Bliver behandlingen af retssager bedre og hurtigere, hvis specialisterne overlader sagerne til rendyrkede procedure-advokater? Måske – men dommerne skal langt tidligere sætte sig ind i, hvad sagerne handler om.
Af Poul Wahl Christensen, jurist
I Advokatens artikel “Med kloge-Åge i retten” (9/2011) er gengivet nogle hovedtræk i et indlæg fra retspræsident Christian Lundblad på et møde for procedureadvokater. Konklusionen synes at være, at retssagsbehandling kan blive væsentlig bedre, såfremt specialistadvokater overlader retssagernes gennemførelse til erfarne procedureadvokater ad modum barrister-modellen i England.
Et hovedargument for Christian Lundblad er angiveligt, at specialistadvokater ikke har tilstrækkelig forståelse for den bevismæssige side af retssager og derfor bruger domsforhandlingen til at lære fra sig om deres specialviden på det juridiske område. Synspunktet hviler på Lundblads erfaringer fra retten og må derfor anses for korrekt i nogle tilfælde.
Men det er min tese og opfattelse fra deltagelsen i et par hundrede retssager på den ene eller anden side af bordet, at kvaliteten kan højnes, sagsbehandlingstiden begrænses og omfang samt indhold af (eventuel) hovedforhandling begrænses betydeligt ved en anderledes kvalificeret indsats fra dommersædet – uanset om det er byrets- eller landsretssager, og selvom det måtte være specialistadvokater, der fører sagen.
Dommernes sædvane
Det synes at være en hovedregel gennem de sidste 25 år, at dommere kun i meget beskedent omfang beskæftiger sig med processkrifternes indhold, sagens jura og angivne bevisligheder forud for selve hovedforhandlingen.
Såfremt en dommer allerede fra sagens første processkrifter – og senest ved afslutning af skriftvekslingen – tog under overvejelse, om der er juridisk hold i de fremførte påstande og anbringender, kunne en del retssager enten bringes på ret køl (også for nødvendig bevisførelse) eller måske bringes til en afslutning ved erkendelse af, at fornøden bevisførelse ikke kan påregnes. I en del af de sager, jeg har set, vil det også være muligt på grundlag af et nærmere studie af juridiske værker på området samt eventuel retspraksis at konstatere, at der efter afsluttet skriftveksling ikke er tilstrækkeligt hold i en (eller måske begge parters) påstande, anbringender eller påberåbte bevisligheder til en domfældelse respektive frifindelse. Men sådanne synspunkter kommer (i bedste fald) først til udtryk efter gennemført domsforhandling, som måske af samme grund har været meget omfattende, til dels irrelevant og med betydeligt tidsspilde for alle involverede – ikke mindst for retten.
Jamen, en så dybtgående indsats fra dommersædet vil jo være både tidskrævende og overflødig i de sager, hvor parternes advokater vælger at forlige sagerne inden domsforhandlingen, eller? I tilfælde af forlig som følge af kvalificeret indsats fra rettens side under forberedelsen, må alle vel være enige i, at indsatsen har været hensigtsmæssig og ressourcebesparende.
Vil en dommers velmotiverede henstilling i relation til juridiske eller bevismæssige overvejelser ikke kunne opfattes som en præjudicerende stillingtagen til domsresultatet. Jo, såfremt samme dommer beklæder retten i forbindelse med domsforhandlingen, men det vil formentlig kunne løses administrativt ved de fleste retter ved at ændre dommerbesætningen.
Spar tid
At en specialiseret indsats på et juridisk område (også) kan vise sig hensigtsmæssig for domstolsbehandlingen synes at fremgå af U1999.885H, idet Højesteret tilsyneladende tilslutter sig den i landsretten dissentierende dommers juridiske vurdering og ikke de to erfarne dommeres bevisvurdering.
Og et eksempel på at selv særdeles procedurevante advokaters juridiske vurderinger, sagstilrettelæggelse og omfattende bevisførelse ikke synes at være tillagt relevant betydning af retten, er tilsyneladende gældende for U2007.777H.
I denne sag blev køb af en byggegrund, der skulle leveres i oprenset stand og afmeldt som affaldsdepot, ophævet af køber. Køber mente, at der forelå anteciperet misligholdelse og troede ikke, at en domstol ville fastholde køber, når det blev godtgjort, at afmeldelse var opnået af en professionel sælger på trods af tilbageværende forurening i betydeligt omfang. Sidstnævnte blev dokumenteret under retssagen, da der var sikret bevis for betydelig forurening på grunden efter sælgers afmeldelse til amtet. Og det var ubestridt, at købers sagkyndige var blevet afskåret fra den prøveudtagning, der ville have godtgjort den (efter afmeldelsen) faktisk konstaterede forurening. Det blev endvidere dokumenteret, at amtet efterfølgende havde krævet yderligere oprensninger og at grundejeren opfyldte disse krav trods den opnåede afmeldelse.
Når man læser Højesterets begrundelse for at anse ophævelsen for uberettiget, synes de to procedurevante advokaters indsats for køber i sagen ikke at have været baseret på sådanne juridiske vurderinger, som ifølge resumeet blev foretaget af Højesteret. Sidstnævnte juridiske vurdering kunne formentlig have været foretaget allerede efter afslutning af skriftvekslingen i første instans, og derfor have sparet alle involverede for mange års arbejde og omkostninger, hvis en dommer havde tilkendegivet dette på velbegrundet måde for parterne på et tidligt tidspunkt af sagen.
Den lange behandlingstid for retssager vil utvivlsomt også kunne nedbringes ved den foreslåede tidlige og kvalificerede indsats i sagerne fra dommersædet, og selv for specialistadvokater vil en drøftelse af bevisførelsen med dommeren kunne medføre kvalificering – og måske forenkling – af selve hovedforhandlingen i de tilfælde, hvor den gennemføres.
For løst at sjakre
Men en nødvendig betingelse for succes med den foreslåede ordning er, at den medvirkende dommer tidligt skaber sig den fornødne juridiske forståelse for retsområdet og på dette grundlag vurderer den foreslåede bevisførelse fra hver part. Jeg har således især i landsretterne deltaget i forberedende retsmøder for drøftelse af forligsmuligheder, hvorunder dommeren afslørede helt utilstrækkeligt kendskab til juraen, processkrifternes indhold, de relevante tvistepunkter eller de fremlagte bevisligheder. I sådanne situationer er det vanskeligt at overbevise ens klient om det fornuftige i at “slå halv skade”, som det ofte tilkendegives fra dommersædet.
Og i de sager, som af dommeren vurderes som hensigtsmæssigt tilrettelagt for domsforhandlingen og uden overvejende tyngde i den ene eller anden retning for dommens udfald, vil det formentlig være en fordel også for advokaterne at få en tilkendegivelse herom.
De – formentlig få – advokater, som ikke ønsker så procesledende indsats fra dommersædet forud for hovedforhandlingen, kan eventuelt indrømmes adgang til at sige fra i de første processkrifter, hvorfor jeg har vanskeligt ved at forestille mig, at man ikke kan opnå de tilsigtede forbedringer i retssagsbehandlingen ved de danske domstole i almindelighed. Og en ændring af retsplejelovens bestemmelser synes unødvendig for den foreslåede sagsbehandling.
CV – Poul Wahl Christensen
Advokatbeskikkelse siden 1982, egen advokatvirksomhed i ti år, bestyrelsesarbejde i forskellige selskaber, konstitueret landsdommer i syv måneder, advokat og rådgiver for international koncern i seks år og for social-humanitær organisation i ti år samt underviser i jura af forskellige modtagergrupper og medforfatter på håndbog om bredspektrede juridiske forhold. Deponeret beskikkelse i november 2011