Tekst Michael Gøtze, professor, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Danmark er en af bedste elever i klassen, når der ringes ind til digitalisering Det viser talrige og hyppigt forekommende internationale ranking-undersøgelser, hvor vi danskere meget ofte kan være stolte af en placering som nummer et, og i hvert fald altid i top tre. Rollen som den kvikke elev gælder ikke mindst digitalisering i bred forstand inden for det offentlige, men de høje karakterer rækker langt videre end det. Også erhvervslivet er rigtig godt med. Opdelingen i offentlig og privat er ikke så afgørende, og det afspejler måske også, at de IT-kyndige, der udvikler og drifter de mange digitale løsninger rundt omkring, sjældent starter med at skelne mellem, om de rent formelt har med det offentlige eller det private at gøre. Den igangværende digitaliseringsbølge er således både høj og bred, men den kan netop derfor også falde uden for gængse kategorier rent juridisk og rent rets-sikkerhedsmæssigt. Hvis vi tager rets-sikkerhedsbrillerne på, er det svært at udpege en toneangivende vagthund på området. Det kan virke lidt paradoksalt i og med, at det stærke vagthundsperspektiv ofte nævnes som noget af det, hvor Danmark ligger i den absolutte frontgruppe. Der er bestemt blik for digitale problemstillinger hos myndigheder, domstole og klageinstanser, men pointen her er, at vi indtil videre mere er i afdelingen for atomiseret kontrol med borger- og erhvervsven-lig digitalisering.

To af de mest centrale instanser på digitaliseringsområdet er Digitaliseringsstyrelsen og Erhvervsstyrelsen, og vi begynder derfor med dem. De deler førertrøjen i forhold til at få  selve reguleringen gjort mere omstillingsparat til digitale formater. På henholdsvis det offentligretlige og erhvervsretlige område bakser de to styrelser ihærdigt og målrettet med digitaliseringsklar og agil lovgivning i bred forstand. Rent ressourcemæssigt har de også fået en del muskler, og Digitaliseringsstyrelsen har således efterhånden 290 medarbejdere til at løfte det digitale niveau. Styrelsens mange ansatte arbejder “hver dag for at digitalisere det offentlige Danmark og bidrager dermed til Finansministeriets mission om at styrke vækst og produktivitet samt sikre effektivisering af den offentlige sektor”, som det hedder på styrelsens hjemmeside. Styrelsen yder blandt andet rådgivning til ressortministerier i forberedelsen af digitaliseringslovgivning, og Erhvervsstyrelsen har nogle af de samme opgaver på det erhvervsretlige område. Der er også forskelle, som vi ikke går nærmere ind i her.

Det kan i mine øjne diskuteres, om retssikkerhed altid er det dominerende fokus hos for eksempel Digitaliseringsstyrelsen. Styrelsen er organiseret under Finansministeriet og har det som et erklæret mål, at digitale løsninger skal klistre pile på gulvet i retning af effektivisering. Retssikkerhed har det med at koste penge, og det harmonerer derfor ikke altid med effektiviseringer og besparelser.  Nogle vil hævde, at der her ligefrem er et indbygget dilemma. Selv hvis vi går ud fra, at Digitaliseringsstyrelsen har et fast blik på digital retssikkerhed, er der dog stadig den udfordring, at styrelsens arbejde i sig selv synes at være svært at føre kontrol med udefra. Den rådgivning, som ydes, foregår på de indre linjer, og det er ikke nemt at følge de vigtige røde tråde, som lægges ud her.

Substansen og terminologien er nok for mange fortsat ret svær. Der har i den forbindelse været et interessant spørgsmål fremme i Folketinget om dette aspekt. Tilbage i december 2019 bad Folketingets social- og inden rigs-udvalg den ansvarlige minister om at sende en oversigt over, hvilke lovforslag der har været  behandlet i Digitaliseringsstyrelsens sekretariat for digitaliseringsklar lovgivning, og hvilke konkrete anbefalinger Digitaliseringsstyrelsen har givet til fagministerierne med henblik på at fjerne skøn i lovgivningen samt fremme automatisering og anvendelse af kunstig intelligens. Hertil blev der svaret følgende i Social- og Indenrigsudvalget 2019-20 SOU Alm.del – endeligt svar på spørgsmål 133:

“Det lægges i besvarelsen af spørgsmålet til grund, at der med spørgsmålet henvises til sekretariatets arbejde med at sikre efterlevelse af digitaliseringsklar lovgivningsprincip nummer tre om ’muliggørelse af automatisk sagsbehandling’. Det følger af digitaliseringsklar lovgivningsprincip nummer tre, at lovgivningen skal understøtte, at administrationen af lovgivningen kan ske helt eller delvis digitalt under hensyntagen til borgernes og virksomhedernes retssikkerhed. Det indebærer blandt andet, at der anvendes objektive regler, når det er relevant, og der samtidig ikke er behov for et fagprofessionelt skøn. En øget brug af objektive regler kan give mulighed for automatisk eller delvis automatisk sagsbehandling og dermed give de fagprofessionelle mulighed for at bruge mere tid på komplekse sagstyper, hvor der er behov for at anlægge en faglig helhedsvurdering, for eksempel i form af et skøn.

Det kan være i sager om barnets tarv eller spørgsmål, der relaterer sig til særligt udsatte borgere. Indholdet af princip nummer tre vil i relevante tilfælde typisk føre til, at sekretariatet anbefaler et fagministerium at overveje muligheden for i højere grad at anvende objektive kriterier, så hele eller dele af sagsbehandlingen kan understøt-tes digitalt. Dette er dog kun tilfældet, hvis retssikkerhedsspørgsmål og andre væsentlige hensyn som behovet for et fagprofessionelt skøn ikke taler imod. Sekretariatet har i sammenlagt 23 tilfælde afgivet anbefalinger vedrørende fagministeriernes efterlevelse af princip tre. Indholdet af anbefalingerne har typisk været, at myndighederne bedes overveje at reducere sagsbehandlingsbyrden ved større mængder af ansøgninger ved at definere objektive kriterier til automatisk screening og frasortering af en delmængde af ansøgningerne.”

Svaret er interessant og informativt, men også holdt i lidt generelle vendinger, og det giver nok højst en slags delvis indsigt i, hvordan rådgivningen om retssikkerhed konkret foregår. Dette er indtil videre noget af det nærmeste, man kan komme kontrol af Digitaliseringsstyrelsens retssikkerhedsindsats som en helt central aktør.

De veletablerede vagthunde
Hvis vi vender blikket mod de eksisterende og veletablerede vagthunde i Danmark, kan det måske også diskuteres, om digitalisering set i et kontrolperspektiv har fundet sit naturlige leje. Domstolene er ikke inddraget i ret mange sager om digitalisering, og det er tegn på, at nogle af tvisterne på dette område løses uformelt og ved for eksempel udenretslige forlig. Der kan være en del politisk prestige på spil, når vi taler digitale løsninger, og lange retssager er ikke optimale i den sammenhæng. Selvom domstolene er helt centrale på mange felter af det retssikkerhedsmæssige område, har digitale problemstillinger således ikke fyldt meget. En af de få sager, som vi kender til, er Tinglysningsdommen, som rent juridisk lægger op til en ret forsigtig stillingtagen til ansvaret for IT-systemer, når de går i sort. Højesteret frifandt tidligere i år Domstolsstyrelsen for ansvar for en sag fra 2009 (Højesterets dom af 3. juni 2020 om erstatningskrav ved overgang til digital tinglysning). Dommen er i øvrigt også konkret affattet. 

Herudover er det klart, at domstolenes spidskompetence er det “rent” juridiske, og at de mere hybride kompetencer, som en indholdsmæssig bedømmelse af mere komplekse IT-sager vil fordre, endnu ikke er nået systematisk frem til domstolene. Det er ikke i sig selv noget nyt for domsolene at indhente sagkyndige inputs udefra ved hjælp af for eksempel syn og skøn, men det ændrer ikke ved, at der kan være brug for at have mere IT-mæssig indsigt indbygget i selve de juridiske vurderinger, som byretsdommeren, landsretsdommeren og højesteretsdommeren skal foretage i kommende digitaliseringssager. Endelig kan det indskydes om domstolene, at de selv står i et vadested med igangværende digitalisering af mange af de interne processer.  Dommerne gav tidligere i år i en rapport udtryk for – i ret ligefremme vendinger – at man kæmper med at få det digitale udstyr til at virke i retssalen, uden at det tager al opmærksomheden fra selve retssagen. Domstolene har fået nogle af udfordringerne ved digitalisering tæt ind på livet.

I denne panorering kan vi også nævne Datatilsynet, Folketingets Ombudsmand og en af de store klageinstanser. Vi har her med veletablerede og stærke vagthunde at gøre inden for hver sit speciale, og de har potentiale til at videreudvikle sig til fyrtårne også på det digitale område. De er der nok bare ikke endnu. Umiddelbart har man indtryk af, at eksempelvis, Datatilsynet, som arbejder med klager på tværs af offentlig og privat, har mere end nok at se til i forhold til at føre tilsyn med reglerne om databeskyttelse i EU-forordning og national regulering. Den gældende regulering er for så vidt en vigtig flanke af digitaliseringen, men det er ikke alle spørgsmål om digitalisering og brug af digitale løsninger, Datatilsynet beskæftiger sig med.

I forhold til Ombudsmanden er det digitale bidrag dels konkrete sager, dels en fortløbende myndighedsguide, hvor Ombudsmanden løbende fylder nye sager på en oversigt over de generelle forvaltningsretlige krav til offentlige IT-systemer. Ombudsmandens bidrag er interessant og er også et velment forsøg på at samle trådene. Det er vigtigt at huske i forhold til ombudsmands-kontrollen, at digitaliseringsklar lovgivning – og den underliggende politiske aftale – som sådan ikke vil kunne efterses af Ombudsmanden, som skal have sit blik rettet mod afgørelser og altså det mere udførende led.

Hvis vi ser på en vigtig klageinstans som Ankestyrelsen, har denne instans digitalisering som et erklæret strategisk satsningsområde, og Anke styrelsen har således på sigt ambition om at blive en del af en vagthundsordning med særligt øje for det vigtige sociale område. 

Hvis vi til sidst skuer ind i den digitale krystalkugle, er der et interessant digitalt tilsyn på vej på et specifikt område, nemlig teledata-området. Dette nye og uafhængige tilsyn vil blive oprettet under Den Uafhængige Politiklagemyndighed i kølvandet på den meget omtalte teledata-sag, hvor Justitsministeriet er i gang med en større oprydning. Det er for tidligt at sige, hvor stor en impact dette tilsyn vil få, men det er klart ment som et tiltag, der netop skal styrke blikket for retssikkerheden på et særlig sensitivt område, nemlig når der trækkes på teledata i anklagemyndighedens og domstolenes arbejde med straffesager.

Det var rundrejsen i vagthundslandskabet. For nu at vende tilbage til udgangspunktet om, at der kan være brug for en stærk digital vagthund, må det konstateres, at en sådan instans ikke rigtigt er der, og i hvert fald ikke har udfoldet sig endnu. Den vil kunne tage mange former fremover, både som ny instans og som knopskydning på eksisterende vagthunds-organer. Der kan være brug for at samle nogle af de mange tværgående spørgsmål om digital retssikkerhed, digital transparens og så videre. Vi har i flere år set en stort anlagt søsætning af arbejdet for digitaliseringsklar og agil lovgivning. Nu er tiden måske inde til også at sætte fokus på digitaliseringsklare og agile vagthunde. Det kan sagtens tænkes, at de digitale vagthunde selv kommer til at basere dele af deres arbejde på digitale løsninger, og at vi dermed bevæger os ud i anden potens. Men også der vil spørgsmålet om retssikkerhed være relevant.

MICHAEL GØTZE
Professor, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet. Leder af forskningscenter WELMA, som blandt andet har fokus på digitalisering.