Hvis nogen havde spurgt ’Slagelse-pigerne’, hvordan de havde det hos deres plejefamilie, så var de måske sluppet for årelang mishandling, og kommunen havde efterfølgende sluppet for en erstatningssag. Men børnene blev ikke inddraget af myndighederne i deres egen anbringelsessag. Det blev ikke opdaget, hvilke vilkår de boede under. Og sådan er det alt for ofte i sager om anbringelse.

”Man glemmer i mange tilfælde at stille de rigtige spørgsmål til børnene. Problemerne bliver ofte løst på en dårlig måde. I mangel af bedre benytter man sig af pragmatiske løsninger, og tilsynet er dårligt flere steder,” siger pigernes advokat Mads Pramming, som har ført adskillige sager om børnemishandling og erstatningssager i kommunerne.

Dette er blot et aspekt af flere problemstillinger, der hører med i diskussionen om anbringelser af børn, hvor manglen på retssikkerhed er tydelig.

For hvad er bedst for barnet? At bo hjemme hos forældre, som ikke lever fuldt op til de forventninger, der er til forældrerollen evt. med støtte i hjemmet? Eller er det bedre at blive fjernet helt fra hjemmet og bo hos en plejefamilie eller på en institution? Hvem skal bestemme barnets fremtid? Hvordan bliver det afgjort? Og hvad mener barnet selv?

”Når forældrene ikke kan løfte forældreopgaven selv, har vi et system, hvor myndighederne skal gribe ind og varetage barnets tarv. Men myndighederne skal også vejlede om og sikre, at familier og børn kender deres rettigheder - og så skal myndighederne selvfølgelig også overholde lovgivningen. Sådan fungerer det desværre ikke altid i dag. At fjerne et barn fra en familie og fra forældrene er et af de mest alvorlige indgreb, en myndighed kan foretage i et barns liv, i forældrenes liv og i familiens liv, så dér skal vi stille høje krav til, at myndighederne overholder lovgivningen og respekterer vores helt grundlæggende rettigheder. Jeg er overrasket over, hvor dårligt det står til med retssikkerheden på børneområdet.”

Sådan siger advokat Gitte Leth Thomsen, som har sat sig i spidsen for at arrangere en årlig konference om ”Barnets Retssikkerhed”. Den første fandt sted i september i år, og her var konklusionen blandt langt de fleste oplægsholdere, der alle er aktører på børneområdet, at den nye lov, Barnets Lov, som er på vej, ikke kommer til at ændre på den manglende retssikkerhed på børneområdet.

Overholder ikke reglerne

Tallene taler deres eget sprog. I Ankestyrelsens Børnebarometer 2022, den årlige undersøgelse af, hvorvidt kommunerne overholder centrale krav i serviceloven, når de behandler sager om udsatte børn og unge, er det tydeligt, at de nuværende love omkring anbragte børn ofte ikke bliver fulgt af myndighederne.

I 45 procent af sagerne overholder kommunerne ikke reglerne om børnesamtale, og i 65 procent af sagerne overholder kommunerne ikke tidsfristerne i forhold til den børnefaglige undersøgelse.

Det vidner om, at børn ofte ikke får den retssikkerhed, de har krav på, når myndighederne træffer afgørelser om deres liv og fremtid. Det går ofte enten for stærkt eller for langsomt, og vejledningen halter.  I medierne er der gentagne historier om børn og familier, som er blevet svigtet af systemet, og hvor forvaltningen af lovgivningen ikke fungerer. Danmark har også gennem mange år fået kritik af FN’s Børnekomité i forhold til håndteringen af sager om anbragte børn.

Tomme gaver i ny lov

Regeringen, der tiltrådte i 2019, havde øverst på dagsordenen at sætte børnene først og har arbejdet med en ny Barnets Lov, som stadig er i proces. Efter planen skal loven træde i kraft i 1. april 2023. Men ifølge juridiske eksperter på børneområdet nytter det ikke noget at indføre en ny lov med nogle få rettelser i, når myndighederne ikke kan finde ud af at overholde den nuværende lovgivning på børneområdet.

Gitte Leth Thomsen og Barnets Stemme, der tilbyder anbragte børn en professionel bisidder og mentor i form af en frivillig voksen, efterlyser, at lovreglerne bliver taget alvorligt.

”Børn skal kunne stole på myndighederne og have en tryghed i at vide, at deres rettigheder altid bliver respekteret. Der skal derfor være et langt større fokus på at få rettet op på myndighedernes manglende overholdelse af lovgivningen, men det kræver en villighed til at vise mere transparens og åbenhed, at man i kommunerne smøger ærmerne op og ikke mindst, at man har en vilje til at lave en kulturændring af systemet. Det kan en ny lov ikke rette op på. Der er ikke så meget galt med den nuværende lov. Men der er noget galt med den måde, kommunerne ofte bruger – eller nærmere ikke bruger – lovgivningen på børneområdet.”

Hun undrer sig også over, at regeringen ikke inviterede nogle af landets dygtigste jurister og eksperter på børneområdet med ind i arbejdet med den nye lov.

”Når jeg ser på lovforslaget til den nye Barnets Lov, så er der i mine øjne tale om mange ”tomme gaver” og ”varmluftsballoner”, som politikerne ønsker at dele ud. Disse ”gaver” vil dog kunne ende med at skuffe børnene, hvis myndighederne i den virkelige verden ikke respekterer børnenes rettigheder. Et stort grundlæggende problem ligger i, at det ikke har nogen konsekvenser for kommunerne, når de ikke overholder lovgivningen – til gengæld vil der nogle gange ligefrem kunne være en økonomisk gevinst for dem i ikke at overholde lovgivningen,” mener Gitte Leth Thomsen.

Få styr på juraen

”God lovgivning på et kompliceret børneområde kræver, at man inviterer de dygtigste jurister – særligt advokater, dommere, professorer og forskere med speciale i børneret og socialret til bordet, da de jo har bedst kendskab til, hvordan reglerne og lovene på området spiller sammen. Der er umiddelbart ingen juridiske eksperter på børneområdet, der er blevet medinddraget i forbindelse med arbejdet med Barnets Lov. Hele loven er blevet forhastet igennem med en utilstrækkelig høringsproces, hvor der reelt ikke er givet mulighed for at få grundigt input fra relevante aktører på børneområdet,” uddyber hun.

En anden grund til den manglende retssikkerhed for børnene er, at der ofte mangler juridisk indblik i selve sagsbehandlingen.

”Vi må erkende, at den nuværende lov ikke bliver brugt korrekt og i tilstrækkelig grad af myndighederne. Hvis myndighederne ikke overholder lovgivningen, så er der ingen retssikkerhed for børnene og dermed ingen reelle rettigheder til børnene.”

Derfor er det ifølge Gitte Leth Thomsen vigtigt, at barnet møder myndighederne med loven i den ene hånd og en uvildig voksen i den anden hånd, for eksempel en bisidder og/eller advokat.

Misforstået inddragelse

”Det sker alt for ofte, at børn ikke bliver vejledt tilstrækkeligt om deres rettigheder – blandt andet at de har ret til en bisidder – og at børnene ikke bliver inddraget korrekt i beslutninger og afgørelser. Hvis man er barn – og ingen voksne fortæller, at man har en ret? – ingen voksne fortæller, hvad den ret går ud på? – og ingen voksne hjælper barnet med at bruge den ret? – ja så har barnet kun værdiløse rettigheder.”

Gitte Leth Thomsen mener, at der også hersker en generel misforståelse hos mange myndigheder og børneorganisationer om, hvad børneinddragelse i virkeligheden går ud på.

”Børneinddragelse handler om, at man som sagsbehandler i en myndighed altid skal sikre, at man har et fuldt ud oplyst grundlag til at lave sine juridiske vurderinger ud fra, og at det den vej igennem sikres, at barnet er blevet inddraget på den korrekte måde og har fået stillet alle de væsentlige spørgsmål (afhængig af alder og modenhed mv.), så myndigheden kan træffe den bedste afgørelse for barnet under varetagelse af alle barnets rettigheder.”

Anbringelser hjælper kun halvdelen

Kun cirka halvdelen af de voksne tidligere anbragte børn, der er medlem af De Anbragtes Vilkår, vurderer, at de var anbragt til et sted, der var bedre, end det, de blev anbragt fra. Et af problemerne er, at kommuner og plejefamilierne – som der i øvrigt er stor mangel på – sjældent kan tilbyde det, som en familie kan, og som mennesker har brug for at rodfæste sig i livet: Kærlighed og tilknytning.

Formanden for Dansk Psykologforening, Dea Seidenfaden, kan hertil tilføje:

”En tilknytning til en dårlig forælder er bedre end ingenting. Dårlig tilknytning er bedre end ingen tilknytning. Derfor er det så vigtigt, at de biologiske forældre og de anbragte børn får støtte i et forløb, og at plejefamilier får løbende supervision.”

Formanden for De Anbragtes Vilkår, David Adrian Pedersen, fremhæver, at anbragte børn har brug for det samme som alle andre børn.

 ”Det er vigtigt at forstå og holde sig for øje, at systemet påtager sig en forældreopgave, når man anbringer et barn - og at ord og lovgivning er med til at sætte rammen for formålet og opgaveforståelsen. Børn har brug for kærlighed, omsorg, mening i livet, kram – og så har nogle også brug for faglighed.”

Tendensen er, at en anbringelse bliver for adskilt fra forældreopgaven og ses mere som en behandlingsopgave, men selvom de her børn ofte bliver betegnet som ’særlige børn’ – på grund af særlige behov eller diagnoser – så har de brug for samme muligheder som alle andre børn. Det har de for ofte ikke, når de vokser op som børn, der er anbragte.

 ”Vi hører mange sige: ’Jeg vil bare gerne have et rigtigt hjem.’ Det er deres højeste ønske.”

Foreningen De Anbragtes Vilkår arbejder for, at rammerne for anbringelser som minimum skal være lige så ambitiøse som i dagtilbudsloven, der sætter langt flere krav til konteksten, som børnene færdes i. 

”Barnets Lov har et for snævert sigte. Der burde være lige så konkrete fokuspunkter ved forventninger og kontekstens kvalitet i loven for børn, der skal anbringes, som der står i dagtilbudsloven. De omhandler blandt andet forventningen til omsorg, sprog, social læring, få og gode skift, æstetik i omgivelserne mm. Det er paradoksalt, at forventninger til omgivelserne, anbragte børn vokser op i, er dårligere. Nogle siger, at man ikke kan ansætte folk til at give kærlighed. Det er et individuelt ansvar. Men i Norge har de faktisk formået at gøre det til en formålsparagraf. Det er vigtigt med en udvidet opgaveforståelse. Der kan vi lære af Barnevernsloven i Norge,” siger David Adrian Pedersen.

Udover et grundigere lovgivningsarbejde og en bedre sagsbehandling med udgangspunkt i den eksisterede lov er der behov for at bryde en tavshed, der synes at være i systemet, mener Gitte Leth Thomsen.

”Vi skal turde tale højt om det, der ikke fungerer, så vi sammen kan arbejde på at forbedre det. Vi skal være insisterende på, at reglerne efterleves af myndighederne, og at der skabes en kulturændring i systemet, hvor vi hjælper hinanden på tværs af faggrupper med at finde de bedste løsninger for børnene,” siger hun.

Juridiske eksperter har bud på, hvordan man skaber bedre retssikkerhed for børn, der er tæt på en anbringelse:

Gerd Sinding, dommer ved retten på Frederiksberg og medlem af børn- og ungeudvalgene i Frederiksberg og Københavns kommune:

Skab samarbejde med jurister

Jeg ser fire store udfordringer på børneområdet: kompleksitet i loven, dårlig kvalitet i sagsbehandlingen, utilstrækkelig inddragelse i sagsbehandlingen og ingen eller alt for sen professionel bistand under sagsbehandlingen. Det, vi har brug for, er:

Klarere regler

Reglerne om anbringelse udenfor hjemmet er et kludetæppe af tidligere love, og de er meget komplekse, skrevet i et tungt sprog og med alt for mange gentagelser. Det vil de også være med en vedtagelse af en ny Barnets lov. Hele loven burde skrives igennem på ny og i et tydeligere sprog, så den bliver nemmere for alle parter at forstå og at arbejde med.

Med den kommende Barnets lov bruger man nu en masse ressourcer på at implementere en ny lovgivning i stedet for at bruge ressourcerne på at blive bedre til det, vi allerede gør.

Det er ærgerligt, for der er meget få nye ting i lovforslaget, som man ikke kunne have gennemført ved at justere på den eksisterende lovgivning. En tilføjelse i den nye lov er, at der skal være mulighed for en second opinion i en afgørelse fra myndighederne. Der må jeg sige, at jeg synes, det er en falliterklæring, at vi har en lov, som er så kompleks, at man er nødt til at sige, at man skal have en second opinion og dermed doble op på ressourcerne. Der er jo noget galt i systemet, hvis man skal til at lovgive om det.

Mere uddannelse og et bedre samarbejde mellem sagsbehandlere og jurister

Den øgede mulighed for at træffe skønsmæssige afgørelser stiller endnu højere krav til uddannelsen af sagsbehandlerne. Der bliver kopieret alt for meget og uden omtanke under sagsbehandlingen. Brugen af copy-paste funktionen burde begrænses stærkt, også når selve lovgivningen laves om. 

Sagsbehandlere og jurister skal blive bedre til at hjælpe hinanden, så sagerne bliver belyst ordentligt. Juraen er ikke en snublesten – den er en trædesten. Sagsbehandlere skal vide, at hvis de skal træffe en afgørelse, så skal der være hjemmel til den, og de skal i samarbejde med juristerne lære at anvende forvaltningsloven korrekt. Jeg kan godt forstå, at mange sagsbehandlere er stressede, for ofte har de ikke de nødvendige forudsætninger for at løse opgaven. Der er behov for et bedre samarbejde, så man kan agere i det.

Bedre inddragelse

Når vi taler om at inddrage børnene i sagsbehandlingen, så forveksler man adgangen til at udøve partsbeføjelser/partshøringer med inddragelse. Det er to helt forskellige ting, og man er nødt til at sondre.

Loven siger, at der skal være en børnesamtale, hvor man skal søge barnets holdning afklaret, men det er en dårlig formulering. Det skal handle om, at man skal være bedre til at afklare barnets perspektiv, og det skal helst ske med bistand undervejs. Der er jo grænser for, hvad man kan bede en seksårig om at forholde sig til.

Man siger for eksempel: ’Hvad mener du om, at vi vil flytte dig væk fra din mor, fordi det har de voksne besluttet’, og så orienterer man om, hvad det er for oplysninger, der er lagt til grund. Det er efter min opfattelse ikke rigtig inddragelse. Den reelle inddragelse går ud på at have en samtale med barnet, hvor man i stedet for at sige: ’Vil du gerne bo et andet sted?’ taler med barnet om, hvad der skal til for, at barnet har det godt, hvornår det trives bedst osv. At man får talt rundt om emnet, og det mener jeg ikke, at man er god nok til i dag.

Bistand under sagen

Det er ofte alt for sent, der kommer bistand ind i sagerne både til forældre og børn. Der bør tidligere i et forløb være mulighed for at få en advokat. Jeg forstår ikke modviljen mod, at børn eller forældre får juridisk hjælp tidligere i processen. Det er en lille investering, hvis barnet/forældrene får hjælp til at navigere i sagen tidligere. Man kan undgå en masse misforståelser, og at sagen trækker i langdrag. Jeg kan ikke bevise det, men jeg tror, at det sparer penge i det lange løb.

Jeg forstår heller ikke, hvorfor der ikke er en ordning med bestemte advokater, der bliver udpeget af retten til beskikkelse i børnesager på samme måde, som vi har beneficerede forsvarsadvokater og autoriserede bobestyrere. Som det er nu, kan alle advokater bede om at stå på børnesagslisten, men jeg mener, det kræver en ekspertise at arbejde med børnesagerne, og at en autorisationsordning kunne være en hjælp til at finde den rette advokat.

Vi har et fint juridisk proportionalitetsprincip, der siger, at man altid skal vælge den mindst indgribende indsats, og der er min pointe, at jo tidligere man starter, jo mindre indgribende indsats kan man vælge, og på den måde går de to principper fint hånd i hånd.

Børn skal i bund og grund have mere hjælp til at udøve deres rettigheder. Med de ændringer kunne vi give et meget stort løft – også indenfor den lovgivning, der er nu.

Sanne Møller, jurist i Embedsværket, rådgiver kommuner om lovens forvaltning:

Brug loven bedre

Hvis kommunerne ikke bruger hele serviceloven, får børn ikke den rette hjælp i rette tid. Derfor har jeg fem konkrete forslag til forandringer:

Skab viden

Oplysningspligten og hurtighedsprincippet kannibaliserer på hinanden – det tager tid at være grundig. Fokus på at skabe mere viden i de indsatser, vi allerede har, og på at stille de rigtige spørgsmål er en del af løsningen.

Eksempelvis kan man bede familiebehandleren, der ofte er i familien forud for en anbringelse, være opmærksom på forældreevnen langt mere systematisk, end det sker i dag. Det vil sikre, at dokumenteret viden hurtigere kommer tilbage til sagsbehandleren, der så kan handle på sin viden.

Brug forældrepålægget til sikkerhed og hurtighed

Forældrepålæg kan bruges til at skabe sikkerhed for barnet og mere viden om forældrenes vilje til at indgå i et samarbejde til barnets bedste. Oven i købet på et meget tidligere tidspunkt i sagen end ellers. Det er godt for barnets rettigheder.

Kommunen kan i visse sager uden forældresamarbejde træffe afgørelse om, at forældrene skal deltage i et forløb om barnets diagnosehåndtering eller skal sørge for, at deres barn kommer i vuggestue. Dette kan gøres allerede i forbindelse med underretningen. Ved at afdække forældrenes vilje til samarbejde langt tidligere, kan man spare lange perioder uden den rette indsats.

Invester i forældrenes støtteperson

Kommunerne kan bruge støttepersoner til at hjælpe forældre til anbragte børn til at indgå i samarbejdet om forældrehandleplanen. Forældrehandleplanen kan hjælpe forældrene til godt samvær med barnet, men også til at fremme og synliggøre ”hvad der skal til”, for at der kan fastsættes mere samvær og ikke mindst ske hjemgivelse.

Som bonus er der også virkelig god økonomi i dette. Seks ekstra støttetimer i starten af anbringelsen er tjent ind, hvis barnet kommer hjem bare én dag før. Det kan man regne ud ved at se på priserne i socialpolitisk redegørelse. Et anbringelsesdøgn i plejefamilie koster 550.000 om året svarende til cirka 1500 kroner i døgnet, og en støtteperson koster cirka 250 kroner i timen.

Hjemgivelse i afmagt

For mange anbragte børn hjemgives, uden at årsagen til anbringelsen er væk.

Ofte hjemgives børn på et usagligt grundlag: Et skoleskift, forældre, der ikke kan lide plejefamilien, at plejefamilien skal skilles, at barnet ikke vil bo på institution, eller at institutionen ikke kan håndtere barnet.

Usaglige hjemgivelser ender alt for ofte i genanbringelser, eller en overgang til voksen uden støtte fra efterværnsparagrafferne, hvis barnet er tæt på 18 år. Det er – og skal være – lige så svært at hjemgive et barn som at anbringe det, for konsekvensen af en fejl er enorm for barnet.

Skriv op til egen bolig

Alle taler om ungdomshjemløshed og en overrepræsentation af tidligere anbragte – hvorfor har ingen fået den ide at skrive anbragte børn op til en lejebolig? Det koster næsten intet og kan sikre en stor del af de unge en mulighed for en værdig og selvstændig overgang til voksenlivet.

Trine Schultz, Professor (mso), ph.d. leder af Juridisk Institut, Aalborg Universitet:

Find løsninger på flere niveauer

De største retssikkerhedsmæssige udfordringer er, at det desværre alt for ofte sker, at reglerne på børneområdet bliver tilsidesat i praksis. Det viser mange undersøgelser, udredninger, rapporter, triste sager i medierne og praksis fra klageinstanserne.

De retssikkerhedsmæssige udfordringer kan overordnet rubriceres i tre kategorier: For det første sager om svigt med kommunens tilsyn på området for udsatte børn og unge. For det andet sager om mangelfuld sagsbehandling i afgørelser om særlig støtte til børn og unge. Og for det tredje sager om inddragelse af usaglige hensyn i afgørelsesvirksomhed - herunder navnlig økonomiske hensyn.

At reglerne ikke følges i tilstrækkeligt omfang, kan føre til, at de allermest udsatte børn og familier ikke får den tilstrækkelige hjælp, eller der bliver truffet forkerte og ulovlige afgørelser. Det bør vi tage alvorligt.

Det er naturligvis helt centralt for borgerens retssikkerhed, at reglerne følges, men også at man oplever myndighedens sagsbehandling som betryggende og saglig. Hvis familien mister tilliden til systemet, er det katastrofalt i forhold til det fremtidige samarbejde med myndigheden og ofte til skade for børnene. Særligt med de meget indgribende afgørelser, er det af helt afgørende betydning, at sagsbehandlingen foregår på en tillidsskabende måde og med iagttagelse af væsentlige retssikkerhedsgarantier.

Løsningerne er ikke enkle at finde. Der er en stor kompleksitet i problemerne, og løsningerne skal derfor findes flere steder. Hertil kommer, at der ikke er fuldstændig klarhed over årsagerne til regelbrud.

Der kan være rigtig mange forklaringer, som kræver forskellige løsninger; stort sagspres, kompliceret eller uklar regulering, digitalisering og instrumentalisering af sagsbehandlingen, dårlig ledelse, økonomi og besparelser, interne strukturer og regler, kompetencefordeling og organisering af arbejdet i kommunerne, unødig konfliktoptrapning og manglende tillid til systemet, utilstrækkelig (juridisk) uddannelsesbaggrund hos sagsbehandlerne, manglende ledelsesmæssig prioritering af retssikkerhed og saglig sagsbehandling, manglende forståelse for reglernes formål, fejlagtig forståelse af lovens ”elasticitet” og respekt for grundlæggende retlige principper osv.

Hvis børnenes og familiernes retssikkerhed skal forbedres, kræver det derfor en indsats på mange niveauer, og det forudsætter samtidig en langt større klarhed over udfordringernes omfang og samspil.