Politikens tv-serie-anmelder Henrik Palle har en forkærlighed for advokatserier. Her er hans favoritter:
The Good Fight. Scott Free Productions/Album/ Ritzau Scanpix
Den første jeg vil fremhæve er Rumpole of The Old Bailey, en britisk klassiker fra gamle dage med den engelske advokat Rumpole. Han er en vindrikkende old school-type og en meget morsom mand, der giver et indblik i det besynderlige britiske retssystem med underlige strukturer, som vi slet ikke kender herhjemme, som the queens council, og de sidder der med parykker på og hele det ceremonielle skue omkring den del af juraen. Han omtaler sin kone som ’she who must be obeyed’. Det er her, det rigtigt starter for mig, og jeg interesserer mig meget for advokatserier. Side om side med den, vil jeg nævne Perry Mason. Dér starter det gode retssalsdrama. Alle advokatseriers moder. Vi følger det procedurale, og det ender altid med, at hans sekretær kommer løbende ind med det afgørende bevis, som han så kan præsentere til allersidst.
En anden serie, som har haft stor betydning, er Steven Bochcos La Law, på dansk Advokaterne. Den viste advokater som sindbillede på de her ’young urban professionals’, yuppierne. De var stinkende rige, kørte Porsche, havde lækre lejligheder, gik i Armani tøj og var unge, smukke og dejlige. De var postergirls and boys for, at det godt kan betale sig at tage en akademisk uddannelse. De var på én gang både drømmen om - men også fordommen om - advokaten som det her pengedyr, der samtidig har hjertet på det rette sted og interesserer sig for sine klienter. De havde jo også pro bono-sager, og det var tit de lidt sjove sager, og så var der de sager, hvor de skulle indgå et eller andet fedt forlig på mange millioner dollars, hvor de så fik en eller anden procentdel af det. Steven Bochco, der stod bag, lavede også Hill Street Blues og senere NYPD Blue. Vi er i slutfirserne. Og dér gik vi alle sammen rundt og sagde ’objection your honour’, ikke?
En nyere serie, som jeg synes, man kan tage fat på, er Suits. Den er interessant, fordi det er en advokatserie, som er fuldstændig stilren og handler om sager, der bliver ført, procedurer, indsamling af beviser og vidner osv. Men samtidig er det også en svindlerkomedie. Den handler om en advokat, der ikke er advokat, men de ansætter ham alligevel, fordi han er dygtig, selvom han aldrig har taget eksamen. Det er skægt at gøre det som omdrejningspunkt for en serie, at hovedpersonen er en, der foregiver at være advokat. Det giver et tvist, at på den ene side er det en super dygtig jurist, men han er ikke uddannet som advokat, så udover de storylines, man har i hvert afsnit med konkrete sager, så er der hele spændingsmotoren, om han bliver afsløret eller ej. Og hvis han bliver afsløret, så er alt jo slut, fordi det jo er ulovligt at benytte en beskyttet titel.
The Good Fight er en af de vigtigste serier, der overhovedet er lavet i nyere tid.
Så vil jeg nævne The Good Wife, som bliver til The Good Fight. Den er interessant, fordi den beskriver hele den forvitring af det amerikanske demokrati og retssystem, som man ser i nullerne og frem. The Good Wife handler om en kvinde, hvis mand kommer i spjældet. Han er advokat og politiker, og så er hun nødt til at finde sin gamle juraeksamen frem og begynde som advokat igen, og så handler det om en masse af de strukturelle undertrykkelsesmekanismer, der kan være i det. Den handler også om valgsvindel, og hvordan de demokratiske og legislative institutioner i USA er truet. Og hvordan de eroderer på grund af, at der bliver løbet storm på dem på grund af kapitale interesser, der kan se en interesse i at underminere dem. Det bliver helt tydeligt i fortsættelsen The Good Fight, der er en af de vigtigste serier, der overhovedet er lavet i nyere tid. Fordi den handler om, hvad der skete under Trump i Amerika, og hvordan retsfølelsen og retsinstitutionerne blev gjort til dele i en kamp, som pludselig blev en racekamp, som blev en klassekamp, som blev en politisk kamp, som blev til en alt-mulig-kamp. Derfor er den vigtigt, og samtidig er den sjov. Serien er også ekstremt vigtig som samfundssatire og samfundskritik, netop fordi den afdækker og blotlægger, hvad trumpisme er for en størrelse. Og den handler også om, hvordan interesser kan sætte sig igennem på tværs af lovgivningen og få fjernet personer. Og så er der hele cancel-kulturen, som også findes i det retslige system. Der er en dommer, som pludselig dømmer forkert i forhold til nogle interesser. Der er også en dommer, der laver et alternativt retssystem, som er hysterisk morsomt, men samtidig også meget tragisk, fordi det peger på, at når der er grobund for et alternativt retssystem, så er det fordi, der er noget i vejen med det, man havde i forvejen. Der er jo et gran af sandhed i enhver god satire.
The Good Fight handler om, hvordan systemet er holdt op med at virke og falder fra hinanden og stille og roligt bliver til noget rod. Samtidig er racekonflikterne og de sociale konflikter blevet optrappet. En pointe, du ser blive tævet igennem igen og igen, er jo, at sorte mennesker simpelthen har en dårligere retsstilling end hvide. Og fattige mennesker har slet ingen retsstilling i forhold til rige mennesker, der helt bogstaveligt talt kan ’get away with murder’.
Jeg vil også fremhæve en god advokatfilm, og det er The Firm, skrevet af John Grisham, som selv er advokat. Den er bare god, og han kender alle hjørner og sprækker af branchen. Jeg elsker advokatfilm, og der er mange gode, men det var den første, der poppede op. Den er enormt spændende, og den vil også holde i dag.