Fortalt til Tine Østergård

En sommerdag, for tre et halvt år siden, tog en af de mest omfattende sager om overgreb mod børn i Danmark sin begyndelse, nemlig Vejen-sagen.

Det skete, da en ung kvinde anmeldte sine forældre for en stribe overgreb begået mod hende og hendes tre søskende i årene mellem 1987 og 1993. Mange danskere vil formentlig kunne huske sagen fra medierne, der malende beskrev de stribevis af seksuelle overgreb og forældrenes perversiteter. Af respekt for børnene vil jeg ikke gå i detaljer med overgrebene, men blot henvise til landsrettens afgørelse, hvor faren blev idømt fem års fængsel og moren fire års fængsel.

Faren blev blandt andet fundet skyldig i at have begået voldtægt mod den ældste steddatter, da hun var seks år, og moren blev fundet skyldig i medvirken, da hun havde været klar over det og ladet det ske. Forældreparret blev også fundet skyldige i andre seksuelle overgreb mod børnene.

Jeg kom ind i sagen kort tid efter, at datteren anmeldte overgrebene til politiet i 2017, og jeg blev hurtigt bistandsadvokat for alle fire børn. Det var sparsomt med oplysninger i starten, men politiets efterforskning gav løbende flere detaljer og tegnede et billede af en grusom sag om overgreb.

Når man har været udsat for voldtægt eller en lignende alvorlig seksualforbrydelse, har man ret til en bistandsadvokat, der hjælper og varetager ens interesser, mens politiet efterforsker sagen, og hvis sagen senere skal for retten. Det gjaldt selvfølgelig også børnene i Vejen-sagen.

Min rolle var først og fremmest at deltage i afhøringerne og at skabe tryghed for børnene. Jeg måtte ikke blande mig i selve afhøringerne eller forholde mig til forældelse, eller hvordan forklaringerne bedst kom frem, men jeg skulle være den skulder, som børnene kunne læne sig op ad, og de skulle have en følelse af at have en, der var deres. Der var rigtig mange afhøringer i sagen, så jeg opbyggede stille og roligt et tæt forhold til børnene, og der var ingen tvivl om, at de havde fuld tillid til mig. De kontaktede mig ofte om mange forskellige ting, både om sagen og om deres tilværelse generelt, og vi havde mange fortrolige samtaler. Jeg kan selvfølgelig ikke konkretisere, hvad vi talte om, men alle kan regne ud, at man bliver psykisk påvirket af at have været udsat for overgreb, ikke kun i dag, men resten af livet. Derfor havde børnene en helt særlig plads hos mig. Jeg følte, at de havde krav på at blive taget alvorligt og lyttet til, både af mig og politiet.

Man skal ikke være i tvivl om, at både politiet og jeg som bistandsadvokat for børnene er en del af systemet, og at de fleste mennesker holder en vis distance, når de taler med myndighedspersoner. Jeg vandt dog forholdsvis hurtigt børnenes tillid og var langt hen ad vejen bindeled, når politiet skulle i kontakt med børnene. Det var en proces, der passede alle parter fint, og som det ofte sker over tid, så fik børnene også stille og roligt tillid til politiet.

Dernæst var min rolle at drøfte eventuelle erstatningskrav samt processuelle spørgsmål med børnene. Altså traditionelle juridiske forhold, som er velkendte for advokater.

Det er forskelligt fra advokat til advokat, hvordan man griber en sag an, og hvor meget man vil give af sig selv. Det handler om, hvordan man er som menneske og som advokat. Der var ingen tvivl i mit sind – børnene skulle føle, at jeg altid lyttede til dem, hvis de havde spørgsmål eller skulle have afklaret noget i forhold til sagen. Når det er sagt, så var der selvfølgelig forskel på de fire børns behov for støtte og rådgivning i processen, eksempelvis i forbindelse med afhøringerne og afklaring af diverse spørgsmål – hvad ville der eksempelvis ske, hvis forældrene ikke blev dømt i sagen, erstatningskrav og drøftelser vedrørende beskyttelse i relation til både pressen og de tiltalte.

Pressen var tidligt i processen meget interesserede i kontakt til børnene og i øvrigt til sagen. I forhold til pressen skulle børnene derfor beskyttes, og de skulle undgå at blive kontaktet og opsøgt. Jeg har løbende været i dialog med pressen, orienteret dem om, at enhver henvendelse skulle ske til mig, og dernæst ingen kommentarer haft. Dette har jeg løbende præciseret over for dele af pressen. Dernæst skulle børnenes indgang til retslokalet sikre, at de ikke skulle vente i samme lokale som pressens medarbejdere, og naturligt afslutningsvist begærede jeg lukkede døre, når børnene skulle afgive forklaring.

At pilen pegede på mig som bistandsadvokat skyldtes ene og alene, at jeg stod på listen over beneficerede advokater, men lad mig sige det klart – havde det været min første sag om over-greb mod børn, så var jeg formentlig knækket på den. Det var psykisk belastende at få sagen så tæt ind på livet, og der manglede – og mangler desværre stadig – et sted, hvor vi som advokater, både forsvars-og bistandsadvokater kan søge psykologhjælp. Politiet og anklageren havde løbende psykologbistand, men jeg og forsvarerne blev ikke tilbudt noget. Heller ikke selvom jeg var den, der var tættest på de forurettede og op-levede deres sorg og ulykke på nærmeste hold.

Jeg har selvfølgelig ikke ondt af mig selv, tværtimod. Jeg har været i branchen i mange år og er fint i stand til at indtage en professionel rolle, men historierne var så voldsomme, at det var svært ikke at lade dem krybe ind under huden. Det er jo mennesket, jeg møder, og selvom min erfaring har gjort mig robust, så er jeg også bare skabt af kød og blod, præcis som alle andre advokater.

Jeg har haft mange sager af denne type, både som bistandsadvokat og som forsvarer, og for mig er der ingen tvivl om, at rollen som bistandsadvokat er hårdest. Nok er man fritaget for at skulle se og forholde sig til bevismaterialet, som ofte kan være af meget grov karakter, men man skal stadig forholde sig til mennesket og de følelser, der er på spil. Som forsvarer kan man i højere grad se nøgternt på sagen – hvad er beviserne, er der fysiske tegn på overgreb, er kravene for-ældet, etc. Flere advokater vil måske være uenige med mig, og det er fint, for min pointe er blot, at jeg synes, man fra politisk side bør overveje at stille en form for supervision eller ordning om psykologbistand til rådighed for forsvars- og bistandsadvokater, hvor advokaterne kan få bearbejdet de oplevelser og historier, som de får i denne barske type af sager. Netop for at forhindre, at advokaten i sit arbejde med sagen får en psykisk arbejdsskade.

Det, der gjorde Vejen-sagen speciel, var selve grovheden, antallet af børn og dermed krænkelser og det, at den var tredive år gammel. Normalt, når jeg har sager af denne slags, så foregår dialogen med forældrene, men i Vejen-sagen havde jeg direkte kontakt med børnene. Eller børn er jo så meget sagt, for de er jo blevet voksne, siden overgrebene fandt sted. Men det ændrer ikke på, at sagen bragte dem mentalt tilbage til barndommen, og at det på sin vis var det lille barn, der talte, når de blev afhørt og skulle fortælle om overgrebene. Sådan er det, når vi som mennesker skal fortælle om noget, der er sket tilbage i tiden, så kommer vi tilbage til det sted og den tid, hvor det hele skete. I Vejen-sagen kunne jeg helt tydeligt mærke de små børn, der blev slået eller mishandlet, og det var også det, der gjorde den svær.

I byretten blev faren kendt skyldig i et ud af 17 forhold og idømt fire års fængsel for at have voldtaget sin dengang seksårige steddatter flere gange i løbet af et halvt år. Moren blev frifundet, fordi retten ikke mente, at der var beviser nok til, at man med sikkerhed kunne sige, at hun havde kendskab til farens misbrug af datteren. Man kan sagtens forestille sig, hvordan det var for børnene at vidne imod deres egne forældre 30 år efter, at overgrebene fandt sted, for så at møde i retten og langt hen ad vejen få sat spørgsmålstegn ved deres troværdighed. Her var det min opgave at holde i hånd, lytte og være der for dem i den videre proces.

I landsretten blev forældreparret kendt skyldige i videre omfang end i byretten, men dele af byrettens afgørelse om frifindelse blev stadfæstet. Forældreparret blev kendt skyldige i flere forhold og modtog begge en fængselsstraf. Det var selvfølgelig en lettelse for børnene at blive hørt og fundet troværdige, men det var også en lettelse for mig, fordi jeg syntes, at de fortjente en retfærdig afgørelse. Det var første gang, at systemet for alvor lyttede til dem.

Det endelige punktum i sagen bliver først sat, når erstatningen er opgjort, men min rolle i forhold til børnene er blevet mindre end under retssagen. Vi har mindre kontakt, og børnene har ikke så stort behov for min støtte. De har stadig mit private telefonnummer og kan ringe og skrive, når de har lyst, men de er lige så stille på vej videre. Det er jeg også selv, men det har taget tid at bearbejde sagen personligt.
Om jeg er klar til at være bistandsadvokat i en lignende sag igen? Ja selvfølgelig – jeg er jo beneficeret advokat, så den type sager kommer løbende til mig, både som forsvarer og som bistandsadvokat. Det føler jeg mig fuldt ud rustet til, og selvom det er hårdt, så er det også enormt givende at komme så tæt på de mennesker, det hele handler om.

Birgit Østergaard Nielsen    
Partner, advokat (H) i Advokatfirmaet Vogel & Gammelby i Varde. Beskæftiger sig blandt andet med strafferet og retssagsbehandling. Er beneficeret forsvarer.

Sagen kort
I august 2017 anmeldte en ung kvinde sine forældre – en 64-årig mand og en 60-årig kvinde – til politiet for en stribe overgreb begået mod hende og hendes tre søskende i perioden 1987 til 1993. Forældreparret blev anholdt og varetægtsfængslet i november 2017. Halvandet år senere, i april 2019, blev moren frifundet ved Retten i Esbjerg, mens faren blev kendt skyldig i ét ud af 17 forhold og idømt fire års fængsel. Sagen blev anket til Vestre Landsret, som i oktober 2019 idømte faren fem års fængsel og moren fire års fængsel. Ved landsrettens afgørelse var børnene mellem 30 og 36 år.

Kvinden er biologisk mor til alle fire børn, mens manden er biologisk far til to af børnene.

I efteråret 1992 blev børnene anbragt på døgninstitution, men forældrene havde lov til uovervåget weekend-samvær med dem frem til sommeren 1993.