Justitsministeren har på baggrund af terrorangrebet i København varslet 11 nye tiltag på strafferetsplejens område. Et af punkterne er, at Rigsadvokaten i samarbejde med Domstolsstyrelsen og forsvarsadvokaterne skal komme med et oplæg til, hvordan berammelsen af straffesager kan optimeres. Det skal i den forbindelse undersøges, i hvilket omfang rettens mulighed for at afvise en valgt forsvarer anvendes i praksis.
Af Mette Lauritzen, advokat, medlem af Advokatrådets Strafferetsudvalg
Både optimering af straffesagers berammelse og rettens mulighed for at afvise en valgt forsvarer har været genstand for en indgående behandling i en arbejdsgruppe, som blev nedsat af Domstolsstyrelsen i april 2012, og som i juni 2013 afsluttede sit arbejde med en redegørelse og nærmere bestemte anbefalinger, som refereret nedenfor.
Arbejdsgruppen, der blev nedsat ved Domstolsstyrelsens brev af 20. april 2012, skulle se nærmere på spørgsmålet om den fornødne fremme af straffesagers behandling. Arbejdsgruppen skulle nærmere identificere og overveje relevante indsatsområder og komme med konkrete forslag, som inden for de gældende lovgivningsmæssige rammer kunne bidrage til en hurtigere, mere effektiv og bedre behandling af de straffesager, der indbringes for retten. Arbejdsgruppen var sammensat af repræsentanter udpeget af Domstolsstyrelsen – herunder formanden, byretspræsident Søren Axelsen, Rigsadvokaten, Danske Advokater, Advokatrådet og Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Dommerforeningen samt Østre og Vestre Landsret.
Forud for arbejdsgruppens nedsættelse var der både før og i forbindelse med politi- og domstolsreformen i 2008, (lov nr. 538 af 8. juni 2008), gennemført ændringer i retsplejeloven, der havde til formål at sikre blandt andet høj faglig kvalitet, fleksibilitet og effektiv sagsbehandling hos politiet, anklagemyndigheden og domstolene. Yderligere kan nævnes lov nr. 1561 af 20. december 2006 om ændring af retsplejeloven (varetægtsfængsling i isolation) og lov nr. 439 af 17. juni 2008 om ændring af retsplejeloven (begrænsning af langvarige sigtelser og langvarige varetægtsfængslinger). Ved sidstnævnte lovændring blev indsat en række bestemmelser, der skulle understrege den enkelte aktørs ansvar for at fremme straffesagerne med den fornødne hurtighed (§ 843a), ligesom retten fik vide rammer for at nægte at beskikke den advokat, som sigtede ønskede som forsvarer, hvis dennes medvirken ville medføre en væsentlig forsinkelse af sagen (§ 733, stk.2).
Arbejdsgruppen gennemgik forskellige dele af ‘strafferetskæden’ for at undersøge mulighederne for at nedbringe sagsbehandlingstiden. Der blev sat fokus på efterforskningen, tiltag efter sigtelse/anholdelse, herunder afsigelse af såkaldt ‘straksdom’ i tilståelsessager samt person- og mentalundersøgelser, varetægtsfængsling, berammelse af hovedforhandling, herunder forhåndsberammelse, forkyndelse og valg af forsvarer/forsvarerskift. For hvert af disse punkter gennemgik arbejdsgruppen retsgrundlaget og beskrev de forslag, der inden for de eksisterende lovgivningsmæssige rammer, hver især ville kunne medvirke til at nedbringe sagsbehandlingstiden i straffesager, der indbringes for retten.
Anbefalinger fra arbejdsgruppen
Arbejdsgruppen afsluttede sit arbejde i juni 2013 med en redegørelse for de tiltag, der kan medvirke til at nedbringe den tid, der går fra politianmeldelse og anholdelse af sigtede til domfældelse. Redegørelsen blev samtidig fulgt op af nogle anbefalinger, der overordnet omfattede følgende:
- Øget anvendelse af ‘straksdomme’, når det er muligt og forsvarligt.
- Tidligst mulig beslutning om iværksættelse af eventuelle person- eller mentalundersøgelser.
- Effektivisering af bestræbelserne for en tidlig berammelse af hovedforhandlingen, herunder forhåndsberammelse af hovedforhandlingen.
Denne effektivisering blev konkret anbefalet at søges fremmet ved lokale samarbejdsaftaler mellem retten og anklagemyndigheden, således at retten får mulighed for at beramme i nærmere oplyste tidsblokke i anklagemyndighedens kalender, hvorefter retten alene skal koordinere berammelsen med forsvareren, eller ved andre aftalte ordninger, som sikrer en hurtig berammelse.
Med hensyn til forhåndsberammelse har arbejdsgruppen anbefalet, at denne mulighed bør udnyttes bedre, herunder ved indgåelse af lokale samarbejdsaftaler. En sådan aftale er indgået mellem Københavns Byret og Københavns Politi og Foreningen af Beskikkede Advokater i København. Det nærmere indhold af en sådan aftale er indeholdt i arbejdsgruppens redegørelse.
Som et særligt punkt under den nævnte effektivisering blev det anbefalet, at retten og anklagemyndigheden skal gøre en betydelig indsats for at få forkyndt sagerne i tilstrækkelig god tid, herunder ved en effektiv anvendelse af reglerne om telefonforkyndelse, som trådte i kraft 1. juli 2013. - Med hensyn til den sigtedes valg af forsvarer gennemgik arbejdsgruppen samtlige afgørelser fra Den Særlige Klageret, afsagt i perioden fra 2008 til 1. februar 2013, som har taget stilling til spørgsmål om nægtelse af beskikkelse/afbeskikkelse af en valgt forsvarer, begrundet i ’den travle forsvarers’ problemer med at kunne give møde inden for en rimelig tid, jfr. retsplejelovens § 733, stk.2, jfr. § 736, stk.2.
Arbejdsgruppen anbefalede i øvrigt, at det tidligt i sagsforløbet bliver klarlagt, om sigtede/tiltalte ønsker en bestemt forsvarer, således at der ved berammelse af retsmøder med videre kan tages højde for, at den pågældende forsvarer kan møde.
På den baggrund har Domstolsstyrelsen efterfølgende meddelt, at retterne med virkning fra 18. februar i år i forbindelse med sagens berammelse og fremsendelse af anklageskriftet til tiltalte, vil orientere den tiltalte om, hvem retten har beskikket som forsvarer. Orienteringen vil indeholde en tilkendegivelse af, at sene ønsker om forsvarerskifte ikke kan forventes imødekommet, hvis den ønskede advokat ikke kan møde på det tidspunkt, hovedforhandlingen er berammet.
Som det ses af Arbejdsgruppens redegørelse, er det allerede undersøgt, i hvilket omfang rettens mulighed for at afvise en bestemt forsvarer anvendes i praksis. Arbejdsgruppens anbefaling tager således alene sigte på i videst muligt omfang at undgå, at berammelsesproblemer overhovedet opstår på grund af ‘travle forsvarere’.