Tekst Hanne Hauerslev

Det skulle være så godt. Unge kriminelle under 15 år skulle ud og vaske brandbiler og fjerne graffiti i stedet for at hænge ud på gadehjørner med det dårlige selskab for at forebygge, at de sårbare unge bliver rekrutteret til bander og kommer i en kriminel løbebane. På den baggrund blev Ungdomskriminalitets-nævnet etableret i januar 2019 og fik til opgave at medvirke til at forebygge ungdomskriminalitet ved at fastlægge målrettede, individuelle forebyggende indsatser for kriminalitetstruede børn og unge i alderen 10-17 år.

“Idéen med at forebygge kriminaliteten blandt unge kan jeg sagtens følge. Det er snusfornuftigt, men jeg oplever bare ikke, at det sker i praksis,” siger Kristian Korshøj Jørgensen, som er advokat hos Ghiladi Advokater i Vejle med speciale i sager om anbringelser af børn.

Han er en blandt flere advokater, som har haft sager i Ungdoms-kriminalitetsnævnet og er kritisk over for nævnets virke. I hans optik sker der for mange tvangsanbringelser. Det er han stærkt kritisk overfor, og det er der flere grunde til.
Først og fremmest mener Kristian Korshøj Jensen, at den kriminelle lavalder nu i praksis er nedsat til ti år, af den grund at de unge stemples som kriminelle, når de bliver tvangsanbragt af Ungdomskriminalitetsnævnet. Og der skal ikke altid meget til, oplever han.

“Den første sag, jeg havde, drejede sig om en 12-årig dreng, som var frivilligt anbragt. Han har ADHD og er anbragt efter serviceloven, da hans mor ikke har overskud nok til drengen. Under anbringelsen taler han rigtig grimt til en pædagog, fordi han er utilfreds med aftensmaden, og siger noget i retning af “jeg smadrer dig”. Hvor han derhjemme ville have fået besked om at opføre sig ordentligt, så ryger han nu i Ungdomskriminalitetsnævnet, som tvangsanbringer ham. Det er ærgerligt, fordi han på ingen måde tilhører den hårde kerne. Han er ikke kommende bandemedlem, men bare utilpasset. Og ærgerligt nok nu stemplet  som kriminel, da han bliver anbragt efter lov om ungdomskriminalitet på trods af, at alt samarbejde fungerede rigtig godt, da han var frivilligt anbragt,” siger Kristian Korshøj Jørgensen, der ankede sagen til Ankestyrelsen.

Manglende klageadgang
Mens denne sag kunne ankes, så gælder der helt andre regler, hvis der er tale om en sag, som munder ud i mindre indgribende foranstaltninger som eksempelvis, at den unge skal være hjemme på et bestemt tidspunkt om aftenen.

“I disse sager er der ingen klageadgang. Jeg synes, at det er stærkt kritisabelt og desuden en forringelse af retssikkerheden for de unge, for samme type af afgørelse kan træffes af kommunen efter serviceloven. Og hvis det sker, kan afgørelsen godt påklages til Ankestyrelsen,” siger han og tilføjer, at selvom disse foranstaltninger ikke umiddelbart synes at være voldsomme, så oplever de unge dem som et indgreb i deres frihed – præcis som voksne ville gøre det.

Også strafferetsprofessor Jørn Vestergaard er bekymret over den manglende klageadgang.

“Kritikken fra organisationer og jurister har været massiv både før og efter indførelsen af Ungdoms-kriminalitetsnævnet. Retssikkerheden for de mistænkte børn og unge er for ringe, blandt andet fordi der kun beskikkes en advokat i anbringelsessager, og fordi der i øvrigt savnes klagemuligheder,” siger Jørn Vestergaard, der samtidig gør opmærksom på, at regeringen nu har lagt op til, at et barn fra det 10. år får ret til gratis advokatbistand i sager, der behandles i kommunernes børn- og ungeudvalg.

“Det burde give anledning til udvidelse af retten til advokatbistand i Ungdomskriminalitetsnævnet, hvor retten nu kun gælder for børn fra det 12. år i anbringelsessager,” tilføjer han.

Et andet retssikkerhedsmæssigt og mere alvorligt problem er i Kristian Korshøj Jørgensens optik, at der med Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser sker en sammenblanding af den dømmende og den udøvende magt.

“Når du er 15 år, skal du være dømt for en straffelovsovertrædelse for at blive tvangsanbragt af Ungdoms-kriminalitetsnævnet. Når du er under 15 år, kan du tvangsanbringes af Ungdomskriminalitetsnævnet, bare fordi politiet vurderer, at du ville være blevet dømt for forseelsen, hvis du var blevet stillet for en dommer. Jeg havde en sag i efteråret, hvor min klient – en dreng på 14 år – er med, da to kammerater – begge over 15 år – truer en forbipasserende på gaden til at give dem en jakke. Min klient holder sig på afstand og deltager ikke, og han fortryder da også senere, at han gik med de to drenge. Sagen om de to drenge på 15 år kommer for anklagemyndigheden, og det ender med, at sagen bliver henlagt, og at drengene dermed ikke skal tiltales. Men min klient er mistænkt for medvirken og bliver sendt for Ungdomskriminalitetsnævnet, og han bliver underlagt andre foranstaltninger. Jeg finder det dybt kritisabelt, at hvis du er over 15 år, går din sag til domstolene – men hvis du er under, går sagen direkte fra politiet til Ungdomskriminalitetsnævnet. Det er kritisabelt, blandt andet fordi jeg samtidig oplever, at tvangsanbringelserne risikerer at trække de helt unge ud i kriminalitet, og på den måde skabe præcis den modsatte effekt af, hvad der var tilsigtet.”

“Jeg har netop haft to genoptagelsessager, hvor jeg har fået hjemgivet to drenge af den grund, at de blev mere kriminelle af at være tvangsanbragt. Tvangsanbringelsen betød, at de blev fastholdt i kriminalitet. De kom i dårligt selskab. Den ene begyndte at ryge hash, og den anden stak af. Den ene fik lov til at komme hjem med støtte, hans far fandt en læreplads til ham, som betød, at han var fysisk træt, når han kom hjem om aftenen og faldt tidligt i søvn. Ja, det lyder måske gammeldags, men jeg synes, at det er en bedre løsning.” Kristian Korshøj Jørgensen så gerne, at de såkaldte straksafgørelser kom mere i spil hos Ung doms kriminalitetsnævnet.

“Hvis man reelt vil forebygge, så send de unge ud og feje det glas op, som de har slået i stykker. Hvis vi skal noget andet med Ungdomskriminalitetsnævnet end det, som kommunen allerede kan iværksætte, så kan det give god mening. Men som det er nu, så er det bare et lag mere og endda med så dårlige retssikkerhedsgarantier, at vi ikke kan være det bekendt over for de unge.”

Selvopfattelsen som kriminel
Ligesom advokat Kristian Korshøj Jørgensen er også strafferets professor Jørn Vestergaard bekymret for, at resultaterne ikke står mål med midlerne til bekæmpelse af ungdomskriminaliteten.

“Det bedste, der kan siges om ordningen med ungdomskriminalitetsnævn, er nok, at den i nogle tilfælde tvinger socialforvaltningen til at iværksætte nødvendige og hensigtsmæssige indsatser, som ellers ville blive nedprioriteret på grund af utilstrækkelige ressourcer. Det skal ikke overses, at der i nogle tilfælde kommer noget godt ud af de sager, som behandles i nævnet. Spørgsmålet er dog, om resultaterne står mål med midlerne,” siger han.

“Nævnets sammensætning trækker for meget i retning af straf fremfor sociale foranstaltninger, blandt andet fordi politiet medvirker. Rammerne omkring møder i nævnet er kontra-produktive, blandt andet fordi det store antal tilstedeværende kan virke overvældende. Målgruppen omfatter mange meget sårbare børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne og behandlingsbehov, som nævnet ikke er egnet til at tilgodese. De straksreaktioner, der oprindelig blev fremholdt som pædagogiske vidundermidler, passer ikke til de omfattede børn og unge og anvendes kun sjældent,” siger Jørn Vestergaard, der ser frem til, at ordningens styrker og svagheder vil blive afdækket, efterhånden som de enkelte dele af Justitsministeriets evaluering færdiggøres.

“Jeg er spændt på, om det lykkes at komme både i bredden og i dybden med de mange problemstillinger. Man må håbe, at man også inddrager de erfaringer, som advokater har gjort sig,” tilføjer han.

I lyset af forskningen på området er der dog ifølge strafferetsprofessoren ingen grund til optimisme med hensyn til, at ordningen i sig selv skulle være egnet til at nedbringe antallet af lovovertrædelser.

“Tværtimod er der en risiko for, at hele setuppet med en slags ungdomsdomstol understøtter de unges selvopfattelse som kriminelle. Det paradoksale er i øvrigt, at ordningen blev indført på et tidspunkt, hvor børn og unges kriminalitet var faldet meget kraftigt, blandt andet som følge af gode kriminalpræventive indsatser. ”

Evaluering på vej
Jørn Vestergaard understreger, at der er satset kolossale ressourcer på ordningen.

“Det meget store antal dommere, politifolk og kommunale medarbejdere, der er rekrutteret som medlemmer af nævnene, gør utvivlsomt en kæmpe indsats for at behandle sagerne optimalt. Under alle omstændigheder er der investeret enorme summer af politisk kapital i, at ordningen skal fungere. Så den er kommet for at blive. Derfor er det vigtigt at fastholde opmærksomheden på ordningens svagheder, sådan at der efter behov kan justeres på regler og praksis.”

I starten af året skal ordningen evalueres af Justitsministeriet, og her vil der være særligt fokus på unge kriminelle med nedsatte psykiske funktionsevner, skriver justitsministeren i et svar til Retsudvalget i juli 2020.

Af svaret fremgår det, at der er igangsat en “omfattende evaluering af resultaterne af reformen, som det er forudsat i den politiske aftale bag reformen. Den første del af evalueringen, som omhandler afviklingen af nævnsmøderne, forventes at foreligge allerede primo 2021, og der vil i evalueringen være et særligt fokus på børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne.

Formålet med evalueringen er i øvrigt at vurdere, i hvilken udstrækning praksis i forbindelse med Ungdomskriminalitetsnævnet imødekommer de formål, som var baggrund for etableringen af nævnet, at belyse centrale aktørers positive og negative erfaringer med Ungdomskriminalitetsnævnet, samt at evaluere resultaterne af indsatsen over for de unge, der har været igennem Ungdomskriminalitetsnævnet, herunder med fokus på recidiv.

Evalueringen vil bestå af seks delevalueringer og vil blive offentliggjort løbende.”

Ved deadline på Advokaten er der endnu ikke fastsat en dato for, hvornår første del af evalueringen offentliggøres.

Derfor er der færre straksreaktioner

Hvorfor er antallet af straksreaktioner så lavt? Det spørgsmål har Advokaten stillet formanden for Ungdomskriminalitetsnævnet, dommer Sanne Bager, som svarer skriftligt:

“En straksreaktion skal udføres hurtigst muligt efter afgørelsen i nævnet. At antallet af straksreaktioner i 2020 er noget lavere end i 2019 kan muligt hænge sammen med, at der blandt andet på grund af corona-situationen har været en længere sagsbehandlingstid i nævnet, således at reaktionen ikke har kunnet gennemføres kort tid efter den kriminelle handling.

Formålet med en straksreaktion er at forpligte barnet eller den unge til at gøre den skete skade god igen ud fra principperne om genoprettende ret. Det centrale er, at den har et klart op-dragende og udviklingsmæssigt sigte, og at den unge bringes til at forstå konsekvenserne af sine kriminelle handlinger. Der er ikke tale om, at barnet eller den unge pålægges en straksreaktion som straf eller sanktion i anledning af sin adfærd, men straks-reaktionen har i stedet et forebyggende sigte og skal ses som et supplement til den øvrige forebyggende indsats.

Det er ikke ofte, at kommunerne indstiller til nævnet, at barnet eller den unge skal pålægges en straksreaktion. Hovedparten af de sager, der henvises til nævnet, sker på grundlag af personfarlig kriminalitet. I disse sager vil et møde med en konfliktmægler ofte være en relevant straksreaktion, såfremt betingelserne for at pålægge en straksreaktion er opfyldt, men alligevel er indstilling herom sjældent forekommende. Det kan skyldes, at der i disse sager, allerede før sagen behandles i nævnet, har været en form for mægling, eller at forældre, skole eller politiet har taget initiativ til, at episoden blev drøftet mellem parterne. Nævnet har ikke i sager, der er henvist på grundlag af anden kriminalitet end personfarlig kriminalitet, fundet, at der – uden en indstilling fra kommunen om en straksreaktion – kunne fastsættes en sådan.

Det kan i øvrigt forekomme, at barnet eller den unge har personlige forhold af en sådan karakter, at det ikke vil have et socialpædagogisk formål at lade pågældende gennemføre en straksreaktion.”