2018 - Advokaten 4 PRO BONO Jane Fisher- Byrialsen

Jeg trævler sagen op stykke for stykke

I USA lærer de jurastuderende på universiteterne, at alle er uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Men i den virkelige verden er det helt omvendt, oplever danske Jane Fisher-Byrialsen, der startede sin karriere som beneficeret anklager i New York. Uretfærdighed, diskrimination og magtmisbrug i det amerikanske retssystem er det, der driver hende til at bruge en stor del af sin tid på pro bono-arbejde.

En af mine klienter, Renay, har siddet 20 år i fængsel for medvirken til et mord, hun ikke har begået. Hendes ven var medmistænkt for mordet. Heller ikke han har begået det, for han befandt sig i den anden ende af landet på mordtidspunktet. Men selvom der er nye spor i sagen, som bygger på en falsk tilståelse, er det umuligt at få beskikket en forsvarer. Det er grunden til, at jeg arbejder pro bono for Renay, og til at jeg hele tiden har disse sager kørende, for jeg ved, at rigtig mange mennesker sidder inde for ting, de ikke har gjort.

Når du er kendt skyldig, taler du for døve ører. Derfor sender mange breve til advokater og appellerer til, at de hjælper dem med deres sag. Selvom der findes grupper af advokater, også her i USA, der arbejder non profit, er der et kæmpe behov for hjælp. Min mand David og jeg har advokatfirma sammen, og vi får en del henvendelser – måske ti breve om måneden – og på den måde startede det for os.

Udvælgelse af sagerne starter med, at vi kigger meget grundigt på dem. Hvis vi umiddelbart tror på sagen, så mødes vi med den dømte i fængslet, hvor vi beslutter, om vi kan hjælpe. Det er dyrt at køre sagerne, og derfor har vi kun omkring fire, fem pro bono-sager ad gangen. En ting er, at sagerne selvfølgelig i sig selv tager meget tid, men en sag som Renays efterforsker vi selv grundigt, hvilket betyder, at jeg flyver frem og tilbage mellem Colorado, hvor vi bor, og Buffalo, New York, for at gennemgå sagen med en privatdetektiv og vores ekspert i falske tilståelser. Udgifterne til hendes sag ligger på omkring 30.000 dollars – en udgift, som vi selv må dække.

Vi gør det, fordi nogen må tage over, når systemet giver op. For mig er det helt umuligt at sove godt om natten, hvis jeg ved, at noget er helt galt. Jeg får det simpelthen for dårligt. Men selvom jeg altid har haft et retfærdigheds-gen, så var det egentlig ikke derfor, at jeg begyndte at læse jura. Jeg har læst i Washington DC, og her lærte vi, at systemet er retfærdigt. Og at det amerikanske system bygger på, at du er uskyldig, til det modsatte er bevist. Det er først, når du er færdiguddannet, og du arbejder dig ind i systemet, at du ser, hvor ødelagt det er.

Før jeg blev advokat, var jeg beneficeret forsvarer igennem tre år i New York – det var i øvrigt her, jeg mødte min mand. Det var tre år, hvor det virkelig gik op for mig, at systemet tromler hen over uskyldige mennesker, og at der bliver begået mange fejl. Som offentlig forsvarer har du ikke tid til at efterforske sagerne, som kører på samlebånd. Vi fandt hurtigt ud af, at vi ikke havde lyst til at være en del af et system, der mest af alt handler om, at folk skal dømmes, uden at der bliver brugt alt for mange ressourcer – så pyt med, om det er uskyldige, der bliver dømt, mens de skyldige stadig befinder sig ude i samfundet.

I USA må politiet gerne lyve for at få en tilståelse ud af tiltalte. Der ersamtidig tradition for at anvende manipulation under afhøringerne. Rent teknisk nedbryder du personen i løbet af timers afhøring, hvorefter du bygger den historie op, du gerne vil have vedkommende til at tilstå. Samtidig overbeviser du personen om, at vedkommende kan gå, såfremt der sker tilståelse. Det er selvfølgelig et chok, når tiltalte oplever, at tilståelsen ikke har den lovede effekt.

I Renays sag ligger der en tilståelse på, at hun og vennen ville røve hendes udlejer.Der ligger også en tilståelse på, at røveriet udvikler sig til drab. Men vennen befandt sig i Florida på tidspunktet for forbrydelsen, og faktisk har optagelser vist, at politiet godt vidste, at forbrydelsen derfor ikke kunne gennemføres af vennen, og Renay dermed ikke kunne være medvirkende. Alligevel gennemtvinges tilståelsen.

Selvom der i dag er fokus på falske tilståelser, og selvom der er ny lovgivning i dele af USA, som giver dømte ret til at få genåbnet sagen og testet for DNA, så vil anklageren i Buffalo ikke tillade det i Renays tilfælde. Måske kan det hænge sammen med, at anklageren netop i denne sag nu er dommer i Buffalo og har meget politisk magt. Jeg kan blive så rasende over, at genåbning ikke kan lade sig gøre – på trods af at vi vil betale for DNA-testen. Jeg tror stadig på, at vi kan få Renay frikendt, men ved også, at det bliver svært at komme igennem systemet. Men tiden løber, og hun er nu i 60’erne, og helbredet er mildest talt ikke godt.

Det er meget svært for os danskere at forstå, at falske tilståelser kan være en indarbejdet kultur i et retssystem. Teknikken kom frem sidst i 1960’erne, og i dag er det en indgroet metode hos politiet, som er kendt som testilyin, og som også anvendes på vidner, der manipuleres til at tro på den historie, som politiet bygger op. Alt sammen handler det om opklaringsprocenter og om holdningen til mennesker. Som der var en, der sagde om Renay: Hun er jo både prostitueret og misbruger. Og det spørgsmål, som herefter hænger i luften, er: Hvorfor så hjælpe hende?

Min egen tilgang til opgaven er først og fremmest at tale med klientenom, hvad der er sket. Vi taler om afhøringen, og hvordan den var. Vi nærstuderer tilståelsen. Helt lavpraktisk laver jeg et stort skema, hvor jeg indsætter sætning for sætning fra tilståelsen og sammenligner direkte med de fysiske beviser, rapport fra obduktionen og billeder. Der er altid noget, der ikke passer sammen. I Renays sag lå der for eksempel et kort stykke af en telefonledning inden i den paryk, som den dræbte udlejer tabte i forbindelse med røveriet. Ingen ved, hvordan ledningen var havnet der – om den for eksempel havde ligget inde i parykken. Under selve afhøringen bliver ledningen beskrevet som en ”forlængerledning”. Det betyder, at man får et bestemt billede inde i sit hoved. Og det er et ord, som Renay i løbet af afhøringen overtager, og som bliver nævnt igen og igen. Men der var ingen forlængerledning. Kun et lille stykke telefonledning. På den måde består mit arbejde i at pille det hele fra hinanden, stykke for stykke, for at kunne bevise, at der er tale om en falsk tilståelse.

Ja, nogle gange har jeg lyst til at give op. Især i en sag som Renays føles det meget op ad bakke. Men jeg ved, at det nytter at kæmpe, og jeg håber stadig, at vi får den DNA-test, som kan sætte punktum for sagen, inden det er for sent.

Jane Fisher-Byrialsen
Voksede op med en far, der arbejdede rundt om i verden, og har derfor boet mange steder i løbet af sin opvækst. Uddannet jurist fra universitetet i Washington DC. Ansat ved domstolene i Washington DC og flyttede herefter til New York, hvor hun arbejdede som beneficeret forsvarer. Efter tre år oprettede hun sammen med sin mand et advokatkontor på Manhattan. Kontoret har de stadig, men familien, der også tæller to mindre børn, bor og arbejder nu i Colorado. Jane Fisher-Byrialsen er blandt andet kendt for sagen, hvor den danske pædagog Malthe Thomsen afgav falsk tilståelse for overgreb på børn – en sag, som anklagemyndigheden i New York frafaldt i 2015.

Jane Fisher-Byrialsen medvirkede i dokumentaren False Confessions under CPH:DOX.