”Det største retssikkerhedsmæssige problem i Danmark.” Sådan siger flere advokater, der har besvaret Advokatsamfundets seneste retssikkerhedsundersøgelse og henviser dermed til de lange sagsbehandlingstider ved domstolene.

Der er bred enighed om, at domstolene har brug for flere ressourcer. Den tidligere justitsminister kaldte en ny flerårsaftale for domstolenes økonomi for ”en af de vigtigste opgaver” på sit bord i 2022, og da Mattias Tesfaye overtog embedet, erklærede han sig enig heri. Senest har statsrevisorerne udtalt kritik af de stigende ventetider, og politisk er der lagt op til, at domstolene skal have et betydeligt løft til efteråret, sådan at alle led i straffesagskæden kan følge med.

Kæden er dog for længst hoppet af, når det handler om de civile sager. Det er så svært at komme til i ordentlig tid, at mange opgiver på forhånd. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ved civile sager er samlet set 6,3 måneder, men ved flere af byretterne er den over to år. I Aarhus byret topper sagsbehandlingstiden med over 28 måneder på de civile sager, der afsluttes med en hovedforhandling.

Når tvisterne ikke kan løses på anden vis end i retten, er konsekvenserne til at tage og føle på. Virksomheder går konkurs, fordi de ikke kan få deres krav hjem. Borgere kan ikke få anerkendt arbejdsskader og få tildelt en ofte livsnødvendig erstatning men står tilbage i uvished med store økonomiske tab eller mén og uden ansvarsplacering. Børn ramt af konfliktfyldte skilsmisser kan ikke få afklaret deres fremtid. Straffesager trækker ud og ofre må i mange tilfælde vente længe på en afgørelse, mens de risikerer at møde deres overfaldsmand på gaden. I andre straffesager sidder sigtede varetægtsfængslede i længere eller lige så lang tid, som de får dom til. Og jo længere sagerne trækker ud, jo dårligere kan vigtige vidners hukommelse ende med at blive, og værdien af partsafhøringer og vidner falder. Det er ikke givende for retssikkerheden.

I Advokatrådets procesretsudvalg har ventetiden til retten længe stået øverst på dagsordenen, særligt med fokus på hvad man kan gøre for, at de civile sager kan komme længere frem i køen.

”De lider i øjeblikket en status som stedbarnet, som ingen ville have forældremyndigheden over,” siger procesretsudvalget formand og medlem af Advokatrådet Nikolaj Linneballe.

Lad retterne selv prioritere

”Det politiske fokus er på sager om personfarlig kriminalitet, og det er også vigtigt og forståeligt, men det må ikke betyde, at civile sager skubbes helt i baggrunden. Det er et helt essentielt krav, at vi får behandlet alle sager ordentligt og inden for rimelig tid,” siger han.

I procesretsudvalget pågår for tiden et større arbejde med at udvikle et idekatalog til at forbedre og effektivisere processen, blandt andet for småsager.

”Vi er i fuld gang med at se på, hvordan vi kan få et mere effektivt domstolssystem, og om der er mulighed for at foretage forbedringer, som lettere kan få alle civile sager igennem, så borgere og virksomheder igen føler, at de er på retssikkerhedsmæssig grund.”

Nikolaj Linneballe kunne i den forbindelse godt tænke sig, at domstolene selv styrede prioriteringen af sagerne.

”Politisk har man besluttet, at VVV-sager (vold, våben og voldtægt) skal have forrang i retssystemet og behandles inden for 37 dage. Det skubber naturligvis andre sager længere tilbage i køen. Det er åbenlyst, at alvorlige straffesager skal behandles hurtigt, men der er også en del banale sager som værtshusslagsmål mellem gamle kendinge eller lystfiskeren med en kniv i bagagerummet, som bør kunne vente. Man bør kunne sætte retterne fri og overlade den konkrete prioritering til dem, som er tæt på sagerne. Det har vi fuld tillid til, at de kan håndtere,” siger Nikolaj Linneballe.

Der er flere veje frem, og dem arbejder procesretsudvalget for, og samtidig er der enighed om, at hvis ikke domstolene får tildelt de forventede flere ressourcer, bliver det svært.

”Retssikkerhed koster. Det skal politikerne indse,” siger professor Peter Arnt Nielsen, som er medlem af Advokatrådets procesretsudvalg. Han forsker og underviser blandt andet i civilproces og voldgift, og er selv retsmægler.

”Tilførsel af flere dommere vil hjælpe betydeligt på at få sagsbehandlingstiderne ned. Domstolene skal både have de rigtige ressourcer, men også et skarpere mindset på, at de er et serviceorgan for samfundet,” mener han.

”Domstolene er jo til for os. For virksomheder og private parter. Man mister kunder i butikken, hvis man ikke giver dem god service.”

Flere retsmæglinger

Peter Arnt Nielsen ser gerne, at domstolene tilbyder flere retsmæglinger i civile sager som en del af deres service.

”Det vil hjælpe betydeligt. Nogle gange er virksomhederne ikke klar over mulighederne for retsmægling. Både advokater og dommere skal være mere opmærksomme på det og tilbyde det. Jeg har haft både små og store sager, hvor konfliktniveauet var meget højt. Både i familie- og civile sager lykkes det meget ofte at lave en aftale og forlige sagen. Og det er bestemt også muligt i sager til flere millioner. Det kan domstolene godt gøre meget mere brug af, for det ville hjælpe på presset,” siger han.

Advokat Søren Stenderup Jensen, som fører civile sager hos Sirius Advokater og også er medlem af procesretsudvalget, tager normalt ikke sager for private parter, medmindre parterne er villige til at forsøge sig med retsmægling:

”Det er simpelthen mit vilkår for at tage en sag om for eksempel en nabotvist om støj og svineri, der kan trække ud i årevis, og det er der to grunde til. For det første bliver konflikten kun kørt endnu længere af en retssag, og for det andet så taber du som advokat penge ved at skulle køre de her lange sager med megen forberedelse. Alle de gange, jeg har været til retsmægling med en klient, er striden blevet løst – uden undtagelse. Hvis vi skal vente på en hovedforhandling, går der op til halvandet år,” siger han.

Men selvom flere retsmæglinger muligvis kan løse en del af problemet, er det stadig skidt for retssikkerheden, mener Søren Stenderup Jensen.

”Det er da totalt utilfredsstillende. Hvis man ikke kan løse en konflikt, så kan dem, der laver balladen, bare fortsætte. Det ville jo virke meget bedre, hvis parterne vidste, at hvis de ikke kan nå til enighed, så er der hovedforhandling tre måneder efter. Retsmægling er rigtig godt, men det forudsætter, at der er et hurtigt alternativ, hvis man ikke kan nå et forlig,” siger han og tilføjer: 

”Det er ligesom i forældremyndighedssager, hvis en af forældrene opfører sig tilstrækkeligt urimeligt tilstrækkeligt længe – så ender vedkommende med at få ret, for nu er der gået så lang tid, hvor den anden forælder ikke har set barnet. Det er lidt den der om igen, hvor systemet ender med at belønne dem, der dybest set ikke spiller med.”

Øget specialisering

Peter Arnt Nielsen foreslår også, at en større specialisering hos dommere burde kunne tage noget af presset.

”Det er jo tankevækkende, at advokater er dybt specialiserede i store afdelinger og områder, mens domstolene som de eneste i hele landet holder fast i en generalisering, bortset fra Sø- og Handelsretten.”

Nikolaj Linneballe ser også muligheder i flere retsmæglinger og kan også godt forestille sig, at en vis grad af specialisering ved byretterne kan afhjælpe problemerne.

”Flere advokatretsmæglinger kan aflaste dommerne, og der vil formentlig være nogle fordele i at oprette afdelinger med mere udtalte specialiseringer, som derved kan opnå en mere effektiv sagsbehandlingstid,” siger han.

Mere fleksibilitet og samarbejde

Selvom de civile sager er bagerst i køen hos retterne, så er sagsbehandlingstiden på straffesagerne ikke blevet mindre. Antallet af sager med domsmænd og nævninge stiger, og sagerne er ofte mere komplekse og med mange tiltalte ad gangen. Så snart der er sygdom eller udeblivelse af blot én person, skal hele sagen udskydes. Vidneafhøringer trækker ofte i langdrag, og det slækker på retssikkerheden for de involverede.

”Jeg oplever næsten dagligt, at vidner ikke kan huske, hvad der er sket for tre år siden,” siger Karoline Normann, forsvarsadvokat og formand for Advokatrådets strafferetsudvalg.

Hun er enig i, at de lange sagsbehandlingstider er et enormt problem, som kræver flere ressourcer ved domstolene, men hun ser også, at der med fordel kunne udvises mere fleksibilitet og samarbejde mellem anklagemyndighed, domstol og forsvarere, når bevisførelsen skal tilrettelægges.

”Vi kan i fællesskab godt blive endnu bedre til at opnå enighed om, hvad der er brug for i den konkrete sag. Skal det tage en halv eller en hel dag? Kan man undvære et vidne eller to, hvis der er sygdom i stedet for udsættelse? Behøver vi at gå hjem i dag, hvis et vidne udebliver osv.? Det kan vi godt blive bedre til.”

Skriv mindre

Søren Stenderup Jensen er i øvrigt utilfreds med, at civile sager kan trække alt for længe ud, både fordi de bliver dyrere, når advokater skal læse op på dem forfra hver gang, og især når der er pengekrav involveret.

”Det er jo helt frygteligt at blive dømt tre år ude i fremtiden, når du har en procesrente på otte procent. Procesrenten er helt ude af trit med virkeligheden, og det gør jo, at man kan have en interesse i at spekulere lidt i det, hvis man har penge til gode. Det er heller ikke sjovt for den, der skylder penge, at skulle betale den høje rente. Så bliver det en straf i sig selv. ”

Søren Stenderup Jensen har desuden et forslag om, at advokatstanden også bidrager til en mere effektiv proces ved at vende blikket indad, og at der skal skrives mindre til retten, når de forbereder sig.

”Jeg synes, der er en tendens til over de seneste år, at man procederer hele sagen i hvert processkrift – eller nogle gør. Og det gør det hele lidt tungt. Man kunne godt skære igennem med, at den skriftelige forberedelse bliver hurtigere, og at der ikke bliver skrevet så meget. Jeg synes, der bliver skrevet alt for meget om alt for lidt.”

Retspræsident, Betina Heldmann, Retten i Glostrup:

Kalenderen er fuld, men bunkerne er ikke blevet mindre

I Glostrup er kalenderen fyldt op for resten af året og stort set 2023 med. Alene udbytteskat-sagerne kræver over 300 juristdage næste år.

Glostrup har for tiden den længste sagsbehandlingstid på Sjælland. Hvad skyldes det?

Der er tre generelle årsager, som gælder for alle retterne. Der er flere længerevarende og ressourcekrævende sager, flere nævningesager, og særligt domsmandssagerne er vokset. Vi bruger 25 procent længere retssalstid på dem, og det skyldes navnlig nogle af de lovændringer, der har været, hvor vi ikke bare skal udmåle straf, men også skal tage stilling til opholdsforbud, skærpede regler om udvisning osv. Sagerne er simpelthen vokset. Det gælder for alle retter.

Det, man så kan gange det med i Glostrup, er at: Vi har en lav gennemførelsesprocent på straffesagsområdet. Vi har en del sager med tiltalte, der ikke møder op. Nogle kan vi fremme, andre ikke, og det er der nogle retssikkerhedsmæssige grunde til, som vi skal holde fast i. Der er også sager, hvor Anklagemyndigheden ikke kan møde på den tilbudte dag. Det betyder noget, hvor mange gange man skal aflyse og omberamme en sag, og hvor mange dage man skal bruge for at få den afgjort, fordi den fylder i kalenderen, indtil den er afgjort.

I 2021 har vi brugt 317 juristdage på længerevarende straffesager, sager der varer over tre retsdage. I 2022 er der indtil videre berammet 393 dage i længeværende straffesager. Og i 2023 er der indtil videre alene berammet tre længerevarende straffesager, som er domsmandssager. Udbytteskat-sagerne er et eksempel på sager, der trækker rigtig mange ressourcer. De udgør tre sager med i alt ni tiltalte, men vi skal bruge 302 juristdage på dem, for vi er nødt til at sætte to jurister på hver af de tre sager.

Til sammenligning kunne der have været 600 halvdagssager i kalenderen, det svarer stort set til et års familieansvarssager, som vi har svært ved at få på inden for rimelig tid. Vi sidder jo nu også og har svært ved at få civile sager på, fordi så mange dage er besat med udbytteskat-sagerne, og vi har andre hastesager, som også presser på.

En anden ting er, at vi løbende har mange ledige juriststillinger. Vi er en stor ret, og mange af vores jurister flytter sig hurtigt til andre retter eller landsretten, fordi de er dygtige - det er vi enormt stolte af. Det skal ikke være anderledes, men det gør, at vi har en del vakancer, som vi hele tiden skal dække ind.

Og så er antallet af de familieretlige sager fordoblet herude i forhold til før den familieretlige reform. Det er ofte sager, som haster, og som i øvrigt skal behandles inden for rimelig tid.

Hvad skal der til for at få nedbragt ventetiderne?

Vi er i gang med at udvikle nogle bedre driftsstyringsværktøjer, så vi kan se, hvor meget tid vi skal sætte af til de forskellige områder og måle effekten af det, vi gør. De skal hjælpe os med at styre, så vi kan få flere familieretlige- og civile sager på - fordi det er urimeligt, at de sager hele tiden kommer bagerst i bunken. Vi er så småt i gang med at bruge det nu, og jeg glæder mig til at præsentere det for Domstolsstyrelsen.

Jeg tænker, at det godt kan udbredes til andre retter også, når vi får det gennemarbejdet, men det er ikke sikkert, at andre retter har samme behov. Vi har også et lille effektiviseringspotentiale på nogle særlige områder, og det er vi i gang med at sætte i værk, og det gør vi i samarbejde med Anklagemyndigheden. Vi ser også et potentiale på småsagsområdet, men det er noget, der kræver lovændringer.

Inden for de eksisterende rammer har vi gjort alt, hvad vi overhovedet kan for at få lavet så mange sager som muligt. Det er helt afgørende, at vi også får tilført nogle ressourcer.

Selv om vi har fået seks nye jurister i år, så mærker borgerne det ikke, for der er stadig utrolig lang sagsbehandlingstid. Nu kan vi få lidt flere civile sager og lidt flere familiesager på, men det er ikke nok til, at bunkerne forsvinder, og det er ikke nok til at borgerne mærker, at sagsbehandlingstiden faktisk går ned.

Vil I gerne selv prioritere sagerne inden for VVV-området?

Jeg respekterer fuldstændig politikernes beslutning om at prioritere, hvad retterne skal lave. Men jeg savner lidt en helhedstankegang. Der er meget stort fokus på straffesagsområdet, og det går jo ud over borgernes retssikkerhed på andre områder, hvis vi kun laver straffesager. Vi kan jo sagtens se, hvad der er grov kriminalitet, og hvad der kan vente lidt længere, for eksempel til efter vi har fået løst nogle flere familieretlige sager eller sager, hvor nogle har været udsat for en arbejdsskade eller skal have nogle krav hjem for ikke at gå konkurs. Det er lige så vigtigt, bare for nogle andre mennesker. Det kunne vi godt tænke os at have lidt friere rammer til.

Skal dommerne specialisere sig mere?

Jeg synes, at når man kigger det igennem også i de forskellige retter, så er der faktisk en grad af specialisering, hvor nogle dommere for eksempel tager sagerne om økonomisk kriminalitet, fordi de har forstand på dem. Vi skilter ikke med det på samme måde, som advokater gør, og sagerne bliver også bare fordelt for at få dem hurtigt i kalenderen til den, der nu har tid, men indimellem byttes der om på dommernes kalendere på den baggrund. Det vil kræve en stor sagsvolumen og helt anden måde at driftstyre på, hvis man vil indføre konkret specialisering på flere områder.

Hvad kan man ellers gøre for at nedbringe de lange sagsbehandlingstider?

Jeg synes, at småsagsprocessen er et rigtigt godt sted at sætte ind. Med nogle lovændringer, så man får forenklet området. Man kunne måske kigge på, om nogle af de sager, som er egnet til det, kunne blive afgjort på et rent skriftligt grundlag.

Og inden for de eksisterende rammer kan man også kigge på at udnytte de muligheder for samarbejder, der er med anklagemyndigheden og med Familieretshuset, så man får strømlinet processerne mere, og så folk oplever både det familieretlige system og strafferetskæden mere sammenhængende.

I 2021 har vi fået 51.000 sager ind og afsluttet 53.000. Det er et stabilt sagsantal. Vi har gnavet en lille smule af bunken. Vi knokler faktisk, og det er jeg helt vildt stolt af. Det kan vi selv mærke, men borgerne kan ikke mærke det, fordi de kan ikke se det på sagsbehandlingstiden, da sagerne over en årrække har udviklet sig i omfang og kompleksitet, og sagsbehandlingstiden derfor samlet set er blevet længere.

Gennemsnitlig sagsbehandlingstid i måneder, Retten i Glostrup:

Almindelige hovedforhandlede civile sager: 21,58.

Straffesager: Domsmandssager: 9,4. Nævningesager: 8,5

Retspræsident Karen Thegen, Retten i Aarhus:

Der er ikke noget quick fix

Aarhus byret kæmper med landets længste sagsbehandlingstider. De store nævningesager tærer på ressourcerne.

Aarhus har for tiden den længste sagsbehandlingstid tid på landsplan. Hvad skyldes det?

Vi har et stort antal sager af lang varighed, og vi har fået mange flere nævningesager end tidligere. Det gør jo, at vores dommer-ressourcer bliver brugt meget til de rigtigt store sager.

Sagstilgangen er der ingen, der er herre over. Nævningesager og andre langvarige sager er typisk arrestantsager, hvor folk sidder varetægtsfængslet, så der er ikke andet at gøre end at prioritere de sager først, så de bliver behandlet inden for de frister, de skal. Det betyder desværre, at de straffesager, hvor de sigtede ikke er varetægtsfængslede, bliver nødt til at vente på, at de andre sager bliver afsluttet.

Hvad skal der til for at få nedbragt ventetiderne?

Der er ikke noget quick fix. I Aarhus er der helt klart for få dommer ressourcer. Lige nu må vi sige, at selvom vi fik mange penge til at ansætte flere dommere, så er vi i en situation, hvor der ikke er mange, som kan konstitueres som dommere. Vi mangler simpelthen et felt af erfarne jurister, som har afsluttet deres konstitution i Landsretten, og som vil kunne konstitueres som dommere. Retten i Aarhus har indtil 1. august otte fuldmægtige under grunduddannelsen, så det er et problem, som bliver løst over tid, men lige nu er der ikke nogen hurtige løsninger.

Vi kan ikke gå ud og ansætte løs af flere dommere, selvom der måtte komme flere penge til efteråret. Men det kan vi på længere sigt, for vi gør en særlig indsats for at uddanne vores grunduddannelsesfuldmægtige, så de vil kunne være i stand til at håndtere de mindste af straffesagerne.

Ser du andre muligheder for at effektivisere processerne?

Det, jeg kunne pege på som en forenkling, ville være, at der var en politisk begrænsning på, hvor store sager kan blive. I øjeblikket kører vi en sag om overtrædelse af straffelovens § 191 altså narkotikabestemmelsen, hvor der er 11 tiltalte og derfor også 11 forsvarere. Samt bevogtningspersonale m.fl. Det er et meget stort setup. Det er cirka 50 mennesker, der er til stede ved sådan en hovedforhandling, og der er også to dommere på sagen. Det betyder rigtig meget for os at skulle have berammet sådan en stor sag. Der skal afsættes mange dage. Det ville være en stor forenkling for os, hvis der for eksempel var et maksimum på fire tiltalte per sag. Det ville betyde, at vi aldrig blev nødt til at udpege to dommere til en sag. Hvis bare en af disse personer er sygemeldt, så skal det hele sættes i bero og udskydes. Og jo større sager, jo større risiko for, at det sker. Det er nok ikke hensigtsmæssigt med et absolut maksimum på antallet af tiltalte i samme sag, men en begrænsning ville medføre en lettelse for gennemførelsen af straffesager. 

Hvordan går det med de civile sager – har I slet ikke tid til dem?

Vi behandler også civile sager og familieretlige sager. Dem både kan og skal vi også håndtere. Men de indgår selvfølgelig i prioriteringen, når vi har sager, som berammes. Derfor er sagsbehandlingstider på almindelige civile sager også lange.

Skal dommerne specialisere sig mere?

En vis form for specialisering kunne der godt være tale om, og det kunne gælde særligt de store sagsområder, for eksempel skatteret og miljøret og den slags. Men for at man kan specialisere sig, skal der jo også være en vis sagsmængde af en bestemt kategori, før det giver mening også at have et speciale. Det er måske i virkeligheden det, der er hindringen for, at der kan være en effektiv specialisering.

Tror du problemet med ventetiden vil løse sig?

Ja det tror jeg helt klart, at det vil, men det afhænger af ressourcetilførslen - det er det vigtigste, men vi har helt klart en bevågenhed på det. Som byretspræsident har det min allerstørste opmærksomhed og prioritet. Hvis der skal ske en nedbringelse af ventetiden i en snarlig fremtid, så kan løsningen være en model med færre tiltalte ad gangen til samme møde. På sigt, når der bliver tilført flere ressourcer til at ansætte flere kompetente dommere, så kan det også løse noget af det.

Gennemsnitlig sagsbehandlingstid i måneder, Retten i Aarhus:

Almindelige hovedforhandlede civile sager: 28,27.

Straffesager: Domsmandssager: 11,8. Nævningesager: 5,8

Retspræsident Trine Poulsen, Horsens:

Vi mangler plads, personale og mere sikkerhed

I Horsens byret er det voldssager, der trækker flest ressourcer. Der mangler både plads og personale.

Hvad har I brug for i Horsens for at få ventetiden til retten ned?

Vi har brug for flere hænder og hoveder. Det er det første. Og ikke kun jurister. Vi har også brug for kontormedarbejdere, fordi lige nu sidder vores jurister og laver kontorarbejde i stor stil.

Domstolene skal fortsat spare omprioriteringsbidraget på 1,2 procent om året. Med så lille en ret som Retten i Horsens, hvor der er syv dommere, har vi måttet skære ind til, at vi kun har kontormedarbejdere til at lave de allermest nødvendige ting.

Vi mangler også plads. Vi er ganske enkelt vokset ud af vores lokaler. Sagerne har langt hen ad vejen flere tiltalte og kræver et meget større set-up, end man forventede, da retsbygningen blev indrettet. Der er flere store og komplekse sager. Vi kører stort set nævningesager hele tiden, og det gjorde vi ikke før i tiden. Slet ikke.

Hvad er årsagen til den udvikling?

Årsagen er blandt andet, at man politisk har truffet nogle bestemmelser om strafskærpelser, der betyder, at hvis man kræver fængselsstraf på mere end fire år, så bliver det nævningesager.

Vi har lige fået to nye retssale. Før havde vi kun én sal, der kunne bruges til mere end en tiltalt. Nu har vi så to nye sale, hvor der kan være mere end en, men det er meget små lokaler, og vi er udfordret af, at der ofte er sager med flere tiltalte, tolke og vidner, og de kommer alle sammen til at være meget tæt på hinanden, fordi vores sale er små. Det er ikke altid lige trygt, selvom der også er betjente med, når de tiltalte kommer fra fængslet. Jeg kunne godt tænke mig en adgangs- og sikkerhedskontrol. Det er der flere retter, der har men ikke her i Horsens ret, og vi har en del grimme sager, blandt andet alt hvad der foregår i Enner Mark, statsfængslet.

Kunne du forestille dig, at man delte sager med mange tiltalte op i mindre hold?

Ja, men vi skal passe på. Vores retssamfund bygger på nogle helt klassiske værdier omkring åbenhed, ordentlighed, retssikkerhed, og så er det mærkeligt, hvis man ikke må høre den fulde sag, man skal dømmes på. Vi skal sikre, at vores grundlæggende principper bliver overholdt. Det skal være troværdigt og åbent. Hvis man på forhånd siger til nogen: du behøver ikke at komme i dag - det vil jeg som retspræsident og dommer have det dårligt med - medmindre vi med sikkerhed ikke kommer til at behandle forhold vedrørende den tiltalte.

Hvad kan man ellers gøre for at nedbringe de lange sagsbehandlingstider?

Jeg synes godt, man kunne godt tale om, hvorvidt noget er for ”småt” til at blive indbragt for retterne. Grundlæggende skal domstolene være den primære konfliktløsningsinstitution, og vi skal kunne løse de konflikter, der er i samfundet inden for rimelig tid, og det kan også være en parkeringsbøde til 500 kroner, der er pålagt med urette. Vi skal sikre, at demokratiet og retssamfundet bliver overholdt, også når det gælder små økonomiske sager. Vi har dog en hel del sager, hvor man godt kunne overveje, om det kan løses ved en mindre proces uden for retten.

Vi bruger også rigtig lang tid på at skrive forklaringer - det som folk siger i retten. Man kunne overveje, at optage dem, og så gemme lydfiler. Det må man ikke, som det er i dag. Vi optager, men det skal stadig skrives, og det tager rigtig lang tid at renskrive de forklaringer. Det kræver en lovændring at ændre det.

Vil I gerne selv prioritere sagerne indenfor VVV-området?

Lige nu er det helt store prioriteringsarbejde ikke relevant, for vi er der, hvor alt er ”for gammelt”, og hvor alt af den grund bør prioriteres nu. Men hvis man selv kunne bestemme, så ville jeg da gerne være indover.

Dagligdagen ved en lille ret som Horsens kan forløbe sådan her: Jeg sender tre dommere ned til en nævningesag. En dommer har grundlovsvagt, en dommer skal til møde i Børn og unge-udvalget, og en dommer skal have møder i Ungdomskriminalitetsnævnet. Så er der ikke en eneste tid til en helt almindelig sag.

Nogle mener, at flere retsmæglinger er vejen frem. Er du enig i det?

Ja. Her hos os har vi utroligt meget fokus på det. Udfordringen ved retsmægling er, at vi lover dem en tid ret hurtigt, og dem har vi jo ikke ret mange af. Jeg kan ikke lade tider i kalenderen stå ledige ret længe. Så vi er også udfordret på, at vi faktisk får flere og flere retsmæglinger. Men jeg er absolut fortaler for, at vi skal konfliktløse. Vi skal ikke kun afsige domme.

Skal dommerne specialisere sig mere?

En af de fineste ting ved domstolene er, at vi har nogle evner som dommere til at lytte og reflektere. Vi skal passe på med, at vi ikke bliver for specialiserede, fordi der ligger et grundmenneskesyn om, at det ikke bare er en sag - men et menneske, der har en sag. Helt konkret i en lille ret som min, vil det ikke være realistisk. Vi har specialisering på ganske få områder, som gør, at man bliver god til netop det felt. Men hvis jeg også skal sikre, at kalenderen er fuldt booket, vil det være farligt at have noget stående åbent til et speciale. Det går ikke her i Horsens. Vi har næsten ingen sager om økonomisk kriminalitet. Vi er primært belastet af sager vedrørende personfarlig kriminalitet og færdsel. Vi har også mange familieretlige sager, som alle syv dommere tager sig af. Det nytter heller ikke, at enkelte dommere kun skal have familieretlige sager - det kan man ikke holde til.

Hvis I får flere ressourcer til efteråret, hvad skal de så bruges til?

Jeg kunne tænke mig, at vi fik ansat flere jurastuderende, som måske kunne løse nogle af de mindre sager eller i hvert fald stå dommerne så meget bi, at de ikke bruger energi på arbejde, der ikke er egentlige afgørelser. Og så skal vi have flere dygtige sekretærer. Vi har også brug for flere jurister og dommere. Men vi har den udfordring, at der er rift om de unge og dygtige mennesker, så selv hvis vi får en ordentlig pose penge, kan vi ikke garantere, at vi kan få de nødvendige ansatte med det samme. Man kan ikke bare gå i retten og sidde med tre ”banditter”, før man har en lille smule hår på brystet og kan styre det game, der foregår.

Er der tilstrækkelig med interesse for dommerfaget?

Vi har jævnligt rekrutteringsrunder, men vi kan lønmæssigt ikke konkurrere med det private. Dommerne knokler, og de får ikke det samme i løn, som for eksempel en partner gør i advokatbranchen, og de går heller ikke tidligt hjem, som man troede engang. Det er idealister, der arbejder her. Vi arbejder for retssamfundet. Vi arbejder ordentligt og med kvalitet, og det gør ondt i os nu, for vi er så pressede, at ordentligheden og retssikkerheden er truet.

Gennemsnitlig sagsbehandlingstid i måneder, Retten i Horsens:

Almindelige hovedforhandlede civile sager: 21,80

Straffesager: Domsmandssager: 10,3. Nævningesager: 9,5

Retspræsident Christian Lundblad, Retten på Frederiksberg:

Det kan gøres smartere

På Frederiksberg går det generelt godt, men retten er bagud med straffesagerne. Det skyldes særligt mange store sager med flere tiltalte og mange udsættelser.

Hvorfor skal sagerne ofte udsættes?

Vi har i øjeblikket et frygteligt hyr med straffesagerne. Hvis først en forsvarer eller tiltalt har været syg en dag, så skrider hele tidsplanen. Vi kører nogle gange i weekender og eftermiddage fra 16-19 bare for at få dem gennemført. Alene at få sagerne sat i kalenderen, så forsvarer og anklagere kan mødes, er en udfordring. Det er generelt en udfordring, at vi har disse store sager med mange tiltalte. Antallet af straffesager, der bliver omberammet eller udsat, står for cirka en tredjedel af retsmøderne. Der er tiltalte, der ikke dukker op. Men der er også andre aspekter i det. Det kunne vi godt blive grundigere til at belyse.

Hvad kan man gøre?

En ting er, at i civile sager er der frister for, hvor længe man kan fremkomme med nyt i sagen. Men ikke ved straffesager. Der har man lov til at komme med nyt, lige indtil sagen starter og også undervejs. Der er hele tiden mulighed for at afhøre et nyt vidne, få lavet en mentalerklæring eller en undersøgelse, og det er med til at udsætte det hele i halve og hele år. Straffesager er simpelthen ikke forberedt på samme måde som civile sager, og det kunne godt være en vej at gå: at sikre at straffesager også kører i et nogenlunde planlagt forløb. Men det kræver lovændringer.

Gennem de senere år er der udtrykt et stærkt politisk ønske om, at vi særligt prioriterer VVV-sagerne. Min personlige kæphest er, at retterne faktisk selv kan prioritere sagerne, men det er jo et politisk spørgsmål.

Det er vigtigt, at de varetægtsfængslede får deres sag for - de sidder trods alt i fængsel, så det er givet, at vi skal klare dem først. Men derefter er det nogenlunde lige vigtigt, om man er blevet slået ned på et værtshus, eller om Peter skal have samvær med begge sine forældre, eller om der er kommet vand i kælderen, som man skal have erstatning for - der er ikke nogen, der har en retssag kørende for sjov. Det er jeg nødt til at sige. Det er hjerteblod for alle.

Jeg har fornylig haft besøg af Folketingets Retsudvalg, og fortalt om en overordnet målsætning om at reducere sagsbehandlingstiden over en bred front – og jeg opfattede bestemt forståelse herfor fra politikerne.

Man kan godt have tillid til, at retspræsidenter ved lidt om, hvad der er behov for. Hvis det viser sig, at en ret gør det dårligt, så skal vi bestemt også stå på mål for det. Alle tal skal være åbne. Ved at give mere frirum og tro på, at det nok skal gå, og at vi nok skal sørge for, at alle sager kommer på - også straffesager der bliver udsat - så bliver kalenderen brugt bedre.

Sagen er den, at hvis jeg reserverer en masse dage, og de tiltalte ikke kommer, så er dagene spildt. Det er en tredjedel af alle straffesager, der bliver omberammet eller aflyst. Det er ikke sådan, at tiden ikke kan bruges til noget. Men grundlæggende så er tiden ved omberammelse spildt og fører til en masse ekstraarbejde for ikke mindst vore kontorfunktionærer. Det ved politikerne godt ligesom Rigsrevisionen.

Kunne du forestille dig, at man delte sager med mange tiltalte op i mindre hold?

Der er et princip i straffeloven om, at alle, der er tiltalte for det samme som udgangspunkt skal have deres sag behandlet sammen. Det er et godt princip. Men det betyder, at sagen bliver kolossal svær at styre. Jeg mener ikke, det er retssikkerhedsmæssigt uforsvarligt at dele det op. Jeg mener, at det er det, vi er nødt til gøre. Også fordi det koster rigtig mange penge.

Sagen er kort og godt, at den merbelastning, der er, ved at en masse mennesker skal sidde og høre på noget der ikke nødvendigvis er væsentligt for dem alle sammen, er enorm. Jeg har lige haft en nævningesag hvor fem var tiltalte, og den startede med 25 forhold, hvoraf noget var mindre færdselsforseelser. Det duer ikke, at vi skal have fem forsvarere til at høre på ting, som ikke har med dem at gøre. Man må tage noget væk. Hvis de alligevel skal have fem eller seks års fængsel, så er det ret ligegyldigt, om de har kørt med eller uden kørekort. Eller over for rødt eller andre mindre ting.

Der bør ikke være mere end ti tiltalte i en sag, og der bør ikke være mere end 10-15 forhold. Det bliver uoverskueligt for alle.

Hvordan gør man det?

Du kan godt køre en sag om et røveri sammen, og så kan det være, at de tiltalte hver især har lavet andre ting, men det må man holde uden om sagen og så bare køre sagen på det, den drejer sig om for de tiltalte sammen. En anden model er, at vi tager en af de tiltalte ad gangen, og så alt hvad vi har på ham. Det har man i nogle tilfælde været nødt til at gøre alligevel. Det andet bliver alt for besværligt.

Er der andre muligheder?

Domstolene skal altid være en sikker bastion for rettigheder, og at man kan få sin sag prøvet i rimelig tid inden for alle slags sager. Civile, familie og straf. Men det er vigtigt at sætte sig i brugernes sted, og man kan kigge på mange modeller for at effektivisere retssagerne. Det kan gøres smartere, hvis politikerne vil det.

Der er brug for fast track modeller, for eksempel kan nogle småsager klares skriftligt. Vi må overveje - inspireret af USA - at operere i multi door court houses, hvor der er flere tilbud på hylderne - alt efter hvad der er brug for. I dag er det sådan et one size fits all system, vi har. Men der er ingen tvivl om, at man kunne sagtens gøre noget mere i samarbejde med de respektive brugere.

Nogle mener, at flere retsmæglinger er vejen frem, er du enig i det?

Retsmæglinger har et betydeligt potentiale. Det har vi arbejdet med i mange år. Man kan godt tilbyde det hyppigere. De fleste er glade for at få den mulighed.

Men hvorfor bliver det ikke tilbudt mere?

Det er gammel diskussion, vi har talt meget længe om. I USA er de mere fremme med mediation og retsmægling. Det er langt mere udbredt. De har et såkaldt common law system, hvor der ikke er så meget lovregulering. Dvs. at det er mere retspraksis i den enkelte sag, der afgør sagen. Der er langt mere usikkerhed, så folk er mere tilbøjelige til at mægle. I Danmark og Europa har vi mere lovgivning. Så når folk først er uenige, så er der ikke altid det samme incitament eller grundlag for at mægle. Der er en kulturforskel. Når det er sagt, så kan vi sagtens gøre mere ved det.

En mægling går ikke ud på at finde det juridisk rigtige resultat. Den går ud på at finde det, som kan løse parternes fulde konflikt, og som de kan leve med. Der er mange dommere og advokater, som mener, at det er noget mærkeligt noget, at man kan finde på en løsning, som man aldrig kunne finde på i en dom. Så man skal også frigøre sig fra sin juridiske måde at arbejde på, og det er ikke alle, som synes om det. I en mægling er det parterne, der taler og ikke advokaterne. Men det er klart, at både ventetiden og omkostningerne gør, at mægling er blevet mere relevant, end det har været tidligere, så vi skal bestemt gøre mere ved det.

Skal dommerne specialisere sig mere?

Fra et domstolsperspektiv er vi tilfredse med generalistrollen, så vi har alle typer af sager. Jeg tror grundlæggende, at der er en styrke i det. En hel del sager er ikke kun et speciale. En sag om et husbyggeri kan indeholde mange aspekter. Straffe-, skatte- og boligret kan sagtens hænge sammen i en sag, og den generelle juridiske tilgang til det, kommer tit til at spille en rolle. Dommeren skal have et juridisk overblik.  Vi vil nødig være rigtige specialister, men det er ikke det samme som at sige, at man ikke kunne behandle nogle bestemte sager mere i højere grad i en periode.

Hvad har I mere brug for, for at få nedbragt ventetiderne?

Jeg er privilegeret her i hovedstadsområdet. Vi har fine lokaler, og alle de rammer, der skal til. Der er mange ansøgere til stillingerne, og der er ikke den flaskehals, som andre har. Men jeg mangler en håndfuld jurister, hvis jeg for alvor skal have tryk på mine retssager.

Gennemsnitlig sagsbehandlingstid i måneder, Retten på Frederiksberg:

Almindelige hovedforhandlede civile sager: 20,02 

Straffesager: Domsmandssager: 6,2. Nævningesager: 7,2