Sagen begyndte i 2015 med en række ransagninger og anholdelser. Herunder fængslingen af min klient. Jeg havde fulgt sagen lidt på afstand, fordi økonomisk kriminalitet er mit arbejdsområde, og jeg tænkte, at det kunne være en særdeles interessant sag at komme med på. En dag, da jeg er på vej hjem i bilen, ringer telefonen, og det er Peter Trans i den anden ende. Han har åbenbart fået mit navn og skal høre lidt mere om, hvad jeg er for en, inden han beslutter sig. Jeg husker samtalen ret tydeligt, dels fordi det var en sag, jeg meget gerne ville med på, og dels fordi han ret åbenlyst forventede en salgstale fra mig. Han er erhvervsmand til fingerspidserne, men den dag havde han ringet til en advokat, der er vokset op i Vestjylland, og salgstaler er ikke min stærke side, så jeg sagde det samme til ham, som jeg gør til alle andre: ”Jeg kan aldrig love dig et bestemt resultat. Det eneste, jeg kan love dig er, at jeg vil gøre mit bedste.”

Han besluttede, at jeg skulle være hans beskikkede forsvarer. Målet stod klart fra start: Min klient var uskyldig og ville have renset sit navn fuldstændigt.

Forhistorien til sagen var, at Peter Trans stoppede som direktør i Atea i 2014, og året efter startede en it-virksomhed op sammen med flere tidligere Atea-ansatte. Tilmed vandt den nye virksomhed i 2015 et stort udbud hos Region Sjælland i konkurrence med Atea.

Undervejs blev der rejst spørgsmål om, hvorvidt udbudsprocessen var påvirket af det, som den senere straffesag handlede om, nemlig bestikkelse i form af dyre middage og rejser til offentligt ansatte, men det blev afvist af landsretten.

Jeg fik sagens materiale, som er meget omfattende. Det er altid en udfordring at overskue et materiale, som er så kolossalt. Vi taler om tusindvis af sider. Fakturaer, kontoudtog, revisionsberetninger, mails. Man forsøger at rekonstruere et forløb: Hvem vidste hvad, hvornår. Hele mail-korrespondancen bliver trevlet igennem. Det involverer uendeligt mange mennesker, og jeg tror, at SØIK lå inde med omkring 100.000 e-mails.

Sagen indledtes ved Retten i Glostrup i 2017, hvor vi sad cirka 40 dage fordelt over et halvt års tid.

Der var rejst tiltale mod otte personer for i alt 38 forhold, og fire forhold vedrørte min klient. Det drejede sig om bestikkelse i form af to restaurationsbesøg og to rejser til Dubai i 2012 og 2014.

Mange emner blev problematiseret i retten, men særligt middage og udlandsrejser spillede en stor rolle. Dels blev der afholdt en række dyre middage på gourmetrestauranter med deltagelse af personer fra Atea og offentligt ansatte, hvilket rejste spørgsmålet om, hvorvidt middagene havde et omkostningsniveau, der var højere, end hvad offentligt ansatte må deltage i, og om vi derfor havde bevæget os ind i noget strafbart.

Hvordan vurderer man så niveauet? Hvornår er en middag bestikkelse, og hvornår er den repræsentation? Det var en juridisk udfordring, for der var ikke meget retspraksis at trække på. Der er ingen tvivl om, at hvis to private aktører har en betydelig samhandel, så er det ret sædvanligt at gå ud på dyre restauranter, men spørgsmålet er, om det også er ok, når den modtagende part er offentligt ansat. Spørgsmålet var tillige, om middagene havde en forretningsmæssig begrundelse, og hvad vil det egentligt sige? Betyder det, at man skal tale om tekniske specifikationer på produkter, mens man spiser, eller er det også vigtigt, at der bliver opbygget en gensidig relation? Når man har en stor samhandel, kan det være nemmere - lød argumentet - at få løst de problemer, som opstår, hvis man kender hinanden. Men spørgsmålet var stadigvæk, om man havde spist og drukket for dyrt.  Det var et tema som gik igen i rigtigt mange forhold i sagen.

Derudover var der en lang række rejser til udlandet, som både personer fra Atea og regionen deltog i. Både til Europa og USA, og for min klients vedkommende var det navnlig to rejser til Dubai, som påkaldte sig opmærksomhed. Spørgsmålet var som med middagene, om rejserne havde den fornødne faglige relevans, eller synes realiteten i rejserne at være, at man ønskede at give regionens ansatte en fordel?

For at komplicere tingene yderligere, blev rejserne delvist betalt med et tilgodehavende, som regionen havde oparbejdet hos Atea på en mellemregningskonto omtalt som konto 2840, så anklagemyndigheden gjorde gældende, at regionens ansatte blev bestukket med regionens egne penge, hvilket rejste spørgsmålet om, hvorvidt der tillige kunne være tale om underslæb.

Det, der gør det juridisk spidsfindigt, er, at der rejses en tiltale om bestikkelse med den modtagende parts egne penge, hvilket er noget atypisk.

Min klient kendte ikke noget til konto 2840 før anholdelsen, og første gang han hørte om kontoen, troede han, at det var postnummeret i Holte.

Der var en enorm bevågenhed omkring sagen, fordi den i medierne blev præsenteret som danmarkshistoriens største bestikkelsessag. Der var desuden ikke mindre end to anklagere fra SØIK på sagen, hvilket også siger noget om sagens kompleksitet.

I byretten blev Peter Trans dømt for de to restaurationsforhold. Han blev frifundet for Dubai-rejsen i 2012 men dømt for Dubai rejsen i 2014. Byretten udmålte dommen som en kombinationsdom, hvor der var en betinget del, som ikke skulle afsones og en ubetinget, som skulle afsones, men som var så kortvarig, at den kunne afsones med en fodlænke.

Alle tiltalte i sagen blev dømt, herunder it-direktøren for Region Sjælland, som endte med at få danmarkshistoriens vistnok hårdeste straf for bestikkelse.

Generelt kan man sige, at når folk får en dom i byretten, der betyder, at de ikke effektivt skal i fængsel, så er der mange, der stopper og vælger at sige, ok jeg orker ikke mere. De menneskelige omkostninger er for store, selvom de er uenige i dommen. Men det var bestemt ikke holdningen hos min klient. Så dommen blev anket til landsretten.

Peter Trans var virkelig en udfordrende klient at samarbejde med, fordi han selv var så utroligt godt inde i sagen. Han var vedholdende, ukuelig og utroligt grundig. Jeg har aldrig oplevet en klient, der så aktivt satte sig for at forstå sagens jura. Han udfordrede mig på den og fik mig til at overveje nogle ting, som jeg måske ikke ville have set og overvejet af egen drift.

I landsretten skete der frifindelse for begge restaurantbesøg, og der skete også frifindelse for rejsen til Dubai i 2012, men så skete der det lidt mærkværdige vedrørende den sidste Dubai rejse i 2014, at landsretten siger: Vi frifinder dig for bestikkelsesdelen af tiltalen, for der er ikke noget, der tyder på, at du tog med på turen for at give en gave til nogen.  Vi kan også godt se i anklageskriftet, at der er rejst tiltale for underslæb, og vi er enige, når forsvaret siger, at det er den forkerte bestemmelse. Men - siger landsretten - vi mener, at der i stedet for underslæb er tale om medvirken til mandatsvig efter Straffelovens § 280 – som godt nok ikke er nævnt noget sted i anklageskriftet. Og som er en bestemmelse, anklagemyndigheden aldrig har påberåbt sig, og som jeg ikke har forsvaret min klient imod.

Jeg kan huske, at vi fik dommen i juli 2019, mens jeg var på ferie med familien og var meget spændt på resultatet. Der sad jeg så i badetøfler med en dårlig internetforbindelse på en græsk ø og prøvede at finde ud af resultatet.

Det blev en betinget dom på tre måneder for medvirken til mandatsvig. Vi var selvfølgelig glade for frifindelserne, men det blev overskygget af, at der stadig hang en lille sky af skyld tilbage. Det, der navnlig irriterede os, var, at han var blevet dømt for en anden forbrydelse end det, vi havde forsvaret ham imod. Vi gik i tænkeboks og overvejede, om man egentlig kan det? Må landsretten godt ændre bestemmelsen? Kan man ændre subsumptionen i anden instans uden at give den tiltalte lejlighed til at kommentere på det? Det er der en ikke særligt hyppigt anvendt bestemmelse om i Retsplejelovens § 928, som, tror jeg, kom som en overraskelse for de fleste. Bestemmelsen siger, at hvis landsretten vil ændre subsumptionen, så skal landsretten være sikker på, at den tiltalte har haft lejlighed til at kommentere på det.

Så skrev vi til Procesbevillingsnævnet og bad om lov til at gå i Højesteret. Det måtte vi godt. For § 928 har levet en hensygnende tilværelse i mange år, jeg tror næppe, at den har været påberåbt før, så der var noget principielt på spil, og det er jo blandt andet det, som Højesteret er sat i verden for at afklare.

I Højesteret var spørgsmålet så, om Højesteret skulle forholde sig til sagens materielle indhold, hvilket vi helst ville, så vi ikke skulle igennem det hele en gang til, eller om Højesteret alene skulle vurdere, om der var begået en rettergangsfejl, som kunne begrunde, at sagen skulle hjemvises og gå om. Det brugte vi et par dage på i august 2020. Det er altid spændende at være i Højesteret, men oplevelsen bar præg af, at det var højsommer, og der er ikke aircondition. Jeg har været i Højesteret cirka tyve gange, og jeg har aldrig oplevet, at der er blevet givet kappefri. Der var meget varmt. Men det var bare på med kappen og svede tran. Da jeg var færdig, tog jeg cyklen direkte hjem, smed habitten, sprang i et par shorts, cyklede til stranden og løb ud i Øresund.

Kort tid efter kom afgørelsen, hvor Højesteret sagde, at de ikke ville forholde sig til det materielle i sagen, men mente, at der var begået en rettergangsfejl, og det kan ikke afvises, at det kan have haft en betydning, hvis tiltalte kunne have kommenteret på den ændrede subsumption, og derfor hjemviste de sagen.

Så kørte sagen igen i Østre Landsret. Det var en speciel oplevelse. Jeg har aldrig tidligere oplevet at få en hjemvisning i Højesteret, hvilket betød, at nu sad vi med sagen for fjerde gang.

Min klient var stadig fyr og flamme efter syv år, fordi han ville frifindes. Han ville rense sit navn.

En af de ting, der var noget tricky, da vi stod i landsretten igen-igen var, at Højesteret jo havde fastholdt frifindelsen for bestikkelsesdelen. Begrundelsen for frifindelse i bestikkelsesdelen var, at Peter Trans ikke havde givet nogen gave, og hvis man ikke har givet en gave eller en fordel, hvordan kan man så dømmes for underslæb? Underslæb betyder lidt forsimplet, at man tager noget, som man har fået betroet. Kan man dømme for mandatsvig eller underslæb, samtidig med at man skal respektere den tidligere dom, der siger, at der ikke er givet en fordel? Det var der nogle udfordringer i at få til at hænge sammen.

Og kunne man overhovedet bruge mandatsvigs-bestemmelsen, eller skulle man i virkeligheden have rejst hele Atea-sagen som en bedragerisag? Det var faktisk vores synspunkt. For at illustrere det i min procedure i landsretten, så lavede jeg et anklageskrift, der viste, hvordan en bedrageritiltale kunne være rejst. Det er første og nok også sidste gang, at jeg har kastet mig ud i at lave et anklageskrift, men jeg synes, det havde en pædagogisk pointe, navnlig fordi det viste, hvor svært det i virkeligheden kan være at bryde med den rammefortælling, som den indledende sigtelse og tiltale sætter for sagen: Er sagen overhovedet startet det juridisk rigtige sted?

Der var så meget jura proppet ind i den procedure, at vi forventede, at der ville gå i hvert fald fire uger, inden dommen ville komme. Men da vi var færdige med proceduren først på eftermiddagen, sagde retsformanden: Der afsiges dom i morgen kl. 14. Dommerne var åbenbart ikke i tvivl. Så kan man selvfølgelig både begejstres og bekymres. Det var nok mest bekymring, der gjorde sig gældende hos min klient, navnlig da vi stod på fortovet ude foran landsretten og så domsmændene gå hjem. Voteringen skulle ikke fortsætte til midnat.

Men dommen var en fuldstændig frifindelse. Jeg gav min klient beskeden, mens han sad i et fly på vej over Atlanterhavet. Jeg ved, at det var en helt kolossal forløsning for ham efter at have levet under det pres i syv år. Et pres som havde fået en lang række ret mærkbare konsekvenser for ham gennem årene. Når man er tiltalt for bestikkelse, så er det jo ikke det samme som at blive tiltalt for en hastighedsovertrædelse eller et cykeltyveri. Bestikkelse er enormt stigmatiserende. Det er hårdt for en mand, som er vant til at færdes på direktionsgangene, nyder en høj grad af respekt og har bygget et navn og en karriere op over en lang årrække, og så pludselig bliver han stemplet som korrupt. Men efter syv år kunne han vaske det sidste af sig. Det var en enorm lettelse.

Atea-sagen er helt klart en af de sager, som har gjort mig til en bedre advokat. Den faglige udfordring var så kvalificeret, at jeg kom ud i nogle hjørner af juraen, som jeg ikke har været ude i før. Det er frustrerende som advokat at forlade din vante ramme, men det er også den slags sager, der gør, at du bliver bedre i stedet for bare at falde tilbage på gentagelsen.

For mit eget vedkommende var dommen både en faglig tilfredsstillelse og en lettelse. Jeg var først og fremmest glad på Peter Trans’ vegne, men efter at have brugt flere tusinde timer på sagen, herunder aftener, weekender og ferier – mit sidste møde med klienten sluttede ved midnatstid et par dage inden proceduren i landsretten – var det nærmest bevægende at høre de for en forsvarer smukkeste ord i det danske sprog: Thi kendes for ret: Tiltalte frifindes. Så er det hele indsatsen værd.

Vi har fået en masse spændende principielle afklaringer af Atea-sagen. Det, vi kan udlede, er blandt andet noget omkring grænserne for bestikkelse. Hvornår har en ydelse en karakter, der gør, at man er på den forkerte side af bestemmelserne. Der er trukket nogle streger i sandet. Der er sket ret klare afgrænsninger af, hvilke former for middage man må deltage i, og der er også sket en afklaring af, hvad for en type rejser man må deltage på, og hvilke krav der er til det faglige indhold på de ture. Så er der også sket en afklaring af navnligt landsrettens muligheder for at ændre subsumption, og undervejs afklarede landsretten også en forældelsesproblemstilling, som ingen havde berørt før. Det er nogle af de væsentligste punkter, man kan tage med sig fra Atea-sagen.

For vores vedkommende er sagen dog ikke helt overstået endnu, da der fortsat henstår en erstatningssag. Den er heller ikke helt ukompliceret, for hvordan sætter man beløb på syv år gennem retssystemet, omgivelsernes mistanke om korruption, og cirka 80 retsmøder?

Om Kåre Pihlmann

Forsvarsadvokat. Jurist fra Aarhus Universitet i 1999. Advokatbestalling og møderet for landsret i 2002. Møderet for Højesteret i 2007. Næstformand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater. Arbejder udelukkende med strafferet, navnlig sager om økonomisk kriminalitet. Har i 12 år undervist i strafferet på universitetet og afholder løbende strafferetlige kurser for advokater, offentligt ansatte og jura-studerende.