Mange advokater husker nok de gode kursustider på Hotel Kongens Ege i Randers og Tårnborg Parkhotel i Korsør. To af dem er Henrik Stagetorn og Malene Ehlers, som var fuldmægtige i 1989-1990 og begge rejste fra København til Randers for at følge kurserne.
Tekst: Tine Østergård
Det er vigtigt, at det står klart for omverdenen, at advokaten er garanten for retssikkerheden
Hvad har din fuldmægtigtid betydet for din videre karriere?
Rigtig meget. Jeg var fuldmægtig hos Poul Wahl Christensen i Hørsholm, hvor vi beskæftigede os med en blandet landhandel af sager – eksempelvis retssager, inkasso og testamenter. Jeg havde stor glæde af at arbejde med forskellige specialer, og den største lære, jeg tog med mig, var altid at være opmærksom på detaljerne, når jeg forbereder en sag.
Jeg gik på fuldmægtigkursus i Randers. Der var ikke mødepligt og eksamen, hvilket gav plads til andre fokuspunkter. Jeg kan huske, at en af mine studiekammerater endte i detentionen i Randers efter et slagsmål. Det var ubehageligt i timerne det stod på. Vi nåede at blive bekymret for hans videre karriere, men der var heldigvis ingen, der opdagede det, og han formåede at møde op til undervisning dagen efter – måske ikke helt frisk, men han var der.
Det var dog ikke kun fest og ballade. Jeg lærte meget fagligt, blev undervist af nogle interessante undervisere og mødte andre fuldmægtige, som jeg stadig ser i dag. Når det er sagt, så tror jeg, det var fornuftigt at indføre eksamen i 1997. Det giver mindre plads til udskejelser, fordi man skal være til stede og bestå sin eksamen.
Det var også et privilegium, at mailen ikke eksisterede i 1992. Det betød, at vi ikke fik opgaver ind fra højre, som skulle løses nu og her.
Hvordan har din karriere foldet sig ud?
Jeg er opvokset i en advokatfamilie, hvor vi talte meget om strafferet ved middagsbordet, men det var alligevel ikke det speciale, der stod lige for. Jeg stiftede først bekendtskab med strafferet i 1996 – fire år efter min beskikkelse – hvor min far opfordrede mig til at hjælpe med nogle større civile sager. Det var meget interessant, og jeg kunne godt lide at være i retten fem dage om ugen. Det kan jeg stadig.
Det interessante ved retsarbejdet er, at man altid skal være på. Det fungerer som benzin for mig. Jeg skal have styr på mit næste træk og modpartens modtræk.
Da jeg besluttede mig for at arbejde med strafferet, kom jeg hurtigt ind i nogle sager med andre forsvarsadvokater, blandt andre Torben Bagge og Niels Forsby, som var søde at involvere mig i deres sager. Sideløbende byggede jeg mit firma op og engagerede mig i det kollegiale arbejde, eksempelvis som formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater og medlem af Procesbevillingsnævnet.
Hvad vil du ønske for advokatstanden fremover?
Forsvarsadvokater er under pres i øjeblikket, og domstolene og anklagemyndigheden har oparbejdet en vis modvilje mod forsvarsadvokater. Det er ærgerligt, fordi det fjerner fokus fra det væsentlige, nemlig at have dygtige og respekterede strafferetsadvokater, som passer deres arbejde.
Vi bærer selv en betydelig del af ansvaret for den store bevågenhed – blandt andet uheldige pressesager – men det skal der laves om på. Advokatstanden skal bevare sin integritet og udvikle den. Her er det relevant at kigge i egne rækker først og være opmærksom på, hvordan man agerer, og hvilke signaler man sender. I øjeblikket bliver der slået hårdt ned på uhensigtsmæssig optræden, hvor enkelte advokats fejltrin rammer alle andre.
Det, håber jeg, snart ændrer sig. Det er vigtigt, at det står klart for omverdenen, at advokaten er garanten for retssikkerheden.
Henrik Stagetorn
Partner, advokat (H) i Stagetorn Advokater. Har omfattende erfaring og kendskab til alle typer af staffesager. Beskikket i 1992.
Alle københavnere ville til Randers, fordi det var så eksotisk at flyve
Hvad har din fuldmægtigtid betydet for din videre karriere?
Den har haft utrolig stor betydning. Jeg fik en god generalistuddannelse hos Nielsen Nørager, København, med stor variation i sagerne og klienterne. Jeg gik i retten flere gange, hvilket betød, at jeg fik møderet for Landsretten kort tid efter min bestalling.
Det var en anderledes tid dengang – uden mail og mobiltelefon. Som fuldmægtig fik jeg udleveret et skrivebord med en telefon, en lampe og en diktafon. Så kunne jeg ellers tage diktafonen frem og diktere mine breve. Tempoet i sagsbehandlingen var betydelig langsommere sammenlignet med i dag, hvor man kommunikerer og løser sager via mail. Hos Nielsen Nørager skulle brevet først dikteres, skrives, sendes og modtages af modparten, hvorefter der kom en fax tilbage med svar. Selvom jeg ikke følte, at jeg havde specielt travlt, var der var alligevel en trend med at blive længe på kontoret. Hvis jeg gik fra arbejde klokken 17:30, kunne jeg høre en af de yngre advokater råbe ned ad gangen: ”Jeg vidste ikke, at du var halvtidsfuldmægtig”.
Jeg gik på fuldmægtigkursus på Hotel Kongens Ege i Randers. Det gjorde stort set alle københavnere, fordi det var så eksotisk med flyveturen til Aarhus. I dag tænker man ”lad mig finde et kursus tæt på, så jeg kan komme hurtigt hjem”.
Jeg fik et godt udbytte af kurserne og et godt netværk, som jeg til dels stadig holder fast i. Men kurserne var også festlige og bar præg af, at eksamen og mødepligten endnu ikke var indført. Der var nok nogle, der festede vel rigeligt i forhold til, at de skulle til undervisning dagen efter. Sådan var det, og det var super sjovt.
Hvordan har din karriere foldet sig ud?
Den røde tråd i min karriere begyndte i 1989 kort efter min kandidateksamen, hvor jeg med 14 dages varsel blev tilbudt at læse en LL.M på Duke University i Durham, North Carolina. Jeg besluttede at tage af sted, og det er den bedste beslutning, jeg har taget i min karriere. Jeg blev introduceret for Entertainment Law, Intellectual Property Law og International Contract law – mit hjerte bankede især for IP- og Entertainment Law, som jeg har beskæftiget mig med lige siden.
Jeg kan godt lide film- og mediebranchen og de mennesker, der arbejder i den. Det er spændende at rådgive kreative mennesker uden at ødelægge deres kreativitet. Det interesserer mig langt mere end eksempelvis store M&A-transaktioner.
Jeg har de seneste 14 år arbejdet i Egmont-koncernen, senest i Nordisk Film Production som advokat og COO. Jeg sidder med fingrene dybt nede i produktionerne og er blandt andet med til at sikre rettighederne og den mest optimale finansiering og business case på den enkelte film.
Hvad vil du ønske for advokatstanden fremover?
At advokater også fremover bliver betroet den vigtige rolle som sparringspartner og rådgiver for vores klienter. Det kræver, at vi fortsat ikke kun er dygtige jurister, men også er dygtige til at finde gode løsninger og forhindre vores klienter i at ende i retssager. Og så kræver det, at advokaters troværdighed forbliver høj.
Som in-house advokat oplever jeg ikke samme pres, som mange eksterne advokater gør i øjeblikket, men der er ingen tvivl om, at jeg er underlagt de samme forpligtelser i forhold til troværdighed. Jeg har dog kun én klient, nemlig den virksomhed, jeg arbejder for, og det passer bedre til mit temperament: Jeg er ikke kun rådgiver, men også med til at træffe beslutningerne.
Malene Ehlers
Advokat og COO i Nordisk Film Production. Har beskæftiget sig med IP-ret og Entertainment Law, siden hun tog sin LL.M fra Duke University, 1989-1990. Formand for Foreningen for Entertainment og Medieret. Næstformand for Producentforeningen. Beskikket i 1993.
ÅRGANG 1989-1991
Fuldmægtigkurserne foregik på Hotel Scandic Kongens Ege i Randers og på Tårnborg Parkhotel i Korsør. I efteråret 1990 blev der udbudt kurser inden for blandt andet Person-, familie- og arveret, Konkurser og Monopol- og immaterialret.
Advokatfuldmægtigkurserne var endnu ikke gjort obligatoriske, hvilket smittede af på mødedisciplinen – i hvert fald indtil 1987, hvor Advokatrådets kursusudvalg fra og med forårssemesteret indførte en certifikatordning, der betød, at fuldmægtige fik udleveret et certifikat, hvis de fulgte samtlige kurser på de første tre semestre efter den nye ordning. Deltagelsen blev dokumenteret ved en mødeliste, der cirkulerede rundt blandt deltagerne to gange per kursusdag.
Certifikatordningen vakte ikke begejstring blandt alle fuldmægtige. Eksempelvis skrev advokatfuldmægtig Frederik Madsen fra København i et indlæg i Advokaten i 1987:
”Er det virkelig advokatrådets opfattelse, at kontrollister, certifikatordning og mødepligt er med til at udvikle progressive og uafhængige advokater. Og at passiv undervisning, hvor man sidder i timevis og falder sammen i stolene, er med til at udvikle evner som samarbejde og kreativitet”.
Jan Erlund, formand for kursusudvalget, svarede samme sted, at certifikatordningen var et tilbud til de kursister, der ønskede at opnå dokumentation for at have fulgt kurserne. Endvidere skrev han:
”Hvad enten det nu skyldes certifikatordningen eller andre forhold, så kan det i hvert fald konstateres, at mødeprocenten er steget markant i forårs- og efterårssemestret 1987”.
FAKTABOKS OM SERIEN
JUBILÆUMSPORTRÆTTER
Frem mod Advokatsamfundets 100-års jubilæum i maj sætter vi fokus på advokatuddannelsen, og hvordan den har udviklet sig. Det gør vi ved at tale med advokater, der fortæller om deres fuldmægtigtid og videre karriere.