Spring hovednavigationen over

Advokaten 4 2021 Tekniske beviser er mindre objektive, end vi tror

Publiceret: 19. november 2021

Tine Østergård

LinkedIn ikon Twitter ikon Link ikon Prink ikon

Digitale beviser tolkes så forskelligt blandt dataefterforskere, at det i værste fald kan medføre forkerte domfældelser, viser norsk forskningsprojekt.

Digitale beviser spiller en tungtvejende rolle som bærende eller underbyggende bevis i straffesager. Men ny norsk forskning viser, at beviserne ikke er så objektive og pålidelige, som vi hidtil har troet, fordi de tolkes vidt forskelligt af dataefterforskerne, der har til opgave at sikre og analysere de digitale spor.

Konsekvensen er ifølge ph.d.-stipendiat Nina Sunde, der står bag forskningsprojektet, at vi risikerer, at der bliver iværksat ubegrundede anholdelser eller ransagninger, eller at uskyldige bliver dømt. Der er også risiko for, at skyldige går fri, fordi dataefterforskerne ikke opdager vigtige spor.

“Vores forskning viser, at den menneskelige påvirkning af digitale beviser slår ind allerede i det øjeblik, dataefterforskeren begynder at undersøge beviset, og at der bliver taget beslutninger i alle faser af efterforskningen. Det betyder, at alle faser er sårbare for menneskelige fejl,” siger hun.

“Forestillingen om et objektivt og pålideligt bevis kan opstå, hvis vi glemmer eller fejlvurderer, at den menneskelige faktor har betydning for fortolkningen og formidlingen af databeviset. Det handler ikke om, at dataefterforskerne er inkompetente eller har dårlig etik. De menneskelige fejl kan ske, selvom dataefterforskerne holder en høj standard og har de bedste hensigter – og det kan ske for eksperten såvel som for novicen.”

Ofte er der i Norge kun en enkelt dataefterforsker til at gennemgå og vurdere de digitale beviser i en sag, og ifølge Nina Sunde er politi, anklagemyndighed og retsvæsen alt for ukritiske over for dataefterforskernes metoder og konklusioner. Tiltroen til de digitale bevisers pålidelighed er ganske enkelt for stor.

“Vi skal være langt bedre til at udfordre bevisernes pålidelighed og til at kvalitetssikre dataefterforskernes arbejde – præcis som vi er vant til at gøre med andre typer af beviser, her i blandt vidneudsagn. Hvilke undersøgelser er der eksempelvis gjort for at eliminere fejlslutninger? Det kan være vanskeligt og kompliceret for ikke-eksperter at forstå teknologien bag undersøgelserne, men ofte kræver det et minimum af kompetencer at kunne stille relevante spørgsmål til dataefterforskerne.” 

Hvor grundig kvalitetskontrollen skal være afhænger af sagens alvorlighed og databevisets værdi, mener Nina Sunde, men der skal altid være et minimum af kvalitetssikring.

“Det er helt nødvendigt med kvalitetskontrol, fordi det digitale bevis ofte er udslagsgivende for straffesagen. Selvfølgelig står beviset aldrig alene, og fejl kan opdages, når beviset krydstjekkes op mod andre beviser. Men det ændrer ikke på, at vi har en hang til at støtte os til de digitale beviser, som i nogle tilfælde efterfølgende kan vise sig at være fejlbehæftede – det så vi eksempelvis i teledatasagen og i sagen om analyseværktøjet Cellebrite, der bruges til at hente og sikre data fra mobiltelefoner. Kvalitetskontrollen kan blandt andet være at verificere efterforskerens fund eller at sikre, at konklusionen er adækvat. Det kan også være, at der skal laves nye undersøgelser af en uafhængig dataefterforsker.”

Ønske om større fokus på kvalitet

For Nina Sunde er det vigtigt, at der kommer større fokus på kvalitet frem for kvantitet i vurderingen af de digitale beviser.

“Min hypotese er, at effektiviteten har fået højere prioritet end kvaliteten, fordi det kræver ret meget tid og kræfter af efterforskerne at være opdateret på ny teknologi. Den teknologiske udvikling går lynhurtigt, og det er vanskeligt at få etableret et stabilt værktøj og en metode, der er kvalitetssikret og altid fungerer.” siger hun.

I forskningsprojektet, som Nina Sunde gennemførte i samarbejde med Dr. Itiel E. Dror fra University College London, fik 53 dataefterforskere udleveret den samme fil med beslaglagt datamateriale, som de skulle gennemgå, vurdere og dokumentere i rapporten. Til sidst skulle de svare på en undersøgelse, hvor de forholdt sig til de spor, de havde fundet, og hvad sporene indikerede i forhold til skyldsspørgsmålet.
Casen handlede om en virksomheds lønoplysninger, der var blevet lækket og postet på en konkurrents hjemmeside. Casen var fiktiv, men realistisk.

Efterforskerne var – uden selv at vide det – inddelt i fire grupper, som fik udleveret forskellige informationer, der indikerede skyld eller uskyld. Én gruppe fik at vide, at mistænkte havde tilstået, en anden fik at vide, at mistænkte var blevet narret til at udlevere informationerne i forbindelse med et phisingangreb. En tredje gruppe fik at vide, at der var en igangværende lønkonflikt i firmaet, og at mistænkte sympatiserede med de ansatte. Dermed fik de et hint om, at mistænkte havde en motivation for at lække oplysningerne. En fjerde gruppe – kontrolgruppen – fik ikke nogen oplysninger.

Der var 11 centrale spor i datamaterialet, og forskerne sammenlignede, hvor mange spor de enkelte grupper fandt. Phising-gruppen rapporterede i gennemsnit 4,5 digitale beviser, mens lønkonflikt-gruppen i gennemsnit rapporterede om 6,9.

“Det viser, at de forskellige informationer, som bliver givet til dataefterforskerne, påvirker, hvad de finder og vurderer relevant for efterforskningen. Informationen om lønkonflikten førte til, at dataefterforskerne fandt flest spor, mens dataefterforskerne, der fik phishing-konteksten, som indikerede uskyld for mistænkte, fandt færrest spor. Dette kan knyttes til en bekræftelsestendens, hvor efterforskerne ubevidst har søgt efter information, der bekræfter deres antagelse om, hvad der er sket. Det, der ikke passer med det, de tror, har de en tendens til at overse eller bortforklare.”

Bias indtrådte under observation af spor

“At efterforskernes beslutningstagning er udsat for bias er ikke særlig overraskende. Det sammenfalder med forskning fra en række andre kriminaltekniske discipliner som eksempelvis analyser af dna og fingeraftryk. Det, der var overraskende, var, at bias indtrådte allerede, når de observerede sporene – og påvirkede, hvad de anså som tilstrækkelig relevant at dokumentere i deres analyserapporter.”

Ifølge Nina Sunde var det mest opsigtsvækkende dog, at der var stor spredning i resultaterne indenfor de forskellige grupper – altså blandt de dataefterforskere, der fik identiske for-udsætninger. Der var både forskel på, hvor mange beviser dataefterforskerne fandt, og hvordan de fortolkede og konkluderede omkring sporene.

“Denne viden er en vigtig forudsætning for at kunne arbejde videre med kvalitet i efterforskningen. I dag stoler vi på, at resultatet fra én efterforsker er rigtigt, og at resultatet ville være blevet det samme, hvis en anden efterforsker havde lavet undersøgelsen og vurderingen – men sådan er det sandsynligvis ikke i virkeligheden, viser vores forskning.” 

Nina Sunde opfordrer til, at vi fremadrettet stopper med at lægge til grund, at digitale beviser er pålidelige, uden at dette på nogen måde bliver undersøgt.

“Der knytter sig usikkerhed til ethvert bevis – også digitale beviser – og denne usikkerhed bør undersøges, så vi sikrer, at digitale beviser tillægges den rette værdi.”

“Vi er vant til at forholde os til usikker information i straffesager. Vi ved, at vidner kan observere forskelligt, og at minder er sårbare. Det samme gælder for tolkningen af tekniske beviser – efterforskeren er vidnet på beviset. Det er ikke beviset, der taler selv. Hvad efter-forskeren vælger at sikre, hvad han observerer, hvad han anser som relevant, og hvordan det enkelte spor beskrives i analyserapporten har betydning for, hvilken vægt beviset bliver tillagt videre i straffesagen,” siger Nina Sunde.

Forskningsprojektet blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift “Forensic Science International: Digital Investigation” i maj i år og er endnu så nyt, at det er vanskeligt at sige, om det vil ændre håndteringen af beviser i norske straffesager. Nina Sunde har dog præsenteret forskningen på norske og internationale konferencer rettet mod efterforskere og dataefterforskere og for domstolen, anklagemyndigheden og Advokatforeningen. Derudover underviser hun på Politihøyskolen i Norge, hvor hun inddrager forskningen.

“Jeg forventer og håber, at det vil føre til større bevidsthed om de usikkerheder, der knytter sig til digitale beviser, og føre til flere spørgsmål i retssalene fremover.”

 

NINA SUNDE

Ph.d.-stipendiat ved Institut for Kriminologi og retssociologi ved Oslo Universitet. Politioverbetjent ved Politihøyskolen i Norge.

MERE INFORMATION OM FORSKNINGSPROJEKTET

Forskningsartiklen er publiceret open access på Sciencedirect.com:
https://doi.org/10.1016/j.fsidi.2021.301175

Her kan man også læse de analyserapporter, der blev publiceret under eksperimentet https://doi.org/10.1016/j.scijus.2021.06.010

 

Justitsministeren skærper tilsynet med tekniske beviser

Et nyt uafhængigt bevismiddeltilsyn skal øge tilliden til tekniske beviser i straffesager i kølvandet på teledata-sagen.

Som opfølgning på teledata-sagen, der tydeliggjorde nogle af de usikkerheder, der knytter sig til brugen af tekniske beviser, vil justitsminister Nick Hækkerup styrke rammerne for og tilliden til politiets og anklagemyndighedens behandling af tekniske beviser. Det sker i form af et nyt uafhængigt bevismiddeltilsyn, der træder i kraft fra årsskiftet.

Bevismiddeltilsynet skal føre tilsyn med behandlingen af tekniske beviser hos Rigspolitiet, politikredsene, Rigsadvokaten, statsadvokaterne og den kommende nationale efterforskningsenhed. Tilsynet bliver etableret under samme ledelse som Den Uafhængige Politiklagemyndighed med Politiklagerådet som øverste ledelse og den daglige ledelse hos Charlotte Storgaard, direktør i Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

“Tilsynet skal blandt andet være med til at sikre, at eventuelle forbehold og usikkerheder ved tekniske beviser er beskrevet tilstrækkeligt, fremgår af sagen og fremlægges i relevant omfang. Tilsynet vil omfatte hele forløbet fra det tidspunkt, hvor politiet indsamler oplysningerne, til de eventuelt præsenteres som tekniske beviser under en straffesag.” siger Charlotte Storgaard og fortsætter:

“Med et uafhængigt tilsyn kan vi være med til at styrke tilliden til behandlingen af tekniske beviser.”

Ifølge Charlotte Storgaard er Bevismiddeltilsynet netop nu i gang med at fastlægge rammerne for, hvordan tilsynsopgaven skal gribes an, og hvilke medarbejderkræfter der er behov for.

”Derfor er det endnu for tidligt at sige, hvilke temaer tilsynet vil tage op. Det er ikke sådan, at vi lige efter årsskiftet vil være klar til at starte en tilsynsopgave op i for eksempel en politikreds.”

Bevismiddeltilsynet vil kunne gennemføre tematiske tilsyn med behandlingen af udvalgte bevistyper, eksempelvis fingeraftryk og dna, men retter sig ikke mod enkeltsager eller enkeltpersoner. Derudover kan Bevismiddeltilsynet føre tilsyn med, om myndighederne i tilstrækkelig grad har afdækket og adresseret fejl eller mulige fejl af generel eller systematisk karakter og af retssikkerhedsmæssig betydning for behandlingen af tekniske beviser.

“I et velfungerende retssamfund skal vi have tillid til de tekniske beviser, som politiet og anklagemyndigheden bruger i straffesager. Teledata-sagen viste, at der er behov for, at vi får uvildige øjne på tekniske beviser som teledata. Det nye uafhængige tilsyn skal sikre, at forbehold og usikkerheder kommer frem i lyset. Tilsynet skal også kunne se på forløbet, der følger, efter at myndighederne har konstateret en potentiel fejl i behandlingen af tekniske beviser, så vi er sikre på, at eventuelle fejl bliver håndteret åbent, grundigt og ordentligt,” skriver justitsministeren i et skriftligt svar til Advokatsamfundet. 

 

TILSYNETS OVERORDNEDE LEDELSE

Øverste ledelse: Politiklagerådet
Daglig ledelse: Charlotte Storgaard, direktør for
Den Uafhængige Politiklagemyndighed og Det Uafhængige Tilsyn med Bevismidler, og fungerende sekretariatschef Karina Toftgaard Matthiesen

Bevismiddeltilsynet vil i den kommende tid ansætte medarbejdere til det nye tilsyn, der bliver et tværfagligt hold med blandt andre jurister, analytikere, medarbejdere med efterforskningsmæssig baggrund inden for straffesager samt kontorpersonale.

TILSYNETS OPGAVER

• at der generelt er udarbejdet tilstrækkelige
og relevante procedurer og retningslinjer for behandlingen af tekniske beviser
• at de fastsatte procedurer og retningslinjer bliver efterlevet af myndighederne
• at forbehold og usikkerheder, der knytter sig
til karakteren af et teknisk bevis, er beskrevet tilstrækkeligt
• at oplysninger om forbehold og usikkerheder knyttet til de pågældende beviser fremgår af sagen og fremlægges i relevant omfang
• at politiets og anklagemyndighedens afdækning af og opfølgning på konstaterede eller mulige fejl af generel eller systematisk karakter og af retssikkerhedsmæssig betydning ved behandlingen af tekniske beviser er tilstrækkelig.

Kilde: Justitsministeriet.dk

 

Rigspolitiet: To sæt øjne på tekniske beviser

Rigspolitiets Nationalt Cyber Crime Center (NC3) har altid to efterforskere til at undersøge og analysere tekniske beviser i de mest alvorlige og komplekse straffesager. Også anklagemyndigheden har stort fokus på at kvalitetssikre tekniske beviser, inden de fremlægges i retten.

I alvorlige og komplekse straffesager bruger NC3 det, der på fagsprog kaldes peer review. Det vil sige, at tekniske beviser bliver behandlet af en efterforsker, hvorefter en ligesindet ekspert validerer og kvalitetssikrer behandlingen. Det fortæller Lars Mortensen, centerchef og politiinspektør i NC3.

“Vi gør meget ud af dokumentation og valideringsprocessen. Vi skal have styr på data, fra vi udtrækker det fra elektroniske enheder – eksempelvis biler, mobiltelefoner, computere, tablets og infotainment-systemer i biler – til det eventuelt præsenteres som bevis i en straffesag. Vi skal løbende kunne gå tilbage og se hvilke processer, valg og fravalg, efterforskeren har foretaget i processen, og vi skal kunne dokumentere disse valg og fravalg i retten,” siger Lars Mortensen og fortsætter:

“Det er vigtigt at sige, at data kan være forbundet med usikkerheder, som vi også kender det fra andre bevismidler. Disse eventuelle usikkerheder skal politiet dokumentere i sagen, så rettens aktører i sidste ende kan foretage en vurdering af bevisernes værdi. Det skal stå klart, hvad der er undersøgt, og hvad der eventuelt ikke er undersøgt, hvilke værktøjer, der har været anvendt, hvordan data er processeret og valideret, hvad der kan dokumenteres, samt eventuelle usikkerheder eller tvetydigheder i data.”

Menneskelig bias

Karoline Normann, formand for Advokatrådets strafferetsudvalg, påpeger, at tekniske beviser behandles på et tidspunkt, der ligger forud for, at domstolene skal fortolke på beviserne. Materialet er med andre ord bearbejdet, inden domstolene modtager det.

“Jeg er spændt på, om politiet og anklagemyndighed reagerer på de norske forskningsresultater. Om det anerkendes, at det er vigtigt med opmærksomhed på, at også tekniske beviser vurderes og analyseres af mennesker.”

“Teledata-sagen understregede jo med al tydelighed, at både maskiner og mennesker vurderer og sorterer og dermed kan skabe et fejlagtigt grundlag for den videre behandling.”

Teledata­sagen

Ifølge Lars Mortensen har Rigspolitiet og NC3 lært meget af netop teledata-sagen.

“Vi fik i forbindelse med teledatasagen berettiget kritik i forhold til vores daværende forretningsgange. Sagen medførte, at hele vores organisation fik stort fokus på de risici og opmærksomhedspunkter, der kan være forbundet med de enkelte bevismidler og politiets behandling af disse risici. Jeg synes, at vi er kommet rigtig langt i forhold til at kunne dokumentere vores databehandling i efterforskningerne og herunder orientere rettens aktører om de usikkerheder, der kan være forbundet med blandt andet teledata.”

Ingen guldæg i kurven

Teledata-sagen øgede også anklagemyndighedens bevidsthed om de fejl og usikkerheder, der kan være forbundet med tekniske beviser, fortæller Marie Bindslev, vicestatsadvokat hos Rigsadvokaten.

“Teledata-sagen viste, at der ikke findes et guldæg i beviskurven, og at alle æg kan have sprækker. Vi har stort fokus på at klæde vores anklagere fagligt på i forhold til at kunne vurdere og præsentere beviserne – det gælder også de usikkerheder, der kan være ved beviserne.”

“Anklagerne skal kunne spotte fejl og forstå politiets behandling af beviserne, og hvis der er noget, de ikke forstår, så går de tilbage til politiet og beder om yderligere undersøgelser eller forklaringer. Det gør de, fordi der skal være transparens omkring beviserne og behandlingen af dem, så de kan præsentere det for rettens øvrige aktører og give dem bedst mulige grundlag for at kunne udøve deres roller.”

Ifølge Marie Bindslev er anklagemyndigheden i Danmark formentlig på flere områder firstmover i Norden, når det handler om formidlingen af de usikkerheder, der kan være forbundet med tekniske beviser.

“Den helt store forskel er, at vi i Danmark har haft teledata-sagen, som helt sikkert har øget opmærksomheden på området.”