Bøger, film og tv-serier med advokater som hovedpersoner og som midtpunkt i retssalsdramaer har været populære siden deres begyndelse. Uanset niveauet af realisme, så kan fiktion lære borgere om advokaters arbejde, og hvad retssikkerhed betyder. De fleste film og tv-serier, som er oppe i tiden, kommer fra USA, men hvorfor ikke have en i Norden? Advokaten undersøger, hvad det kræver.
Efterforskningen. Foto: Henrik Ohsten TV 2
Det er ikke sjældent hørt, at advokater valgte faget, fordi de var fascineret og blev inspireret af fiktive forbilleder. Og de fleste filmfans - advokater eller ej - har en favoritfilm eller tv-serie om advokater og kan citere fra et retssalsdrama, hvad enten det er To Kill a Mockingbird, The Verdict, The Firm, A Few Good men, The Good Fight, Suits eller en helt anden.
Advokaten bliver dog ikke kun portrætteret som helt og retorisk overlegen men også som pengefikseret, endda kriminel og skurkagtig, til tider en lurvet type, der ikke er bleg for svindel og uetiske metoder.
Men hvor meget farver og former serierne folks opfattelse af advokathvervet? For nylig spurgte den amerikanske version af magasinet Advokaten, ABA Journal, i en artikel, om den uetiske advokat i fiktionen var en afspejling af standen i det virkelige liv: ”Are pop culture’s unethical incompetent, crooked lawyers, examples of art imitating life?” lød overskriften. Svaret er generelt set nej.
Men mistilliden til advokater i USA er høj, og derfor vækker den uetiske advokat genklang hos publikum, som får fordommene bekræftet.
Artiklen påpeger, at filmseere elsker en god skurk, som Darth Vader, fordi det er underholdende. Da advokater ofte er mistroet i den brede befolkning, i hvert fald i USA, er de perfekte til skurke-rollen.
Fra helt til skurk
Advokaten som karakter har ændret sig over tid i kulturen. Fra overvejende at være en renhjertet helt til i dag at være om ikke altid en rendyrket skurk, så en kompleks og modsætningsfyldt anti-helt.
Selv tidligere fiktive helte som Atticus Finch og Perry Mason har i nyere versioner skyggesider, for det er et krav i en moderne historie - hvis personerne skal være interessante. Det afspejler også en stigende tendens til kynisme, der ligger i tiden. Rene helte er utroværdige og kedelige, og selvom hovedpersonen gerne på bunden skal være et godt menneske, som publikum er engageret i og hepper på, så skal personen også have og begå fejl.
Advokaten som fiktiv karakter er også en, der er langt fra virkelighedens advokat og derfor både bedre, værre, dybere, klogere, sjovere og dristigere, netop som en afspejling af fiktionens krav om, at hovedpersoner skal være larger than life.
Den beskrivelse kan manuskriptforfatter Adam Price godt tilslutte sig. Han har blandt andet skabt Borgen og holder vældigt meget af advokatfilm og serier.
”Advokater har min helt store interesse, og dramatisk fungerer det vældigt godt. En god hovedperson skal være flertydig. Jo større en hovedkarakter er i en hvilken som helst dramatisk fremstilling, jo mere mangesidet og flerdimensionel skal personen være. Det er ikke personer, der findes i virkeligheden. Men en interessant advokat skal rumme det modsætningsfyldte: skal tro på retfærdigheden og samtidig undergrave den, eller være så idealistisk på sit fag og samtidig på egne vegne eller privat ikke kunne overholde noget som helst. Dét er interessant,” siger han.
Fiktion og omdømme
Uanset hvordan advokaten som fiktiv karakter bliver fremstillet, smitter det af på advokaters omdømme. Men endnu hårdere slår det, når virkelighedens advokater begår ulovligheder og reelt skader standen.
Et eksempel fra USA er advokaten Alex Murdaugh fra en prominent advokatfamilie, som ikke holdt sig tilbage for at bedrage klienter for millioner af dollars og oveni nu er tiltalt for at have myrdet sin egen kone og søn, en sag, der er skildret i en true crime-dokumentar Low country: The Murdaugh Dynasty.
I fiktionen derimod kan den skurkagtige advokat ligefrem være elskelig. Et eksempel er karakteren Saul Goodman fra serien Better Call Saul, en advokat, der med humor og store talegaver men også ulovlige tricks får frifundet klienter fra narkokarteller og deslige men samtidig bevarer publikums empati.
Henrik Palle, Politikens tv-serie-anmelder og fan af advokatserier, mener ikke, at man skal være bekymret for advokaters omdømme på baggrund af fiktion, i hvert fald ikke i Danmark:
”Helt grundlæggende er Danmark så sundt et demokrati, at vi har en fuldstændig rodfæstet tillid til standen og hele vores retssystem. Vi ved godt, at der bliver slået nogle skæverter indimellem, og at der findes brodne kar, som vi har læst om. Men vi har jo Advokatnævnet og alle mulige instanser, der sørger for, at de får en ordentlig røffel. Hvis du spørger den almindelige borger om deres opfattelse af retssystemet, vil de fleste sige, at det fungerer. Borgerne er beskyttet, og folk bliver sat i fængsel, hvis de begår noget ulovligt. Den altovervejende holdning til vores retssystem er, at det er egentlig meget godt, og advokater er da flinke nok, bortset fra at de kan koste 6000 kr. i timen. Det er deres største problem.”
Krav til en god serie
Henrik Palle kunne godt tænke sig, at der blev produceret en rigtig god advokatserie i Danmark.
”De forsøg, der har været på at lave en dansk advokatserie, har ikke været særlig gode. Måske er Danmark for lille et land. Men jeg synes, der er masser af potentiale. Danske retssager er da mindst ligeså spændende, og man kunne lave en super advokat serie om FE-sagerne, Morten Messerschmidt-sagen eller Ahmed Samsam-sagen (som nu er på vej red.). Der burde være et vognlæs af materiale til serier,” siger han.
Adam Price er enig i, at en ny advokatserie skal have fokus på en sag. Da han var dramachef på TV 2 var han med til at realisere et af de første forsøg med serien Forsvar.
”Momenter af den var vellykkede, men den var måske indimellem for kompleks, og så må man bare sige, at vi har vænnet os til at se den amerikanske jura og fremstilling af advokater, som er meget mere dramavenlig; man sværger på Biblen, holder lange forsvarstaler osv. I dansk retspleje foregår det jo fundamentalt anderledes. Der tror jeg, at vi indimellem kommer til kort.”
”Hemmeligheden ligger nok i, at man faktisk lader en hel seriesæson følge en enkelt sag. For der kan du så få det fulde forløb. Der skal være noget kriminelt inde i billedet og aspekter af ret og retfærdighed. Principper som ’Enhver er uskyldig til det modsatte er bevist’ osv. Jeg tror ikke, vi gider at se en serie om en konkursrytter eller en virksomhedsfusion. Det er for kedeligt for almindelige mennesker.”
Koden ikke knækket
Adam Price tror stadig på, at det kan lade sig gøre og har også idéer på tegnebrættet, men der er ikke planer om at realisere dem lige nu.
”Jeg har ikke sat mig ned og knækket koden, fordi en af mine personlige kæpheste ville være, at den blev realistisk. Når man er gammel jurist selv, så kan man næsten ikke holde ud, hvis den verden, man kender til, bliver fremstillet for simpelt og naivt.” Det er nødt til at være troværdigt, sådan at advokater også kan holde ud at se det. En udfordring, vi hele tiden stødte på, da vi lavede Forsvar, var de lange berammelsestider. Det tidslige aspekt er vigtigt i dramatik, og der går det jo ikke med måneder og år, hvor folk bare sidder og venter. Da vi lavede Forsvar, havde vi de korteste berammelsestider i verdenshistorien, fordi vi havde brug for at rykke til procedure meget hurtigt. Det duer jo ikke.”
Henrik Palle tror også, at der er en udfordring gemt i både, hvad advokater vil medvirke til i den nødvendige researchproces, og hvad publikum vil se.
”Jeg tror, at det, vi har i Danmark med, at det altid handler om, hvordan man får sit professionelle og private liv til at balancere - det bliver bare for tykt i en advokatserie. Man kunne sagtens gøre det, men jeg vil godt vædde på, at det ikke kommer til at ske foreløbig. På en eller anden måde er det bare for usexet og uglamourøst. Og det siger jeg af dyb kærlighed til advokatfaget. Det danske publikum kan nok bedre lide at se på nogle pansere, der spiser citronmåner og sidder ude på Bellahøj og klør sig bagi. Jeg tror også, at hvis du spørger danske advokater, så vil de ikke udstilles. Nogle af dem er jo meget rige, ligesom de amerikanske, men de ønsker ikke at flashe det på samme måde. Hvis de kører rundt i en dyr Jaguar, så er det altid en, de har leaset. Der er noget misundelse, man ikke ønsker at vække. Vi har at gøre med måske rigets de facto bedst betalte erhvervsgruppe overhovedet. Men det vil man ikke udstille på nogen måde. Jeg tror ikke, at standen er interesseret i at medvirke i sådan et venture.”
Adam Price peger på Efterforskningen som det gode danske eksempel. Serien handler ikke om advokater men om politiets og anklagemyndighedens arbejde med at opklare U-bådssagen.
”Den er måske noget af det tætteste, vi kommer på en realistisk skildring af en sag. Jeg tror, det er den vej, vi skal gå,” siger han.
Når man er gammel jurist selv, så kan man næsten ikke holde ud, hvis den verden, man kender til, bliver fremstillet for simpelt og naivt. Det er nødt til at være troværdigt, sådan at advokater også kan holde ud at se det.
Det reflekterede rum
På Syddansk Universitet har lektor i medievidenskab, Heidi Philipsen, sammen med ph.d. Nathali Pilegaard, for nylig udgivet en undervisningsbog ’The narrative investigation’ til manuskriptforfattere, om hvad der skal til for at skabe en god tv-serie. Her bruger de netop Efterforskningen som et eksempel på nordisk fiktion baseret på virkelige og grufulde hændelser men skabt på en sober måde. Hun er enig i, at en høj grad af realisme kombineret med dramaturgi er alfa og omega for en god advokatserie.
”Vi ser på, hvordan man kan opføre sig etisk og reflekteret i en true crime. Det er Efterforskningen et godt eksempel på. Det er en serie med megen research, og det er der fordele og ulemper ved, for den forpligter i forhold til virkeligheden, og så sker det, at dramaet går lidt ned af bakke. Men omvendt har den interessante bud på, hvordan man kan have etik og moral sat højt, når man laver en skildring af virkelige hændelser.”
I modsætning til gængse true crime-skildringer handler den ikke om, hvordan politiet eller juristerne forplumrer efterforskningen, eller at systemet svigter.
”Den viser derimod, hvor enormt stort et stykke juridisk og politimæssigt arbejde, der er lagt i sagen, og at de hårdtarbejdende mennesker, er dem, vi kan stole på. Retssikkerheden er også et vigtigt aspekt i historien, at du er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Man kan sige, at der ligger et paradoks her, for alle vidste, hvem der havde gjort det, men man kunne til at starte med ikke bevise det. Og det er det, serien reflekterer over; hvordan finder vi beviserne, så vi kan få ham dømt. Den diskuterer juraen og den værdi at håndhæve menneskerettighederne men også, at der står nogle helt uskyldige forældre og pårørende i chok og godt ved, hvem der har myrdet deres datter, men bevisbyrden er ikke løftet endnu, for beviserne ligger et eller andet sted på bunden af havet. Vi følger i lange scener, hvordan politiet leder efter beviserne i det store hav og bliver ved i månedsvis uden at give op. At det tager lang tid, at det er koldt og kedeligt arbejde. Men det er så også seriens udfordring. Der var mange seere, der fandt den kedelig.”
”Den nordiske version af true crime gør noget andet end i USA, og det ser vi perspektiver i, blandt andet ved at tage personer i vores retssamfund alvorligt uden hele tiden at kritisere dem.
Heidi Philipsen understreger, at hvis man skal lave en tv-serie om advokater skal den både være troværdig overfor genren og troværdig i en dansk kontekst.
”Jeg synes ikke, man skal være bange for at begive sig ud i den her genre. Det er en måde at diskutere moral og etik og værdier omkring det at være et moderne menneske. Hvis man går ind i rets- og politistof på en forsvarlig måde, så ligger der utroligt mange gode refleksioner over det. For eksempel, hvad skal jeg selv tage mig af? Hvad skal samfundet tage sig af? Kan jeg stole på dem i samfundet?”
Men samtidig skal der være en dramaturgi og en motor. Hovedpersonen skal have et konkret mål; opklare eller vinde sagen, fange forbryderen, finde beviserne, og der skal være en modstand, hvad enten den kommer fra det ydre i form af en skurk eller systemet eller fra det indre for eksempel i at være så opslugt af sit arbejde, at der sker et svigt over for familien, som det sker for politichefen i Efterforskningen. Netop dette ekstra lag var ren fiktion.
”Balancen mellem realisme og drama er en balance på en knivsæg. I en dansk kontekst må det heller ikke blive for dyrt. En dansk advokatserie skal nok foregå i retssalene og i selve kontorerne, men det behøver ikke at være kedeligt. Det personlige dilemma er oplagt i advokatserie, for eksempel; hvor langt skal gå jeg for at støtte en klient. Eller hvor meget skal jeg gøre for at forsvare en person, jeg ved, er morder. Det, som en advokatserie virkelig ville kunne, er at sætte fokus på vores retfærdighedssans,” siger Heidi Philipsen.
Vi skal lære advokatkaraktererne at kende, men de behøver ikke at have det svært derhjemme eller ligge i skilsmisse.
”Lad dem blive påvirket af, at sagen har noget at gøre med dem eller udfordrer dem. Man er nødt til at tænke meget over det med arenaen, for i Danmark har vi ikke kæmpestore budgetter. Vi kan ikke lave biljagter og den slags. Vi kan lave retssalsdrama, selvom det ikke er så dramatisk i en dansk retssal, men det kan man jo skrue op og ned for. Folk skal kunne relatere til det. Det må ikke blive overdramatiseret, for så vil vi hellere se de amerikanske udgaver."