Spring hovednavigationen over

2021 - Advokaten 1 Retssikkerhedsbarometret

Publiceret: 3. marts 2021

LinkedIn ikon Twitter ikon Link ikon Prink ikon

Hver anden advokat mener, at retssikkerheden i Danmark er blevet dårligere i de seneste fem år. Det viser Advokatsamfundets nye undersøgelse om medlemmernes syn på retssikkerheden. Det er især indenfor de retsområder, der involverer børn, at barometret er på frysepunktet.  Advokaterne peger på store problemer indenfor familieret og forvaltningsret, som handler om lange ventetider i skilsmissesager på op til to år samt stærkt svingende kvalitet i sagsbehandlingen, når det for eksempel drejer sig om støtte til udsatte børn med handicap eller familier med sociale problemer, der kan føre til tvangsanbringelser. Knap hver tredje advokat der har besvaret undersøgelsen, mener således, at det går den forkerte vej indenfor familieret og tæt  på hver anden svarer, at det ofte står helt galt til, når borgere møder forvaltningen.


Tekst: Isabel Rosado

 

Karsten Høj
Advokat og ekspert i personskadeerstatning

Børn udsat for vold  går glip af erstatning

Hvordan vurderer du retssikkerheden for børn, som er ofre for vold og seksuelle krænkelser?
Den er slet ikke god nok, som det er i dag. Børn er overladt helt til sig selv efter en afsluttet straffesag om vold og seksuelle krænkelser, der må-ske har varet i årevis. De børn er særdeles sårbare og har ofte psykiske og fysiske mén for livet. En stor del af de børn, der bliver udsat for vold og seksuelle overgreb, er ofte udsatte i forvejen og får ingen støtte og hjælp fra voksne, når straffesagen er slut. Sådan er det i de store tunge sager, der har været kendt i medierne, men også i de mange mindre – men alvorlige sager – der går under radaren. Jeg har sammen med Institut for Menneskerettigheder undersøgt 100 sager, hvor der i mindst 18 af dem burde være rejst krav om erstatning på grund af sandsynlige varige mén, men der var kun tre, der havde søgt.

Under en straffesag vil der i de fleste tilfælde være gjort krav på tortgodtgørelse. Men efter afsagt dom skal ofrene selv søge yderligere erstatning, som de i mange tilfælde har ret til gennem Erstatningsnævnet. Det har de færreste ressourcer til, og de ved ikke, hvad de kan søge af beløb. Beskikkelsen som bistandsadvokat ophører efter domsafsigelsen, og så står de alene og skal kæmpe sig igennem et omstændeligt system og får ikke den erstatning eller det fulde omfang af erstatning, som de faktisk har krav på. 

Hvilke udfordringer er de største?
Det er ofte komplekse sager, og det tager lang tid at afgøre dem. Børnene kan være blevet voksne, når den endelige dom i landsretten falder. Derefter skal de ansøge om erstatning og igennem et langvarigt forløb i Erstatningsnævnet med risiko for ikke at få ansøgt om alle erstatningskrav og for at overskride tidsfrister. Det er langt nemmere i sager om arbejdsskadeerstatninger og patientskadeerstatninger, hvor tilskadekomne blot skal anmelde skaden til forskel fra disse sager, hvor man skal ansøge om bestemte krav, og her er det myndighederne, som har undersøgelsespligten og står for at belyse sagen. Det er besynderligt og urimeligt, at børn, som er ofre for seksuelle overgreb og vold, skal stilles ringere.

Hvad skal der til for at ændre situationen?
Der er to nemme måder at løse det på. Ingen af dem vil efter min mening kræve flere udgifter for samfundet. Sagerne vil blive belyst mere effektivt og korrekt i første omgang, og ofrene vil kunne få den erstatning, som de har ret til og måske derved opnå hjælp til at komme videre i tilværelsen og bearbejde PTSD, angst og alt det, de døjer med. 

Den ene løsning er, at politikerne ændrer reglerne om offererstatning, så sagerne ved Erstatningsnævnet bliver behandlet efter et anmeldelsesprincip. Det gør processen nemmere for ofrene på samme vis som i arbejdsskadeordningen og patientskadeordningen, hvor ofret alene skal anmelde skaden, og myndighederne selv sørger for at indhente de fornødne oplysninger til at belyse sagen og tilkende den erstatning, som ofret er berettiget til.

Den anden løsning er, at man som minimum forlænger beskikkelsen som bistandsadvokat, indtil der foreligger afklaring om erstatning i Erstatningsnævnet. Retssikkerhed koster, men det koster ikke nødvendigvis mere i det lange løb. Det skal dommeren i straffesagen kunne beslutte, når ofret er særligt sårbart, eller når skaden er alvorlig med forventeligt store erstatningskrav. Ved at gennemføre de to forslag, vil ofre for vold og seksuelle krænkelser blive hjulpet, indtil de har fået tilkendt den erstatning, som de er berettiget til. Det er det mindste, vi som samfund kan gøre for dem. 

 

Liv Dyrhauge-Klargaard
Familieretsadvokat og medlem af Advokatrådet 

Skilsmissebørn skal høres

Hvordan vurderer du retssikkerheden for børn i skilsmissesager?
Helt overordnet ligger den på et meget lille sted på grund af de katastrofalt lange ventetider i Familieretshuset. Der går måneder, før familier i skilsmisse bliver indkaldt til de første møder, og der kan gå over et år i uvished, før der foreligger en afklaring om, hvor barnet skal bo. I mange af de svære sager ser børn slet ikke den ene forælder i ventetiden, selvom de ønsker det. I disse højkonfliktfyldte – såkaldt røde sager – har vi som familieretsadvokater gennem længere tid kæmpet for, at de hurtigere skal blive overført direkte til retten, hvor de kan blive afgjort inden for tre måneder og med mulighed for kyndige børnepsykologer som støtte, men det lytter politikerne ikke til. Man forsøger i stedet at forbedre sagsbehandlingen i Familieretshuset ved at ansætte flere medarbejdere, der skal uddannes, og det hjælper ikke på kort sigt.

Er der andre udfordringer?
Under forløbet i Familieretshuset kan børnene få tildelt en kontaktperson, som kan hjælpe med at forstå forløbet. Men det er kun, hvis forældrene er enige og accepterer, og mange siger desværre nej.

Heller ikke i retten har barnet i en skilsmissesag eller en konfliktsag om udlevering til samvær en neutral partsrepræsentant. Loven lægger nemlig op til, at barnet ikke skal høres i retten.

Efter at børnene er blevet hørt af den børnesag-kyndige i Familieretshuset, er der normalt ikke yderligere kontakt til børnene. Dommeren skal træffe afgørelse ud fra et referat af børnesamtalen. Kun i visse sager er der mulighed for at høre barnet med hjælp fra en børnepsykolog. Det er ikke godt nok, for der kan være gået op mod ni måneder, før sagen kommer for domstolene, og barnet kan i den periode have ændret holdning.

Hvis man tillod, at de røde sager, der skal afgøres af retten, blev sendt direkte i retten, ville man kunne sikre, at børnene kun blev hørt en gang, og at de blev hørt umiddelbart før, der blev truffet afgørelse.

Når sagen er blevet behandlet ved retten, er det forældrenes advokat, som modtager dommen og dermed forældrene, som fortæller børnene, hvad retten har afgjort. Det er også forældrenes afgørelse, om en dom skal ankes. Barnet har ikke selv mulighed for at gøre indsigelse mod en afgørelse – for eksempel en afgørelse om ændring af bopæl.

Hvad skal der til for at ændre situationen?
Alle børn i teenagealderen, som er en del af en konfliktfyldt skilsmissesag eller udleveringssag bør have ret til en advokat, når det er nødvendigt. Sådan er det i anbringelsessager fra barnet er 12 år – og måske snart fra 10 år med regeringens nye udspil. Børn i anbringelsessager har derfor større retssikkerhed end børn i skilsmissesager. De er orienteret af en neutral person under hele forløbet, som har tavshedspligt og kan tale deres sag, når der er behov for det, ligesom de har mulighed for at anke de afgørelser, som går imod de-res ønsker. Ud fra et børneperspektiv er der ikke nødvendigvis den store forskel på en bopælsændring med samværsophør og en anbringelse væk fra en forælder.

I lande vi sammenligner os med, har børn i visse tilfælde mulighed for at få en advokat i skilsmissesager, hvis de anses for at være kompetente til det. Sådan er det for eksempel i England. Jeg mener, at det også burde være en rettighed i Danmark.