Kan forsvarsadvokaten takke nej til en sag? Det var det første dilemma, som den norske advokat Geir Lippestad stod overfor, da Anders Behring Breivik bad ham forsvare sig i den største terrorsag i Norges historie. Det blev blot det første af en række dilemmaer, som Lippestad fortalte om i Københavns Advokatforening, hvor også advokat Jakob Lund Poulsen fortalte om sit arbejde som forsvarer for Amagermanden.
Tekst: Hanne Hauerslev
Klokken var tre om natten, da telefonen ringede hjemme hos forsvarsadvokat Geir Lippestad i Oslo. Det var præcis 12 timer efter terrorangrebet 22. juli 2011 og syv timer efter Anders Behring Breiviks anholdelse.
- Politiet fortalte, at en person var anholdt, og at han specifikt ønskede mig som forsvarer. Jeg bad om nogle minutters betænkningstid. Det kunne jeg godt få, men det hastede med et svar, da Breivik havde forklaret, at der var flere terrorangreb på vej, og at han først ville fortælle mere, i det øjeblik han havde fået en forsvarer. Så det var et vist pres, fortæller Geir Lippestad, der sammen med forsvarsadvokat Jakob Lund Poulsen var inviteret til at fortælle om forsvarerens etiske dilemmaer af Københavns Advokatforening på årets første medlemsmøde.
- Der ryger mange tanker igennem dit hoved. Jeg vidste ikke, om familie eller venner var ramt. Jeg havde styr på, hvor mine egne børn befandt sig – men jeg vidste, at venners børn var på Utøya. Tanken om at blive hadet af en hel nation var også oppe at vende, for det var jo et angreb mod hele Norge, mod regeringen, og på det tidspunkt meldte medierne om 100 dræbte. Det er klart, at det ville vække store følelser – ikke alene overfor Breivik, men også hans forsvarer.
Geir Lippestad vækkede sin kone, der er jordemoder. Og hendes holdning var klar.
- Hvis en patient kommer ind på skadestuen på Rigshospitalet i Oslo, vil enhver læge behandle ham, uanset hvem han er. Som læge tager du ikke først stilling til, om personen har gjort noget strafbart. Det gjorde det klart for mig, at retssikkerhed på samme måde ikke er en relativ størrelse. Det er ikke sådan, at nogle mennesker er vigtigere end andre og derfor har krav på mere retssikkerhed, siger Geir Lippestad.
Aftalen med Breivik
Hvorfor har du valgt mig som din forsvarer? Det var Lippestads første spørgsmål, da han senere på natten mødte Breivik.
- Han havde skaffet sig mit visitkort, som han bar på sig, da han blev anholdt. Grunden var, at jeg tidligere havde forsvaret ekstremister, og han havde måske en forventning om, at vi delte politiske synspunkter. Derfor var det meget vigtigt, at vi helt fra starten diskuterede min rolle som forsvarer. Jeg fortalte, at jeg er medlem af Arbeiderpartiet – som Breivik jo netop ønskede at skade – og at jeg alene kunne være hans stemme omkring det juridiske. Jeg sagde desuden, at jeg ikke ville være talerør for hans politiske budskab. Det måtte han acceptere, før jeg påtog mig opdraget. Til gengæld blev vi enige om, at alt, hvad jeg udtalte mig om offentligt, skulle jeg drøfte med ham først, og at jeg ville samle alt pressemateriale, sådan at han kunne kontrollere, at jeg holdt vores aftale.
Netop pressens massive dækning af sagen blev en stor opgave for Lippestad, der i processen fandt ud af, at det er vigtigt igen og igen at forklare de helt fundamentale retssikkerhedsprincipper og retten til et forsvar.
- Det var en vanskelig opgave, og særligt da Breivik blev erklæret utilregnelig på grund af sindssygdom og dermed uegnet til at modtage straf. Breivik ønskede nemlig at blive erklæret tilregnelig og at blive straffet. For som han sagde: Hvis folk anser mig som utilregnelig, forsvinder mit politiske projekt, for så er jeg blot en sindssyg person, som har handlet herefter. Det var et etisk dilemma, om jeg skulle lægge en utilregnelig klients ønske til grund for en påstand om, at han var tilregnelig og således kunne straffes. Det var et dilemma, som jeg brugte nogle uger på – blandt andet ved at tale med en række sagkyndige, som havde behandlet ham i fængslet, for at høre, om de havde en opfattelse af, at han havde evnerne til at kende sit eget bedste. Det konkluderede de, at han havde, og jeg arbejdede da videre i henhold til hans ønske om at nedlægge påstand om, at han var tilregnelig.
- I arbejdet med at dokumentere at Breivik var tilregnelig, var det nødvendigt at dykke dybt ned i det højreekstremistiske miljø for at finde ud af, om hans tanker var unikke, eller om de er helt almindelige blandt de højreekstreme. Vi førte også højreekstreme sagkyndige og personer, som politisk selv er højreekstreme, som vidner for retten for at dokumentere, at Breiviks verdensbillede ikke er unikt. Dette skabte selvsagt en offentlig diskussion om, at højreekstreme nu fik mulighed for at markedsføre sig. Men for mig var denne proces afgørende for at dokumentere, at Breivik var tilregnelig, som han jo havde ønsket.
Mit eget panser
Udover de mange etiske dilemmaer, som var forbundet med at være forsvarer for Breivik, var processen også krævende for Lippestad, der måtte bygge et personligt panser for ikke at få sin klient til at påvirke sine egne følelser.
- Det er klart, at han ikke skulle kunne komme ind under huden på mig. På et tidspunkt sagde han, at han simpelthen ikke forstod, at jeg lod to af mine otte børn leve, da de har et fysisk handikap. Når man møder sådan et standpunkt, handler det naturligvis om at have et panser. Jeg valgte at svare: Det er alene min beslutning. Det skal du ikke blande dig i, fortæller Geir Lippestad, som med hænderne viser et usynligt skjold som en skudsikker vest på brystet.
Kun en enkelt gang i processen nåede han til et punkt, hvor han overvejede helt at opgive sagen.
- Min familie blev udsat for trusler. Derfor kom jeg dertil, hvor jeg måtte sande, at jeg måtte genoverveje, om jeg kunne fortsætte, hvis raseriet blev værre. Men det kom heldigvis ikke dertil.
Forsvaret af en serieforbryder
Selvom advokat Jakob Lund Poulsen ikke har stået med en sag, hvor en hel nations følelser over for klienten når et niveau, hvor også forsvareren bliver lagt for had, har han oplevet de etiske dilemmaer i en mindre målestok, da han for otte år siden forsvarede en serieforbryder.
I 2010 fik han nemlig en opringning af den slags, hvor man flere år senere helt præcist husker, hvad man var i gang med, da telefonen ringede.
- Det var den 12. november klokken 17. Jeg var på vej til en generalforsamling, men i løbet af få minutter måtte jeg i stedet tage til Politigården for at møde min klient, Marcel Lychau Hansen, senere kaldet Amagermanden. Jeg har den holdning, at jeg som forsvarer har pligt til at forsvare alle – uanset hvilke forbrydelser, de står anklaget for. Jeg mener også, at du som forsvarsadvokat ikke kan trække dig midt i processen – uanset hvad du bliver konfronteret med – for det vil betyde, at din klient er prisgivet, fortæller Jakob Lund Poulsen.
Sagen om Amagermanden var omfattende og gik så langt tilbage i tiden, at rapporterne i de ringbind, Lund Poulsen fik udleveret, var skrevet på skrivemaskine og duplikeret ved hjælp af stencils.
- Marcel var anklaget for en voldtægt på Amager. Voldtægtsmanden var beskrevet som kynisk, kold og selvsikker. En politihund havde sikret et kondom, og undersøgelser viste, at det indeholdt sæd med et DNA, der både matchede Marcels og et skrab under kvindens negle. Det var et DNA, der også kunne kædes sammen med en tidligere voldtægt. Men da et DNA som bekendt ikke er tilstrækkeligt bevis i en sag til domfældelse, gik politiet ud med en appel til offentligheden for at få oplysninger, der eventuelt kunne anvendes i sagen. Og i tip nummer 490 var der bid. Tippet kom fra en ældre kvinde, hvis søn 20 år tidligere på politiets opfordring havde forsøgt at fortælle, at han havde passeret sin tidligere klassekammerat, Marcel, ved Amager Fælled kort tid efter, at et drab havde fundet sted her. Han havde også set en anden person, og det var desværre ham, samtalen med politiet kom til at handle om. Nu ville hans mor blot gøre opmærksom på hændelsen igen, da klassekammeraten var kendt som en noget aggressiv type.
- Poltiet kendte også Marcel. Våbenbesiddelse og et – dog frafaldet – drab var på listen over de anklager, som politiet havde på ham, og yderligere undersøgelser viste, at der også var DNA-match på en anden meget grov sag, hvor fire kvinder havde været spærret inde i en kælder, hvor de var bundet og blev voldtaget på skift. Marcel fastholdt, at han var uskyldig, og hans forklaring var, at der måtte gå en voldtægtsmand rundt i København med præcis samme DNA – noget han i øvrigt forsøgte at få politiet til at efterforske, dog uden held, ved at forsøge at få placeret kondomer med sæd uden for fængslet.
Trusler mod familien
- At Marcel ikke tilstod – men derimod fastholdt sin uskyld – betød, at traumatiserede vidner måtte igennem en følelsesladet genoplevelse af deres erindringer, og at der samtidig var et massivt pres fra medierne, der dækkede sagen. Det er selvfølgelig et dilemma, hvor meget man skal fortælle til medierne, men en forventningsafstemning med Statsadvokaten endte med, at der var enighed om kun at udtale os, efter skyldspørgsmålet var afklaret, og efter dommen var afsagt.
Selvom Jakob Lund Poulsen oplevede, at dilemmaerne undervejs i processen var beskedne, fik han sat sine egne etiske principper på spidsen, da han og familien, efter dommen, blev udsat for trusler.
- Jeg modtog et håndskrevet brev med navne og CPR-numre på mine børn og min kone og en trussel om, at hele familien godt kunne se sig over skuldrene, hvis jeg valgte at være forsvarer for Marcel i en eventuel ankesag. Det blev selvfølgelig en sag for politiet, som aldrig blev opklaret. Det er dog ikke noget, der ændrer på min holdning til, at vi har pligt til at tage en sag, når telefonen ringer – også selvom de fleste af os dermed er i risiko for at blive kompromitteret – og jeg havde besluttet, at hvis Marcel ville anke dommen, så ville jeg være hans forsvarer, hvis han ønskede det.
Geir Lippestad
Forsvarsadvokat i Oslo. Kendt for sit forsvar af Anders Behring Breivik. Har i en periode på to år beskæftiget sig med politik og er nu tilbage som forsvarsadvokat. (Geir, vil du justere på mit forslag og skrive kort om dig selv her?)
Jakob Lund Poulsen
Forsvarsadvokat i København. Har været forsvarer i mange sager, der har påkaldt sig offentlighedens interesse. Er særlig kendt for at være forsvarer i sager om økonomisk kriminalitet. Har ført en række sager om insiderhandel og markedsmanipulation og været forsvarer i Tvindsagen. Udspørger i Tibetkommissionen og medlem af Blekingegadekommissionen. Medforfatter til Straffeprocessen og Proceduren.