Straffen for en forbrydelse begået af flere personer skal kunne ramme hele gruppen, hvis ansvaret ikke kan placeres.
Af Peter Skaarup, retsordfører og næstformand (DF)
Hvad der for ganske få år siden hørte til sjældenhederne, er nu blevet almindeligt udbredt. Meget alvorlig kriminalitet begås i grupper. Vi kender det fra det autonome miljø på venstrefløjen, vi kender det fra rockerne, og vi kender det fra indvandrerbanderne, hvor rigtig megen kriminalitet synes at blive begået i flok.
Der er af naturlige årsager store problemer for politi og anklagemyndighed forbundet med at opklare kriminalitet begået i forening. Det er langt sværere at opklare, hvem der præcist gjorde hvad, hvis fem mand står og tamper løs på en mand. Skulle staklen gå af dage i dette tænkte eksempel, så er der, som straffeloven er stykket sammen i dag, risiko for, at ingen vil kunne dømmes for drabet.
De fleste kender nok det triste eksempel fra den venstreekstremistiske terrorgruppe Blekingegadebanden, som dræbte en ung politimand, men da medlemmerne tav om, hvem der havde affyret det dræbende skud, og dækkede over hinanden, blev ingen dømt for mordet. Det er naturligvis helt og aldeles uacceptabelt, at man bliver belønnet i retssystemet for at lyve og dække over hinanden. I en række engelsktalende lande har man en langt bedre lovgivning, hvor alle medvirkende ved et røveri, der fører til, at nogen bliver dræbt af røverne, bliver dømt for mordet, hvis den skyldige ikke tilstår eller ikke kan udpeges med sikkerhed.
I USA, Storbritannien, Irland og Canada kan man eksempelvis straffes i forening for en forbrydelse – eksempelvis et mord. Dette går under betegnelsen ’a felony crime’ – altså en forbrydelse begået i forening. Som del af en gruppe, hvor et overfald eksempelvis ender med drab, så vil de pågældende, hvis de findes skyldige i at have deltaget i overfaldet, også bliver erkendt skyldige i drab.
Det er et rimeligt retsprincip, idet en person, der deltager i et sådant overfald, burde være vidende om, at det kan ende med, at ofret mister livet, og således også, når vedkommende vælger at deltage i et sådant overfald, påtager sig en vis del af ansvaret for den potentielt dødelige udgang, som overfaldet kan have.
I Dansk Folkeparti ser vi gerne, at straffelovens bestemmelse om medvirken bliver skærpet således, at gerningsmænd i fremtiden ikke bliver belønnet for at begå kriminalitet i grupper. Vi oplevede for nylig, at en mand blev tæsket til døde på Kong Georgs Vej på Frederiksberg i en sag, som kunne være forbundet til en såkaldt æresrelateret forbrydelse. Desværre har politiet ikke opklaret dette mord endnu, men der var angiveligt 8-10 mennesker involveret i det grove overfald, der ledte til offerets død. Det kan i dette tilfælde meget vel have været planlagt, at drabet skulle begås i flok, fordi der kan have været spekuleret i, at ingen af de involverede, hvis de bliver fundet, kan dømmes for drabet.
Det er min og Dansk Folkepartis overbevisning, at klart højere straffe for medvirken vil gøre det overflødigt at lyve om og dække over hinanden, når kriminalitet begået i flok skal opklares. Hvis alle de sigtede ved, at der intet er at vinde ved at dække over hinanden, men tværtimod må erkende, at alle bliver idømt den maksimale straf for at dække over hinanden, vil incitamentsstrukturen pludseligt være vendt på hovedet. Når vi kan samle flertal for vores forslag, vil det ikke længere give mening at begå kriminalitet i flok. Det skal i den sammenhæng også pointeres, at kriminalitet begået i flok også virker intimiderende for offeret, idet det at stå over for en gruppe er uhyre meget mere vanskeligt at forholde sig til end at blive konfronteret med et enkeltindivid med onde hensigter. Det er betydeligt vanskeligere at forsvare sig selv, og risikoen for, at overfaldet bliver af en sådan grad, så der er væsentlige følgevirkninger heraf, er betydeligt højere, end hvis man overfaldes af en enkelt person. Derfor bør kriminalitet begået i flok straffes hårdt – og det forudsætter en ændring af straffelovens bestemmelse om medvirken.