tid, hvor hun allerede havde været frihedsberøvet for forseelsen, så mener jeg, at hun reelt straffes og afsoner to gange for samme forbrydelse, og det er hverken rimeligt eller i overensstemmelse med formålet bag § 86, stk. 5. Dertil kommer, at min klient jo heller ikke havde mulighed for at få nogen rettergang hos kurderne.

Min klient voksede op som en helt almindelig vestjysk pige fra en dansk kernefamilie. På et tidspunkt i gymnasieårene fik hun interesse for islam og valgte af egen drift at konvertere, og senere mødte hun en herboende somalisk mand, som hun giftede sig og fik børn med. Efter nogle år i Vestjylland, hvor parret følte sig stadig mere stigmatiseret i lokalsamfundet, besluttede de at rejse til kalifatet i troen på, at de der kunne leve et bedre liv som fredelige muslimer.

Det er jo i sig selv en noget drastisk beslutning at tage og for de fleste mennesker også helt uforståelig, for hvad tænker man dog på, når man synes, det er en god ide at tage til IS’ højborg og bosætte sig med fire børn? Sådan tænkte jeg også selv, og set i det lys havde jeg selvfølgelig en forestilling om, hvad det var for en kvinde, jeg skulle møde. Jeg havde måske nok forestillet mig et skørt radikaliseret menneske eller en nedbrudt kvinde. Temmelig overraskende var det så at møde en sød, sympatisk og fornuftig kvinde, som var nem at kommunikere og interagere med og absolut var ved sine fulde fem. Jeg sidder stadig tilbage med en følelse af forundring over, hvordan en sådan kvinde i sin tid kunne foretage så grel en fejlvurdering i forhold til at rejse til Syrien.

Under varetægtsfængslingen har der været ting af rent praktisk karakter, jeg har skullet hjælpe med. Det har særligt relateret sig til kontakten mellem min klient og hendes børn. Min klient var under den første del af sin varetægtsfængsling underlagt besøgs- og brevkontrol, hvilket betød, at der skulle være en politimand til stede og overvære børnenes ugentlige besøg, ligesom der de første mange måneder ikke var mulighed for telefonisk kontakt mellem hende og børnene. Så derfor har jeg i vid udstrækning været bindeleddet, hvis der har skullet videreformidles beskeder vedrørende børnene, idet jeg jo som hendes forsvarer, er den eneste, der har haft fri adgang til at ringe til og besøge hende.

Det hårdeste for min klient, siden hun ankom til Danmark, har helt klart været adskillelsen fra sine børn. Hun sagde ja til at blive hjemtaget af de danske myndigheder velvidende, at hun ville blive anholdt i det øjeblik, hun satte foden på dansk jord. Min klient har været sammen med sine børn 24/7 i de tre år, hvor de boede i et lille telt i al-Roj-lejren, mens hendes mand var i et fængsel. Hun har været den eneste omsorgsperson i børnenes liv i disse tre år, og hun har vitterligt gjort alt, hvad der stod i hendes magt for at skærme dem mest muligt fra de grumme ting, der skete i lejren. Så det siger sig selv, at min klient og børnene er ekstremt tæt knyttet. Derfor har adskillelsen naturligvis også været ubegribelig hård for både min klient og børnene. De er kommet tilbage til et land, som er blevet fremmed for dem, og så skulle de straks adskilles fra deres mor. Mit hjerte har virkeligt blødt for de børn, der dog heldigvis har et godt og kærligt netværk omkring sig.

Da jeg aflagde min klient det sidste besøg forud for hovedforhandlingen i byretten, havde hun købt en stor æske chokolade til mig. Det blev jeg helt rørt over, og jeg synes, at det siger noget om min klients personlighed. Dels var hun selv under et kæmpe pres, dels har man typisk ikke det helt store økonomiske råderum, når man sidder varetægtsfængslet, men alligevel havde hun altså overskuddet til at tænke på en gave til sin advokat – som hun ovenikøbet havde måttet købe af købmanden i fængslet, der tager ågerpriser.

Da hun gav mig chokoladen, fortalte hun, at hun i starten havde tænkt, at jeg var en meget hård og kynisk advokat, fordi jeg havde sagt, at hun ville komme til at sidde varetægtsfængslet i lang tid og ville få flere års fængsel. Det var jo ikke lige det, hun havde drømt om at høre, og jeg havde på ingen måde pakket det ind. Men efterfølgende var hun nået frem til, at det var godt, at jeg havde været så direkte og ærlig, for så havde hun fra starten en realistisk ide om, hvad hun skulle forvente og indstille sig på.

For mig som forsvarsadvokat er den vigtigste opgave naturligvis at få det bedst mulige resultat for klienten. I denne sag var det ikke en frifindelse, men i stedet den lavest mulige straf. I byretten gik jeg efter to et halvt til tre års fængsel, mens anklageren gik efter fire et halvt. Så byrettens dom på tre år var min klient og jeg meget tilfredse med.

Efter der var faldet dom i byretten, var jeg virkelig glad. Det var lykkes at komme igennem med, at princippet i straffelovens § 86, stk. 5 skulle finde anvendelse, og byretten havde således ved fastsættelse af straffen taget højde for, at min klient havde været frihedsberøvet i tre år i al-Roj-lejren. Det var en stor faglig tilfredsstillelse for mig, at jeg havde fået medhold i dette synspunkt, og min klient og hendes familie var selvfølgelig også superglade. Men anklagemyndigheden var til gengæld ikke glad og ankede derfor dommen til landsretten med påstand om skærpelse.

Sagen har helt klart været principiel for anklagemyndigheden, som ikke har kunnet leve med en byretsdom, der bragte § 86, stk. 5 i anvendelse, da dommen på sigt ville have betydning for andre sager. Jeg har min egen teori om, at hvis ikke byretten udtrykkeligt havde henvist til straffelovens § 86, stk. 5, men blot anført, at den årelange frihedsberøvelse i lejren var en formildende omstændighed, så havde anklagemyndigheden ikke anket dommen.

Selv efter mange år som forsvarer går jeg stadig meget op i sagernes udfald og bliver påvirket af dem. Derfor føltes det som en spand koldt vand i ansigtet, da Vestre Landsret forhøjede straffen til fire års fængsel. Min klient er både realistisk og godt begavet, og jeg havde sagt til hende, at det var en reel risiko, at landsretten ville forhøje straffen. Så hun havde mentalt forberedt sig på det, men hun blev selvfølgelig stadig skuffet og meget ked af det på sine børns vegne, for det var en kæmpe mavepuster for dem. Det er klart, at det for børnene gør en stor forskel, om mor skal være i fængsel i tre eller fire år. Så det var rigtig træls.

Med landsrettens dom ligger der nu en klar afvisning af, at princippet i § 86, stk. 5, kan finde anvendelse, når frihedsberøvelse ikke er sket grundet den i Danmark verserende sag, og det må derfor antages, at denne dom også vil ramme de to andre hjemtagne kvinder, der venter på at få deres sager for retten. Jeg har søgt 3. instansbevilling på min klients vegne, og jeg håber virkelig, at Procesbevillingsnævnet giver Højesteret mulighed for at vurdere problemstillingen omkring § 86, stk. 5. Men også hvorvidt det er rimeligt, at det at have været husmor i kalifatet strafudmålingsmæssigt skal ligge på samme niveau som den straf, der er udmålt i sager, hvor den tiltalte har arbejdet direkte for IS som for eksempel hjælpeimam, eller som Said Mansour (kendt som Boghandleren fra Brønshøj i pressen, red.), der ad to omgange har fået henholdsvis tre et halvt år samt fire års fængsel for at opfordre til terror. Så jeg synes, at det vil give rigtig god mening, at vi får Højesterets syn på denne principielle sag.

Jeg er jo sædvanligvis ikke bleg for at råbe op i medierne om manglende retssikkerhed, hvis jeg mener, at det reelt er sådan, det forholder sig, men i denne sag synes jeg ikke, at jeg med rimelighed kan anfægte noget i forhold til min klients retssikkerhed under selve straffesagen. Det, at landsretten ikke har villet fradrage den tid, hun har været frihedsberøvet i al-Roj-lejren, synes jeg ikke er udtryk for manglende retssikkerhed, men er ren lovfortolkning.

Det eneste, jeg kan anfægte, er, at min klient ikke er blevet hentet hjem til Danmark noget før. Lige der kan jeg godt spørge mig selv, om hun har fået den retssikkerhed, som hun har krav på, når der skulle gå tre år, førend hun og hendes børn blev hjemtaget. Jeg synes ikke, det er helt forkert at sige, at hun blev en brik i et politisk spil uden skelen til hendes retssikkerhed.

Denne sag har lært mig, at man ikke skal være bleg for at fremkomme med nogle nye, uprøvede juridiske synspunkter i retten og en lidt uortodoks procedure. Det værste, der kan ske, er jo, at det ikke fører til noget, som det har været tilfældet i denne sag med landsrettens afvisning af mine synspunkter omkring anvendelse af straffelovens § 86, stk. 5. Men eftersom jeg trods alt fik medhold i byretten, så har jeg da forhåbentligt ikke fremstået som helt skør ved at tænke lidt kreativt og ud af boksen. Vores retssystem i Danmark kan og bør også kunne rumme, at vi forsvarsadvokater indimellem kommer med nogle rimeligheds- og godtkøbsbetragtninger, som ikke har støtte i lovforarbejder eller retspraksis. Og det sker jo rent faktisk også, at det vinder gehør.