Kan et ankenævn opkræve omkostninger for behandling af en sag, selvom den indklagede ikke er medlem? Det afhænger blandt andet af, om fristen for tilbagemelding er overskredet, og det er værd at være opmærksom på, hvis du som advokat har været rådgiver, for du læner dig op ad et advokatansvar.
Af Tage Gøttsche, advokat (H) Advokaterne Vest
For nylig fik en af mine klienter – et malerfirma – en meddelelse fra Håndværkets Ankenævn med en klage fra en forbruger over firmaet. Efter – korrekt – at have meddelt firmaet, at det ikke var medlem af nogen af de faglige organisationer, der står bag det godkendte private klagenævn, skrev nævnet blandt andet følgende:
“Vi gør dig særligt opmærksom på, at du skal betale følgende omkostninger for sagens behandling, hvis klageren får helt eller delvist medhold: 23.125 kroner inkl. moms ved sagens afgørelse.”
Firmaet var bekymret for, om de kunne pålægges et sådant beløb, hvis de overhovedet ikke ønskede at deltage i behandlingen i nævnet, fordi de ikke mente at have gjort noget forkert. De skulle udføre noget efterreparation på et malerarbejde, som efter deres opfattelse maksimalt ville koste et par tusinde kroner, men som de på grund af dårligt vejr midlertidigt var blevet forhindret i at udføre.
Firmaet mente ikke, at jeg som advokat skulle indblandes i sagen ved nævnet, fordi mit honorar ikke stod i et rimeligt forhold til sagen, og de ikke kunne få mit honorar refunderet af nævnet, hvis de fik medhold.
Jeg var lige så overrasket som min klient over beløbet, og begav mig ud i lidt research. Reglerne findes i Forbrugerklagelovens § 17. I Bkg 1040 af 08/11 2012 har Erhvervsministeriet ganske rigtigt i § 6 godkendt et honorar på det nævnte beløb til det private ankenævn.
Fristen afgør, om afgørelsen er bindende
Men, men.
Det fremgår af lovens §§ 4, 4 a og b, at en afgørelse fra et godkendt ankenævn ikke er bindende, såfremt den erhvervsdrivende inden 30 dage efter at have fået afgørelsen skriftligt meddeler nævnet, at vedkommende ikke ønsker at være bundet.
Omvendt siger § 4 c, at afgørelsen er eksigibel, hvis meddelelsen fra den erhvervsdrivende ikke er sendt inden for de 30 dage. Det må gælde såvel et eventuelt krav fra forbrugeren på refusion af udgifter til en reparation eller et andet krav såsom udgifterne til ankenævnets behandling af sagen.
Vær altså opmærksom på at overholde denne frist, hvis du har været indblandet i rådgivningen. Ellers læner du dig op ad et advokatansvar.
Nævnet skal forkynde afgørelsen for den erhvervsdrivende med oplysning om 30-dages reglen. Man må formode, at nævnet også skal sende en afgørelse til en advokat, der har meddelt nævnet at repræsentere den erhvervsdrivende.
Som advokat må man i rådgivningsfasen enten meddele sin klient, at man tager til efterretning, at han ikke vil ofre pengene på advokatbistand til en sag i ankenævnet. Og afregne for sin rådgivning om det. Man skal så formentlig oplyse sin klient om reglen om klagefristen, når afgørelsen kommer og konsekvensen af ikke at overholde den.
Eller også skal man meddele sin klient, at man bistår med rådgivningen under sagens behandling i nævnet. Og oplyse om sit honorarkrav efter de advokatetiske regler, der gælder om advokatbistand i sager for erhvervsdrivende.
I denne situation påhviler forpligtelsen utvivlsomt advokaten, når afgørelsen kommer, til omgående at meddele klienten om klagefristen, hvis advokaten ikke tidligere har gjort det og om, hvordan klienten skal forholde sig i den anledning.
Ellers må der være tale om et advokatansvar. Risikoen er en bøde for overtrædelse af de advokatetiske regler og/eller et erstatningsansvar for klientens tab herunder udgiften til klagenævnet. Forbrugerens krav kan fuldbyrdes efter de almindelige regler herom i RPL. Omkostningerne for nævnet inddriver nævnet selv efter reglerne om gæld til det offentlige (udpantning).
Tabet over for forbrugeren og omkostningerne for nævnets behandling af sagen vil fremgå af nævnets kendelse og kan ikke anfægtes af erhvervsklienten efter udløbet af 30-dages fristen.
Erhvervsklienten mod forbrugeren
Ingen af os bryder sig om at få en bøde af Advokatnævnet eller løbe ind i et erstatningsansvar.
De nærmere regler om en forbrugers adgang til at få dækket udgifter ved en eventuel senere retssag findes i de resterende bestemmelser i §§ 3 og 4.
§ 3 blokerer begge parter fra at anlægge en retssag, så længe en sag verserer ved et klagenævn og følges op af § 4 d, hvorefter der frit kan anlægges sag, når nævnets afgørelse foreligger.
Har erhvervsklienten anlagt en sag imod en forbruger, uden at den har været indbragt for et nævn, kan forbrugeren efter rpl. § 361 normalt få retten til at hæve sagen og sende den til behandling i det relevante nævn. Retten skal efter stk. 3 gøre forbrugeren bekendt med denne mulighed, hvilket efter omstændighederne kan være en vanskelig opgave for en dommer. Der findes nærmest et utal af godkendte klagenævn, hvis kompetencer i visse tilfælde overlapper hinanden.
Såfremt retten hæver en sag, synes der ikke at være mulighed for at tillægge erhvervsklientens advokat omkostninger. En betalt retsafgift må være spildt.
Der er i § 361 regler for, på hvilket stadium af processen en anmodning skal fremsættes af en forbruger, og er den ikke fremsat, kan den ikke fremsættes. Heller ikke under en evt. anke.
Det er derfor lidt af en gambling, hvis man som advokat stævner forbrugeren. Man bør være omhyggelig i sin rådgivning herom over for sin klient.
En erhvervsklient kan ikke forhindre en forbruger i at indbringe en sag for klagenævnet, men kan på sædvanlig vis tage kravet til inkasso, fremsætte påkrav om renter, og må så afvente nævnets afgørelse, hvis forbrugeren indbringer sagen for et nævn, meddele nævnet inden 30 dage, hvis klienten ikke vil rette sig efter afgørelsen, og samtidig med denne meddelelse anlægge en retssag efter de regler, der gælder herom.
Tage Gøttsche
Advokat, Advokaterne Vest med afdeling i Gellerupparken, Aarhus og på Nørrebrogade i København tæt på Mjølnerparken.