Religion og religiøse hensyn fylder mere og mere ved EU-Domstolen. Et panoramabillede af det seneste års domme fra EU-Domstolens Store Afdeling illustrerer tendensen og den måde, hvorpå Domstolen arbejder med at finde en balance.
AF RASS HOLDGAARD, ADVOKAT, KAMMERADVOKATEN
EU har aldrig haft kompetence til at regulere religiøse forhold. Under forhandlingerne om den kuldsejlede Forfatningstraktat i 00’erne blev det foreslået, at EU’s nye traktatgrundlag skulle have en udtrykkelig henvisning til Europas kristne arv – en kristen bias. Forslaget havde mange tilhængere men mødte også stor modstand fra navnlig konfessionsløse og sekulære grupper og medlemsstater som Frankrig og Belgien. Resultatet blev en opgradering af den ikke-bindende erklæring nr. 11, der blev vedtaget med Amsterdam-traktaten i 1997. Med ikrafttrædelsen af Lissabon-traktaten i 2009 indførtes således på traktatniveau (EUF-traktatens artikel 17) et princip om EU’s neutralitet og respekt for kirker, trossamfund m.v. Og så indførtes et helt nyt krav til Union om at opretholde regelmæssig dialog.
1. Unionen respekterer og må ikke anfægte den status, som kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne i henhold til national lovgivning.
2. Unionen respekterer ligeledes den status, som filosofiske og konfessionsløse organisationer har i henhold til national lovgivning.
3. Unionen opretholder en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med disse kirker og organisationer i anerkendelse af deres identitet og specifikke bidrag.
Ved siden af – eller måske uanset – denne dialog er religion og religiøse hensyn begyndt at fylde mere ved EU-Domstolen. For selv om EU på den ene side ikke har kompetence til at regulere religiøse forhold og skal respektere religiøse organisationers status, så har religiøse organisationer på den anden side ikke carte blanche til at gøre indgreb i EU-rettigheder. Et tilbageblik på blot det seneste års domme fra Domstolens Store Afdeling – dvs. domme, hvor Domstolen har sat hele 15 dommere til at afgøre sagen, typisk fordi sagen angår særligt komplekse eller vigtige spørgsmål – illustrerer tendensen:
Behandler Jehovas Vidner persondata?
I juli 2018 afsagde Domstolens Store Afdeling en dom vedrørende Jehovas Vidners dør-til-dør forkyndelsespraksis (sag C-25/17). Sagen handlede om, hvorvidt det finske databeskyttelsestilsyn kunne forbyde Jehovas Vidner at indsamle eller behandle personoplysninger i forbindelse med deres forkyndelsesvirksomhed, hvis persondatareglerne ikke blev overholdt. Jehovas Vidner bestred på flere punkter den forelæggende finske rets faktumbeskrivelse. Men som bekendt afsiger EU-Domstolen præjudicielle domme på grundlag af det faktum, som den nationale ret har forelagt, og Domstolen tog derfor ikke hensyn til trossamfundets udlægning af faktum. Ifølge den forelæggende ret tager Jehovas Vidner i Finland notater om besøgene, når de forkynder deres tro ved at gå fra dør til dør. Som en hukommelseshjælp noteres hvem man har talt med, hvad samtalerne gik ud på osv. Trossamfundet Jehovas Vidner havde givet de forkyndende retningslinjer for sådanne notater, og trossamfundet havde udarbejdet en ”forbudsliste” over personer, der ikke ønskede besøg af Jehovas Vidner. Domstolen fastslog, at indsamlingen af disse oplysninger ikke kunne undtages fra persondatadirektivets anvendelsesområde med henvisning til, at det var rent personlige eller familiemæssige aktiviteter, blandt andet fordi visse oplysninger (i hvert fald dem til brug for forbudslisten) blev videregivet til trossamfundet. Domstolen fastslog endvidere, at selv om retten til at forsøge at overbevise andre ved forkyndelse er omfattet af religionsfriheden i Chartrets artikel 10, så betyder det ikke, at forkyndelsesvirksomhed er en personlig eller familiemæssig aktivitet, som er undtaget fra persondatabeskyttelsesreglerne. Domstolen fastslog herefter, at trossamfundet, sammen med dets forkyndende medlemmer, kan holdes ansvarligt for behandlingen af personoplysninger, som foretages i forbindelse med forkyndelsesvirksomhed fra dør til dør, hvis det organiseres, koordineres og tilskyndes af trossamfundet. Det gælder også, selv om trossamfundet ikke kræver at få adgang til oplysninger eller har udstedt skriftlige retningslinjer eller anvisninger til dets medlemmer vedrørende denne behandling.
Skal katolikker overholde kanonisk ret?
I september 2018 afsagde Domstolens Store Afdeling dom i sag C-68/17, IR. Sagen handlede om en katolsk leder på et tysk katolsk hospital, som var blevet afskediget, fordi han i strid med kanonisk ret havde indgået nyt ægteskab, uden at hans tidligere ægteskab var gyldigt opløst. Lederen mente, at han derved var udsat for diskrimination på grundlag af religion i strid med ligebehandlingsdirektivet (direktiv 2000/78), fordi en konfessionsløs eller protestantisk afdelingsleder i samme situation kunne have gjort det samme uden ansættelsesretlige konsekvenser. EU-Domstolen var enig. Domstolen fandt, at det henset til lægens erhvervsmæssige aktiviteter syntes unødvendigt at stille krav om overholdelse af et bestemt element i den katolske kirkes etik (det religiøse ægteskabs hellige og uopløselige karakter), og at dette understøttedes af, at man ikke stillede samme krav til tilsvarende ansatte, som ikke var katolikker. Domstolen fastslog mere generelt, at en sådan forskelsbehandling alt efter om man er medlem af en kirke eller er konfessionsløs kun er i overensstemmelse med beskæftigelsesdirektivet, hvis det var regulært, legitimt og berettiget i lyset af de erhvervsmæssige aktiviteter. Fire måneder før, i april 2018, havde Domstolens Store Afdeling i sag C-414/16, Egenberger, udtalt sig på tilsvarende måde om et ansættelseskrav om medlemskab af en protestantisk kirke.
Er langfredag forbeholdt de kristne?
I januar i år skulle Domstolen hjælpe en forelæggende østrigsk domstol med at beskytte religionsfriheden (C-193/17). Ifølge østrigsk ret var langfredag kun en betalt helligdag for medlemmer af visse kristne kirker. Arbejdede medlemmer af disse kirker alligevel langfredag, havde de ret til helligdagsgodtgørelse. Markus Achatzi var ikke medlem af nogen af de omhandlede kirker. Han mente, at han blev udsat for diskrimination af sin arbejdsgiver, Cresco, da han var blevet pålagt at arbejde langfredag uden at få helligdagsgodtgørelse. Hans krav på knap 110 EUR kom derfor hele vejen til EU-Domstolens Store Afdeling. Domstolen fastslog, at en national lovgivning, som kun gør langfredag til helligdag for de arbejdstagere, som er medlemmer af visse kristne kirker, og som kun giver disse arbejdstagere ret til en helligdagsgodtgørelse, hvis de skal arbejde den dag, er direkte forskelsbehandling på grund af religion. Domstolen fastslog, at Achatzi – uanset den klare østrigske lovgivning – kunne håndhæve dette direkte over for sin private arbejdsgiver. Domstolen udtalte, at Markus Achatzi og andre i Østrig, der ikke var medlemmer af de kristne kirker, efter EU-retten kunne kræve den samme helligdagsgodtgørelse, hvis blot de anmodede om at få lov til ikke at arbejde langfredag, og hvis arbejdsgiveren afviste dette. En usædvanlig konkret anvisning på, hvordan de ikke-kristne arbejdstagere kunne få de samme rettigheder i en situation, hvor der slet ikke var national lovgivning om, hvorledes rettigheden skulle administreres i praksis.
Er halal-slagtning uden bedøvelse økologisk?
Kosher- og halal-slagtning har i længere tid været kritiseret af dyrevelfærdsorganisationer. Halal-slagtning har i den sammenhæng været på besøg ved EU-Domstolen to gange i nyere tid (første gang med sag C-426/16, Liga van Moskeeën). I februar i år skulle Domstolens Store Afdeling i sag C-497/17 tage stilling til, om en bestemt type halal-mærket fransk oksekød kunne markedsføres med EU-logoet ”økologisk landbrug”. Hovedparten af halal-slagtning i EU foregår i dag med bedøvelse, men den konkrete slagtemetode i Frankrig skete uden bedøvelse. Foreningen OABA argumenterede for, at fordi dyrene blev slagtet uden bedøvelse, levede produktionsmetoden ikke op til de høje dyrevelfærdsstandarder, der kræves for økologisk produktion. Domstolen gav OABA ret og fastslog, at selv om rituel slagtning uden bedøvelse undtagelsesvis er tilladt af hensyn til religionsfriheden, så er denne slagtemetode ikke lige så effektiv til at undgå smerte og mindske psykisk belastning og lidelse hos dyr som slagtning efter forudgående bedøvelse. Så selv om halal-slagtning uden bedøvelse ikke er forbudt, er det ikke tilladt at anvende EU-logoet for økologisk produktion, når man bruger denne slagtemetode.
Kan man være munk og advokat?
”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon” (Matthæus 6:24). Mens de kristnes evangelier har én tilgang til spørgsmålet, går EU’s regler om gensidig anerkendelse lidt anderledes til værks: I maj i år skulle Domstolens Store Afdeling i sag C-431/17 forholde sig til, om det var i strid med EU-retten, at en græsk myndighed havde givet afslag på at lade munken Irénée (Monachos Eirinaios), som havde en cypriotisk advokattitel, registrere som advokat i Athen. Domstolen fastslog, at dette var i strid med direktiv 98/5/EF (om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået). Grækenland kunne ikke afvise registreringen alene med den begrundelse, at munkestatus var uforenelig med udøvelse af advokaterhvervet. Domstolen understregede dog, at Grækenland kunne have proportionale faglige og etiske regler for udøvelsen af advokaterhvervet, blandt andet med henblik på at sikre, at advokaten var uafhængig af andre myndigheder. Grækenland måtte med andre ord vente og se, om munken konkret ville udøve sin advokatpraksis i strid med etiske regler.