Af Tom Behnke, retsordfører (K)
“To måneder for et smadret liv”. Sådan en avisoverskrift kender vi alle. Der er sket en grov forbrydelse, og den straf, forbryderen idømmes, opfattes i befolkningen som meget mild i forhold til lovovertrædelsen.
Som retspolitisk ordfører sker det så, at man ringes op af en journalist. Og som politiker, sidder man ærlig talt ofte og bliver harm på offerets vegne over, at voldtægtsmanden, hjemmerøveren e.l. slipper så billigt. Ofte kan man konstatere, at domstolene ikke er i nærheden af at bruge den strafferamme, som Folketinget ellers så velvilligt har stillet dem til rådighed.
Det kunne være ønskeligt, at Folketinget i de situationer kunne nøjes med at vedtage, at strafferammen skal udnyttes bedre, men det er ikke muligt uden en lovændring.
Og hvad gør man så? Som folketing kan vi hæve den generelle strafferamme, eller lave en strafskærpende tillægsbestemmelse og supplere bemærkningerne til lovforslaget med nogle retningslinjer for strafudmåling. Ingen af disse løsninger har dog vist sig at være særligt velkomne. Domstolene protesterer hver gang Folketinget blot antyder, hvad strafniveauet bør være.
Domstolene ender dog som regel med at følge stramningerne. Men kun lige så Folketinget ikke kan brokke sig, og så heller ikke mere.
Min antagelse er, at der ved siden af retspraksis inden for bestemte forbrydelsestyper også er opstået en kultur om, hvordan man ’plejer’ at forholde sig til strafudmåling i forhold til strafferammer m.v. Et ’plejer’ som giver sig udslag i, at dommerne ofte er meget tilbageholdende med at udnytte strafferammerne fuldt ud.
På nogle områder som f.eks. narkokriminalitet, hvor gerningsindholdet kan tælles og vejes, ses det imidlertid ikke sjældent, at strafferammen udnyttes fuldt ud. Det skyldes bl.a. det store spring i volumen på de narkofangster man har gjort, siden narkomisbrug begyndte at blive et samfundsproblem. Og så det faktum, at man matematisk kan udregne straffen ud fra tidligere domme.
Det står i skærende kontrast til personfarlige forbrydelser som f.eks. vold og voldtægt, hvor strafferammen stort set aldrig udnyttes, og normalstraffen ofte ligger i den nedre tredjedel. Men her kan domstolene jo heller ikke regne straffen ud, men må gøre det, der kan være svært, nemlig at vurdere og skønne.
Et eksempel er voldtægt, hvor der er lavet en særlig bestemmelse om højere strafferamme i særligt grove tilfælde. Alligevel udnyttes strafferammen ikke i den almindelige voldtægtsbestemmelse. Er forbrydelsen grov nok, hopper man til den særlige paragraf med den forhøjede strafferamme, og derfor burde der ikke være nogen frygt for at udnytte strafferammen i den almindelige bestemmelse.
Alligevel medfører retspraksis, at straffen for voldtægt typisk ligger i den nederste tredjedel. Ofte ses voldtægtssager, hvor ofret overfaldes, udsættes for fysisk magt og slag, afrivning af tøj med skade på legeme, og gennemførelsen af samleje med skade på kønsdelene til følge.
Så er det, jeg undrer mig over, hvordan man kan forestille sig en almindelig voldtægt, der er tre-fire gange værre end det, svarende til strafferammen. Det er der nok ingen, der kan. Jeg tror i stedet, at ’plejer’ overtager det frie skøn. ’Plejer’ medfører, at man på nogle områder ikke vil være den første dommer til at bonne helt ud, inden for den fastsatte strafferamme.
Som lovgiver er det fristende at mene, at vi så må overlade til Folketinget at beskrive normalstraffen. Men det er en farlig vej at betræde, for så risikerer vi, at domstolene alene ser på bemærkningerne og kun forholder sig til det, som Folketinget på det tidspunkt havde fantasi til at tænke, som det normale samt dertil hørende skærpende og formildende omstændigheder.
Det vil på længere sigt forstærke problemerne, hvis vi som lovgiver blot fortsætter med at skærpe straffen, og domstolene fortsætter med at se normalstraffen for visse forbrydelser, som liggende i den nederste tredjedel af strafferammen. Så vokser afstanden mellem straf og strafferamme blot yderligere.
Jeg bilder mig ikke ind, at vi nogensinde finder den perfekte løsning på udfordringerne. Men min drøm er, at vi i fællesskab evner at indrette lovgivning og strafferammer på en sådan måde, at der er proportionalitet mellem de forskellige forbrydelser efter tidens opfattelse af, hvad der skal være lidt strafbart, strafbart og meget strafbart, og således at den udmålte straf for en lovovertrædelse uden formildende eller skærpede omstændigheder, som udgangspunkt ligger på halvdelen af strafferammen.
Et første skridt i den retning kunne være, at vi forsøger at gøre op med den ’plejer’-kultur, der inden for visse kriminalitetstyper synes at ledsage retspraksis, og som indebærer, at man som dommer meget nødig vil være den første til at udnytte strafferammen fuldt ud. Det ser jeg som lovgiver gerne, at domstolene gør!